Tidsskriftet Monde og Hans Kirk på ondt og godt

Det er ikke just nye og hidtil ukendte emner og problemstillinger, der tages op i Olav Harsløfs Mondegruppen og Morten Things Hans Kirks mange ansigter. Faktisk var der heller ikke før de to nu foreliggende omfattende behandlinger næppe nogen periode eller noget forfatterskab i det 20. århundrede, der var mere beskrevet og diskuteret end mellemkrigstidens kulturradikale, socialistiske og/eller kommunistiske kulturelle aktiviteter og Hans Kirks forfatterskab. Det opbrud på venstrefløjen, som fra slutningen af 60'erne med en ny generation af aktører resulterede i politiske parti- og fraktionsdannelser og kulturpolitiske initiativer, tog ikke mindst hvad sidstnævnte angår på mange måder afsæt i og var inspireret af erfaringerne fra mellemkrigstiden. Og det var i disse år, at enhver litteraturstuderende med respekt for sig selv måtte sætte egne holdninger - politiske, teoretiske og metodiske - i relief i et "opgør" med den indsigt og de udfordringer, der var repræsenteret i Kirks romaner og artikler.

Et par af disse aktører var Olav Harsløf og Morten Thing. Der er altså ikke tale om en pludselig opdukket ny interesse hos de to forfattere. Tværtimod kan deres bøger hver på deres måde betragtes som kulminationen på flere årtiers udforskning af og aktive medvirken i venstrefløjens politiske og kulturelle historie i Danmark.

Allerede i 1976 udgav Olav Harsløf en lille bog: Kulturdebat i 20'rne, der delvist skitserer de temaer og problemstillinger, der udfoldes i fuldt flor i hans nye bog. Derudover har han bl.a. været medudgiver af Poul Henningsen: Kulturkritik I-IV, men har ellers - hvad der måske vil være læseren bekendt - engageret sig administrativt som rektor for Det fri Gymnasium, Det rytmiske Musikkonservatorium og Statens Teaterskole.

Morten Thing var redaktør af venstrefløjens helt centrale organ: ugebladet politisk revy fra 1969 til 1982 og har udover undervisning og anmeldervirksomhed ved Information, skrevet og udgivet et væld af artikler og bøger om arbejderbevægelsens historie og personligheder, der set i bakspejlet bl.a. kan ses som et langt tilløb til disputatsen: Kommunismens Kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960 fra 1993.

Denne vedholdende beskæftigelse med et stof, der i sit udspring var forårsaget af og forbundet med orienteringen mod en ny politisk, kulturel og pædagogisk praksis, er formentlig den egentlige grund til, at de to bøger kan udkomme i slutningen af 1997, hvor interessen, orienteringen og konjunkturerne ellers ikke mest oplagt er til venstrefløjshistorie. I en tid, hvor en række især yngre historikere, ikke mindst i et af det borgerlige kulturelle Danmarks centrale organer: ugeavisen Weekendavisen, stiller krav om selvransagelse, anger og syndernes forladelse hos 68-generationen, er det på én gang befriende og opmuntrende, at der stadig kan udkomme bøger, der vidner om seriøs forskningsmæssig interesse for den del af mellemkrigstidens og såmænd også efterkrigstidens danske kulturdebat og kulturelle praksis, der - hvad enten "blüdnikowerne" vil vide af det eller ej - fik og har en betydning, der langt overstiger de oprindelige gruppers og organisationers "snæverhed' og relativt begrænsede deltagerantal.

Nysgerrighed
"En myte bliver skudt ned. Venstrefløjens kulturhistorie revideret efter 15 års arbejde." - proklameredes det i Politiken d. 10. december 1997 i forbindelse med en grundig omtale af Harsløfs nye bog. Det lyder jo salgsmæssigt besnærende, men er ikke desto mindre en sandhed med betydelige modifikationer.

Monde-gruppen udgjordes af en relativ lille kreds af yngre akademikere, der med udgangspunkt i en oprindelig uafhængig, kritisk indstillet socialistisk holdning spillede en betydelig rolle på den danske venstrefløj i årene 1928-32. Initiativtager og dynamo var R. Broby-Johansen, der med inspiration fra den franske Monde-bevægelse, hvis leder var Henri Barbusse, omplantede bevægelsen til skandinavisk, dog primært dansk grund. Udover udgivelsen af Monde, der var et "Maanedsskrift for litteratur, kunst, videnskab, økonomi og politik", tog den fåtallige gruppe initiativ til og involverede sig i en lang række foretagender: forlag, filmklub, eksperimenterende teater, studiekredse. Den overtog ledelsen af Studentersamfundet, skaffede sig flertal i Studenterrådet og dannede en landsdækkende socialistisk gymnasiastbevægelse.

Harsløf vedkender sig i sit "Forord" to menneskelige følelser som incitamenter for sin bog: nysgerrighed og harme. Nysgerrighed efter, i betragtning af gruppens imponerende række af initiativer og resultater at få svar på tre spørgsmål: "hvem og hvad var Mondegruppen egentlig? - hvorfor sprængtes den i to næsten lige store dele i 1932? - og hvorfor var dens virksomhed og betydning så stor at dens sprængning kom til at præge den kulturelle og sociale udvikling i landet resten af århundredet? Sprængningen afstedkom også beskyldninger og fjendebilleder. Det var det der kaldte på harmen. For hvad var den dybereliggende årsag; og hvorfor skulle disse fjendebilleder med djævelens vold og magt ophøjes til vidnefast Danmarkshistorie?" (s. 5).

Af de to følelser er nysgerrigheden absolut den mest produktive. Harmen, derimod, implicerer en tendens i fremstillingen, dvs. i tolkningen af begivenhederne, der ikke blot retter sig mod de daværende aktører, men tillige polemisk mod dem, der har skrevet den samme historie som Harsløf. Hans bog er et utvivlsom bevidst indlæg i venstrefløjens politiske og kulturelle debat - som et sådant desværre noget post festum!

Monde-gruppens forudsætninger i Clarté-bevægelsen, dens aktive medlemmer og deres litterære og organisatoriske virksomhed og initiativer - og endelig sprængningen af gruppen, anskueliggøres i en meget bred, kronologisk fremstilling, der primært tager afsæt i en gennemgang nr. for nr. af Monde. Herudover inddrages en lang række yderligere kilder, herunder privatarkiver og - ikke mindst - interviews med en række af de daværende hovedpersoner, hvis til tider skrøbelige hukommelse og bagkloge vurderinger, Harsløf dog ikke ukritisk formidler videre. Det er en rent ud imponerende ophobning af informationer om stort og småt, som Harsløf har indsamlet. Et kildemateriale, der kan spare andre interesserede for mange læsesalstimer. Det er i kildeindsamlingen og viderebringelsen heraf, Harsløf har sin store styrke og fortjeneste, selv om det ikke kan nægtes, at der er mange afstikkere, der forekommer mindre nødvendige i forhold til hans egentlige interesse: sprængningen af gruppen og konsekvenserne og senere analyser heraf.

Splittelse
Da Harsløf i 1975 af Irs. Carl Madsen fik overdraget Monde-gruppens kassejournaler, stod det ham hurtigt klart, "at det var nøglen til 1930'-ernes intellektuelle socialistiske debat jeg havde fået i hænde." (s. 18). Selv om han indrømmer, at journalernes nøgterne ophobning af navne, datoer og ind- og udposteringer skal sammenholdes med andre oplysninger, er det en noget bombastisk overdrivelse af deres kildeværdi, som hans egen bog da også dementerer. Deres egentlige kildeværdi ligger i deres funktion af "dagbog" over gruppens aktiviteter.

Den "aktivitet", der såvel på kort som længere sigt fik den mest afgørende betydning, fik følgende lakoniske indførsel d. 3. 6. 1932:

"[Carl] Madsens Regnskab godkendes fultud. [Per] Kirstein og [Mogens] Boserup ekskluderes." Eksklusionen, der medførte at 10 ud af 24 forlod Monde-gruppen, var konkret foranlediget af en uenighed om Carl Madsens dispositioner i forbindelse med en indsamling til strejkende skotøjsarbejdere, men var reelt kulminationen på den ideologiske og politiske splittelse, der havde udviklet sig indenfor gruppen. Denne historie, der fortælles detaljeret i Harsløfs bog, går i korthed ud på, at hvor Monde-gruppen oprindeligt var baseret på Clarté-linjens krav om kritisk og socialistisk funderet stræben efter "sandhed" i analysen af samfundmæssige og ideologiske spørgsmål, uafhængig af partipolitiske tilknytninger, der forsøgte de medlemmer af gruppen, der var blevet medlem af DKP, i højere og højere grad og med stadig større held at styre gruppen og dens organisationer og rette dens analyser ind efter DKPs daværende politiske linje, dvs. den ultra-venstre-linje, der så Social Demokratiet som hovedfjenden.

Resultatet blev, at såvel tidssskrift, der nogle måneder forinden havde skiftet navn til Plan, som forlag blev domineret af kommunisterne, medens de udstødte med Broby-Johansen i spidsen grundlagde et nyt tidsskrift Frem. Plan fortsatte frem til 1935, hvor de fleste af medarbejderne i stedet var begyndt at skrive i Kulturkampen, som blev udgivet af foreningen Frisindet Kulturkamp, der byggede på den front af alle antifascistiske kræfter, som fra 1935 nu var den politiske hovedparole i den kommunistiske bevægelse, indtil det gik ned som følge af de dønninger, der fulgte i kølvandet på ikke-angrebspagten mellem Sovjetunionen og Tyskland i 1939. Frem fortsatte frem til 1935, men fandt fra 1936 med de udstødte Mogens Boserup og Per Kirstein i redaktionen sin afløser i et nyt Clarté, der tog tråden op fra 20'ernes tidsskrift, og som fortsatte frem til 1943. Hermed var grunden lagt til den splittelse mellem intellektuelle af socialistisk observans, der fortsatte i årtierne fremover og oplevede en foreløbig kulmination i 70'ernes og 80'ernes kampe om den rette analyse og medfølgende nye parti- og fraktionsdannelser.

Denne på én gang intrikate og altså gammelkendte historie, som faktuelt er beskrevet meget indgående i Harsløfs bog, giver ham som antydet ovenfor anledning til mere eller mindre diskret at lufte sin harme. Harme over den notoriske tilsvining, som især Broby-Johansen og "boseruperne" blev udsat for, men som i øvrigt var et håndværk begge parter havde udviklet til mesterskab. Harme over at DKP-fløjen overtog magten i gruppen og fraveg den partipolitisk uafhængige kritiske søgen efter "sandheden", men i stedet lod sig lede af partiets vekslende paroler. Harme over, at historieskriverne har underbelyst splittelsens forudsætninger og konsekvenser og især den betydning, som den "rene" Clarté-linje havde fra midten af 30'erne og til 1943.

For nu at tage det sidste først, så er det her Harsløf mest udpræget fremviser sin interesse og begrænsning. Harsløf er bedst til at give de nøgne facts. Sammenfattende analyser af idéer og holdninger, for slet ikke at tale om deres forbundethed med den konkrete politiske og samfundsmæssige situation er ikke hans stærke side. Derfor fremstår den betydning, som han tillægger Clarté-linjen fra midten af 30'rne, i hans bog som et postulat, eller om man vil: som ren - ideologisk-politisk - ønsketænkning. Det får man alene indirekte bekræftet i det faktum, at en sådan betydning ikke dokumenteres. For så vidt som kilderne kan anskueliggøre denne betydning, burde de have haft en fremtrædende plads i hans fremstilling. Det er i hvert fald ikke gjort med nedladende at skrive: "Clarté samlede dem der ville analysere og diskutere fag og politik, mens Frisindet Kulturkamp samlede folk med talent for at tegne, skrive, synge, spille og optræde." (s. 531).

Men heller ikke påstanden om, at splittelsen i tidligere fremstillinger skulle have været underbelyst, og at hans eget 15-årige arbejde på denne baggrund markerer en revision af venstrefløjens kulturhistorie, holder vand. Hermed forsøger han faktisk at skabe en ny myte til egen fordel. At der rigtig nok har været forskellige belysninger af dette tema, er jo ikke ensbetydende med, at Harsløf er den første eller eneste, der har set sandheden. Det onde dyr i åbenbaringen i Harsløfs øjne er Elias Bredsdorff, der i flere sammenhænge har været inde på bruddet. Da han ikke har brugt 15 år på at studere detaljerne, til gengæld var han aktiv i bevægelsen, hvor han tilsluttede sig DKP-fløjen, kløjs han rigtig nok i nogle detaljer og har et par steder ikke helt styr på kronologien, hvilket fører Harsløf til følgende - igen nedladende - konklusion: "Elias Bredsdorff tilsluttede sig sejrherrerne og bekæmpede Broby & Co. af et godt hjerte. (...) Modstandsmanden Elias Bredsdorff vil blive husket. Hans forhold til 30'rnes politiske modsætninger på venstrefløjen fremgår - set i erindringens lys - af en række bøger og artikler hvis formål næppe har været at sløre kritikken af de skiftende kommunistiske strategier. Det er ikke desto mindre blevet resultatet." (s. 66)

Til trods for at Harsløf i sin bog selv peger på andre behandlinger, bl.a. af Morten Thing, der - "korrekt" - gør rede for splittelsens politisk-ideologiske forudsætninger og indhold, så er hans polemiske hovedanke dog mere rettet mod det, han opfatter som den sejrende tendens i historieskrivningen, som han i omtalen i Politiken, nævnt ovenfor, beskriver på denne måde: "Historieskrivningen har stort set bakket op bag denne antagelse om en enig bevægelse. Den kommunistisk inspirerede folkefrontslinie vandt hævd som mellemkrigstidens kulturradikale frisind. Myten har gjort den såkaldte kulturradikalisme til indbegrebet af 30ernes kulturhistorie. Tidsskriftet Kulturkampen fik status som den dominerende og afgørende kraft. Men den holder ikke. Clarté-bevægelsen var stærkere og fik større betydning. Det er min pointe, at denne bevægelse - hvortil hører den udstødte del af Monde - i et socialistisk perspektiv var mere bæredygtig og langt væsentligere. Clartés styrke hang sammen med uafhængigheden, derfor kunne den også fortsætte kampen frem til 1943."

Der er flere problemer forbundet med denne pointe. Selv om det er rigtigt, at der i hvert fald fra 1932 var flere bevægelser på venstrefløjen, og at den kulturradikale linje altså ikke var enerådende, hvilket enhver der blot perifert har beskæftiget sig med perioden umuligt har kunnet overse, så er det vanskeligt at få øje på, at Clarté-bevægelsen fik større betydning, var mere bæredygtig og langt væsentligere. Selv, eller rettere: netop "i et socialistisk perspektiv" er det vel nødvendigt at fundere en bevægelses betydning i en analyse af den konkrete (anti-fascistiske) politiske kamp, der stod på dagsordenen. Set i et sådant perspektiv er den idéhistoriske anvendelse af ordet "betydning" mindre væsentlig.

"De fire store"
I Harsløfs bog er der fire personligheder fra Monde-tiden, der mere end nogen andre rager op over underskoven: Broby-Johansen, Harald Rue, Hans Kirk og Hartvig Frisch. De fires udvikling efter bruddet sammenfattes således: "Alle fire havde de stået på Clartégrundlaget. Kun Frisch blev stående. Broby blev Brandlerianer i Mot Dag-udgave, Rue partiløs marxist og Kirk partitro kulturradikaler med alt hvad det indebar af forvandlinger." (s. 535) Udnævnelsen af Kirk er ikke et resultat af hans litterære indsats, da hans banebrydende artikler blev offentliggjort i de af 20'rnes kulturtidsskrifter: Sirius, Clarté og Kritisk Revy, der gik forud for Monde, som han i øvrigt ikke skrev meget i. Den skyldes hans organisatoriske indsats i gruppen som sådan og bl.a som formand for Studentersamfundet. Og især den - i Harsløfs øjne negative - ideologiske og altså organisatoriske rolle han fik og tiltog sig som en af de intellektuelle, der blev kommunist. At den proces og endelige beslutning, der gik forud for Kirks indmeldelse i DKP, hverken var ukompliceret eller smertefri fremgår med stor tydelighed af korrespondancen mellem Kirk og Hartvig Frisch i en række med Harløfs udtryk "lange og dybtfølte breve", som han dog ikke desto mindre og med god grund citerer flittigt. Det fremgår heraf, at Kirks indmeldelse var resultatet af en konkret politisk vurdering, der på den ene side betød, at man også som intellektuel måtte organisere sig i et politisk parti, og på den anden side altså lade sig organisere i det af de to arbejderpartier, der ikke "har glemt Klassekampen", som han skrev i et brev til Frisch i 1934.

I sidstnævnte, men nok ikke i førstnævnte, kunne han jo umuligt være enig med Frisch, der var et fremtrædende medlem af Social Demokratiet. Til gengæld betød Kirks politiske valg ikke, at han umiddelbart forlod de litterære og øvrige kulturelle standpunkter, han havde indtaget fra midten af 20'erne, inspireret ikke mindst af Frisch selv, som han vedvarende nærede stor beundring for, og Otto Gelsted samt Poul Henningsen - et par andre af periodens "store".

Det er en af forklaringerne på, at det ikke kom til et brud med Frisch, men der er samtidig lagt op til det besvær, som man ikke blot dengang, men tillige i eftertiden har haft med håndteringen af - med Morten Things udtryk - "Hans Kirks mange ansigter."

Hans Kirk
Hvor Kirk i Harsløfs bog har en hovedrolle blandt ligemænd, er han naturligvis hovedpersonen i den monografi, som Thing har udgivet i anledning af Kirks 100-års dag d. 11. januar 1998. Den er dog ikke - som han skriver - ment som en jubilæumsbog i anledning af den runde dag, men som "et portræt af digteren, skribenten og kulturpolitikeren Hans Kirk i fuldt format." At Thing vil hele horisonten rundt fra start til slut, har bl.a. den konsekvens, at Monde-historien, der hos Harsløf behandles over mere end 600 sider, hos Thing naturligvis må ses som en enkelt, omend betydningsfuld episode i Kirks liv og kan overstås på mindre end 15 sider. Dette er dog ikke den eneste forskel. Uvenligt mente, summariske konklusioner hos Harsløf som: "For Hans Kirk var der en forklaring på alting." (s. 533), "Kirk havde ingen standpunkter, men derimod synspunkter." (s. 535), finder man ikke hos Thing. Grunden er ikke, at Thing er ukritisk i sin behandling, tværtimod er han i ordets positive betydning kritisk i sin analyse af de modsætninger, der notorisk var til stede i Kirks virksomhed. Men dels er hans fremstilling ikke præget af personlige idiosynkrasier, dels har han et bedre gehør for de samfundsmæssige, politiske og personlige tilskyndelser, der gjorde Kirk til kommunist, end Harsløf, for hvem ordet "forræderi" ligger lige på tungen.

Litteraturen om Hans Kirk er som nævnt ganske omfattende med et "boom" i 70'erne, der dels afspejlede den nyvundne status som bestseller, Kirk havde fået i 60'erne (alene 8 oplag af Fiskerne), dels den interesse, der var for de temaer, skrivemåde, erfaringer, holdninger - og modsætninger, der var investeret i Kirks forfatterskab i videste betydning og øvrige virksomhed. Her var et stof, der på én gang fascinerede og udfordrede, hvad enten tilgangen var primært litterær eller politisk - eller som oftest: begge dele. Kirk blev da også udsat for lidt af hvert, lige fra superakademiske semiologiske analyser til superpolitiske, "venstre-radikale" udvindinger af den politiske kerne i hans romaner, der naturligvis ikke fandt nåde.

Det fortjenstfulde ved Things tilgang til stoffet er, at han udover at have genlæst dokumenterne, så at sige i dagens anledning, og suppleret med de nye kilder, der er kommet til, anvender det bedste i de tidligere behandlinger, og vel at mærke uden den mere eller mindre skjulte dagsorden at skulle bevise en litterær teori eller et politisk særstandpunkt. Hans bog er en slags mainstreambiografi, hvilket skal forstås positivt, der sammenfatter såvel hans egen som tidligere læsninger i den hidtil mest indgående og egentligt kritiskloyale fremstilling af Kirks personlige, litterære, journalistiske og politiske liv og den kontekst, disse liv blev udfoldet i.

Nye læsere kan altså med fordel begynde her. Hvormed det ikke entydigt skal antydes, at "gamle" læsere ikke kan finde nye oplysninger og produktive synspunkter i hans bog. Det kan de. Men det siger sig selv, at når Thing skal nå så meget til trods for sine næsten 400 sider, så er der grænser for, hvor meget detaljerne og enkeltanalyserne kan brede sig på bekostning af påvisningen af sammenhængen mellem Kirks mange liv, eller i det foreliggende tilfælde rettere: manglen på sammenhæng. Som nævnt ovenfor klarer han Mondeepisoden på mindre end 15 sider. Til gengæld kan han følge Kirk til dørs, hvilket har den umiddelbare fordel, at de modsætninger han ser mellem Kirks aktiviteter, ikke blot kan betragtes som statiske usamtidigheder, men tillige kan analyseres og vurderes som dynamiske størrelser, der såvel i sig selv som i deres indbyrdes forhold kunne ændre - og ændrede - sig undervejs under indtryk af de omstændigheder, de var underlagt.

De grundlæggende karaktertræk hos Kirk, der viste sig i indsigtsfulde analyser af menneskelig psykologi, generøse og udogmatiske vurderinger af litteratur, uforsonlige og stærkt polemiske indlæg mod politiske modstandere, det vedholdende forsvar for Sovjetunionen, er allerede fuldt udfoldet fra starten af hans skønlitterære og journalistiske forfatterskab og organisatorisk-politiske aktiviteter og kendetegner ham til hans død i 1962. For så vidt som man vælger at fokusere på disse forskellige udslag af Kirks personlighed som et udtryk for modsætninger, er det markant at modsætningsforholdene radikaliseres undervejs.

Besættelsestiden og den efterfølgende kolde krig satte sig naturligvis dybe spor. Den grundlovsstridige internering af kommunisterne i 1941 og særbehandlingen af den obsternasige Kirk som isolationsfange i månedsvis i Vestre Fængsel gjorde ham heller ikke på længere sigt mildere i bedømmelsen af det borgerlige Danmark. "Det kan gøre ondt at få de demokratiske Mælketænder trukket ud", som han skrev i et brev til Hartvig Frisch fra fængslet i 1941. Heller ikke retsopgørets og den kolde krigs sort-hvide politiske og kulturelle miljø gav ligefrem Kirk anledning til at fremhæve de nuancerede og forsonlige træk i sin karakter. Han viklede sig i 1946 ind i en ulyksalig polemik med Poul Henningsen, der forsøgte at diskutere principperne bag retsopgøret og tog afstand fra straffelovens bestemmelser med tilbagevirkende kraft, hvor vreden i den grad fik overmagten, at han kunne skrive om den "tidligere Antinazist Poul Henningsen som Forkæmper for nazistiske Landsknægte og Værnemagere." Sartre og eksistentialismen, som han ikke kunne eller ville forstå, blev udelukkende og selv efter Sartres opgør med Camus om forholdet til kommunismen og hans indgåelse i fredsbevægelsen vedvarende karakteriseret som en "borgerlig Dødsbataljon", hvor det fremtrædende træk er "deres Livslede og mørke fortvivlelse." Til gengæld var hyldesten af Stalins personlighed og "politiske Genialitet" uden forbehold og forsvaret for Sovjetunionen så absolut, at han efter afsløringerne af Stalin og Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956 blev irettesat af Land og Folks redaktør Martin Nielsen.

På den anden side var det i de samme år Kirk opfordrede Ole Wivel til at udgive den nazistiske digter, Harald Bergstedts digte, simpelthen fordi de var gode, og udgav sit andet litterære hovedværk: Skyggespil, der i Jyllands-Posten fik følgende skudsmål: "Naar man sommetider læser Hans Kirks kulturpolitiske Kommentarer i "Land og Folk", faar man Indtryk af en ubøjelig Partifanatiker, en dogmetro Teoretiker af jesuistisk Strenghed. Hvor sært da at faa denne lille Bog i Haanden og ud fra hver linje i den læse en Menneskelighed, der gaar helt udenfor det naadeløse Partireglement." Og det var i disse år han rejste gennem Danmark og til Samvirke skrev en lang række artikler om det folkelige, sociale og demokratiske Danmark og den danske natur.

Stalinisme
"Jeg har ingen grund til at angre nogen stalinisme eller med ydmyghed bede om tilgivelse" og "Jeg er en mand af folkelig oprindelse" er et par af Kirks mere markante udtalelser fra 50'erne. Der er ingen tvivl om, at for Kirk selv var der ingen modsætning - endsige modsigelse - mellem den menneskelighed og den partiskhed, han med sådanne udtalelser vælger at sætte i relief. Tværtimod så han dem som forbundne i et gensidigt afhængighedsforhold. Sådan så man ikke på det i samtiden, som anmeldelsen ovenfor viser et eksempel på, og også sidenhen har det været den store, ubegribelige anstødssten, hvordan og hvorfor Kirk i den grad kunne sætte kikkerten for det blinde øje i analysen af sin egen personlighed, når han i analysen af andre kunne udvise en så udpræget kritisk skarpsindighed. Kort sagt: der må en forklaring til!

Kravet om en analyserende forklaring på den sammensatte personlighed hviler på en ideel forestilling om den ikke-sammensatte, "harmoniske" personlighed som forudsætning. Selv om, eller rettere: netop når man accepterer denne præmis, er det indlysende, at problemstillingen hverken er ny eller speciel for Hans Kirk. Derimod er den i tilfældet Kirk interessant, ikke så meget p.gr.a. hans skønlitterære forfatterskab, hvor den egentligt ikke kan bruges til så meget, men fordi han næsten som en ikon og i de radikale holdninger så tydeligt repræsenterer et af de svar, som venstre-intellektuelle gennem tiderne har givet på spørgsmålet om forholdet mellem tro og viden.

At Kirk som intellektuel - uanset "folkelig oprindelse" - i sit "svar" udviklede en udpræget anti-intellektualistisk holdning til intellektuelle som sådan og efterhånden kun kunne se frafald og forræderi, hvilket ikke altid var begrundet i virkeligheden, tjener ham ikke til ære. Derimod har Morten Thing, som en intellektuel, man sidst af alt ville kunne beskylde for at gå kommunisternes ærinde, ære af, at han i sin forklaring ikke uden videre accepterer begrebet "skizofreni", der ellers har været kernen i den gængse forklaringsmodel. At Kirk fastholdt sin tro på Sovjetunionen og formentligt i hvert fald overfor offentligheden har måttet sætte en del af sin viden i parentes, begrunder han med, at det var en drøm om frihed, skabt i 20'rne, "som var næsten immun over for virkeligheden, fordi dens skønhed og betydningsproduktion var så stor og omfattende, at den kunne give mening til et helt liv." (s. 334-335). Hertil kom det polemiske, politiske angreb som et våben, Kirk fra første færd havde udvist et udpræget talent for, og som indespærringen under krigen viste ham var "ét af hans bedste kort, når han ikke skal give efter og skal holde ud." (s. 334). Og at det sagtmodige og milde kunne bo i krop med den stålsatte tro havde Kirk selv vist i sine karakteranalyser i Fiskerne. "I en vis udstrækning må man tro, at han kendte det indefra" - konstaterer Thing lakonisk.

Ingen vil formentligt påstå, at vi med Things bog har fået den endelige, udtømmende forklaring på Kirks mange ansigter. Og der er i hvert fald få, der vil mene, at Kirks "svar" var det rigtige. Men "svaret" er et personligt og historisk konkret bud, der samtidig eksemplificerer en af de veje, som en del af de venstreorienterede unge intellektuelle ville gå efter opløsningen af Monde-gruppen i starten af 30'rne. Andre gik andre veje, og en del stod helt af.

Debatindlæg
I et interview i Weekendavisen d. 27. marts 1998 konstaterede Per Stig Møller, at de intellektuelle er blevet tavse: "De intellektuelle er stort set holdt op med at udtale sig. De er tavse, de er væk. Socialismen er død, konservatismen er rædselsfuld i deres øjne, det var hovedfjenden i årevis, og når nu alle er mere eller mindre enige om, at det er konservative værdier, vi skal bygge på, kan de ikke finde ud af, hvor de skal stå. Vi venter på en ny generation."

Det historiske erfaringsmateriale, der oprulles i Harsløfs og Things bøger, er fra en periode, hvor socialismen nok var under angreb, men død var den langtfra. En periode, hvor de socialistisk indstillede intellektuelle langt fra at være tavse, blandede sig og i vid udstrækning satte dagsordenen. Hvis den nye generation, som Per Stig Møller sætter sin lid til, er uenige med ham i, at det er konservative værdier, der skal bygges på og altså vil gøre hans forhåbninger til skamme på dette punkt, men i øvrigt vil blande sig i debatten, så er der i de to bøger en guldgrube af produktive idéer og aktiviteter og lærerige fejltagelser, der som inspiration kan gøre Per Stig Møllers forventninger til den nye generation rimelig nok, men altså med et andet resultat end det forventede.

I den forstand kan bøgerne opfattes som historieskrivning med aktuel relevans og altså alligevel ikke kun som debatindlæg post festum.

BRUNO SVINDBORG
er forskningsbibliotekar v. Det Kongelige Bibliotek