I artiklen ”Skønlitteratur på nettet” i Bogens Verden nr. 4, august 2000, forsøgte jeg at give et overblik over skønlitteraturens placering og formidling via internettet. Da redaktøren af Bogens Verden bad mig om at lave en slags ’opdatering’ af den artikel, tilføjede han at der jo måtte være sket vældig meget siden da. Det er både forkert og rigtigt. Denne artikel handler om hvordan og hvorfor, idet jeg koncentrerer mig om danske forhold.
At gøre skønlitteraturen og dens forfattere synlig på nettet blev i slutningen af 90’erne et mål for en række centrale aktører i den danske litteraturformidling: Biblioteksvæsenet, Dansk Litteraturcenter, Litteraturrådet og en række tidsskriftredaktioner som de væsentlige. Forfatterportrættet blev den centrale genre som samlede initiativerne op. Forfatterprofiler – nu hjemhørende under Dansk Litteraturcenters Dansk Litteraturnet [http://www.danlit.dk/] – er her stadig det lødigste resultat. ForfatterNet Danmark [http://www.forfatternet.dk/home.htm] bestående af en række bibliotekers lokale forfatterportrætter blev resultatet af folkebibliotekernes pionerindsats.
Trods opdateringer må man i dag konstatere at ForfatterNet Danmark generelt er af for svingende kvalitet og er gået i stå i sin udvikling. Forfatterprofiler har fået tilføjet nye portrætter, men forsømmer at opdatere de gamle, hvilket er uheldigt, da netop det hele tiden opdaterede og aktuelle portræt med nye bibliografiske data burde være nettets force.
En håndfuld folkebiblioteker udviklede desuden aktuel litteraturformidling: BogWeb i Århus, RomanNet i Gentofte, Andreas’ Kommode i Horsens, og Silkeborg Bibliotek udviklede Epoke, et litteraturhistorisk site af høj kvalitet. Alle er de eksepmpler på litteratursites som på deres præmisser i dag virker levende og dynamiske.
Netpubliceringen af litterære tidsskrifter er derimod nærmest gået i stå. Der ligger flere torsoer (Litteraturmagasinet Standart, Bogens Verden), Graf er ophørt som nettidsskrift, og tidsskriftdelen af den litterære offentlighed fungerer i det hele taget stort set kun i trykt form.
Som webredaktør af linksamlingen Nielsen Litteratur Information [http://www2.db.dk/hjn/littinfo.htm] oplever jeg det fortvivlende, da der simpelthen stadig ikke er ret meget dansk kvalitetsstof at linke til, og man får det indtryk at meget står i stampe. Kun få nye aktører inden for litteraturformidling på nettet er kommet på banen. F.eks. glimrer den danske universitetsverden stadig ved at være stort set fraværende. De mange litteraturkyndige forskere og studerende foretrækker den traditionelle offentligheds publicerings- og formidlingsformer gennem bøger og tidsskrifter. Det forekommer besynderligt at studerende og unge forskere åbenbart foretrækker at udkomme i små instituttidsskrifter for en snæver kreds frem for at medvirke til at højne niveauet for nettets litteraturformidling for en lidt større kreds. At digitale udgivelser af de litterære tidsskrifter kun finder sted i ringe omfang finder jeg også mærkeligt, da nettets store fordel jo netop er at muliggøre en prisbillig publicering for det relativt lille publikum.
Forklaringen kan være at den litterære offentligheds producenter og læsere på det lødige tidsskrifts niveau ganske enkelt finder de traditionelle formidlingsformer tilfredsstillende, og at de oplever internettet som et medie der er mindre egnet til den fordybende analyse og læsning. ”Det tiltaler mig ikke at der blot er en smule af alting” udtaler Christina Hesselholt i et interview med Søren Krogh i en artikel på KulturNet Danmark (Synlighedens betingelse, 2.2.2000). ”Jeg foretrækker at læse bøger og prioriterer en hverdag uden unødig informationsstøj”, udtaler hun også.
I denne optik ses nettet som et overfladisk medie med informationer og tekster spredt i små bidder, et indtryk der ikke er helt så langt fra sandheden som passionerede netbrugere måske vil mene. Selv de bedste forfatterportrætter som f.eks. Dansk Litteraturcenters Forfatterprofiler kan jo forekomme overfladiske med deres små citater fra tekster, anmeldelser og artikler. Og hvis samtidig aktualitet og opdatering lader noget tilbage at ønske, så daler informationsværdien.
Hesselholt antyder at det kunne være anderledes: ”Personligt synes jeg, at det er tosset, at jeg optræder på
så mange sites og portaler - det ville være bedre, hvis man samlede alt
materiale på ét site, der så til gengæld præsenterede forfatterskabet
dækkende.” Her peger hun på svagheden ved den aktuelle netformidling af dansk
litteratur. Der mangler de gennemarbejdede og lødige forfattersites med fyldige
tekster, artikler, analyser og perspektiveringer. Problemet er at det næppe kan
blive bedre når de bedste hoveder i dansk litteraturforskning og –formidling lægger
deres indsats i forlagsudgivne håndbøger som Litteraturens stemmer. Gads
danske forfatterleksikon (Kbh.: Gad, 2000), Dansk forfatterleksikon.
Biografier og værker, bd. 1-2 (Kbh.: Rosinante, 2001) eller Danske
digtere i det 20. århundrede (Kbh.: Gad, 2000-) m.fl. Og heller ikke
forlagene føler sig tiltrukket af digitale udgaver af sådanne leksika.
Hvis internettets
litteraturformidling skal opleve et kvalitetsløft og en ny dybde, må de
litteraturkyndige formidlere involveres i langt højere grad. Ikke til at levere
akademiske analyser, men til den folkelige litteraturformidling. Her er chancen
for de mange litteraturstuderende på universiteterne og for en højnelse af
niveauet af nettets danske litteraturformidling. Med anvendelse af et forslidt
modeord kunne man udtrykke ønsket om en synergieffekt, hvor
f.eks.bibliotekernes brugerorienterede og pædagogiske formidlingsbestræbelser
mødtes med de litteraturkyndiges faglige viden og dybde. Det er ganske vist en
svær øvelse da litteraturprofessionens udøvere i dag – delvist i modsætning til
tidligere – lægger større vægt på den teoretiske end på den
litteraturformidlende udfoldelse.
Når det samtidig er rigtigt at der trods alt er sket en del i den danske litteraturformidling på nettet, skyldes det nogle få initiativer. Biblioteksvæsenet ligger langt fra stille. Netop i disse måneder er en række bibliotekarer på folkebiblioteker i bl.a. Århus, Gentofte, Silkeborg og Horsens i gang med at udvikle en ny litteraturportal med støtte fra bl.a. Biblioteksstyrelsen, og indtil videre har vi i hvert fald lov til at være forventningsfulde om et nyt kvalitetsløft.
Et sted hvor den litteraturfaglige
profession traditionelt på lykkelig vis har udfoldet litteraturformidling er dagspressen.
Her har den litterære sagkundskab tvunget viden og analyse ind i den
journalistiske professions genrer: features, anmeldelser, interviews, litterært
nyhedsstof m.v. Og netop inden for dette felt er der inden for det sidste år
dukket et professionelt gennemarbejdet litteratursite op: Dagbladet Politiken
[www.politiken.dk] har med baggrund i en digitalisering af lørdagstillægget Bøger
dannet en litteraturportal der både inddrager tidligere anmeldelser, artikler
og interviews fra Politikens arkiv og som med links kobler til andre
forfatterportrætter, digitale artikler fra andre blade og tidsskrifter,
radioens litteraturprogram Alfabet, Afsnitp, Dansk
litteraturhistorisk bibliografi m.m. Samtidig produceres til hver forfatter
en blå bog med en bibliografi over forlagsudgivelser gennem årene.
Selvom Politikens litteratursite
langt fra er udbygget, forekommer det mig at vi her har fået den
litteraturportal til nulevende danske forfattere som der er brug for. Den
journalistiske professionalisme gør opdateringer og aktualitet til en
selvfølgelighed. Som bruger oplever man at der altid er noget nyt og
interessant at komme efter (hvad det mildt sagt kniber med på flere andre
danske litteratursites). Man kan samtidig komme videre. Politikens folk
har taget sig tid til at finde de centrale portrætter og artikler på nettet og
på en overskuelig måde lede læseren derhen.
Politiken har i sammenligning med flere andre aktører en række fordele. Penge er en af dem. En anden – som hænger sammen med pengene – er at der kan trækkes på en professionel arbejdskraft. En tredje fordel er at dagbladet allerede har et kvalitetsstof til rådighed gennem det trykte bogtillæg. Eksemplet viser at ganske vist er det charmerende med de private litterære hjemmesider og ganske vist er internettet umiddelbart en formidabel og billig mulighed for at gøre ting og sager ’synlige’, men taler vi om professionel litteraturformidling, skal der andre boller på suppen.
I min ovennævnte artikel foreslog og forventede jeg at centrale litteraturformidlingsaktører som Dansk litteraturcenter, Kulturnet Danmark, Litteraturrådet eller andre kunne udvikle nye specielle del-offentligheder eller ’communities’, hvor man kunne udnytte nettets muligheder for at skabe specielle fora som kan have svært ved at udfolde sig i det traditionelle, lidt tunge publiceringsmønster. F.eks. ville det være oplagt at skabe et dansk lyrik-websted som det centrale lyrikforum for danske lyrikere og deres læsere. Noget sådant er ikke sket.
Nettet danner enestående muligheder for at skabe / genskabe offentlige fora på civilsamfundets præmisser og ikke på statens eller markedets, for nu at tale sociologisk eller offentlighedsteoretisk. Ikke sådan at forstå at disse fora kan erstatte den statslige eller markedsmæssige litteraturformidling, hvor der også foregår litteraturformidling af høj kvalitet, men nettet ville kunne skabe en større mulighed for at åbne forfatternes værksteder og for at inddrage læsernes oplevelser og overvejelser. Jeg tror at både forfattere og læsere kan have stor glæde af litterære websteder og fora hvor forfatterne så at sige demonstrerer deres ’work in progress’ med tekstprøver, udkast, kunstneriske og teoretiske overvejelser, udblik til den globale omverden, dialog med læserne etc. Og hvor læsernes oplevelser og besyv tæller med. Nettets hurtige og flygtige karakter vil i den sammenhæng være en fordel.
Mens de officielle eller halvofficielle aktører inden for litteraturformidling synes at være gået i stå eller forholde sig tøvende til udvikling af nettets muligheder i den retning, så findes der eksempler på at litteraturens ’civilsamfund’ selv har sat en udvikling i gang. Det genopstandne www.poesi.dk har med tidsskriftet Øverste Kirurgiske faktisk realiseret noget af ovenstående. En af poesi.dk’s undersider er Anarkiet, hvor en række forfattere og andre løbende skriver indlæg og tekster. En anden er Laboratoriet, som Thomas Tøffner i en Rapport fra Laboratoriet karakteriserer således:
”Laboratoriet på poesi.dk skal være et sted for poetiske eksperimenter. Principielt kan der være tale om både almene eksperimenter, og poetiske forsøg der i særlig grad knytter sig til Internettets og computerens muligheder. Den sidste kategori er selvfølgelig mest interessant, idet værker (i mangel af et bedre ord) som ikke udnytter eller er skabt ud af mediet, lige så godt og ofte bedre kan optræde i trykte former”
Citatet viser hvordan folkene bag poesi.dk bruger nettet til andet end digitaliserede artikler og tekster som lige så godt (og måske bedre?) kunne være placeret i den trykte medieoffentlighed der er grundstammen i litteraturens verden. Nettet er et hurtigt og flygtigt medie, et interaktivt medie og et multimedie hvor man kan både læse, høre og se litteraturen. Hvor den erkendelse hidtil mest har givet sig udslag i indlæggelse af et par forkølede videoklip af dårlig teknisk standard, finder man nu nogle websteder, hvor erkendelsen af mediets muligheder og natur begynder at slå stærkere igennem. www.poesi.dk er et af dem. Afsnitp et andet og Danmarks Radios websites et tredje.
Laboratoriet på www.poesi.dk vil være et ’poesiens hyperrum’ og anvender nettets interaktive muligheder i poetisk leg, hvor alle kan være med i eksperimenter som Digt videre og Digt i flux. Det samme med en ’billedbog online’ eller i et diskussionsforum og et chatprogram. At litteraturchat måske ikke ligefrem udvikler en ny litterær offentlighed, hører dog også til billedet. Lidt for ofte må man chatte med sig selv som eneste bruger!
Så er der mere ny og overraskende litterær offentlighed i afsnitp’s [www.afsnitp.dk]spændende eksperiment amoklæsning, hvor syv personer med forskelig baggrund læser Simon Grotrians digtsamling Risperdalsonetterne. I syv videoer a 5-7 minutter fortæller de syv personer om deres læsning og oplevelser af Simon Grotrian. Alle fortæller de engageret og personligt, og ned over skærmen vokser sideløbende en tekstmosaik frem med citater fra de syv , hvis stemmer blander sig indbyrdes og med eksempler fra Grotrians digte. Nettets hyperrum er anvendt elegant og kreativt. Som brugere bestemmer vi selv ruten mellem stemmerne i den vildtvoksende mosaik, men i passager på ruten anvendes visuelle effekter samtidig til instruktivt og oplysende at tegne mønstre i digtene. Det er litteraturformidling af høj karat, smittende og med en æstetisk følsomhed både fra deltagernes side og fra tilrettelæggerne Karen Wagner, Tinne Borgland og Christian Yde Frostholm, den sidste hovedmanden bag afsnit.p, der er det mest spændende danske litteratursite, hvis man vil se hvordan nettet kan udnyttes som medie i litteraturformidlingen. Tør man håbe at nogen bliver inspireret?
Det karakteristiske ved internettet er at det er et demokratisk medie. Publicering af tekster kan foregå uden om forlags og redaktørers filtre, noget ikke alle vil se som en fordel. For hvad skal vi med alt det bras der ikke finder nåde for forlagsredaktørernes øjne? Imidlertid er det – om ikke andet så – litteratursociologisk interessant at de forlagsløse med nettet har fundet et medie, og at amatørernes litteratur tilsyneladende vokser ganske meget. At der skrives meget i dette land er forlagsredaktørerne ikke i tvivl om. De kæmper sig igennem bunker af manuskripter, som aldrig finder nåde for deres smag og kvalitetsvurdering. Der er mange almindelige mennesker der ’har noget på hjerte’ og flere af dem finder vej til nettet.
Inden for det sidste år er mange af disse tekster blevet organiseret i Fyldepennen.dk. Ca. 150 forfattere har hidtil ladet sig registrere med portræt og tekster på dette websted redigeret af Lise-Lotte Gerding. Det er en litterær subkultur hvor skrivelysten driver værket. Digte, noveller, erotiske noveller, godnathistorier for børn, livshistorier m.m. udfolder sig her frygtløst i et blandet kor af stemmer som vil give litterære smagsdommere kvalme. Men det er også menneskelige dokumenter fra et forbløffende bredt udsnit af den danske befolkning, og indimellem er det både hudløst og muntert. Fyldepennen.dk viser et nyt offentligt rum for lystskriveriet. Et lystskriveri som også udfolder sig i nettets oceaner af chat og cybersex.
Afsnitp er et godt eksempel på den problematik Thomas Tøffner rejser i citatet ovenfor: at ny litteratur på nettet har fået et nyt medie med nye muligheder, og at det derfor vil være futilt blot at se nettet som en mulighed for at lægge små smagsprøver ud til offentligheden. Afsnitp’s udstillinger af visuel poesi og andre eksempler (f.eks. Søndergaards Kompas) viser at en nye eksperimenterende litteratur er i gang med at udforske nettet som medie.
Hvad angår den ældre litteratur er der som bekendt verden over blevet opbygget e-tekstarkiver med digitale udgaver af den ældre skønlitteratur som ikke længere er behæftet med ophavsret. Internettet som tekstmedie har muliggjort en tilgængeliggørelse af verdenslitteraturens klassikere i hidtil ukendt omfang. I Danmark har Det kongelige Bibliotek digitaliseret en række danske klassikere i samarbejde med Det danske Sprog- og Litteraturselskab, og på amatørplanet har Jesper Christensen fra Århus udrettet en stort arbejde med at opbygge et digitalt arkiv med den ældre danske lyrik: Kalliope [http://www.kalliope.org/]
Efter den første begejstring rejste spørgsmålet sig: er disse arkiver gode nok sammenlignet med de autoriserede trykte udgaver, og for Kalliopes vedkommende opdagede brugere samt Jesper Christensen selv at teksterne under indscanning og indtastning blev skæmmet af for mange fejl. Her viste sig bagsiden af den beundringsværdige amatøraktivitet: der er simpelthen ikke ressourcer til en ordentlig korrekturlæsning. Jesper Christensen lod imidlertid ikke stå til, men valgte den løsning han kunne håndtere: mobiliseringen af webstedets community. Brugerne opfordres nu til at læse korrektur og rette fejl. En korrektur- og rettefacilitet blev oprettet, og ved hver tekst angives hvor mange gange der er blevet læst korrektur. Er der ikke læst korrektur, er der grund til forsigtighed ved mere formaliserede anvendelser i undervisning o.l.
Også Det kongelige Biblioteks digitale arkiv over ældre litteratur [http://www.kb.dk/elib/lit/]er under forvandling med støtte fra KulturNet Danmark. Der arbejdes på en kvalitetsforbedring, idet grundlaget for arkivet bliver digitale facsimile-udgaver, d.v.s. ’billeder’ af teksterne, der giver et mere fejlfrit resultat. På baggrund af facsimileudgaverne udarbejdes ascii-filer (i f.eks. HTML format). Målet er at danne et arkiv over korrekte og søgbare tekster til forsknings- og undervisningsbrug, og teksterne indlejres i et websted med dokumentarisk og litteraturhistorisk materiale og baggrundsviden.
Trods indledningens lidt sorte tegning er der altså flere gode tegn. Både på at litteraturen udfolder sig i nettets medie og at en nødvendig professionalisering og et nødvendigt kvalitetsløft er undervejs.