AF OLAV HARSLØF
I det der skulle blive Jens Jørgen Thorsens sidste artikel - om R. Broby-Johansen i hundredeårsbogen Broby - en central outsider - brugte han arbejdstitlen Brobygger eller Brobisse og pegede dermed på dobbeltheden i den slagfærdige kunsthistorikers indsats gennem et langt liv. Broby væltede konstant ideologiske korthuse, men det var også ham der forbandt øer og landsdele med en hel serie af rejseførere. Med Broby i ... ligger stadig i mange cykeltasker og handskerum når familien tager ud i landet og gerne vil have kontante og underholdende svar på den lokale kunst- og kulturhistorie. Men det var også Broby der i 1975 i Ekstra-bladets “Vinduet” definerede og ‘historiserede’ Jesus som frihedskæmper og ganske almindelig dødelig. Hundredevis af anonyme breve opfordrede ham med trusler og skældsord til at ophøre med at ytre sig. Det gjorde han som bekendt ikke.
Broby var fra sit fjortende år fast besluttet på at ytre sig. Hans barndom havde været rig på forældrekærlighed, kammeratskaber og boglig stimulation. Faderens invaliditet og tidlige død betød nok fattige, men aldrig vanskelige kår; og hans lærere sørgede for friplads til ham i de private realskoler, gymnasium og kostskole, der siden skaffede ham adgang til universitetet og den akademiske verden. Der hersker ikke den ringeste tvivl om at Broby var selvskreven til sit offentligt og fondsfinansierede skoleforløb. Med systemskiftet og venstremænd på kultusministerposten var imidlertid kravet om begavede landbo- og landsbybørns direkte vej til akademisk og administrativ viden kommet på dagsorden. Således kunne Broby da også gense sin bedste kammerat og ligeledes fripladsdreng fra mellemskolen, Anton Hemmingsen, på Universitetet i 1919.
Skolegangen på Haslev Gymnasium var præget af moderne humanistiske skoletanker (klasseoverhøring og mindst mulig korporlig afstraffelse) og indremissionsk grundholdning. Haslev Gymnasium og Realskole var missionens forsøg på at imødegå den fremstormende grundtvigianisme på dens eget område og Broby og hans kammerater synes da heller ikke at have taget skade af opholdet. Broby har siden omtalt rektor og sine lærere med varme og respekt. Og det var da også disse der stimulerede hans digter og skrivetalent. Hans stil om Branden på Broksø gods, hvor moderen fra 1913 havde fået plads som husholderske, og hvor han reddede sig ud i natskjorte med sin barndoms herbarium i favnen, sammenlignedes af hans dansklærerinde med Henrik Pontoppidans skrivemåde, og hans lærere i gymnasiet sørgede personligt for hans sproglige og æstetiske kundskaber.
Det var således en åndeligt veludrustet 19-årig der med et par ekstra ti-kronesedler fra moderen i lommen indlogerede sig på et billigt værelse i Asylgade i Holmensgadekvarteret i København eftersommeren 1919. Dette kvarter rummede det man kaldte “Holmens faste Stok” - hvormed ikke mentes matroserne på orlogshavnen af samme navn, men de kvinder der betjente dem og andre trængende. Også i værelserne ved siden af Brobys drev de deres virksomhed, og han fik et nært omend kammeratligt forhold til dem.
Hans første studieår var præget af skiftende fagkombinationer. Dansk, tysk og fransk ændredes til historie, dansk og tysk og videre til sammenlignende litteraturhistorie. Efter eget udsagn gik han til de fag og timer der interesserede ham. En lige så stor del af hans tid hengik dog på universitetets frokoststue, hvor de unge kunstnerspirer blandede sig med studiekammeraterne i omhyggeligt afmålte grupperinger. Broby blev hurtigt optaget i Jørgen Bukdahls klike af sen-symbolistiske studenterdigtere der havde Johannes Jørgensen og Karl Gjellerup som nærmeste inspiration. Og under Bukdahls førerskab stiftedes klubben “Renaissance” hvor de unge om aftenen og den halve nat kunne læse deres halvfærdige digte op for hinanden og skåle i portvin for Jørgensen og Gjellerup og samtidig mane Georg Brandes i Jorden. Broby befandt sig som en fisk i dette selskab og bevarede, i modsætning til de øvrige, venskabet med Bukdahl resten af livet.
Ved nabobordene i universitetsts frokoststue sad mere politisk vakte studenter, og i 1921 var Broby med til at stifte Kommunistisk Ungdomsforbund som hurtigt befolkedes af klassekammeraterne fra Haslev og nye venner fra frokostbordene. Dette syntes dog på ingen måde at hindre det fortsatte samvær med “Renaissancevennerne”. Johannes Jørgensens sjælelige gennembrud i 1890’erne fandt som bekendt sted i Taarnet på Frederiksberg. Det varede da heller ikke længe før Broby fik sig en adresse her. Det samme syntes at være tilfældet med hans kammerater, hvad enten de digtede, tegnede eller skrev politiske manifester.
Storbyprosa
1920 var han i Weimar via Berlin og Dresden sammen med “Renaissance”-kammeraten Johannes Weltzer - ikke så meget for at inspicere Tyskland efter verdenskrigen. Rejsen gjaldt snarere Goethe og romantikken. Broby arbejdede ifølge Weltzer på en stor lyrisk prosasamling som han siden gav den shakespearske titel Ord. Han havde ikke dengang mulighed for at udgive den; og selv om han fik det siden, undlod han at lade den trykke. Den blev først fundet gemt godt væk i hans kæmpearkiv efteråret 2000.
Tonen i Ord er ikke til at tage fejl af. Den er holdt i symbolistisk og ganske prægnant halvfemserstil - lyrisk storbyprosa. Et halvt hundrede sider inde i manuskriptet indledes et nyt afsnit således:
“Jeg hader København.
Dens aldrig forstummende ånden har holdt mig vågen, brændende, febervild. Forgangenhedens ansigter har bøjet sig nær mig, stirret med tomme hadefulde øjne; blodets purpurbølger har væltet sig sort og kvælende gennem årenes byldesprængte væv.
Åh denne regn derude. Hviskende kryber dens kulde indover mig. Dråberne glider over rudernes grå, sivende - fortvivlet, - sodtåget. Som en uophørlig gråd fra blodige øjenhuler. Der blir oljede, ækle strimer efter.
Engang gav regnen mig stilhed, i nat ...
Vi har været sammen alle vi fra dengang.
Der har været glimt fra lyse, lykkelige tider.
Jeg kunde høre Odderen da han kom ud ad døren: “Min herre, er De nu færdig at agere udsmider der. Frøken Jensenius, vi er begyndt”.
Endnu lå over hans uformelige skikkelse samme upåvirkelige ro, samme rosenrødmende smigrethed, hans uskyldige koketteri havde ikke forladt ham: de løse, spraglede manchetter, det maskinbundne, gummiskiven, de grå uldsokker ud over støvlerne ... de kluntede knæ i buxerne.
Da han så mig fyldtes hans brede grove ansigt af det store godmodige smil, som gjorde man syntes han var helt smuk. Der mangled bare det, at han skulde gjort stemmen dyb og brummende: “Hertug, vagabond, døgenigt, forbryderbandekondottiere-”.
Men Ingvard har jeg mødt. Han er blevet så bleg og mørk, sluttet inde i sig selv. Jeg har hørt et par korsvendinger liste sig ind i hans tale.
Hans øjne har mødt mine som kunde han kaste sig om min hals for at græde, græde.
Ingvard, det kommer så tungt til mig, du min ungdoms eneste ven, har jeg syndet mod dig, du eneste jeg ikke vilde synde mod?
Jeg ved det godt du troede alle mine fantasmer, at jeg i en bitter time har sagt hun var min, min - -.
Jeg har kastet dig mod religionens sugeskåle, mod den stagnation vi stred mod side ved side i de lange ensomme samtaler ... jeg har røvet dig kraften at spænde livets bue.
Du adeligste af os alle.
Ingvard, Ingvard kom mig nær, lad mig hviske tæt mod dit øre. Du kunne digte det om til et eventyr hvor prinsen ej fik prinsesen.
Du er dømt til at blive som han, du engang kæmpede mod med al den ild, søn kæmper mod fader.
Han var der også, den gamle. De grå øjne syntes endnu koldere, endnu hjerteløsere end før. I det skårne ansigt prædikede den bitre mund samme strenghed, ubønhørlig mod andre, ubønhørligere mod sig selv. En af de apostle som gør fantomteorierne forbryderiske.
Og Agnes.
Hun er blevet bleg og spinkel. De engang så strålende øjne er blevet matte.
Hun sad ved min side som huskede hun mig ikke længer.
Tyst, tyst er min ungdom sunket til hvile.”
Som siden, når det gjaldt digtene i Blod, skal man også her have fat i ordbogen over det danske sprog for at klare “korsvending” (en munter bemærkning) og andre ældre udtryk. Broby kunne sine litterære og sproglige klassikere. Til gengæld kunne han også på sin næste rejse til Berlin foråret 1922 se at den moderne europæiske lyrik havde ændret sit formsprog siden halvfemserne. Mødet med den tyske ekspressionisme i tidsskriftet Der Sturm gav ham den formel han kunne skrive sin personlige symbolisme ud efter. Det blev først og fremmest hos den i 1915 afdøde August Stramm han fandt sit egentlige forlæg med linier som “lys skøger”, “moderskød gaber barnedød”, “de dødforbidte læber jerner” eller “dit blik tilkister”. Mange af digtene kunne være undertekster til Storm Petersens malerier af drankere og maltrakterede lig fra begyndelsen af århundredet. Men liglængslen var også ganske udpræget i den helt unge tyske lyrik. Hos Bertolt Brecht f.eks. i hans første digte “Om den druknede pige” (1920, siden samlet i Das Berlinerrequiem) eller “Legenden om den døde soldat” (1918), som Broby selv oversatte ti år senere.
Digtsamlingen “Blod”
Broby skrev ved hjemkomsten fra Berlin samlingen Blod og han og hans kammerater fra kunstnermiljøet og Kommunistisk Studenterfraktion forlod Studentersamfundet for at oprette deres eget forlag med henblik på udgivelse af egne digte og pamfletter; og samme efterår stiftedes da Det Ny Studentersamfund som hermed lagde navn til forlaget. Blandt de første udgivelser var Harald Landt Mombergs Parole og Brobys Blod. Den første vakte ikke større opmærksomhed; det gjorde derimod den sidste. Fem dage efter udgivelsen blev den forholdsvis lille del af oplaget, der ikke var blevet solgt eller skjult, beslaglagt efter kendelse fra Københavns Byret med påstand om digtenes usædelige indhold. Efter behørig pressedækning sluttede rets- og appelsag nogle måneder senere med en ‘betinget bøde’; to litteraturprofessorer og to forfattere, hvoraf den ene var nobelpristageren Henrik Pontoppidan, medgav alle Broby, at her var tale om et artistisk og moralsk værk, og ikke, som fremført af anklagemyndigheden, “et pornografisk Spekulationsforetagende”.
Digtene var og blev imidlertid beslaglagt og måtte ikke genudgives. Retssagens højdepunkt indtraf, da Broby afleverede sin “Forsvarstale” i det tætpakkede retslokale med svingende sort manke og teatralsk patos. Pressen hæftede sig især ved det maleriske opbud af cigaret- og piberygende ungkommunister og flere aviser gjorde en del ud af at beskrive Brobys gestiske oplæsning som et romantisk sværmeri.
Ikke desto mindre må talens indhold betegnes som en “ekspressionistisk poetik” af europæisk format, der ved sin fremførelse i byretten en times tid skabte et Dada-København, der tålte sammenligning med centrene i Zürich, Paris og Berlin:
“et expressionistisk kunstværk er ikke skildring eller afbillede af et eller andet/ afbillede er haandværk enten afbilderen kalder sig fotograf petersen eller mester rembrandt van rijn/ kunstværket er en ny organisme som ikke ligner noget, men er noget/ en organisme er kun det hvis enkelte dele er bundet sammen af en lov, som i kunsten kaldes kompositionen/ den enkelte tone har i og for sig ingen værdi, først opbygningen af dem får det: kunst er komposition/ (...)
i et kunstværk kan altså ikke ændres, slettes eller tilføjes, det er en helhed bygget op efter netop sin egen indre lov (hvert kunstværk har sin lov!) hvor hvert eneste led har sin nødvendighed/ dette er netop karakteristisk for det rene kunstværk - som nogle kalder det expressionistiske kunstværk - at der intet tilfældigt findes, (...).”
Midt under retssagen udkom Der Sturm i Berlin med gengivelse af to af digtene - på dansk. Hvilket dog ikke bragte den berlinske anklagemyndighed i harnisk. Disse to digte har imidlertid været de eneste tilgængelige indtil samlingens genudgivelse i 1968.
Af nogle optegnelser i Brobys arkiv fremgår at han legede med tanken om at udgive Ord i kølvandet på Blod. Muligvis for at bevise at han også mestrede mere beherskede lyriske udtryk. Trykt blev den ikke og han blev i 1923 helt optaget af sagen om Landmandsbankens krak, der snart sendte ham og flere af kammeraterne fra Det Ny Studentersamfund i fængsel for offentliggørelse af fortrolige oplysninger i bladet Pressen, Det Ny Studentersamfunds nye slagkraftige organ for socialistisk oplysning. 1924 splittedes redaktionen på spørgsmålet om selvstændig kommunistisk opstilling til folketingsvalget og Broby og hans fløj blev smidt ud af partiet. Han fortsatte sin digtning med enkelte digte i Blod-stilen, men flere i en næsten religiøs symbolisme. Et havde form af et klassisk græsk drama (tre skuespillere og todelt kor) og fik titlen Bods-Spil. Det åbner med følgende bekendelse og dialog mellem Jomfruen og Manden:
J+M
lyve
hore
myrde
sbr kænde vi jord
jeg du
jeg du
leve leve
lege leve
myrde avle
vi vi vi
M
bekende
bekende
bekende
bekende
J
bekende
bekende
bekende
bekende
Stykket blev trykt i et af de hæfter Broby i 1925 udgav under navnet IMORGEN - tekster af ham selv og ældre (afdøde) kunstnere og politikere. Han fik det imidlertid også opført i en farvestrålende scenografi og kostumering, hvor de optrædende var gemt i papkasselignende rør med glug- og råbehuller. En genopførelse af forestillingen i 1995 bekræftede Brobys evner som visuel dramatiker.
Tidsskriftet “Monde”
Først i 1928 vendte han tilbage på den politiske scene som redaktør af det fransk-norsk-inspirerede tidsskrift Monde. I tidsskriftets fireårige levetid var han primus motor for bladdrift, teater- og filmscene, foredragsvirksomhed, forlag, gymnasiast- og studenterpolitik. Motivet for denne kraftanstrengelse var hans tro på de intellektuelles hjælpende funktion i den klassekamp som i udgangspunktet måtte være arbejdernes. Denne tankegang som internationalt gik under navnet Clartéisme styrede ham uden vaklen som skribent og taler ud i talrige konfrontationer med såvel socialdemokrater som kommunister og endte med at placere ham som kommunistpartiets mest udskældte prügelknabe gennem tre årtier.
Hans praktiske virksomhed i 1930erne blev da hundredevis af populære kunstartikler i bladenes søndagsmagasiner - ikke mindst Social-Demokratens; og redaktionsarbejde på det norsk-danske uafhængigt-socialistiske forlag Frem.
Efter besættelsen 1940 måtte han som så mange andre neddæmpe sin politiske og kulturpolitiske virksomhed og skrev da sit første store kunsthistoriske værk Hverdagskunst – Verdenskunst som udkom i 1942. Successen var så stor at Gyldendal overtog bogen og siden sendte den ud i hundredtusindvis. Brobys liv ændredes hermed totalt. Den altid udskældte - fra højre og venstre - blev nu snart en folkekær fortæller og skribent med bøger som Krop og Klær, Verdensmestre, Dagens dont og serier med beskrivelser af bygninger og kunst i hele Danmark. Siden 1955 holdt han hver sommer 2-3 kurser på Vrå Højskole for danskere og skandinaver der på denne måde lærte at se med Brobys skarpe og sansende øjne.
Det er kunsthistorikeren og -pædagogen der her ved 100-året står lysende i danskernes erindring. Politikeren og kulturpolitikeren vil naturligvis aldrig blive glemt af historikere og lignende fagfolk der beskæftiger sig med især mellemkrigstidens politiske og kulturelle opgør og strømninger. Digteren Broby, hvis gennembrud i 1922 kun kan sammenlignes med Ludvig Holbergs med Peder Paars 200 år tidligere, vil derimod få den plads han fortjener i litteraturhistorien for at føre den tyske ekspressionisme ind i dansk lyrik - via Holmensgade-kvarterets rå bordeller og de sjælfulde Frederiksbergske villaveje.
OLAV HARSLØF
er forfatter og kulturhistoriker og
tidligere rektor