Af Mai Misfeldt
Hvis jeg nu havde et bibliotek og frie hænder, hvem ville jeg så, helt efter egen lyst, invitere på besøg? Det spørgsmål stillede jeg mig selv, da jeg sad med den forholdsvis lille bunke af dansk kortprosa og et par af de mere uregerlige danske prosaværker, der er årets bidrag til vores litterære arv.
En af de første forfattere, jeg ville invitere ud på mit
bibliotek, var Peter Adolphsen. Peter
Adolphsen debuterede med kortprosa i 1996. Det var et godt år for den korte
eller brudte prosa hvor også Pablo Llambias og Charlotte Weitze debuterede.
Adolphsen er i sandhed en ung mand, som skriver kort. Bag sig har han to små
samlinger af ultrakorte, men uhyre komprimerede fortællinger; Små historier,1996,
på 54 sider og Små historier 2, 2000, på 85 sider. I år tilstødte så
hans længe varslede roman Brummstein. En ultraultrakort sag, som i
virkeligheden kan betragtes som en mindst 500 siders roman, som forfatteren har
vredet, indtil alt vand og overflødigt fedt var løbet af. Så er der bare 68
sider tilbage.
Peter Adolphsen er en
forfatter, som åbent vedstår sig arv og gæld. Til den argentinske forfatter
Jorge L. Borges, hvorfra han har fascinationen af det labyrintiske og af
listerne, til Frans Kafka, hvorfra det mystiske og uafvendelige kommer, og
herhjemmefra er det især Per Højholt, hvis sprogspillende og også labyrintiske
forfatterskab, har været inspirationen. Men også en forfatter som Peter Seeberg
har sat sine spor, med sin tørre, let humoristiske stil og med sin forkærlighed
for de nøjagtige beskrivelser. ”Jeg vedstår gerne, at jeg er epigon”, siger
Peter Adolphsen, ”Man kan ikke være andet.”
Brummstein er en tætpresset fortælling, som i løbet af sine få sider faktisk får
gennemskrevet et helt århundrede. Kort fortalt er den mystiske historie: Nede i
det østlige Schweiz findes et vidtforgrenet hulekompleks, Hölloch, som skulle
være det tredjestørste i verden, med omkring 175 km gange. Hölloch blev fundet
i 1875. Romanen fortæller om dette fund, og Adolphsen lader en bankmand på
rejse, Josef Siedler, i år 1907, året efter den officielle åbning af hulerne,
på egen hånd fare vild og trænge ned til en grotte, hvor klippevæggen udsender
en syngende eller brummende lyd. Lyden er resonansen af 125 millioner års
jordskælv! Det er kerneideen i Adophsens roman, dette at bjergene opsummerer og
samtidig afspiller verdens lyd. En lignende tanke så man i øvrigt hos Merete
Pryds Helle i romanen Fiske i livets flod, 2000, hvor det bare var gamle
mesopotamiske potter, der kunne afspilles. Vi har åbenbart et interessant
lydspor gående i dansk litteratur. Josef hugger en flis af den brummende
klippe, og det er denne flis eller skærv, som er så lille, at den ikke rigtigt
kan brumme men blot dirrer, hvis færden op gennem århundredet vi følger, frem
til i dag.
Det er en ordentlig mundfuld. En tæt blanding af fakta og digt, som det
er en større opgave at skille ad, hvilket kommende litteraturteoretikere givet
vil kunne fornøje sig med. Peter
Adolphsen er som sine kollegaer Morten Søndergaard, Merete Pryds Helle, Niels
Lyngsø m.fl. dybt optaget af verden. Af de gåder, som ligger lige foran os.
Hans værk er en blanding af historie og historier om verden, og der er altid plads til et citat fra den. Om det så er på
tysk eller engelsk, det generer ikke forfatteren. Jeg tror derimod godt det kan
skræmme læsere væk. Jeg ser i høj grad
Peter Adolphsens værk som hyldester til gåden, til den viden og kompleksitet
som ligger i fagvidenskaben og eksperterne, som ellers ikke har det let i disse
år. Hvad skal vi med viden om huler i Schweiz kan man spørge? Hvad skulle vi
gøre uden viden om, at den viden faktisk findes, indvender Peter Adolphsen. Og
skulle man få lyst til at vide mere om det man ikke kan forstå i hans roman, så
grib computeren og klik dig selv lige ind i de Schweiziske huler. Også på den
måde, ved at tale til nysgerrigheden, peger Adolphsens roman lige ud i verden
igen
En eftermiddag i november blev jeg
ringet op af en anonym mand, som ikke ville præsentere sig nærmere end som
forfatter til en biografi om Claus Beck-Nielsen. Han ville gerne have, at jeg
anmeldte hans bog. Jeg ville hellere lave et interview med Claus Beck-Nielsen,
hvilket ifølge den anonyme ikke lod sig gøre, da han var død i 2001. Det er nu
en sandhed med modifikationer; den fysiske Claus Beck-Nielsen lever stadig i
bedste afmagrede tilstand, men identiteten Claus Beck-Nielsen har han
imidlertid gravlagt og selv skrevet gravskriften over. I det følgende kalder vi
forfatteren til bogen Claus
Beck-Nielsen (1963-2001) for Beck-Nielsen.
Beck-Nielsen er en i ordets
allermest bogstavelige forstand
eksistentielt optaget forfatter, som hele tiden har brugt sin egen krop
i iscenesættelsen af en egen udforskning af, hvad det vil sige at have en
identitet, og ikke mindst, hvordan identiteten og selvforståelsen også dannes i
samspil med samfundet og medierne. Man
kan opfatte hans projekt som krukket, men man kan også tage skizofrenien på sig
som et vilkår og et billede på litteraturens ret til at udspalte flere figurer.
Søren Kierkegaard, som jo netop læses så meget nu, fordi han også befattede sig
med tidens store mantra: Hvem er jeg? havde jo også flere figurer i spil. For
Beck-Nielsen, der ikke uden grund også er teatermand (og turnerede land og rige
rundt med sin Warhol-forestilling), har udspaltningen altid været uhyre
konkret.
Bogen beskriver hans mest
mediedækkede iscenesættelse, nemlig den at lade sig selv, i skikkelse af den
forhutlede Claus Nielsen med store dinglende Helly Hansen luffer ankomme til
Københavns Hovedbanegård den 12 december 2000. Herfra, nede fra systemets
absolutte bund begyndte Claus Nielsen sin vanskelige vej mod accept og
anerkendelse som et menneske. Problemet var, at han ikke havde et personnummer,
og uden et sådan eksisterer man ikke i dansk lovgivning. Hver anden dag gik
forfatteren på gaden som Claus Nielsen, hver anden dag levede han sit normale
liv som ægtemand og far og i øvrigt som forfatter til en artikelserie i
Information om Claus Nielsen. Det holder ikke i længden og langsomt bryder
Claus Beck-Nielsens eget private liv sammen. Han bliver skilt, hjemløs, og står
med ét i en parallel situation til den han gennem sin fiktion har iscenesat. I
hans radikale optik er det ensbetydende med, at han må træde ud af sin
identitet og blive en Ingen. Nu har
Beck-Nielsen, der beskriver sig selv som bo-bestyrer c/o Helge Bille, skrevet
denne bog om både Claus Beck-Nielsen og Claus Nielsen. En yderste konsekvens af
hans forrige værk, som netop hed Selvudslettelser. Man kan diskutere om
forfatteren i virkeligheden, trods sin farlige leg med at blande virkelighed og
fiktion, egentlig når ned til andet end sin egen ulykkelighed, men man kan ikke
andet end at imponeres over den radikalitet hvormed han gør det, og i øvrigt
det klare skrivetalent, som han død eller levende, har.
Oscar K. er også en maske. En maske, som
skjuler forfatteren til romanen Vejen til Vemb, Ole Dalgaard. Det er
lykkedes ham at skabe så meget mystik omkring sig selv, at forlaget Politisk
revy på flappen til romanen kan profitere af det ved at sige, at hans identitet
stadig er én der gisnes om. Så vidt jeg har forstået, er Oscar K. (K´et skulle
stå for Klapøre) navnet på forfatterens hund, og forfatteren er, som de så
vittigt skrev i Politiken, ikke andet end sekretær for en tæppetisser. Oscar K.
har en større produktion af børnebøger bag sig, og i 2002 udkom en rejsebog,
skrevet som en hyldest til filosoffen Walter Benjamin. Vejen til Vemb er
hans første roman. Det er en meget løs og antydende fortælling, ikke uden
charme. Kort fortalt handler den om Oscar K. der ankommer til sin barndomsby
Vemb, hvor han har arvet grandfætter Erlings hus. Med huset følger en døvstum,
meget smuk kvinde. Der bliver ikke fortalt meget, men antydet. Og der dukker
mærkelige kufferter op i Erlings hus, som viser at Erling har haft et skjult
liv, et liv, der handlede om japansk poesi og ikke mindst om japansk kærlighed,
herunder også en mere sadomasochistisk af slagsen. Der lurer mange dulgte perversioner
og passioner i huset i Vemb. Og som læser hænger man på, for man må bare vide,
hvad der gemte sig i Erlings sorte kufferter.
Vibeke Grønfeldts roman Det nye, hører til årets mest enerverende læsning. Og samtidig en af årets største læseoplevelser. For her ser en af Danmarks mest stilbevidste forfattere på mediesamfundet og mennesket med et skarpt og gennemborende blik og omsætter det i et stort og nuanceret musikalsk sprog, som bogstavelig talt gang på gang sender læseren til tælling. Mange har kaldt Vibeke Grønfeldts personer for utilpassede. Det er de også, hvis man læser dem som regelrette psykologiske portrætter. Grønfeldts personer er en slags mutanter, opdyrket ved at sætte fokus på én facet af det menneskelige væsen. I romanen Det rigtige, 1999, som indbragte Vibeke Grønfeldt Kritikerprisen, handlede det om Ena, som var totalt fikseret på at gøre det rigtige. I Det nye, som er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, handler det om Lis, en midaldrende enlig kvinde, som er sygeligt besat af at følge med i mediernes nyheder. I den grad og med den pris til følge, at hun svigter sine nærmeste, hvis mere nuancerede og dybt alvorlige problemer, hun ikke kan holde ud at forholde sig til. Nyhederne er et sted at flygte hen. På den måde holder romanen et spejl op for os alle, for selv om vi ikke er som den karikerede Lis, så har vi alle en del af hende i os.
Romanen Det nye er, som Lis omtaler sig selv, et monstrum, hvor
klicheen ”det nye” kører som et konstant mantra. Det nye er et drug for Lis,
men et drug som aldrig stiller tilfreds, blot kræver mere. Det groteske er, at
det i virkeligheden er mennesker der interesserer Lis i TV. Sentimentale
skildringer om folk der ikke har fået deres ret, tragedier og reality tv. Alt
går ind i Lis´ syge hjerne, hvor hun digter videre på det, før vi får det
spyttet lige i hovedet. I sin yderste konsekvens udgør skildringen af Lis også
et skræmmende billede på den skabende kunstner, som totalt og aldeles optaget
af sit eget projekt.
Fra det altmedtagende, til det verdensnedbarberende. Juliane Preisler
skriver i en lavmælt inderlig stil og er ikke interesseret i verden som sådan,
men i at zoome helt ind i små intime rum. Personerne er ofte navnløse, blot
beskrevet som et han og en hun, de er underligt fritsvævende uden særlige
berøringsflader med dagligdag og trivialiteter, men derimod helt spændt ind i
deres følelsesliv og diskussioner deraf. Dreng hedder hendes nye roman.
Den består af to spor: En fortløbende fortælling om en enkelt kvinde, og et
spor, der bryder ind og i en rytmisk prosalyrisk stil spejler og almengør den
lille fortælling. Hovedsporet handler i korte træk om en midaldrende kvinde,
som har mistet sin elskede mand. Hun kan ikke forsone sig med tanken og lukker
af for omverdenen, dens sorg og dens medlidenhed. Den eneste, der viser sig
langsomt at kunne bryde gennem hendes forskansning, er et bybud, en dreng
tænker hun, men det viser sig, at han er en ung mand. Mellem de to umage mennesker spirer der langsomt og forsigtigt et
kærlighedsforhold op, som godt kan få en til at tænke på den sprøde poesi
mellem de to elskede i Werner Fassbinders Angst æder sjæle op. Preislers
prosa er som vanlig rytmisk og suggestiv, men i Dreng har der sneget sig
en egen stille humor ind, som jeg synes klæder hende.
Humor er der mere af hos Christina Hesselholdt, som ellers har givet
folk som Hans Hertel bekymrede rynker i panden, alt i mens de talte om
anorektisk litteratur og hvor bliver den samtidsroman af…Men Du, mit du
er jo en samtidsroman, en smuk og erotisk roman, der handler om intet mindre
end den store altopslugende kærlighed. Praktiseret i en farbrors hus langt ude
på det danske bøhland, mellem kattekillinger og skrigende påfugle. Med en
frygtelig trang til at dræbe den anden af bare kærlighed, og med efterfølgende
biljagter og skuddramaer. Når kærligheden er så altopslugende og jegopslugende
stor, må den nødvendigvis vække frygten for dens ophør, døden.
Hesselsholdts force er, at
hun kan springe mellem flere niveauer. Der er fræsende passager, men også øer
af ro, ligesom der er en vågen traditionsbevidsthed og en deraf følgende evne
til at skifte sprogtone. Fra ungt og friskt til inderligt og ømt. I
Hesselholdts forrige værker Hovedstolen og Kraniekassen foldede
hun for alvor sin evne til at sprogliggøre barndommens sansninger og
fornemmelser ud. I Du, mit du har hun taget springet helt ud af sin
alvorlige maske og for alvor givet sig lov til at danse med flere masker. Der
er kommet en ny bevægelse i sproget, en
forelskelses lethed, og en udfoldet legelyst.
For den voksne, som har nydt at læse Hesselholdts børnebøger om Prinsessen
på Sandslottet højt, bindes der en sløjfe, når jeg´et i romanen drømmer om
at være lillebitte og nøgen på høje hæle inde i en flaske, gemt i du´ets hånd. Du,
mit du suser uden forbehold lige ind i læserens blodbaner.
Karen Fastrups roman Mine
syvogtyvesansers elskede handler også om kærlighed, men i lige så høj grad
om begær og faren, når man ikke kan sætte grænser for begæret. Fastrup er født
i 1967 og debuterede i 2000 med den meget roste roman Brønden. Mine
syvogtyve sansers elskede er en fejende flot titel, hentet fra et kærlighedsdigt
som den tyske, dadaistiske maler og digter Kurt Schwitters skrev til en Anna
Bluhme i 1915. Romanen foregår i flere tidsforskudte spor. Et foregår i Viborg
i tiden lige efter 2. verdenskrig, et andet i den libyske ørken i 1958 og et
tredje i nutiden. Hovedhistorien er kort fortalt at det ældre ægtepar Clemens
og Anna er forsvundet i den libyske
ørken, samme ørken, som de i 1958 sammen med to andre mænd, var nede at lave
undersøgelser i. Clemens er geolog. Deres voksne søn Tore sætter efter dem, og
med sig ned til ørkenen medbringer han deres gamle optegnelser. Det afsløres at
der på ekspeditionen dengang i 58, gik noget helt galt, så galt som det kun kan
gå mellem 3 mænd og 1 kvinde, hvis reelle følelse er, at hun først rigtigt
lever, når hun ses og begæres af mænd.
Som en spejlbund for romanen ligger Kurt Schwitters digt Anna
Bluhme, ”Og du, du den herligste af alle/ du er bagfra, såvel som forfra:
A-N-N-A”. Man kan ikke undgå at blive berørt
af den på én gang kantede og erotiske figur Anna, som Karen Fastrup sanseligt
og poetisk fremskriver. Men spørgsmålet er, om Fastrup behøvede en så dramatisk
kulisse? Billederne fra Under himlens dække og Den engelske patient
står i kø, og det er faktisk synd, for Fastrup skriver så godt, at hun ikke
behøver al den hjælp der ligger i tung symbolik som krig og ørkenstøv.
For at blive ved kvinderne, ved kærligheden, men også at vende tilbage
til det lidt uregerlige vil jeg pege på Charlotte Weitze. Hun er født 1974 og
debuterede i 1996 med fortællingerne Skifting. Brevbæreren er hendes fjerde udgivelse og anden roman.
Charlotte Weitzes værker er ikke fulde af spor efter Kafka, Borges eller
Calvino, men derimod præget af den folkelige fortælling, af folketroens
mystiske gestalter og af folkeeventyrets evne til rask at skifte scene og lade
det reale frit veksle med det surreale.
Brevbærerens
hovedperson er Kaspar, et meget blegt menneske, pakket ind i vat og altid holdt
indendøre, som er vokset op i den tro, at han er en albino. En dag tager han
springet fra natarbejdet på posthuset og søger en udendørs stilling i det
nordligste nord, i byen Fåreheim, hvor det altid er overskyet. Her møder han
den gamle postmester Rainar Rusk, som lærer ham postruten, der fører til en
aldeles lille bygd. Der bor bl.a. fløjtenisten Lærke, som Kaspar forelsker sig
i. Kaspar er kommet til verden, og nu skal han finde ud af at bebo den. Og
selvfølgelig vokser han og finder ud af, at han også er en prins. Romanen er
befolket med mærkelige mennesker og fuld af gådefulde fortællinger om
spøgelseslam, postmændenes hemmelige
kirkegård og stradivariusfår. Weitze skriver smittende og ligetil, og bogen kan
varmt anbefales også til yngre læsere.
Jan Sonnergaard afsluttede sin
novelletrilogi, der indledtes med braget Radiator,1997, efterfulgtes af Sidste
søndag i oktober, 2000, med novellesamlingen Jeg er stadig bange for
Caspar Michael Petersen. Bogen har krævet en del research i whiskybæltet og
er en barsk samling af noveller om det afstumpede miljø, som også er en del af
det velstående Danmark. Sonnergaard har sproget med sig, der er en energi i
det, som smitter, og man bliver grebet af novellernes nærmest uundgåelige gang
mod det fatale, der hvor man ikke kan komme længere ud end den blodrus og
kynisme, som er resultatet af den yderste meningstomhed. Forfatteren selv har
imidlertid reddet sig i land på den etiske side, og det er ganske betryggende, men
til gengæld er der kommer noget udstillende over novellerne.
Sonnergaards styrke, men samtidig også det, der især bliver denne
samlings svaghed, er hans monomane og sorthvide syn, som ikke giver
karaktertegningerne mange nuancer. I forhold til Per Flys film Bænken og
Arven som har fulgt samme undersøgelse som Sonnergaard, mangler der et
menneskeligt blik, et blik som jeg ikke er sikker på, at Sonnergaard tør kaste
af angst for at miste sin rasende energi. Langt fra alle novellerne holder
formatet, flere er tynde i deres lille psykologiske pointe om forladte
fortrængende, hævngerrige mænd. Men titelnovellen om den skruppelløse,
stinkende nyrige søn Caspar Michael Petersen, som i kraft af sin psykopatiske
forførerevne og løstsiddende penge kan få omgivelserne med på den værste,
glemmer man ikke let.
Årets fineste og finurligste
kortprosasamlinger kom fra to yngre kvinder.
Ida Jessen er jo ellers en rigtig romanforfatter. I år har hun sat sig
selv og sine læsere på prøve med fortællingsrækken Foxy Lady I-V. Et
modigt skridt ud over den psykologiske realisme vi kender fra hendes hånd og
ind i eventyret verden. Der er en drømmeagtig stemning i bogen, hvor der både
findes glaskugler, der eksploderer som bomber, afrevne hænder og tvillinger der
kunne være hentet fra Jean Cocteau.
Foxy Lady I-V er en fabel om 5 kvinders liv, der på
forskellig vis krydser hinanden. En fortælling om begær, seksualitet og
jalousi. Bogen foregår i et ubestemt sydligt bjerglandskab med klostre og
pladser i og omkring byen Fox, en by hvor der kun bor kvinder. Kvinder, der som
de 5 portrætterede viser sig at have helt deres egne dagsordener, og som minder
en hel del om ræve: snedige, snu og med mere end én udgang. Der er også en
rigtig ræv i bogen, men den er fanget i en telefonboks. Måske et billede på den
måde flere af kvinderne er fanget ind i deres egne rum på. Bogen synes ved
første gennemlæsning rodet, men ved anden læsning åbner den sig, med sine mange
fortællinger om kærlighed – mellem kvinder og mænd og mellem kvinder og
kvinder. Og så er det en smuk bog takket være Cato Thaus fremragende
illustrationer. Hvor er det bare for sjældent man ser en illustreret bog,
tænker man
Sophia Kalkaus nye bog er så lille at
man kan frygte at den bliver væk på bibliotekernes hylder. Men hun er en
forfatter, man skal holde øje med. Gådefuld, spinkel og sart, men samtidig med
en formel styrke. Kettys have er, som titlen videre siger, Et
drømmespil. Historien er kort fortalt den, at fortæller jeg’et og Henry
(som også figurerede i sidste års Hun og jeg og dyrene, og som har en
evne til, som Per Højholts Henry, at træde ud og ind i landskabet) og hunden
Filipsen går på besøg i Henrys søsters have, i Kettys have. Efterhånden som de
trænger ind i havens rum trænger de længere ind i en drøm, hvor havetrolden
Oswald - E. Oswald, som den præciserer - måske låner dem sin lup. I hvert fald
er det som om jeg´et og Henry krymper, de falder ud af tiden og ind i en verden
af jord og regn og mærkelige dyr, der minder om dinosauruser. Elementerne
raser, og parret er uden kontrol, men de tager det tilsyneladende roligt, lader
tingene ske lige til de igen befinder sig i haven. Kettys have er en
børnebog for voksne, hvor alt mystisk finder sted enkelt og ligetil, men for
den, der er vant til orden i tingene, er det ikke så let at finde ud af, hvad
der er op og ned i den fortryllede have, hvor kirsebær og blommer er modne på
samme tid. Men Kalkau kan noget med sprog. Noget meget fint, sådan helt
klokkesprødt.
I disse år er der flere nye forfattere
der genoptager og leger med krimien. Mads Storgaard Jensens Tænk at Grace
Kelly eksisterer, er en, alt efter smag, hylende morsom, eller parentetisk
patetisk én af slagsen. Jeg synes det første. Men for alvor faldt jeg for
romanen Elinor Marks fulde fem, skrevet af Trine Andersen. Ikke så meget
en krimi som en roman om en ældre kvinde, hendes liv, og ikke mindst en socialt
betonet kritik af vores allesammens ældreforsorg. Den foregår på et plejehjem
og slutter sig dermed til den gruppe af årets litteratur der har denne lidet
hyggelige ramme som sted, såsom Kirsten Thorups roman Ingenmandsland og
flere af novellerne i Inge Pedersens novellesamling Et lille stykke luft.
Den 87 årige Elinor Mark er forsvundet fra det stramme og velordnede
plejehjem Soldug ved Skodsborg. Et sted hvor man har orden i tingene, men ingen
smil på læberne. Men Elinor tænker sine toldfri tanker: ” En dag vil de selv
sidde med mosen ned ad brystet og vide hvad det vil sige at glemme og huske
igen. At samle sig selv op på bunden af smalle kløfter hver morgen når øjnene
åbner sig for den nye dag”.
Det er nok ikke helt tilfældigt at læserens tanker ind i mellem flyver
til Plejebo og andre berygtede steder, for personalet på Soldug ryster aldrig
på hånden. De gamle skal, efter hvad der går af rygter mellem dem, ikke komme
for godt i gang, for de mest livlige forsvinder gerne pludseligt. Politiet
kommer på sagen, en ældre erfaren og en yngre ivrig. Den sidste forelsker sig
hovedkulds i den smukke rengøringsdame med det lovende navn, Bella Memoroiam.
Og det viser sig, at hun ved noget. Da politiet går for langsomt frem, går hun
selv i gang. Parallelt med krimisporet løber den ældre kvindes erindringer og
hendes sansninger i den natur, hun i romanens nu, frivilligt eller tvunget,
bevæger sig igennem. Det er en bog der vover noget, med humor og alvor, selv om
den stritter lidt ufrivilligt med tunge
temaer som skyld, ansvar, frihed og kærlighed.
Væk fra plejehjemmet og over i den mere
hårdkogte afdeling, hvor Christian Dorph holder til med sine uhyre litterære
øvelser ud i det grumt kriminelle. Frank Harder hedder Dorphs opklarer, som i
øvrigt går igen fra hans første krimi Øjet og øret. Harder er en typisk
moderne opklarer, med rod i privatlivet og en flair for alkohol og kvinder.
Hvor Øjet og øret var svær og også glidende i planerne, hvilket gav et
meget dystert og surreelt univers er Hylster mere regelret. Men ikke
mindre uhyggelig. Frank Harder har slået sig ned som privatdetektiv og en dag
bliver han kontaktet af en 86 årig stenrig jødisk læge Carl Werner Kreutzfeldt.
Der har været antisemitisk hærværk på hans ejendom, og har han ikke lidt nok,
han som har været i koncentrationslejr og alting? Sporene fra de unge hærværksmænd, en gruppe omsorgsvigtede unge
2. eller 3 generationsindvandrere, fører Frank Harder til hotel Phoenix i
København, hvor den dansk-russiske gangsterkonge, tidligere Perkerkongen eller
Boris Christian Richenko holder hof. Boris er i øvrigt tidligere
litteraturkritiker fra Rusland, og måske, måske ikke en uægte søn af Frederik
den niende.(Boris har i øvrigt en underfundig lighed med vores alt for tidligt
afdøde litteraturkritiker Poul Borum. I den litterære forbindelse optræder der
også en lille kvindelig antikvarboghandler ved navn Christensen, som sælger Små
våde digte…Dorph hilser alle glade drenge (og piger)).
Det viser sig at vor jødiske læge har opholdt sig i koncentrationslejr
af helt andre uhyggelige grunde, der har med hans store ekspertise som
mikrokirurg, med speciale i at transplantere hud fra menneske til menneske, at
gøre. Romanen bliver ind under huden krybende efterhånden som det parallelle
spor, som består af en række dagbogsblade fra den dengang uge læges gemmer
rulles frem. Det viser sig at Perkerkongen har sine aldeles forståelige grunde
til at tage en grusom hævn.
Christian Dorph er optaget af
zenbuddhismens forening af ro og uanfægtelighed, en uanfægtelighed, som meget
vel kan optræde som den yderste grusomhed. Han skriver med sproglig elegance,
stor stilbevidsthed, sund kynisme og en god portion humor. Ham ville jeg også
gerne se på mit bibliotek.
”Virkeligheden er større end
fantasien” siger Vibeke Grønfeldt, men
virkeligheden åbner sig også i den grad, når den er set og sanset og nedskrevet
med den spidseste pen i følgeskab med den sikkert svungne pensels brede strøg.
Litteraturliste:
Adolphsen, Peter: Brummstein. Samleren
Beck-Nielsen, Claus: En biografi. Gyldendal
Oscar K: Vejen til Vemb. Rævens Sorte Bibliotek
Jessen, Peter Rønnov: Grungen. Et eventyr. Lindhardt og Ringhof
Grønfeldt, Vibeke: Det nye. Samleren
Preisler, Juliane: Dreng. Lindhardt og Ringhof
Hesselholdt, Christina: Du, mit du. Rosinante
Fastrup, Karen: Mine syvogtyve sansers elskede. Rosinante
Weitze, Charlotte: Brevbæreren. Samleren
Sonnergaard, Jan: Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen. Noveller. Gyldendal
Jessen, Ida: Foxy Lady I-V. Gyldendal
Kalkau, Sophia: Kettys have. Et drømmespil. Borgen
Jensen, Mads Storgaard: Tænk at Grace Kelly eksisterer. Gyldendal
Andersen, Trine: Elinor Marks fulde fem. Roman. Gyldendal
Dorph, Christina. Hylster. Roman. Gyldendal
er litteraturanmelder v. Berlingske
Tidende