AF TORBEN BECH RASMUSSEN
Hvad stiller man op med problemer og konflikter? Skal man trække dem frem i lyset og forsøge at løse dem ved en åben dialog? Eller skal man feje dem ind under gulvtæppet og håbe de forsvinder af sig selv? Det er spørgsmålet.
I Danmark går vi generelt ind for at tale om tingene, stille og roligt. Vi er dialogens og kompromisernes land, og vi har ikke mange tabuer tilbage. F.eks. er der vel næppe den seksuelle variant, vi ikke har gennemdiskuteret indtil flere gange. Men der er nu stadig tabuemner i Danmark. Jeg kan i hvert fald hurtigt komme i tanker om to: EU og indvandrere. Begge emner lider under, at de fleste danskere ikke gider forholde sig til dem, medmindre de er tvunget til det. Derfor flytter debatten sig ikke ret meget, men er præget af rygmarvsreaktioner - for eller imod -, grøftegravning og meget lidt plads til nuancer.
Kåre Bluitgen mener vi bør tale åbent om problemerne. Derfor har han skrevet en debatbog, Nye danskere, beregnet for Folkeskolens ældste klasser (fra 7.-8. Klasse). Det er modigt gjort, for enhver der ytrer sig om indvandrere er oppe imod en farlig cocktail af populister, militante racister og antiracister, velformulerede og politisk korrekte danskere med fri adgang til medierne - og så midt i det hele: En sårbar gruppe indvandrere, der i mange tilfælde ikke forstår ret meget af sproget og kulturen, men får debatten formidlet gennem rygter og Ekstra-Bladets spisesedler. Der er da også faldet en del brænde ned over Bluitgens syndige hoved: En biskoppelig bandbulle der i første omgang fik trukket bogen tilbage, dødstrusler og mangen en løftet pegefinger fra de rigtige meningers højborge. Og i visse indvandrerkredse går rygtet nu, at "Nye danskere" er en ny "De sataniske vers". Men i modsætning til Rushdies bog, som de færreste vel har orket læse, kan man hurtigt få syn for sagn om "Nye danskere". Den er kun på 65 let læste sider.
Som lærer og vejleder på en sprogskole, har jeg daglig kontakt til indvandrere og kender derfor også lidt til deres problemer i hverdagen. Desværre møder jeg også alt for ofte de unge indvandrere i byretten, når jeg er domsmand. Jeg har bedt om at måtte anmelde bogen, fordi jeg enig med Bluitgen i, at vi må tale åbent om problemerne, hvis vi skal have en chance for at løse dem, og gerne vil have lejlighed til at sige det. Om jeg så også er enig i måden han har gjort det på, er en anden sag. Jeg skal foreløbig røbe, at mit svar på det spørgsmål er både et ja og et nej, - fortsættelse følger.
Kolleger på lærerværelset - og andre - har læst lidt over skulderen og givet kommentarer. Bogen har jo været stærkt omtalt og derfor interessant. Jeg har konstateret, at danskere med berøring til indvandrere i hverdagen generelt har været positive over for bogen, mens danskere uden generelt har været negative. Det kan man så tænke over.
Desuden læste jeg nogle kapitler i en såkaldt VUF-klasse, hvor kursisterne forstår rimelig godt dansk. Her mærkede jeg et vist ubehag ved at diskutere nogle af bogens emner. Både hos kursisterne og mig selv. Vi kom meget tæt på hinanden, forskellene trådte tydeligere frem end ellers. Det er nemmere at tale om neutrale emner. Det kender alle vist til. Men at vi havde det svært i VUF-klassen taler jo ikke nødvendigvis imod bogen.
"Nye danskere" består af 16 korte kapitler, der tager forskellige emner op. Nogle af kapitlerne er helt ufarlige og i visse tilfælde netop derfor også temmelig ligegyldige. Jeg vil nøjes med kort at ridse indholdet op i nogle af de kontroversielle kapitler:
"Tag ansvaret for dit liv." Gennemgang af nogle af den kontroversielle indvandrer, Mehmet Ümit Necefs, tanker. Han siger f.eks., at bistandshjælpen fastholder indvandrerne i passiv forsørgelse. Derfor foreslår han, at bistandshjælpen nedsættes og diverse tilskud fjernes for indvandrere. Til gengæld skal de fritages for at betale skat. Det ville motivere indvandrerne til at finde et arbejde, og i øvrigt gøre det lettere. I fortrolighed kan jeg sige, at mange af de indvandrere jeg kender, faktisk er enige med Necef. I modsætning til mig, der forudser problemer med mindstelønninger, løntryk m.m.
"Det flerkulturelle samfund." Her smides tre barske emner på bordet: Ortodokse jøders rituelle slagtninger, hvor dyret får skåret halsen over uden bedøvelse, Omskæring af somaliske kvinder samt Flerkoneri blandt visse muslimer. Alle afsnit slutter med spørgsmålet: Hvad mener du?
"Kan en muslim blive dansker?" Provokerende, men godt kapitel, hvor en indvandrerlærer fortæller om dobbeltmoral blandt muslimer, og om de problemer de unge får, fordi de vokser op i en stadig splittelse mellem vidt forskellige normer i hjemmet og i samfundet uden for.
"Er det sjovt - eller skal det forbydes?" Det mest angrebne kapitel. Vittigheder om molboer, århusianere, svenskere, muslimer m.fl. Nogle er uskadelige, nogle på grænsen og enkelte klart over grænsen. Kapitlet lægger op til at tage nedgørende vittigheder op i klassen og diskutere, hvor grænsen går.
"Oplysning eller plat hetz?" Gennemgang af Ekstra-Bladets historie om den somaliske familie, der fik 631.724 kr. i bistandshjælp om året, fordi der var to koner og 11 børn. Kapitlet problematiserer især måden historien blev fortalt på. F.eks. er der et spørgsmål: "Ekstra-Bladet bragte ikke forkerte oplysninger. Men burde bladet have udvist lidt større forståelse og måske undladt at tage et så følsomt emne som flygtninge op?"
"Med islam i baggagen". Endnu et kapitel, der har været stærkt diskuteret. Det er en gennemgang af Naser Khaders bog, "Ære og skam", der fortæller om islam samt kultur og traditioner i muslimske familier. Naser Khader har taget mild afstand fra Bluitgens fremstilling af hans bog, og stærkt afstand fra denne billedtekst: "Muslimer er sex-fikserede, mener Naser Khader." Man forstår Khaders afstandtagen. Danskere er vel strengt taget også sex-fikserede, men det forekommer lidt unuanceret.
"De stjæler og bedrager hele bundtet..." Om kriminalitet blandt unge indvandrerdrenge. Her diskuteres de mulige forklaringer til den megen kriminalitet. Der peges f.eks. på drengeopdragelsen i muslimske familier og på de unge indvandreres bitterhed mod det danske samfund, fordi de har svært ved at få arbejde, selv om de taler perfekt dansk. Et godt kapitel.
Det gode ved Bluitgens bog er, at den er så bramfri og konkret. Men det er også det, der gør den kontroversiel og farlig i visses øjne. Han tager mange vigtige diskussioner op, men det gør jo også, at han får trådt godt og grundigt på en masse ømme tæer.
Der er mange gode debatter i bogen, som jeg synes er særdeles velegnede at tage op med voksne. F.eks. i VUF- og DP2-klasser på sprogskolerne (de højeste niveauer), i Dansk som Andetsprog på VUC - og såmænd også i Gymnasiet og på HF. Jeg er mere i tvivl om en 7. Klasse er moden nok til at tage så store og svære emner op, måske skal man lidt højere op. Men det ved Folkeskolelærerne bedre end jeg.
Selv om jeg har mange gode ting at sige om bogen, har jeg også flere forbehold:
Først må man gøre sig klart, at mange indvandrere har en anden skoletradition end den danske. En tradition, hvor man ikke skal diskutere og forholde sig kritisk til så meget. Derfor vil mange voksne indvandrere have et andet forhold til skolebøger. Nemlig at det der står, er udtryk for autoritative sandheder. Her kan "Nye danskere" vække anstød. Det synes jeg læreren skal tænke over før hun går i gang med bogen i en Folkeskoleklasse.
Bogen er poppet op med noget dumsmarte deloverskrifter og billedtekster, hvoraf én er nævnt. Det er utvivlsomt gjort for at appellere til de unge, og det gør det nok også. Men de kan vække anstød. Især hos de unges forældre, blandt andet fordi de muligvis ikke forstår så godt dansk.
Der er en noget vulgær tegneserie med titlen: "God mod dyr." I første billede står en indvandrer, der skal i gang med en rituel slagtning. Derefter kommer der fire billeder, hvor forskellige mennesker udtaler sig nedsættende om slagtningen, mens de mishandler et dyr. En landmand kopulerer f.eks. med en ko. Serien slutter med, at indvandreren i væmmelse siger, at han vil være vegetar. Men sådan læste mine kursister ikke serien. De læste den sådan, at alle var indvandrere og at det altså blev påstået, at indvandrere havde sex med dyr! Misforståelsen blev styrket ved, at der under tegneserien er følgende deloverskrift: "Mænd har brug for ekstra sex".
Jeg er ikke i tvivl om, at de unge indvandrere forstår tegneserien, men det er langt fra sikkert, at deres forældre vil gøre det. Og den slags misforståelser fremmer i hvert fald ikke dialogen.
Så er der kapitlet med de racistiske vittigheder. Jeg forstår forfatterens intention. Børnene render jo rundt og fortæller temmelig hårrejsende vittigheder i frikvartererne. Sikkert uden at tænke alt for meget over det. Det tror jeg mange forældre kender til. Hvordan får man så gjort klart for de unge, at vittigheder kan såre? Med Bluitgens bog har læreren mulighed for at tage diskussionen op i klassen med udgangspunkt i konkrete eksempler. Men jeg må indrømme, at vittigheder for mig tager sig endnu værre ud, når de er skrevet ned. Og jeg vil i hvert fald nødig være en enlig somalisk pige i klassen, når den racistisk-sexistiske vittighed om somaliske kvinder bliver fortalt. Den er så slem, at jeg ikke har lyst til at gengive den her. Igen må det komme an på en konkret vurdering hos læreren.
Kapitlet, hvor der kvikt smides tre kontroversielle emner som: Rituel slagtning, omskæring af somaliske kvinder og flerkoneri, virker meget voldsomt. Så vidt jeg kan bedømme står der ikke noget forkert, men nogle gange fremmer det diskussionen at slippe sandheden ud i små portioner.
"Nye danskere" er et bud på, hvordan man kan tage en vigtig diskussion op, men den er ikke uproblematisk. Det må være op til en konkret vurdering hos læreren, hvad der kan bruges. Det må afhænge af elevsammensætningen og den indbyrdes stemning i klassen. I virkeligheden egner bogen sig bedst til at kopiere udvalgte kapitler fra, men det må man jo ikke. Måske skulle Gyldendal overveje at udgive den som samlesæt?
TORBEN BECH RASMUSSEN
er cand. phil. i dansk. Lærer og vejleder på Brøndby Sprogskole