”Pynchon formår som ingen anden at skildre det enkelte lille individ i den store verden, uden at miste blikket for nogen af delene. Hans demonstration af individets betragtelige – men ofte bekvemt ignorerede – frihed midt i Systemets magt og vælde er blot én af de mange indsigter, man kan tage med sig fra hans unikke romaner.” Med udgangspunkt i romanen Mason & Dixon, der udkom på dansk i 2002, gives en introduktion til et vanskeligt tilgængeligt, indflydelsesrigt og fascinerende forfatterskab.
Det sirligt slyngede &-tegn på omslaget af Thomas Pynchons roman Mason & Dixon giver med sine udflydende konturer indtryk af at stamme fra en svunden tid, hvor bogtrykkerkunsten endnu ikke var helt perfektioneret. Allerede inden man åbner romanen, føler man sig således hensat til et andet århundrede, og det indtryk forstærkes blot, når man slår op på første side og begynder at læse:
'Sneebolde er fløiet i deres Baner, har dannet Stierner baade paa Udhuusenes Muure og Fætrenes Sidebeen og sendt Hatte op i Delawares friske Blæst,– Slæder bringes i Huus, Meder aftørres og smøres omhyggelig, Skoe stilles paa plads i Baghuuset, og man nærmer sig paa Strømpefødder det store Kiøkken, der siden den aarle Morgen har summet af beslutsom Geskiæftighed, accompagneret af rungende Laag paa Kogekar og Gryder, som udsender Dufte af krydrede Posteier, skrællede Frugter, Nyrefedt, opvarmet Sucker,– og Børnene, der i Forbifarten, til Lyden af Sleevens rhytmiske Slag i Deigtruuget og Skaalene, har aflokket og tiltusket sig, hvad der var for Haanden, har nu som paa enhver anden Eftermiddag i denne Sneehviide Adventstid trukket sig tilbage til en beqvem Stue bagest i Huuset, som Aar forinden er indrettet til at modstaae deres sorgløse Spilopper.'
Den arkaiske sprogbrug giver i forening med omslagets smukke typografi læseren en tur i tidsmaskinen, nærmere bestemt til 1700-tallets anden halvdel, Oplysningstiden.
Indimellem vender verden sig i søvne. Efter lange perioder med relativ stabilitet afløses én epoke af en anden i pludselige historiske eksplosioner af forandring, der omdefinerer den virkelighed, vi lever i, og sætter nye rammer for, hvordan vi kan tænke på den. Oplysningstiden var i høj grad en sådan korsvej, og den danner altså udgangspunktet for den amerikanske forfatter Thomas Pynchons Mason & Dixon, der nu fem år efter den oprindelige udgivelse i 1997 foreligger i dansk oversættelse.
Det er ikke første gang, Pynchon skriver om en historisk korsvej. Han har tidligere grebet fat i 2. Verdenskrig, hvor verden i løbet af seks kaotiske, blodige år bevægede sig fra moderniteten og ind i postmodernitetens globaliserede informationssamfund. Dette epokale sporskifte kortlægger Pynchon i al dets kompleksitet i romanen Gravity’s Rainbow (1973), der er for postmodernismen, hvad James Joyces Ulysses var for modernismen, og som stadig er det uomtvistelige hovedværk i Pynchons sparsomme produktion – og i moderne amerikansk litteratur.
I deres informationsmættede kompleksitet og ambitiøse forsøg på at fastholde turbulente verdenshistoriske omvæltninger er hverken Mason & Dixon eller Gravity’s Rainbow litterær hverdagskost, men Pynchon er heller ikke en forfatter som alle andre.
Trods en beskeden produktion på blot fem romaner på 40 år er Thomas Pynchon af salig Poul Borum blevet kaldt for verdens største nulevende romanforfatter, intet mindre. Alligevel forbliver Pynchon et ukendt ansigt for de fleste, i modsætning til veleksponerede forfatterkolleger som f.eks. Rushdie, Kjærstad og Auster.
Det er der nu en god grund til. Bortset fra værkerne, som jeg skal vende tilbage til om lidt, er Pynchon nemlig hovedsageligt berømt for én ting: sin usynlighed. I en tid hvor forfatterens synlighed i medierne fremhæves som stadig vigtigere, og hvor forfatterfotoet i flere tilfælde er vandret fra indersiden eller bagsiden af bogomslaget til forsiden, er Pynchon bemærkelsesværdig ved sit absolutte fravær fra den offentlige sfære og det mediecirkus, der af mange betragtes som et nødvendigt onde ved forfattergerningen. Lige siden romandebuten V. i 1963 har han levet i skjul for rampelyset, og i forlængelse heraf har han aldrig ladet sig interviewe eller fotografere.
Pynchon er ikke alene i ønsket om at holde sig skjult. Faktisk er drømmen om usynlighed et gennemgående træk hos mange amerikanske forfattere, lige fra J. D. Salinger og William Gaddis til Don DeLillo (men ikke Norman Mailer eller Tom Wolfe, for hvem usynlighed er et mareridt). Ønsket om usynlighed er i vid udstrækning motiveret af en idé om, at det er nødvendigt at befinde sig i marginen af samfundet, uden for den brede mainstream. For at kunne opretholde en kritisk distance til samfundets institutioner og undgå at blive subsumeret af en altædende konsumkultur, må man indtage en form for outsiderrolle i den usynlige udkant af Systemet. Derfra kan man så som en anden partisan gøre sine litterære udfald mod magtstrukturen, hinsides dens fangarme.
Det er primært denne filosofi, der fik William Gaddis til at udtale, at forfattere burde læses, snarere end høres eller ses. Gaddis undgik ganske vist ikke at give et par enkelte interviews i løbet af sin lange karriere, men han døde for et par år siden, og man må således håbe, at han slipper for flere offentlige optrædender. Også Don DeLillo forsøgte i begyndelsen af sin karriere at føre en tilbagetrukken tilværelse, men han er efterhånden blevet indfanget af medierne og markedskræfterne, og er langsomt men sikkert blevet et kendt ansigt, der har prydet mangen en avisforside. Som sådan er DeLillo et godt eksempel på, at fraværets politik er svær at gennemføre med den kompromisløse konsekvens, Pynchon har udvist gennem fire årtier.
Trods sit hårdt tilkæmpede eksil fra offentlighedens søgelys er enkelte detaljer om Pynchons liv kendt: Han blev født på Long Island i 1937 og voksede således op under 2. Verdenskrig og den Kolde Krigs koldeste år. I 50’erne begyndte han at studere fysik på det traditionsrige Cornell University, men efter et afbræk i studierne, som han tilbragte som radarmand i den amerikanske flåde, skiftede han til et litteraturstudium. Her menes han bl.a. at have fulgt Cornell-professoren og forfatteren Vladimir Nabokovs berømte forelæsningsrække om den vestlige litteraturs mesterværker. Efter en omflakkende tilværelse i Mexico og Californien lever Pynchon i dag efter sigende et ganske almindeligt liv på Manhattan med sin kone (og litterære agent) Melanie og sønnen Jackson.
Derudover er oplysningerne yderst sparsomme, og i Pynchons larmende fravær må værket stå for sig selv.
Allerede med den monumentale debutroman V. fra 1963 blev det klart, at Pynchon var noget særligt. Som Gravity’s Rainbow og Mason & Dixon har debutromanen verden som sin scene og Historien som en vigtig aktør, men V. er andet og mere end en historisk roman. Først og fremmest er det en syret detektivroman, der over flere kontinenter og et halvt århundrede skildrer jagten på den mystiske V. fra romanens titel – hvem eller hvad gemmer sig bag det gådefulde initial? Læg dertil en apokalyptisk grundtone, en teknologisk og videnskabelig ekspertise uden sidestykke i skønlitteraturen, en gennemresearchet historisk detaljerigdom, samt en anarkistisk humor og vildtvoksende fantasi, der bl.a. lader hovedpersonerne jagte rundt efter blinde albino-alligatorer i New Yorks kloakker, og man har en unik roman, der med ét slag placerede Pynchon som en central figur i 60’ernes Black Humor-bølge og samtidig udstak nye veje for amerikansk litteratur.
I 1966 fulgte The Crying of Lot 49, en kort og eksplosiv roman om en ung californisk husmor, der kommer på sporet af den hemmelighedsfulde undergrundsorganisation Tristero – eller også er det bare noget, hun forestiller sig. Det er hele tiden uklart, om heltinden Oedipa Maas virkelig er stødt på en dyster sammensværgelse, eller om hun er offer for sine egne paranoide fantasier, og lige til det sidste opretholder romanen denne gysende tvetydighed – dog tilsat en god portion humor. Med sin fokus på begreber som information og kommunikation betragtes The Crying of Lot 49 i dag som den første roman om informationssamfundet og endog som en profeti om Internettet.
I 1973 brød Pynchon så lydmuren med Gravity’s Rainbow, og hans position som en af efterkrigstidens væsentligste forfattere blev for alvor cementeret. Hvor Pynchon med sine to første romaner primært blev sammenlignet med de ypperste forfattere i sin samtid (Joseph Heller, John Barth m.fl.), skiftede han nu ligemænd og blev i stedet sammenlignet med alle tiders ypperste forfattere, med Cervantes, med Melville og med Joyce.
Gravity’s Rainbow følger den amerikanske løjtnant Tyrone Slothrop i månederne omkring 2. Verdenskrigs afslutning, og den beskriver, hvordan han med en ondsindet international sammensværgelse i hælene flygter tværs gennem et krigshærget Europa. Desuden giver romanen læseren et detaljeret indblik i V2-rakettens historie, og derigennem en kynisk klarøjet analyse af menneskets kærlighedsforhold til teknologi. Men dermed er stort set intet sagt om Gravity’s Rainbow. Med sine 760 sider, sine 400 romanpersoner, sine utallige sammenfiltrede handlingstråde og sine abrupte tids- og synsvinkelskift er romanen så kompleks og overvældende, at det er nærmest umuligt at danne sig et overblik, og et blot nogenlunde fyldestgørende handlingsreferat ville være lige så langt som romanen selv. Pynchons ambition med Gravity’s Rainbow synes at være intet mindre end at omfavne verden; at skrive en global roman, der prøver at svare på de tre spørgsmål: hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvor går vi hen? Romanen skal ganske enkelt opleves, og den er svært savnet på dansk.
Fælles for alle Pynchons romaner er en fokus på paranoia og truende systemer. Hans personer bevæger sig gennem et uoverskueligt vildnis af koder og sammensværgelser, og de bruger megen tid på at spekulere over, hvorvidt de konspirationer, de føler sig indspundet i, nu også er virkelige, eller om de er fremprojiceret af deres egen paranoide tankegang.
Romanerne er desuden karakteriseret ved en meget velresearchet, encyklopædisk informationstæthed, en historisk detaljerigdom, der integrerer elementer fra et bredt spektrum af vidensfelter, lige fra abstrakt videnskab og teknologi, over geografi og historie og til kulturens verden – både finlitteraturen og den klassiske musik samt rock, tegneserier og elendige B-film. Pynchon knytter traditionelt adskilte vidensområder sammen og slår bro mellem C. P. Snows to kulturer.
Endelig er selve stilen et kapitel for sig. Pynchons ueftergørlige fortællerstemme er utrolig fleksibel og kan i løbet af ganske få sætninger bevæge sig fra det højstemt lyriske, over det elegiske og til det direkte platte. Især humoren er central i forfatterskabet og spænder over et bredt register, der indbefatter både diskret løftede øjenbryn og elegante verbale turneringer i salonerne, og den mest infantile og vulgære falden-på-halen-komik; alt sammen isprængt en lang række af de sange og dansenumre, som Pynchon (til mange kritikeres fortvivlelse) har gjort til sit varemærke. Hos Pynchon trækkes man gennem hele følelsesregistret, og hvis latteren kan siges at være en grundtone, så er det vigtigt at understrege, at det er en latter i mørket – en latter, der desperat forsøger at holde de ildevarslende kræfter på afstand.
På baggrund af sine tre første romaner fik Pynchon i løbet af 70’erne og 80’erne status som en slags usynligt kulturelt ikon, og hans centrale position i amerikansk litteratur kan ikke blot udlæses af det høje antal akademiske monografier og Web-sites, der er viet til ham, men også i høj grad af hans indflydelse på kulturen omkring ham. Forfattere som Don DeLillo, William Gibson, Salman Rushdie, Lawrence Norfolk og Jan Kjærstad ville ikke skrive som de gjorde, hvis ikke det havde været for Pynchon, hvis indflydelse også rækker ud over litteraturens grænser, til musik (Laurie Anderson, Radiohead, Mark Knopfler), til film (James Cameron, Todd Solondz) og til tv (X-Files, Simpsons). Engang imellem føles det ikke så meget som om Pynchon har fingeren på pulsen af vores kultur, som at han er selve pulsen.
Allerede i 1978 kunne man i Newsweek læse, at Pynchon puslede med en roman om Mason-Dixon-Linjen. Det skulle dog vise sig, at Pynchons læsere måtte væbne sig med tålmodighed. I 1984 kom ganske vist Slow Learner, en samling tidlige noveller fra tiden før V., og i 1990 udkom Vineland, der gav et på én gang kærligt og kritisk tilbageblik på 60’ernes idealistiske ungdomsoprør set fra Reagan-årenes kuldslåede perspektiv. Men først i 1997, 20 år efter de første spæde rygter, dukkede romanen Mason & Dixon op, og efter yderligere fem år foreligger den nu endelig på dansk.
Hvor Pynchon i Gravity’s Rainbow kortlagde postmodernitetens opståen ud af krigens ruiner, går han i Mason & Dixon tilbage til modernitetens arnested, Oplysningstiden, og viser, hvordan mange aktuelle samfundstræk allerede lå i kim dengang. Den godt 800 sider lange roman handler om de to historiske figurer Charles Mason og Jeremiah Dixon, hhv. en astronom og en landmåler. De to englændere blev i 1760 sat sammen af The Royal Society for siden at udføre flere opgaver i fællesskab. I første omgang blev de sendt til Sumatra for at observere planeten Venus’ passage hen over solen – et sjældent himmelfænomen, der ca. én gang pr. århundrede optræder i par med 8 års mellemrum (næste gang i 2004 og 2012).
Mason og Dixon nåede dog aldrig til Sumatra. Kort tid efter afsejlingen fra England blev de angrebet af et fransk krigsskib og måtte vende tilbage til sikker havn. Da skibet – og besætningen – endelig var blevet flikket sammen igen, var det for sent at tage til Sumatra, så ekspeditionen sejlede i stedet til den daværende hollandske koloni Kap det Gode Håb, hvor det lykkedes dem at foretage en vellykket observation af Venuspassagen. Herefter vendte det umage makkerpar tilbage til London, hvor de fik den opgave, der siden har gjort dem udødelige: De skulle tage til den Nye Verden, til Amerika, og løse den 80 år gamle grænsestrid mellem Penn-familien i Pennsylvania og Baltimore-familien i Maryland. Dette skulle ske ved på videnskabelig vis at opmåle en snorlige grænse mellem de to stater vha. astronomiske observationer. Grænseopmålingen i det førrevolutionære Amerika skulle vise sig at koste 5 års hårdt arbejde, men til gengæld indskrev Mason og Dixon sig også i historiebøgerne og i den amerikanske bevidsthed. Resultatet af deres anstrengelser, Mason-Dixon-Linjen, er den dag i dag et kraftfuldt symbol i USA, idet den udgør det stadig mærkbare skel mellem Nord- og Sydstaterne.
Romanen skildrer de to følgesvendes eventyrlige oplevelser fra deres første møde og til deres død i hhv. 1779 og 1786. Som i alle Pynchons romaner er beretningen uhyre velresearchet, og den myldrende historiske detaljerigdom er loyal over for det faktiske hændelseforløb på sin egen skæve måde. Loyaliteten udstrækker sig endog til det sproglige niveau, idet romanen som vist i det indledende citat er skrevet i et smukt, snirklet 1700-talssprog. Sætningerne er lange og indviklede, og teksten benytter såvel gammeldags tegnsætning og arkaiske stavemåder som mere eller mindre glemte ord. Gennem den gammeldags sprogbrug forsøger romanen ambitiøst på én gang at reproducere og modificere 1700-tallets tankesæt. Det er en teknisk kraftpræstation, ikke blot af Pynchon, men også af den danske oversætter Claus Bech, der i sin oversættelse har ladet sig inspirere af Jens Baggesen. Bech begyndte oprindeligt at oversætte romanen til moderne dansk, men da han var nået halvvejs, indså han, at det ville reducere læseoplevelsen væsentligt, og han begyndte forfra.
I centrum af Pynchons roman står naturligt nok makkerparrets slidsomme opmåling af Amerikas mest berømte statsgrænse. Deres færd ind i det amerikanske vildnis beskrives som blot én ud af mange manifestationer af Oplysningstidens mani med at opdele og kategorisere, og som sådan udgør deres mission en analogi til den svenske botaniker Linnæus’ systematiske kategorisering af flora og fauna. Der er dog den væsentlige forskel, at hvor Linnæus og andre samtidige videnskabsmænd foretog deres grænsedragninger på papiret, så huggede Mason og Dixon med skarpslebne økser deres grænse tværs igennem den jomfruelige amerikanske natur og dannede dermed et synligt ar i landskabet; et ar der 100 år senere skulle blive et ar i den amerikanske folkesjæl, da Borgerkrigen blev udkæmpet tværs hen over det. Masons og Dixons arbejde var nok i udgangspunktet en teoretisk abstraktion, men abstraktionen fik altså senere overordentligt virkelige konsekvenser.
Ud over Mason-Dixon-Linjen er der mange andre, mere metaforiske, grænser at spore i romanen – først og fremmest grænsen mellem Mason og Dixon selv. I bund og grund er de et klassisk litterært modsætningspar, som vi kender det fra Don Quijote og Sancho Panza, eller fra Asterix og Obelix. Mason er et rationelt, om end melankolsk, bymenneske, mens Dixon er en impulsiv, sangvinsk bonderøv, og i begyndelsen af deres bekendtskab kan de ikke rigtig sammen. Efterhånden nærmer de sig dog hinanden mere og mere, og hen mod slutningen af deres livsbane lykkes det dem at overskride grænsen imellem sig i en sådan grad, at de har svært ved at undvære hinanden. Blandt meget andet er Mason & Dixon også en fortælling om venskab, og det giver romanen en menneskelig dimension, der i en vis udstrækning var fraværende i Pynchons første værker.
De to kolleger – og altså også venner – er ikke blot opdagelsesrejsende på de afrikanske og amerikanske kontinenter, men også i en tid. Undervejs på deres færd gennem bl.a. det sydende og boblende førrevolutionære Amerika støder de på et virvar af forskellige folk og fænomener, og Mason & Dixon udgør således et veritabelt katalog over 1700-tallets mangfoldighed.
Oplysningstidens århundrede viser sig på mange måder at være kongenialt med Pynchons litterære univers. Under deres vandringer udsættes Mason og Dixon for utallige sælsomme tildragelser, som ved første øjekast virker som produkter af Pynchons vildtvoksende fantasi, men som ved nærmere eftersyn viser sig at have grobund i den historiske virkelighed. Dette gælder bl.a. en enorm rullende ost, der på sin hærgende færd gennem et idyllisk engelsk landskab nær tager livet af Mason (og som har en faktuel basis i en årligt tilbagevendende osterullerfestival i Gloucestershire), samt en talende og forelsket robot-and, som er en (lettere opgraderet) version af franskmanden Vaucansons berømte mekaniske and fra 1739.
Mason & Dixon tager sådanne robotænder og andre glemte vidundere ud af 1700-tallets støvede raritetskabinet og rekonstruerer derved periodens brogede pluralisme. Frem for blot at gengive det alment accepterede billede af Oplysningstiden som en vindtør forsamling af skrutryggede, disputerende videnskabsmænd, søger Pynchon at redde nogle af de elementer, der siden er udgrænset af vores gængse opfattelse af perioden, nogle af de muligheder, der siden er blevet fortrængt af en rationel vidensdiskurs, fra Historiens skraldespand.
Historiens ubønhørlige reduktion af disse mange muligheder, dens indsnævring af det mangfoldige mulighedsfelt til en slagen historisk vej, udgør romanens absolutte tyngdepunkt. I modsætning til mange andre beskrivelser af perioden, der ser den instrumentelle fornufts triumf som uafvendelig, skildrer Pynchon netop Oplysningstiden som den korsvej, den rent faktisk var; dvs. som en periode hvor andre veje også var mulige. I tillæg til de rationelle tendenser og teorier, lægger han også vægt på de mere fantastiske elementer, der ligeledes florerede i perioden. Samtidig argumenterer han for, at kølig videnskabelig rationalitet nok kan give os et klarere indblik i verdens sammenhænge og medføre fremskridt, men samtidig også kan virke reducerende i sin udgrænsning af netop disse fantastiske elementer.
Dette bliver f.eks. klart gennem Dixons besøg i Jordens Indre: Hele vejen gennem romanen har der gået rygter om, at jordkloden er hul, og at der findes en hel verden på Jordens konkave inderside. Hen mod slutningen af romanen får Dixon syn for sagn, da han under en tur til Nordpolen opdager en indgangsportal til denne skjulte verden. Den impulsive Dixon stikker selvfølgelig hovedet indenfor og snakker med de nervøse mennesker på indersiden. De kan fortælle ham følgende:
’Naar Sol-Parallaxen kiendes,’ sagde de til mig, ’naar først de fornødne Grader er udmaalt, og Jordens Størrelse, Vægt og Form omsider er beregnet med usvigelig Sikkerhed, saa forsvinder alt herneden. Da maae vi søge et andet Rum.’
Dixons eventyrlige møde dramatiserer, hvordan Oplysningstidens videnstrang kan ende med at kolonisere vores fantasi og dermed tvinge det alternative og fantastiske ud af dets eksistens og sende det i eksil i Historiens skraldespand.
Mason & Dixon sætter således et dobbelt perspektiv i spil. På den ene side blotlægger Pynchon gennem sine hovedpersoners mange oplevelser periodens heterogene kompleksitet. Han skildrer ikke fortiden som fortid, men som den nutid, den engang var, og hermed åbner han muligheden for, at det hele kunne være gået anderledes. Denne interesse for fortidens urealiserede muligheder deler Pynchon med den såkaldte kontrafaktiske historieskrivning, som praktiseres af bl.a. Oxford-historikeren Niall Ferguson i bogen Virtual History.
På den anden side benytter Pynchon sig af historikernes traditionelle retrospektive perspektiv, idet han viser, hvordan det rent faktisk gik; hvordan mulighederne blev reduceret, og det rum, personerne bevægede sig i, efterhånden blev indsnævret til en tidslinje. Ved at operere med dette dobbelte historiske perspektiv kan Pynchon i modsætning til almindelig tilbageskuende historieskrivning understrege, at det enkelte individ rent faktisk har en væsentlig frihed i det historiske øjeblik. Mason og Dixon diskuterer hyppigt i romanen, om deres grænsedragning i bund og grund er ond, og om de bør sige fra, men trods de mange overvejelser vælger de at fuldføre den opgave, der er blevet dem pålagt. De underkaster sig dermed nogle mere eller mindre imaginære historiske kræfter, indordner sig under en falsk determinisme og lader sig passivt drive med Historiens strøm. Men havde de været blot lidt mindre defaitistiske – havde de set Historien indefra, som et mulighedsfelt, snarere end udefra, som en tidslinje, og havde de grebet den ikke ubetydelige frihed, som øjeblikket tilbød dem – så kunne de sandsynligvis have skubbet udviklingen i en lidt anden retning.
Denne undersøgelse af individuelt ansvar vs. ansvarsforflygtigelse findes ikke blot i Mason & Dixon, men spiller også en hovedrolle i Gravity’s Rainbow og Vineland og peger desuden lige ind i vor egen verden. Ganske vist synes samfundsudviklingen indimellem uafvendelig, Systemet velkonsolideret og urokkeligt, og nok forekommer det usandsynligt, at den enkeltes gøren og laden skulle kunne ændre så meget som en detalje i det store billede; men ét er sikkert: Hvis vi blot lader stå til, hvis vi kniber øjnene sammen og bilder os ind, at den historiske korsvej foran os i virkeligheden er én snorlige vej, som vi derefter beredvilligt marcherer frem ad, så frasiger vi os enhver mulighed for at ændre lidt på status quo.
Pynchon formår som ingen anden at skildre det enkelte lille individ i den store verden, uden at miste blikket for nogen af delene. Hans demonstration af individets betragtelige – men ofte bekvemt ignorerede – frihed midt i Systemets magt og vælde er blot én af de mange indsigter, man kan tage med sig fra hans unikke romaner. Når man først én gang har taget bolig i Thomas Pynchons fantastiske romanunivers, bliver verden aldrig mere helt den samme.
Tore Rye Andersen
er ph.d.-stipendiat ved Institut for Sprog og Internationale Kulturstudier, Aalborg Universitet, og redaktør af tidsskriftet Passage.
Af Thomas Pynchon: V. (1963);
The Crying of Lot 49/Katalognummer 49 udbydes (1966/1968); Gravity’s
Rainbow (1973); Slow Learner (1984); Vineland/Vinland
(1990/1993); Mason & Dixon/Mason & Dixon (1997/2002).