AF DORTE SKOT-HANSEN
Artiklen tager udgangspunkt i to mæcener, P.F. Suhm og Bill Gates, som har påvirket biblioteksudviklingen med 200 års mellemrum i et spænd mellem to tidsaldre. Den ene i oplysningstiden i slutningen af 1700-tallet på vej mod etableringen af nationalstaten og den anden i det post- eller senmoderne, globaliserede informationssamfund på kanten til et nyt millenium.
Peter Frederik Suhm (1728-1798), er kendt for at være den første dansker, som åbnede sit private bibliotek for offentligheden i 1778, og dermed stillede sine over 100.000 bind der repræsenterede en værdi på over mindst ligeså mange rigsdaler - til rådighed for almenheden. Hans mæcenvirksomhed omfattede ikke kun biblioteksområdet, men han optrådte som datidens Carlsbergfond ved at bekoste udgivelse af store videnskabelige værker og understøtte unge lovende videnskabsmænd, og kombinationen af hans egen adelige, dannede opvækst og hans hustrus store formue blev af stor betydning.
Bibliotheca Suhmiana var vel snarere forløberen til forskningsbiblioteket end til folkebiblioteket, men selv om bibliotekets kærneområder var videnskaberne, så var skønlitteraturen også repræsenteret. Lånerne kunne både få oplysning og oplevelse ved at bruge Suhms bibliotek, men det mest utrolige for den tid var, at biblioteket var åbent for almenheden - og det var gratis at låne. Bibliotekets lånere bestod især af det oplyste borgerskab, eller som Suhm selv udtrykte det “Mandspersoner og Fruentimmere af stand”. Men også folk af de lavere klasser - som f.eks. håndværkere - lånte bøger her ifølge den samtidige Knud Lyne Rahbek, som i en mindetale udtalte: “Almenoplysning var hans store Tanke, hans Ønske; derfor åbnede han (samlingen for) samtlige sine læselystne Medborgere uden forskel på Kjøn, Alder, Stand eller Håndtering og lod den… tyve Aar staa dem åben.”
Selv om Suhm stillede sine bøger gratis til rådighed, forsvandt hans oprindelige plan med at skænke biblioteket til offentligt brug dog som dug for solen ved hans første hustrus død i 1788, da han kort efter giftede sig på ny. Først i 1796 overdrog han samlingen til Kongen, men nu for en symbolsk pris og en livrente, så han ikke “i sin livs aften vilde blive truet med at lære den frygteligste af alle sorger at kjende”. Men selv om Suhm i pekuniære vanskeligheder så at sige solgte sit livsværk, må man sige, at hans virke for bibliotekssagen var uegennyttig og båret af idealisme: “En nyttig Borger, der arbejder i det Stille”, som det sagdes om ham. Ikke engang en orden fik han for sin indsats, og P.A. Heiberg, som tog initiativ til, at han dog i det mindste fik en medalje, skrev verset, der ender: “Dog har man Hjerne/ kan man jo gjerne/ undvære Orden og Stjerne”.
Men hvorfor nøjedes Suhm ikke med at pleje sin bogsamling og nyde den selv? Hvorfor var det ham så magtpåliggende at stille den offentligt til rådighed? Her må man se Suhm som en eksponent for sin tid: Den oplysningstid, der brød frem i 1700tallet, hvor biblen blev udskiftet med encyklopædien, og troen på, at verden blev skabt på seks dage, fik sit grundskud. Fornuften skulle nu være ledetråden i et samfund, hvor sekulariseringen skabte en skarp skillelinie mellem tro og viden. Individet skulle frigøres fra bindingen til tradition og struktur, og det fornuftige, selvstændige og oplyste menneske blev idealtypen på den vesteuropæiske borger. Det moderne menneske blev til.
Oplysningstidens politiske ideer dannede baggrund for de demokratiske bevægelser, der opstod i 1800-tallet, og utopien om udvikling og vækst på alle områder blev et overgribende træk i den moderniseringsproces, der langsomt gik i gang. Suhms bibliotek blev ét af omdrejningspunkterne i hele denne radikale ændring af samfundet. Det blev et vindue til verden i en tid, hvor oplysning, dannelse og kultur skulle skabe lys i mørket, og det siges om Suhm, at han “ved at aabne sit Bibliotheks herlige skatte har i 20 Aar bidraget mere til Oplysnings fremme i Danmark, end Universitetet og Kongens tilsammentagne i Aarhundrede.”
Den anden mæcen er William Henry Gates III (f. 1955), også kaldet Bill Gates. Han optrådte i 1997 som biblioteksmæcen ved at forære for 400 millioner dollars digital teknologi og internetadgang til en række lokale amerikanske biblioteker. De 200 millioner stammede fra Bill og hustruen Melindas private formue, mens den anden halvdel stammede fra Microsofts overskud, dvs. et beløb, som mere kan karakteriseres som sponsorstøtte end mæcenat. Men alligevel fremstår Bill Gates som en nutidens mæcen, og den lidt kiksede, pengestærke nørd forlenes nu med en aura af godgørenhed og samfundssind, som både kan komme ham selv og hans firma til gode. Gaven blev dog ikke modtaget uden skepsis, for da sagen blev rejst i bestyrelsen for The American Library Association, udtalte et medlem at det var “en udbetaling på opkøbet af de offentlige biblioteker”. Rådet kom dog til besindelse og valgte at alligevel at hylde Bill og Melinda Gates for “denne visionære ydelse”.
Hvem er Gates? Han er en Harvard drop-out, som sammen med nogle kammerater udviklede styresystemet til verdens første personlige computer - det som nu hedder Windows - og grundlagde Microsoft i 1975. Det gik ganske godt Windows ligger i dag i op til 95% af alle computere, og han og vennerne er nu på listen over de 15 rigeste i verden. I hans bog The Road Ahead (1995), kan man læse hans utopi om, hvordan informationssamfundet vil ophæve det gamle samfunds informations- og kommunikationsbarrierer, sådan at alle uhindret kan komme til orde. Skal man sætte Gates’ fremtidsoptimisme på en kort formel, kan man læse på hans homepage: “Never before has innovation offered the promise of so much to so many in so short a time” Gates er om nogen en repræsentant for det pos-t eller senmoderne, globaliserede informationssamfund, hvor oplysning er erstattet af information og bogstaver af bits. Bill Gates lever selv sin hverdag i det, som Marshall McLuhan allerede i tresserne kaldte the global village. Det, at Gates selv nødigt omgås mennesker face to face og i højere og højere grad isolerer sig i sit eget Xanadu, hvor han e-mailer til medarbejdere og samarbejdsparterne verden over, er et billede på, hvordan informationssamfundet komprimerer dimensionerne tid og sted, sådan at verden føles mindre og afstandene kortere.
Begivenheder, der sker ét sted, kan næsten uden tidsmæssig forskydning få indflydelse på begivenheder et andet sted, og samtidig betyder det sted, vi rent fysisk befinder os, ikke nødvendigvis ret meget for vores dagligliv og identitet - vi kan med fly eller via satellit krydse grænser på næsten ingen tid. Vores identitet, som før blev bestemt lokalt og nationalt, bestemmes nu ud fra en global identifikation, som ændrer - og i nogle tilfælde erstatter - de to andre. I følge de mest pessimistiske, er det kulturelle bombardement et totalt angreb på vores lokale og nationale identitet, og kulturen er ligesom mælken blevet homogeniseret.
Andre kulturteoretikere påstår, at tendensen mod større global afhængighed snarere producerer en fragmentering af kulturelle koder, som medfører en opsplitning i forskellige livsstile på tværs af grænser. Kulturel flow og global konsumerisme skaber nye fælles identiteter mellem mennesker, som er langt fra hinanden i tid og sted. Vi bliver kunder til de samme varer og publikum til de samme budskaber og billeder uanset, hvor i verden, vi bor, og vi har måske mere tilfælles med en person i New York end med vores nabo.
Det postmoderne subjekts identitet er derfor ikke længere sammenhængende og stabilt, men fragmenteret og decentereret. Hvor man i oplysningstiden sagde “Cogito - ergo sum”, hedder det nu “Connecto - ergo sum”, sådan som det står som overskrift på en af mine netsurfende studerendes homepage. Identiteten skabes og genskabes konstant i kommunikation med andre - bl.a. gennem elektronisk nærkontakt på nettet, hvor vi nu potentielt er i kontakt med alle jordens individer via de nye teknologier.
Det er klart, at hele denne globaliseringstendens, som informationsteknologien er med til at fremme, skræmmer mange, som ser den som et angreb på den basale tryghed, traditionen har skabt. Det er en udvikling, der trækker os væk fra nationalstaten og dens vægt på fælles normer og kulturelle værdier, og den udfordrer vore lokale forankring, hvor egnsretten bliver udskiftet med en burger. Her bliver Bill Gates og det han står for, symbol på slangen, som lokker os ud af det trygge paradis selvom det faktisk er konkurrenten Apple, der har plukket kundskabens frugt.
Gates og hans firma Microsoft har opdaget, at fremtiden ikke kun handler om IT-hardware og software, men også om et reelt indhold: De satser på kultur i bred forstand. Derfor har de i de senere år deltaget i den mediekonvergens, som medfører at software firmaer og mediebranchen i højere grad smelter sammen, eller som det siges, at Sillicon Valley og Hollywood forenes i Sillywood. Microsoft investerede således i 1995 en halv milliard dollars i Spielbergs nydannede filmselskab Dreamworks, en konkurrent til Disney, der skal producere interaktiv, multimedie underholdning. Og i 1996 lancerede de i samarbejde med NBC nyhedskanalen MSNBC, som kunne modtages på kabeltv og online via internet i konkurrence med CNN.
Men hvad der er endnu mere interessant i denne sammenhæng er, at Gates forøger at sætte sig på del af den europæiske kulturarv. Det vakte opmærksomhed, da Microsoft for nogle år siden opkøbte Leonardo da Vinci’s Codex Leicester - kunstnerens afhandling om vand, et af hans få afsluttede værker. Ud over den basale glæde ved at eje værket, fik Gates også kapitaliseret ejendommen ved at udgive en CD-ROM om Leonardos liv - da Vinci goes interactive, om man vil. Også andre CD-ROM’er præsenterer den europæiske kulturarv som f.eks. Multimedia Beethovan og med udgivelsen af multimedie encylopædien Encarta er tråden til oplysningstiden bundet.
Det er Gates-firmaet Corbis Corporation, der står som udgiver, og det er også dette firma, der har opkøbt flere af verdens største billedarkiver: Dels Bettmann-arkivet, der består af 16 mio. centrale fotos fra vores århundrede - lige fra det berømte billede af Marilyn Monroe på varmeristen til den 9årige vietnameser Phan Thi Kim Puch, der flygter fra napalmen. Corbis har til formål at samle og digitalisere billeder af enhver art, og firmaet besidder tre fjerdedele af handel med billeder i hele verden. De går på strandhugst i kunstmuseerne, hvor de f.eks. nu f.eks. ejer de digetale rettigheder til alle malerier i Londons National Galleri. Det lykkedes dog ikke Corbis at opkøbe rettighederne til værkerne på Louvre - her satte franskmændene hælene i og forsvarede sig - trods tilbud om en formidabel pris - mod amerikaniseringen af deres kulturarv. Men kampen om ejendomsretten til kulturarven fortsætter, og hvem gider i det lange løb stå i kø foran Louvre eller Ufficier’ne for at opleve dannelseskulturens hovedværker, når de kan nås med en mus og en monitor.
Med monopolet på adgangen til www, med adgangen til film, nyheder og billeder er Microsoft med i konkurrencen om at få kontrol med hele fødekæden inden for medie og underholdningsindustrien. Konkurrencen er benhård, og kampen om mediemonopolet kan få den kolde krigs våbenkapløb til at ligne en børnefødselsdag. Tidligere skarpt adskilte industrier og selskaber synergerer, konvergerer og fusionerer i mægtige industrielle komplekser med multimedier som omdrejningspunktet.
Man kan nu undre sig over, hvorfor Bill Gates midt i denne globale mediekrig har valgt at stå som mæcen for det lokale, amerikanske folkebibliotek? Hvorfor overhovedet beskæftige sig med noget så outdated på et tidspunkt, hvor mange mener at det lokale bibliotek er passé? Hvordan passer folkebiblioteket ind i Gates’ digitaliserede imperium?
Der er flere muligheder: Har Gates regnet på, at bibliotekerne - indtil alle er på nettet hjemmefra - vil være en god kunde, når opdatering af programmer og adgang til nettet skal betales? Er det ren kundepleje, og søger han goodwill hos sine brugere? Er Gates gave virkelig udbetalingen på opkøbet af det offentlige bibliotek, som The American Library Association mente?
Man kan også spørge: Er Bill Gates gave en trojansk hest, og ligger der en mere langsigtet strategi bag, der handler om, at adgangen til cyberspace på langt sigt vil gøre det lokale bibliotek overflødigt? Vil der overhovedet være behov for biblioteket som rum - som mursten - når først B-holdet har lært at logge sig ind på Windows, og pc-eren er blevet lige så almindelig som telefon og tv i de små hjem? Når dem, der i dag er off-line, er kommet on-line? Drømmer Gates i virkeligheden om at bane vejen for det markedsstyrede, virtuelle bibliotek, som skal erstatte Suhms drøm om den åbne bogsamling?
Eller ligger der helt andre motiver bag: Har Gates netop har valgt biblioteket som et af markeringsområde for at forlene sig med kulturarven og gå i tidligere amerikanske mæceners fodspor? Er han ved at forberede sit eftermæle som en mand af ånd, og vil han optræde som en ny Carnegie, som fik rettet sit dårlige image op ved at donere en store del af sin formue til bygning af over 2000 folkebiblioteker over hele USA? Det var måske ikke tilfældigt, at Gates to dage før han skulle stå foran senatets juridiske komitte i forbindelse med monopolsagen mod Microsoft i 1998, besøgte folkebiblioteket i Demopolis, Alabama, som netop havde modtage penge fra The Gates Foundation til at installere 8 nye PC’ere. Handler det derfor om, at investering i kulturarv, viden og uddannelse stadig er den bedste måde at signalere kvalitet og soliditet i en verden, hvor “everything that is solid melts into air”? Og er det fordi folkebiblioteket stadig er den institution, der klarere end nogen anden institution i det s.k. informationssamfund signalerer vederhæftig og uafhængig oplysning? Og at det lokale bibliotek er et af de sidste offentlige rum, der skaber lokal forankring i modsætning til opløsningen af tid og sted? Kan man forestille sig noget mere på én gang demokratisk og lokalt end folkebiblioteket i Demopolis, Alabama?
Der er 200 år mellem Suhm og Gates, og de to herrer ville nok ikke have meget at sige hinanden, hvis deres veje kunne krydses: Suhm var mæcen med hjertet og besad et idealistisk engagement i oplysningstidens tro på, at biblioteket var et vindue til verden. Gates er mæcen med hjernen, og nok fungerer Windows som en indgang til global viden, men det er et først og fremmest et produkt, som skal skabe profit. Det interessante er, at Gates vælger netop det offentlige bibliotek som et markeringsområde, når han skal forlene sig - og sit firma - med troværdighed og kvalitet.
Ringen er på sin vis sluttet, og man kan måske sige, at vi her på kanten af årtusindeskiftet kan se Gates’ gave som et tegn på, at det lokale folkebibliotek ikke har udspillet sin rolle som symbol for demokrati og oplysning i et globaliseret informationssamfund. Og at begrebet oplysning ikke er blevet overlejret af begrebet information. Det er to forskellige begreber, som rummer hver deres kommunikationsmodel, for som K.E. Løgstrup skriver i System og symbol (1982): “Til grund for ordet informere ligger det billede, at det meddelte formes ind i modtagerens bevidsthed... til grund for ordet oplyse ligger billedet, at det det drejer sig om, bringes ud i dagens lys, så alle kan tage det i øjesyn og på egne vegne tage stilling til det.” Det er her, folkebiblioteket vil finde sin force ind i det næste årtusinde. Men det kræver, at biblioteket fortsat kommer til at fungere som et reelt mødested og et diskussionsrum med rigtige mennesker, materialer, arrangementer, udstillinger og andre kulturelle tilbud, som supplerer og går i dialog med de digitale tilbud. Vi kan ikke nøjes med det virtuelle bibliotek.
DORTE SKOT-HANSEN
er mag.art. i kultursociologi og centerleder for Center for Kulturpolitiske
bbr Studier ved Danmarks Biblioteksskole (www.db.dk/cks/).
Artiklen er baseret på den forelæsning, hun holdt ved modtagelsen af Suhmprisen d. 18. Maj 1999.