Den gotiske roman

Forløberen for den moderne gyserroman

I disse år læses gyserromaner og vampyrhistorier af Stephen King, Dean Koontz og Anne Rice som aldrig før. Behovet for gru og rædsel, ønsket om at blive forfærdet og få pirret sine sanser, har dybe rødder i den menneskelige psyke.

1990'erne er gysets årti, hvilket også ses i de mange film, der er kommet i de senere år, som f.eks. "Ondskabens Øjne", "Misery", "Cape Fear", "Dracula", "Frankenstein", tv-serien "Twin Peaks" og som det sidste skud på stammen den amerikanske gyser "Scream". Det frygtindgydende fascinerer os stadig, og vi er ikke lykkeligere, end når en vampyr blotter sin tænder, og vi mærker det risle koldt ned ad ryggen.

Gyserromanen er imidlertid ikke et nutidigt fænomen, men resultatet af en lang litterær udvikling, der strækker sig århundreder tilbage. Den har sine rødder i England i det 18. årh. i en genre, som i dag næsten er gået i glemmebogen: den gotiske roman.

I en periode på lidt over 75 år fra midten af 1750'erne og frem til ca. 1835-40 var den en af de mest populære genrer, ikke blot i England men i resten af Europa. Hundredvis af gotiske romaner og fortællinger blev til i denne periode. Romanernes indhold af overnaturlige elementer, mystik og pirrende spænding appellerede stærkt til publikum og adskilte sig stærkt fra den realistiske litteratur, som herskede i begyndelsen af århundredet under indflydelse af oplysningstiden. Daniel Defoes roman "Moll Flanders" fra 1722 var eksponent for denne litteratur, der i en blanding af reportage og fiktion søgte at beskrive menneskets dagligdag på en realistisk måde. Det borgerlige samfund havde med sine idealer om fornuft og fremskridt intet tilovers for irrationelle følelser, og der kom en øjeblikkelig reaktion. Præromantikken kan man samlet kalde denne bevægelse, som fra omkring 1750 og i de følgende årtier frem til århundredets slutning er karakteriseret ved smagen for både det følsomme og det rædselsfulde, for det entusiastiske og for den vilde, øde natur. Man mente ikke, at den fornuftsbetonede klassiske litteratur kunne udtrykke den egentlige sandhed om, hvem mennesket er. Oplysningstidens afstandtagen fra Gud og betoningen af den menneskelige viden var på én gang befriende, men gjorde også, at mennesket var afskåret fra egentlige erfaringer, det vil sige erfaringer med følelser og lidenskaber.

Både skønlitteratur, poesi og drama bliver påvirket. Den gotiske roman opstår som et led i denne nye romantiske bølge. Blandt forløberne er Samuel Richardson's følelsesfulde og sentimentale romaner, fx "Pamela" fra 1740. I "sentimentalismen" genopliver man en interesse for fortiden og gør et forsøg på at forklare det uforklarlige - atmosfæren af spænding og ophidselse, når følelserne presser sig på. Alle disse elementer er at finde i den gotiske roman. Man ønsker at skabe opmærksomhed om en hel ny form for virkelighed og et bredere syn på tilværelsen. Dagligstuen og kroen, som var centrum i de realistiske romaner, erstattes af eksotiske miljøer med skumle borge og en tilsvarende uhyggelig og spændende handling. Fornuft og realisme afløses af det groteske og det overnaturlige. De gotiske forfattere søger tilbage i fortiden, til middelalderen, og ser i denne verden af riddere og eventyr noget smukt og spændende. Den oplyste tidsalder, træt af for meget lys, blev tiltrukket af den mørke tidsalders lurende mystik og af det overnaturlige.

Selve begrebet "gotisk" blev i begyndelsen af det 18. årh. forbundet med alt, hvad der var barbarisk og vildt, og blev brugt nedsættende om middelalderens kunst og litteratur og som et skældsord for den arkitektur, der ikke levede op til det klassiske ideal. Men i midten af det 18. årh. ændredes indstillingen, og "gotisk" fik nu en overvejende positiv betydning. Man talte om "the Gothic mood" inden for arkitekturen og havekunsten, og det udmøntede sig efterhånden i litteraturen: den gotiske roman. Den gotiske roman fik sin inspiration fra flere steder: James Macphersons Ossian-digte, folkeviserne, de såkaldte kirkegårdsdigtere med dyrkelsen af det dunkle, det uforklarlige og mystiske, og den samtidige tyske litteratur med Sturm und Drang-bevægelsen repræsenteret af Goethe og Schiller.

Rædsel skabes enten ved, at forfatteren bygger handlingen op af en række sekvenser, der hele tiden udløser chok, eller ved at han langsomt opbygger stemning af uhygge og spænding, som først udløses til allersidst. Dette kommer bedst til udtryk i forskellen mellem terror og horror. Terror formår at vække det sublime, hvilket horror ikke gør i al sin ligefremhed og voldsomhed. Personerne i de gotiske romaner er "terrified" ved tanken om, hvad der vil ske, hvis lyset pludselig går ud, mens de er "horrified", når lyset går ud, og det, de har frygtet for, f.eks. et spøgelse, pludselig dukker op.

De gotiske forfatteres brug af horror og terror udmøntede sig i to skoler. Den naturlige gotik eller "the School of Terror" som især Ann Radcliffe mestrede. Her benytter forfatterne sig af begrebet "explained supernatural", hvor tilsyneladende overnaturlige hændelser til sidst forklares som rationelle fænomener. Den overnaturlige gotik eller "the School of Horror" underminerer læserens tro på et rationelt styret univers. Her skal hændelserne tages for ægte. Spøgelser og skeletter har deres eget liv og færdes sammen med vor helt og heltinde. Den overnaturlige gotik bliver også kaldt Schauer-Romantik med henvisning til den tyske gotiske roman i 17-90'erne. Schauer-Romantik er karakteriseret ved et sandt blodbad af rædsler, sadistiske hændelser, overnaturlige udskejelser og hyppige samtaler med Satan. Matthew Lewis er kraftigt inspireret af den tyske Schauer-Romantik i romanen "The Monk". Af andre forfattere kan nævnes William Godwin og hans to romaner "Caleb Williams" og "St. Leon" og Charles Maturins "Melmoth the Wanderer" fra 1820.

Den gotiske roman skabte en række romantekniske fornyelser med sine maleriske naturbeskrivelser og med komplicerede handling, der ofte har en opbygning som en kinesisk æske med en historie inde i historien. For at skabe den rette stemning benytter de gotiske forfattere forskellige virkemidler, hvor levende begravelse er ét af de hyppigste rædselsskabende elementer, der giver forfatteren rig lejlighed til at skildre sine personers sindsstemning. Andre virkemidler i det, man kalder "the gothic machinery", er: malerier, der bliver levende, møbler der bevæger sig; døre og porte, som åbner og lukker sig afsig selv; mystiske stemmer, musik og mærkelige bump og raslende lænker.

Genren udviklede et fast persongalleri, sådan som det også findes i den moderne gyser: et trekløver bestående af helt, heltinde og skurk. Fælles for alle personer, høj som lav, er, at de beskrives gennem den måde, de reagerer på begivenhedernes forløb og på omgivelserne. Personkarakteristikken er med vilje prioriteret lavere end miljøbeskrivelsen, for det er det gotiske slot og dets uhyggelige atmosfære, der skal være i centrum. Karakteristisk for genren er hovedpersonens isolation i det gotiske univers.

De gotiske helte og heltinder optræder altid alene og hjælpeløse, somme tider under fremmede himmelstrøg, hvor de må klare sig, så godt de kan. Det traditionelle handlingsforløb er bygget op omkring en bevægelse væk fra den "normale" verden, en bevægelse mellem to situationer: orden-uorden-orden.

Heltens isolation er som regel frivillig, han drager ud på en mission, f.eks. en dannelsesrejse, der skal føre til klarhed over hans egen natur og fremtidsudsigter. Dette sker dels gennem skæbnens tilskikkelser og dels gennem omgivelsernes påvirkning, hvor det overnaturlige sætter store krav til hans mod og standhaftighed, men forude venter foreningen med den elskede.

Heltindens isolation er derimod som regel ufrivillig. Først møder man hende uskyldig og uvidende i hendes trygge og rationelle verden, hvor fred og idyl hersker. Men pludselig indtræffer en uforudset hændelse, som regel forældrenes død, der forvandler hendes lille verden til "a house of horrors". Hun konfronteres med mystiske og overnaturlige hændelser, der stiller store krav til hendes forstand og psyke. Alligevel udviser hun en vis snusfornuft og en forbavsende standhaftighed og mod. Hun er ikke nær så skrøbelig som tårer, besvimelse og andre manifestationer af ædel følsomhed lader formode. Efter at have gennemlevet alle rædslerne kan hun vende tilbage til sin normale tilværelse bekræftet i sin identitet via et ægteskab.

Den traditionelle skurk er en magtbegærlig mand, en forbryder, der ikke skyr nogen midler for at gennemtrumfe sin vilje. Da hans mørke hemmelighed afsløres, styrter hans verden sammen. Han er magtesløs, og hans fald er uundgåeligt. En særlig variant af skurkerollen er helte-skurken, der er heroisk på en depraveret måde, har guddommelige egenskaber og stor intellektuel styrke, som han bruger til dæmoniske formål. Han er ikke direkte ond, men snarere en falden engel, som styres af følelser og lidenskaber, han ikke kontrollerer.

Det skræmmende og angstfyldte kommer tydeligt til udtryk i de temaer og konflikter, den gotiske genre tager op. Der er en evig kredsen om døden grænsende til besættelse i dens udforskning af råddenskab og nekrofili. Romerkirken og Inkvisitionens onde ansigt fremhæves, og den erotiske følsomhed og konsekvenserne af seksuel besættelse og undertrykkelse analyseres. Før genren fik fodfæste i 1760'erne var litteraturen for det meste skrevet og læst af mænd. Men det er påfaldende, at mange af de gotiske forfattere og læsere var kvinder. Det skyldes i høj grad genrens svælgen i maskulin vold og feminin hjælpeløshed og afmagt. Dette kommer bedst til udtryk i forfølgelsesforholdet mellem offer og skurk, hvor offeret som regel er en overfølsom ung pige, som undervejs i handlingen bliver voksen. Det er symptomatisk, at det er i denne tid, at Marquis de Sade skriver sine sadomasochistiske romaner, bl.a. "Justine" fra 1791. Den gotiske genre tog temaer op, som i høj grad blev opfattet som tabuemner i samtiden, og som man kun snakkede om inden for hjemmets fire vægge. Den gotiske genres store succes og dens dominans på det litterære marked i anden halvdel af det 18. årh. skal derfor ses i lyset af dens udforskning af det ubevidste og voldelige, og dens tydelige afsløring af oplysningstidens fortrængte seksualitet. Her var der en genre, som turde sætte ord på det, ingen talte højt om, og det var i sig selv en revolution.

I 1790'erne nåede den gotiske roman sin største popularitet. Dette skyldtes i høj grad fremkomsten af lejebibliotekerne, hvor befolkningen mod en mindre betaling kunne låne diverse romaner, deriblandt de gotiske. Én forfatter hæver sig over alle andre i denne periode, nemlig Ann Radcliffe, som fornyer den gotiske genre ved at give den et romantisk anstrøg med maleriske naturbeskrivelser og lyrisk sprogbrug. Med "The Mysteries of Udolpho" fra 1794 fik genren en helstøbt form. Hun anbragte det gotiske slot i naturlige omgivelser i modsætning til Walpoles Otranto, som kun tiener som kulisse, og gav den gotiske heltinde et mere individuelt præg ved at vise hende både som et forfulgt offer og som en modig heltinde.

Men ingen var forberedt på den opstandelse som Matthew Lewis' roman "The Monk" udløste, da den udkom i 1796. Den slap lidenskaber løs og nedbrød barrierer med en styrke som et jordskælv. Radcliffes tilbageholdende stil med antydninger af det rædselsvækkende, bliver i Lewis' hånd afdækket i al sin gru. "The Monk" var en reaktion på Ann Radcliffes naturlige gotik, og Lewis søgte at give genren et mere realistisk udtryk ved at fokusere på vold og brutalitet og med dens tema om Djævelen, der leder munken Ambrosio ind i fristelse. Lewis udviklede en raffineret fortællestil, der bestod i at skifte mellem de forskellige historier på deres respektive højdepunkter. En spændingsteknik, som var forud for sin tid, og som virker yderst moderne i dag.

Den gotiske genres interesse for det irrationelle og det mystiske blev i nogen grad videreført i romantikken hos digtere som Byron og Shelley. Også Walter Scott og Brontësøstrene gør i deres romaner brug af den gotiske stemning med spøgelser og stormfuldt vejr. Jane Austens "Northanger Abbey" fra 1818 er en stille parodi på genren. Efterhånden som den gotiske roman langsomt indgik i romantikken, ændrede den stil og koncentrerede sig i højere grad om moralske problemer, hvilket Mary Shelleys "Frankenstein, or the Modern Prometheus" fra 1818 er et eksempel på. "Frankenstein" bringer den gotiske roman ind i en ny sammenhæng: den videnskabelige verden, og hermed er grunden lagt til den moderne gyser. "Frankenstein" er den mest levedygtige af alle gotiske romaner. Allerede da den udkom, blev den en klassiker og læses stadig for det eviggyldig tema om konsekvenserne af, at mennesket søger at beherske den viden, som den almægtige Gud ellers har patent på. Romanen er blevet en myte, et synonym for rædsel og gys i hele verden.

Med Edgar Allan Poes gotiske noveller, især "The Fall of the House of Usher" fra 1839 nåede genren sin kulmination, idet de to skoler, terror og horror, blev kædet sammen i en nervepirrende angst-intensitet hos hovedpersonen. Poe viste, hvordan novelleformen kunne skabe en langt mere rædselsvækkende atmosfære end romanen. Han peger frem mod det moderne gys, hvor angsten ikke så meget ligger i det overnaturlige som i individets skrøbelige psyke.

Den gotiske roman forblev ikke statisk men udviklede sig psykologisk: en bevægelse indad, fra ydre beskrivelser af det gotiske slot og naturen, som en måde at vække rædsel hos læseren, til en beskrivelse af personernes indre kamp mod de mørke kræfter. De følgende århundreders litteratur har bygget videre på det fundament, genren skabte, og raffineret dens stil, temaer og struktur. Både gyseren, krimien og science fiction romanen tog over der, hvor den gotiske genre slap, i dens udforskning af menneskets psyke og afdækning af dets inderste hemmeligheder og drifter.

Den har direkte og indirekte inspireret forfattere som Nathaniel Hawthorne, Robert Louis Stevenson, Jules Verne, Sheridan Le Fanu, Henry James, Bram Stoker, H.P. Lovecraft, Ray Bradbury, Stephen King og Dean Koontz. Den gotiske genres fokusering på psykologiske ekstremer afsætter desuden spor hos forfattere inden for andre litterære traditioner. Franz Kafka var inspireret af den gotiske genre i sin blanding af fantasi, symbolisme og rædsel som i "Slottet" fra 1930. Karens Blixens "Seven Gothic Tales" og sydstatsforfatteren William Faulkner med novellen "A Rose for Emily" gør også brug af gotiske temaer.

På mange moderne læsere vil de gotiske romaner virke gammeldags på grund af deres arkaiske sprog og de lyriske og maleriske naturbeskrivelser. Men de udgør som forløberen for den moderne gyser et spændende og vigtigt led i romanens historie, som man ikke kan se bort fra.