AF INGER SØRENSEN
J.P.E. Hartmanns liv strakte sig over det meste af 1800-tallet. Da han fødtes 14. maj 1805, var Christian VII endnu konge i Danmark, Napoleon havde været kejser i Frankrig i lidt over fem måneder, og Hartmann kunne endnu i sin høje alderdom erindre visse oplevelser under Københavns bombardement i 1807. Ved Søerne lå de rige familiers landsteder, og på Østerbrogade gik der køer, som man kender det fra Købkes maleri. Da Hartmann døde i marts 1900, nærmede systemskiftet sig med raske skridt, i Sydafrika udkæmpede englænderne Boerkrigen, Københavns volde var forsvundet, og byen vokset til firedobbelt størrelse. Hvor Hartmann havde sværmet med sin forlovede i haven til svigerforældrenes landsted, lå der nu store boligblokke, og på Østerbrogade kørte der sporvogne. “Gamle Hartmann”, som han kaldtes, kunne telefonere til sine børn og børnebørn, og de første grammofoner var kommet i handelen. I 1805 var Haydn stadig i live, selv om han havde afsluttet sit livsværk med den store Theresienmesse tre år tidligere, og Beethoven arbejdede på sin eneste opera Fidelio. Komponister som Mendelssohn, Schumann og Chopin var yngre end Hartmann, og alligevel overlevede han dem alle tre med rundt regnet et halvt århundrede. I 1900 fuldendte Gustav Mahler sin fjerde symfoni, Arnold Schönberg havde allerede lagt sidste hånd på strygesekstetten Verklärte Nacht året før, og i St. Petersborg sad den 18-årige jurastuderende Igor Stravinskij og gjorde sine første erfaringer som komponist.
Hartmann var tredje generation af en musikerslægt. Bedstefaderen Johann Hartmann (1726-1793) var i 1760’erne kommet til København, hvor han blev medlem af Det Kgl. Kapel og markerede sig i dansk musikhistorie med de to syngespil Balders død og Fiskerne til tekster af Johannes Ewald, og også faderen August Wilhelm Hartmann (1775-1850) var en årrække violinist i Det Kgl. Kapel, inden han blev organist ved Garnisons Kirke. August Wilhelm havde set for meget til musikerlivets besværligheder til at ønske sit eneste barn samme skæbne og insisterede derfor på, at sønnen skulle have en god boglig uddannelse. Hartmann blev derfor sat i Borgerdydskolen - samme skole, hvor også brødrene Peter og Søren Kierkegaard var elever - og efter endt skolegang afsluttede han sin uddannelse med en juridisk embedseksamen. Dermed var muligheden for en karriere som embedsmand åben, og lykkeligvis fik Hartmann et job som sekretær i den borgerlige indrulleringskommission, for uden en god fast indtægt kunne han ikke gifte sig med sit hjertes udkårne, den rige agent Zinns datter Emma, en begavet kvinde, der selv havde en kunstnerisk åre og komponerede romancer, der i 1840’erne blev udgivet under pseudonymet Frederik Palmer.
Men selv om Hartmann aldrig fik nogen egentlig uddannelse inden for musikken, blev den dog hans levevej ved siden af den borgerlige embedsmandskarriere. Allerede som 19-årig var han blevet faderens efterfølger som organist ved Garnisons kirke, en post han bestred indtil han i 1843 kom til Vor Frue Kirke som Weyses efterfølger og dermed kom til at virke som organist i ikke mindre end 76 år! Og da den italienske direktør for syngeskolen Giuseppe Siboni i 1827 åbnede sit musikkonservatorium blev den 22-årige Hartmann ansat som lærer i klaver, harmonilære og sang. Allerede i en ung alder var han altså en person, man regnede med i det københavnske musikliv, og efterhånden som årene gik, kom han til at indtage en enestående position.
Hartmann var i 1836 en af medstifterne af Musikforeningen, hvis bestyrelse han var medlem af hele resten af sit liv - i 53 år som formand, selv om det fra midten af århundredet primært blev svigersønnen Niels W. Gade, der kom til at præge foreningen som dennes dirigent. Også i Studentersangforeningen, der var toneangivende i 1800-tallets musikliv, var han med fra grundlæggelsen i 1839 til sin død - aktiv som formand til det sidste og forgudet af studenterne. Og da den rige københavnske juveler Moldenhauer i sit testamente bestemte, at hans formue skulle bruges til oprettelsen af et Musikkonservatorium, var det en selvfølge, at han ønskede Hartmann, Niels W. Gade og H.S. Paulli som ledere. Således bestred Hartmann gennem mange årtier de centrale poster i dansk musikliv, samtidig med at han passede sin sekretærpost (til 1870), sit organistembede og sin komponistgerning.
Som komponist var Hartmann i det store og hele autodidakt, men eftersom han var vokset op i et musikerhjem, havde han fra barnsben haft mulighed for at høre megen forskellig musik både i Det Kgl. Teaters orkestergrav, i Garnisons kirke og ved de kammermusiksammenkomster, der afholdtes i forældrenes hjem. I 1836 fulgtes han med Heinrich Marschner, der havde gæstet København for at dirigere sin opera Hans Heiling, til Tyskland som indledning til en større udenlandsrejse, hvor han bl.a. stiftede personligt bekendtskab med Chopin, Rossini, Cherubini og navnlig Louis Spohr, som han knyttede et varmt venskab med. Andre udenlandsrejser fulgte i 1840’erne, men selv om disse rejser gav Hartmann mulighed for at stifte bekendtskab med sin samtids musik, kom den, navnlig i hans senere år, ikke til at influere nævneværdig på hans egen musikalske udvikling, der efter ungdommens tysk inspirerede periode forløb stille og roligt uden fremmede påvirkninger.
Hartmann har skrevet flere hundrede værker inden for snart sagt alle musikalske genrer. I samtiden var han elsket for folkelige sange som Flyv fugl, flyv over Furesøens vover og Storken sidder på bondens tag, der afspejlede den danske, landlige idyl, og han bidrog med adskillige sange til Grundtvigs højskolebevægelse, men også Weyses romancetradition fortsatte han med bl.a. de lidenskabelige Sulamith og Salomon sange til tekster af B.S. Ingemann, ligesom han skrev tyske lieder inden for Schumann-traditionen.
En anden genre, der bidrog til at gøre Hartmann populær i samtiden, var de mange kantater til århundredets store royale begivenheder som kongelige bryllupper, sølvbryllupper, begravelser, værker der dog på grund af teksternes karakter af lejlighedsværker er dømt til glemsel. Et lejlighedsværk er dog blevet stående: den monumentale sørgemarch for blæsere og orgel skrevet til Thorvaldsens begravelse i 1844, men også benyttet ved Hartmanns egen begravelse og til samtlige kongelige bisættelser lige siden.
I betragtning af at Hartmann var organist af profession, har han skrevet forbavsende få orgelværker, men til gengæld er de af høj kvalitet. Her skal i første række nævnes den store orgelsonate i g-mol, opus 58 og orgelfantasien i f-mol fra 1838. Til gengæld beskæftigede han sig med klavermusik i næsten 60 år. Genremæssigt spænder disse værker fra danse til Studenterforeningens baller over karakterstykker til stort anlagte klaversonater, som den såkaldte prissonate i d-mol, opus 34, der skaffede ham en delt anden pris i en tysk konkurrence, og den fremragende a-mol sonate, der blev udgivet i anledning af hans 80-års fødselsdag i 1885 og viste en kunstner i stadig udvikling, den høje alder til trods.
Også en række kammermusikværker blev det til, først og fremmest de tre violinsonater, hvoraf de to første blev til i ungdomsårene og udkom på kendte tyske musikforlag, mens den sidste blev komponeret, da Hartmann havde passeret de 80. C-dur sonaten, opus 39 blev tilegnet Louis Spohr, der kvitterede ved at tage den på sit repertoire, selv om han indrømmede, at han først havde skullet vænne sig til Hartmanns meget personlige stil og originale harmonisering.
Teatret
Teatret kom til at indtage en central plads i Hartmanns produktion, idet han skrev både operaer, skuespilmusik og balletmusik, omend med vekslende held. Debutoperaen Ravnen fra 1832 til tekst af den jævnaldrende ven H.C. Andersen, der senere påtog sig æren af at have “opdaget” Hartmann, var i tidens operá comique stil, men opnåede kun få opførelser, også selv om Hartmann og H.C. Andersen i 1860’erne brugte megen tid på at omarbejde operaen. Stort bedre gik det ikke med Korsarerne til tekst af Henrik Hertz, selv om selveste Rossini udtalte sig positivt om den, da Hartmann foreviste ham partituret under opholdet i Paris i 1836 - dog med den kommentar, at der var for mange forskellige motiver! Den egentlige operasucces kom først med Liden Kirsten i 1846, men den blev med sin blide danske folketone til gengæld i mange år nærmest den danske nationalopera, især under indtryk af krigene i 1848 og 1864. Sin udpræget danske tone til trods blev det mærkværdigvis den eneste af Hartmanns operaer, der blev opført i udlandet, selv om Marschner havde gjort ihærdige forsøg på at få Ravnen opført i Hannover. Det var ingen ringere end Franz Liszt, som Hartmann havde lært at kende i Hamburg, der tog Liden Kirsten op i Weimar, men selv om H.C. Andersen gjorde en ihærdig indsats for det fælles værk på sine mange udenlandsrejser, blev det ved denne ene udenlandske opførelse.
Men det var navnlig Hartmanns skuespilmusik, der kom til at lide en krank skæbne, og det var ikke Hartmanns skyld. Selv om han skrev musik til nogle af dansk guldalders allerstørste navne som Oehlenschläger, Heiberg og H.C. Andersen, kom han den ene gang efter den anden ud for, at hans musik blev rost i høje toner, mens skuespillene fik en ilde medfart. Værst var det med Oehlenschlägers to tragedier Olaf den Hellige (1838) og Knud den Store (1839) samt eventyrdramaet Fiskeren og hans Børn (1840), der hver især kun oplevede ganske få opførelser, før de blev taget af plakaten for bestandigt. I førstnævnte tilfælde fik Hartmann dog det plaster på såret, at publikum strømmede til for at høre og se hans og Bournonvilles storslåede fremstilling af Slaget ved Stiklestad, hvad der fik Heiberg til at bemærke syrligt, at det var mærkeligt “at en Digter kan ville lade sit Arbeides Interesse culminere i Noget, som falder aldeles uden for Poesien.” Senere opfordrede Bournonville dog Hartmann til at genbruge denne succes, da de skulle skildre slaget på Bråvalla Hede i balletten Valkyrien.
De store mytologisk/historiske Bournonville balletter Thrymskviden, Valkyrien og Arcona viser Hartmanns evne til at følge koreografens ønsker ned til mindste detalje og skabe en stemning, der kunne omsættes i dans, og det var næppe helt tilfældigt, at det blev ham, der fik tildelt opgaven at sætte musik til den burleske anden akt af Et Folkesagn, der foregår i troldhøjen, mens den blide skærsommerstemning i de to andre akter, blev tildelt Gade.
Hartmanns øvrige orkesterproduktion - ud over de to sjældent opførte symfonier fra henholdsvis 1835 og 1847/48 - er centreret om ouvertureformen, der optog Hartmann fra han som 20-årig komponerede sin første koncertouverture, til han som 83-årig satte musik til Chr. F. Molbechs skuespil Dante. Her var det navnlig Oehlenschlägers tragedier, der var inspirationskilde, eksempelvis Axel og Valborg, Yrsa og Hakon Jarl, og det er da også disse ouverturer, der hyppigst er blevet opført i nyere tid.
I Gade-litteraturen fremhæves det igen og igen, at Niels W. Gade kom fra små kår, men i virkeligheden var Hartmanns baggrund i de første år ikke stort anderledes. Socialt betød det næppe den store forskel, om man var søn af en instrumentmager eller en violinist i Det Kgl. Kapel, som det fremgår af nogle af faderens breve, der taler deres eget tydelige sprog om økonomiske problemer. Det, der kom til at gøre forskellen, var deres uddannelsesniveau, og at Hartmann gennem sit ægteskab med Emma Zinn, kom ind i det rige københavnske borgerskabs bedste kredse. Hartmanns skolegang i en af byens førende skoler og dernæst med privatlærere, der bl.a. talte digteren Poul Martin Møller, samt hans akademiske eksamen, kom til at præge ham hele livet. Det er værd at lægge mærke til, at han i de første mange år af sit liv altid lod sig titulere og blev omtalt som “Hr. secretair Hartmann”, lige til han i 1849 blev udnævnt til titulær professor. Trods de mange musikalske hverv var og blev Hartmann akademiker. Det ses også af hans omgangskreds. De venner, der færdedes hyppigst i lejligheden i Den zinnske Gård i Kvæsthusgade, var ikke musikere, men akademikere, især med tilknytning til Musikforeningen. Det gjaldt således brødrene Carl og Ernst Weis, der begge var jurister og embedsmænd, lægen Emil Hornemann, som Hartmann traf på sin udenlandsrejse i 1836, og den tre år yngre Edvard Collin, der som Hartmann havde gået i Borgerdydskolen og ligeledes var juridisk kandidat. Dette venskab daterede sig helt tilbage til brylluppet med Emma Zinn i 1829, men gennem flere menneskealdre arbejdede de tæt sammen i Musikforeningens administration. Hartmann opnåede den sjældne ære i slutningen af 1830’erne at blive dus med Edvard Collin, hvad der må have berørt H.C. Andersen dybt, eftersom han livet igennem drømte om at måtte bruge denne intime tiltaleform over for sin nære ven og rådgiver, men Edvard afslog den ene gang efter den anden.
Noget skår i forholdet mellem Hartmann og H.C. Andersen har dette dog næppe forårsaget, for var der nogen, der forstod hinanden, så var det de to. Andersen var en af de få kunstnere, der hørte til den faste vennekreds, men til gengæld var han også den mest trofaste blandt disse. Deres forskellighed til trods - eller måske netop på grund af den - stod de hinanden meget nær i henved 45 år. Edvard Collin fremhævede Hartmanns beskedenhed i den forstand, at han aldrig trængte sig frem, og sagde, at H.C. Andersen “havde en god opdragende Indflydelse på ham, nemlig som advarende” - Collin kunne ikke fordrage, at Andersen altid skulle gøre opmærksom på sig selv, og Hartmann selv fremhævede deres sinds forskellighed således: “Forskjellen er at min Characteer er til at beholde det ved mig selv, Din til at faae det ud, og det sidste er vistnok det Heldigste.” Og Andersen fik det ud. Han udgød sit hjerte for Hartmann i talrige breve, og der faldt tilsyneladende aldrig et hårdt ord mellem dem, selv om Hartmann som regel var meget længe om at få taget sig sammen til at svare. Til gengæld havde han så mange afvæbnende og elegante undskyldninger for sin sendrægtighed, at Andersen altid tilgav ham og sikkert har været enig i Hartmanns vurdering: “Vi to høre dog saaledes sammen at Intet kan skille os.”
Efter Emma Hartmanns død i 1851 ser det ud til, at selskabeligheden tog noget af. En del af vennerne faldt fra, da Hartmann i 1855 giftede sig med Emmas nære veninde, Thora Jacobsen, men hun forstod at gøre mistilliden til skamme og skabte det trygge hjem, som var så væsentlig for Hartmann. I anden halvdel af 1800-tallet kom familien til at stå i centrum, og det glædede Hartmann at se, at flere af børnene havde arvet hans kunstneriske begavelse: den ældste søn Emil viste udpræget musikalsk talent og gjorde sig meget positivt bemærket i Tyskland, både som komponist og dirigent, sønnen Carl blev billedhugger, to af døtrene, Sophie og Clara, blev gift med hver sin komponist: henholdsvis Niels W. Gade og August Winding, og Clara gik endda i moderens fodspor og forsøgte sig som komponist, selv om hun holdt resultaterne inden for hjemmets fire vægge. Den tredje datter, Emma, der af sind og skind var sin moders udtrykte billede, blev præstekone i Søllerød, mens den yngste søn Frederik August, kaldet Frits, til glæde for faderen valgte juraen som fag. Alle disse børn og med tiden også deres børn holdt tæt kontakt med deres forgudede far, især i sommerhalvåret, hvor han samlede dem om sig i sit sommerparadis først i Skt. Jørgensbjerg ved Roskilde og senere ved gadekæret i Nærum.
Kulturpersonligheder
Men udover denne snævre venne- og familiekreds havde Hartmann også kontakt til en lang række kulturpersonligheder i ind- og udland. At nævne navnene på Hartmanns omgangskreds i videre forstand, er som at lade guldalderen passere revy. Når han f.eks. er portrætteret af både Wilhelm Marstrand, David Monies og Constantin Hansen skyldtes det, at de var personlige bekendte. Marstrand og hans familie kom i hjemmet, og Hartmann fulgte på nært hold hans arbejde med udsmykningen af Christian IV’s kapel i Roskilde Domkirke, når han om sommeren boede i Skt. Jørgensbjerg. Monies have han mødt på sin udenlandsrejse i 1836, og Constantin Hansen var hans rejsekammerat på Studentertoget til Christiania i 1851. Fra Studenterforeningen og Studentersangforeningen kendte han også Jens Chr. Hostrup, Christian Winther, Christian Richardt og Carl Ploug, digtere, som også var hans nære samarbejdspartnere. Fra svigerfaderens hjem kendte han Thorvaldsen og Oehlenschläger, der blev en af hans største inspirationskilder, og Det Kgl. Teaters balletmester August Bournonville, som han arbejde tæt sammen med til i en række store værker, kendte han fra barns ben, hvor de havde spillet violin sammen. Intet under at den komité, der i 1897 ønskede at skabe et guldaldermuseum, henvendte sig til Hartmann og bad ham være ærespræsident ud fra den ærlige overbevisning, at han var den eneste, der kunne komme på tale - han havde jo kendt en lang række af guldalderens store navne personligt.
En udenlandsk karriere som Gades fik Hartmann ikke. Alligevel havde han en række kontakter, navnlig i Tyskland, som måske kunne have skaffet ham denne karriere. Heinrich Marschner forsøgte som nævnt at få opført Ravnen i Hannover, men kunne ikke finde de rette sangere, Louis Spohr havde ikke blot Hartmanns violinsonater på sit repertoire, men lod også hans g-mol symfoni opføre i Kassel i 1837. Denne opførelse var dog øjensynlig skyld i, at symfonien ikke blev opført i Leipzig, således som Mendelssohn havde tilbudt, da Hartmann kun havde et sæt opførelsesmateriale, men til gengæld kom han selv til at dirigere sin Hakon Jarl-ouverture i Gewandhaus i Leipzig i 1844 og fik megen ros i den tyske presse, der også tit anmeldte de værker, der udkom på tyske musikforlag, positivt.
Men selv om det ikke blev til de mange opførelser i udlandet, så var Hartmann øjensynlig noget mere kendt, end man tidligere har troet. Det er værd at lægge mærke til, at han i forbindelse med den kendte orgelkomponist Rincks død i 1846 fik henvendelser fra hele to tyske forlag om at skrive orgelkompositioner til mindeudgivelser med den begrundelse, at man ønskede musik af Europas førende orgelkomponister repræsenteret. Den store tyske dirigent Hans von Bülow udtalte sig meget rosende om Hartmann både som organist, komponist og menneske, og i 1860 kunne H.C. Andersen glæde vennen med, at han havde set, at der var en artikel om ham i Vapereaus ansete leksikon Dictionnaire universel des contemporains, der var udkommet to år tidligere. Endelig kan det nævnes, at Hartmann i 1887 modtog en smigrende opfordring fra Paris om at indtræde i æreskomitéen for den kommende nationale udgave af Cherubinis værker. Her skulle han have siddet sammen med bl.a. Gounod, Saint-Saëns, Delibes og Thomas, men desværre blev udgaven aldrig til noget.
Var Hartmann kun kendt i inderkredsen i udlandet, var han til gengæld elsket i vide kredse hjemme i Danmark. Især efter krigen i 1864, hvor den nationale identitet havde fået et alvorligt knæk, så man sig om efter nye samlingspunkter, og Hartmann var i besiddelse af de egenskaber, der skulle til. Allerede i forbindelse med hans 80-års dag stod der på forsiden af “Dagbladet”: “Det er yderst faa Navne, ja det vilde være vanskeligt nok bestemt at udpege et Navn i Nutiden, der i samme Grad som gamle Hartmann’s vækker ublandet Følelse af Hengivenhed overalt i Danmark, hvor der er Sans for Kunst, Poesi og Musik. Hartmann’s Navn fjerner Tanken om Døgnets Kjævl, om Højre og Venstre, om Ærgjerrigheds og Magtsyges Dystløb, der er et Fredens, Kunstens, Skjønhedens og Idealets Stikord. Denne lange, smukke Kunstnerbane, denne sympathetiske Personlighed, dette harmoniske Liv er noget saa forunderlig Vellykket, at dets Betragtning vækker en uvilkårlig Tilfredshed og Glæde, og det indeholder en grundig Protest mod den pessimistiske Opfattelse af Jorden som en Jammerdal ... Det er ikke Øjeblikket her til nærmere at forklare Værdien af Hartmann’s talrige Værker. De have talt til os i Kirken, fra Scenen, i Koncertsalen og fra hvert Hus hvor Musikken elskes oprigtig, gjennem Sangens og Klaverets Toner. Klangen var hjemlig, dansk, nordisk, inderlig, ædel og Tanker og Følelser kom tilorde, som fyldte vor Sjæl og vort Hjerte med Beundring og Kjærlighed.”
Dette var blot en begyndelse. Gennem de sidste 15 år af Hartmanns liv voksede hyldesten støt efterhånden som mærkedagene blev mere og mere spektakulære: 50 års jubilæum som formand for Studentersangforeningen, 50-års jubilæum som organist ved Vor Frue Kirke og 90-års fødselsdag. Københavnerne lod ingen chance gå fra sig for at hylde den elskede mester ved de store Hartmann-fester i 1890’erne, og da han døde den 10. marts 1900 var der oprigtig sorg over det ganske land, og hans begravelse var en konge værdig.
Al denne hyldest taget i betragtning er det bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt Hartmanns musik forsvandt fra repertoiret i det århundrede han ikke selv kom til at opleve. Nye strømninger fejede hans nationale, romantiske stil så eftertrykkeligt til side, at man i anden halvdel af 1900-tallet var nået dertil, at de færreste havde nogen idé om, hvad han egentlig havde skrevet. Først i 1990’erne er interessen atter ved at blive vakt til live bl.a. gennem en række cd-indspilninger af væsentlige værker som Liden Kirsten, symfonierne, ouverturerne og de store klaverværker. Forhåbentlig vil Det Kgl. Biblioteks store Hartmann-udstilling være med til at åbne nye generationers øjne og øre for denne musik, der var så væsentligt for dansk national identitet i 1800-tallet.
INGER SØRENSEN
er forskningsbibliotekar.
Hun udgav i 1999 J. P. E. Hartmann og hans kreds, bd. 1-3, Museum Tusculanums forlag,
og Hartmann. Et dansk komponistdynasti, Gyldendal.
Hun var medredaktør af udstillingen J.P.E. Hartmann - komponist og samlingspunkt gennem et århundrede,
der vistes på Det Kongelige Bibliotek indtil d. 30. december 2000.