Gud, barnet og litteraturen – en fordums konstellation eller virksom kultur?
Af ANNIE CHRISTENSEN og SONJA IBACH NISSEN
I en tid hvor spirituelle emner tiltrækker sig større opmærksomhed, end de har gjort i generationer, hvilket populære tv-programmer som Åndernes magt, Tal med Gud, TV2’s børnejulekalender Jesus og Josefine og filmen The Passion of the Christ vidner om, har interessen for den oversanselige verden som kilde til fornyelse af den menneskelige bevidsthed flyttet religionen fra private randerfaringer til den offentlige dagsorden i Danmark. Denne opvågnende metafysiske fokusering gør det interessant at undersøge, hvordan religionen formidles og tematiseres i kulturelle medier, der i dagens pluralistiske samfund i stigende grad er de redskaber, hvormed vi former os og tolker livet. Grundet den asymmetriske relation mellem afsender og modtager er børnelitteraturen særlig interessant med hensyn til, hvilke religiøse billeder, der af voksne tilbydes børn i deres søgen efter spejlingsmuligheder og tilværelsestolkninger. Da børnelitteraturen historisk set har været en strategi til at internalisere normer og værdier i børn, mødes kristendommen her som den kommenteres og udleves på en anden, men ikke mindre vital måde end inden for religionens egne rammer. Området er ligeledes interessant, fordi den religiøse børnebog kun i begrænset omfang har været beskrevet og debatteret i Danmark, hvorimod den i andre nordiske lande, Europa og USA er et emne, der behandles på akademisk niveau.
Et historisk tilbageblik
”Länge
har det sett ut som om kristendomen varit tabu i barnlitteraturen” skriver den
svenske litteraturhistoriker og børnebogsanmelder Ying Toijer-Nilsson i sin bog
Tro och otro i modern barnlitteratur, hvori hun opridser det historiske
forløb, der har ledt frem til dagens religiøse børnebøger, hvilke temaer og
karakteristika, der er typisk for genren, samt hvordan den kan videreudvikles.
Det kendetegnende ved den religiøse formidling i børnelitteraturen er udviklingen
fra en altdominerende status i det religiøse middelaldersamfund til fortsat at
spille langt den væsentligste rolle i oplysningstidens didaktik og moralske
opdragelse, hvorefter den langsomt henvises til en isoleret og upåagtet
nichetilværelse i dagens moderne samfund. Målet med læsningen i middelalderen
var netop at gøre ”den lille voksne” til et fromt og gudfrygtigt menneske, og
hertil var børnebibler, katekismer, prædikener og bønnebøger de fortrukne
redskaber.
Den amerikanske professor Ruth
Bottigheimer påpeger i sin bog, The Bible for children: from the age of
Gutenberg to the present, hvordan bibelske fortællinger på trods af den
fælles kilde har været udformet forskelligt gennem tiden afhængigt af voksnes
skiftende holdninger til, hvad et barn er, og hvad der gavner dette barn mest.
Eksempelvis blev Gud i det 16. og 17. århundrede skildret som et vredt og
straffende væsen, som det syndige barnesind skulle frygte, og gennem
skrækindjagende eksempelberetninger blev de små læsere manet til tro og god
opførsel. I takt med fremkomsten af den borgerlige familie- og samfundsstruktur
blev børn dog ikke længere betragtet som uberegnelige, men som ”uskrevne blade”
med særlige omsorgs- og oplysningsbehov, og Guds straf blev langsomt redigeret
ud af litteraturen. Adskilt fra arbejdsfællesskabet blev borgerskabets børn til
pædagogiske udfordringer, hvis nyttefunktioner var forskudt til fremtiden, og i
tråd med oplysningstidens ånd blev den moralske samtalelitteratur bestående af
retledende samtaler mellem en vidende voksen og et artig barn dominerende.
Selvom samtalelitteraturen indeholdte elementer af underholdende art, og
romantisk inspirerede forfattere ved 1800-tallets begyndelse viste nye veje ved
at dyrke barnesindet som noget guddommeligt og tilgodese barnets behov for
fantasi og oplevelser i form af fantastiske og eventyrlige fortællinger, så
spillede den belærende fortælling stadig den afgørende rolle. Dette forhold
afspejles ligeledes i den såkaldte søndagsskolelitteratur, der i slutningen af
1700-tallet fremkom i tilknytning til søndagsskolernes opståen i England. Her
fik industriarbejderbørn mulighed for om søndagen at lære alfabetet og
katekismen, og den dertil hørende masseproducerede religiøse speciallitteratur
bredte sig hurtigt til Norden i form af oversættelser, der typisk bestod af
opbyggelige traktater og mønsterfortællinger, som belærte sin læser via
eksemplets magt.
At
de religiøse børnebøger tabte terræn i løbet af 1900-tallet, skyldtes ikke blot
samfundets sekularisering, men i lige så høj grad at mange hang fast i
søndagsskolelitteraturens tunge spor med firkantede, sort-hvide
normskildringer, belærende og evigtgode eksempelpersoner og påklistrede
litterære universer, hvori de stereotype figurer blot optrådte for at være
talerør for teser og bud. De stod derfor både indholdsmæssigt og litterært set
ved siden af udviklingen, som medførte et paradigmeskift i synet på børn fra
”tomme tavler” til kompetente individer og en stigende anerkendelse af
børnelitteraturen som kunst og ikke blot som et pædagogisk opdragelsesredskab.
Med det øgede fokus på sproget og børnelitteraturens kunstneriske form har de
religiøse børnebøgers traditionelle fokusering på et forkyndende indhold på
bekostning af et kunstnerisk niveau været svært forenelig med moderne
kvalitetskriterier. I Danmark satte en debat mellem pædagoger, bibliotekarer og
forlagsfolk i 1970erne, der begyndte i tidsskriftet Folkeskolen og
fortsatte i Kristeligt Dagblad,
øget fokus på dette forhold, og kvalitetsproblemerne i den religiøse
børnelitterære formidling blev verificeret af cand.pæd. Edith Aller, der
undersøgte de religiøse børnebøger ud fra det postulat, at hvis en børnebog
ikke var god litterært set, så var den heller ikke en god religiøs bog.
Der
udgives imidlertid stadig religiøse børnebøger, der langtfra er kunstnerisk
funderede, og en forståelse af den religiøse børnebog er derfor ofte begrænset
til denne didaktiske tendenslitteratur, der søger at oplyse om kristendommen og
holdningspåvirke sin læser, og som oftest er henvist til en nichepræget
tilværelse med udgivelse fra særlige forlag og egne private udbredelsesmønstre
og læserskarer. Torben Weinreich, professor i børnelitteratur, giver blandt
andet i sin Ph.d.-afhandling Askepots sko: børnelitteratur og
litteraturpædagogik 1965-1990 en karakteristik af den kristent forkyndende
børnebog og påpeger i lighed med Ying Toijer-Nilsson og Edith Aller litterære
brister i form af unuancerede normmodsætninger, ensformig sprogbrug, firkantede
persontegninger og belærende samtaler. Der kan dog tegnes et bredere og mere
nuanceret billede af den religiøse børnelitteratur, hvor genren kan
differentieres i forskellige typer med hver deres karakteristika og kvaliteter.
Bibelske genfortællinger
Den mest oplagte måde at fortælle om Gud på er at tage stoffet direkte fra Bibelen, og de bibelske fortællinger for børn er netop redigerede genfortællinger af én eller et udvalg af Bibelens beretninger. Det er rent titelmæssigt det mest omfangsrige felt inden for den religiøse børnelitteratur, ligesom typen har været anvendt i den religiøse formidling fra begyndelsen. Udvælgelsen af de bibelske fortællinger, der findes passende at gengive for børn, sker ud fra vurderinger af målgruppens forudsætninger, ligesom forfatterens fortolkning og meddigtning spiller ind i processen, og disse elementer af subjektivitet og fiktion gør de bibelske genfortællinger til en litterær genre. Hvor fordelen ved at genfortælle et udvalg af bibelens fortællinger samlet i en børnebibel er, at den bibelhistoriske sammenhæng opleves, så har forfatteren ved separat at gengive én enkelt historie en mere rummelig mulighed for at tilføre de bibelske personer tanker og følelser inden for rammerne af det guddommelige og historiske indhold. På den måde kan de indimellem vanskelige bibelske beretninger gøres mere levende og forståelige, fordi man som læser kommer ind under huden på og oplever sammen med de skildrede personer.
Cecil Bødker genfortæller i Marias barn. Drengen den velkendte bibelske beretning om Marias bebudelse, Jesu fødsel, Herodes’ barnemord, landflygtigheden i Egypten og Jesu besøg i templet som tolvårig. Bibelens sparsomme bemærkninger forvandles med forfatterens fortolkning til en flydende og rummelig historie, der fornyes gennem nye synsvinkler fortrinsvis Marias, men også Josefs og Marias forældres. Dette fortælletræk skaber identifikationsmuligheder, og bibelfortællingen gøres nærværende, fordi hændelserne ikke blot opremses nøgternt som i Bibelens version, men opleves gennem en udførlig skildring af de involveredes tanker, følelser og daglige liv. Man kan således leve sig ind i det, der skete, hvor vanskelig en situation Maria faktisk stod i, og hvilke bekymringer og tanker det må have affødt hos hende. Det religiøse budskab formidles således gennem denne realistiske og jordnære indgang til den bibelske tekst, hvilket også afholder den fra at være forkyndende.
I Bibelens historier. Det gamle Testamente genfortæller Ingrid Schrøder-Hansen udvalgte bibelske fortællinger fra skabelsesberetningen til profeterne. Den oprindelige kanoniserede opdeling er blødt op ved at anbringe stoffet, hvor det er mest logisk, eksempelvis indgår kong Salomons ordsprog i daglige samtaler mellem forældre og børn, mand og kone. Også her bliver der anvendt mere end én fortællerstemme. Eksempelvis fortæller en bedstefar i aftenkøligheden på torvet historien om Joshua for sine børnebørn, og man rykkes derved tilbage til de bibelske fortællingers udgangspunkt: den mundtlige overlevering. Hændelserne iscenesættes i dagligdagsrammer med reaktioner fra almindelige personer, og de bibelske hovedpersoner tilføres tanker og følelser, hvilket er med til at åbne op og gøre de bibelske fortællinger til levende nutid for læseren. De gammeltestamentlige tekster forvandles på den måde til en spændende romanagtig bog, der samtidig viser den bibelhistoriske sammenhæng.
Historiske romaner
Historiske romaner fra bibelsk tid ligger genremæssigt tæt op ad de bibelske genfortællinger, men er ikke bundet af samme tekstnærhed i forhold til det bibelske forlæg, og identifikationsmulighederne og indlevelsen i det bibelske univers optimeres yderligere af, at denne genre indskriver fiktive, ikke-bibelske børnefigurer som hovedpersoner, hvis subjektivitet er bærende for historien. I skildringen af disse personers dagligdag indgår scenarier og konkrete personer fra Bibelen, hvilket gør det bibelske stof mere spiseligt for børn og hjælper til forståelse af tiden og rummet dengang. I historiske fortællinger med religiøst indhold, der udspilles efter bibelsk tid, formidles kristendommen uden det konkrete møde med bibelske personer, og derfor adskiller denne type sig principielt kun fra nutidige realistiske fortællinger ved den tidsmæssige afstand mellem handlingen og læserens liv. I den religiøse formidling kan den fiktive, eksotiske ramme være en alternativ indgang til den evangeliske kerne, men en fortidig forestillingsverden må i den forbindelse medtænkes som et konstituerende element for at sikre historiciteten, således at en tematik ikke presses ned over historien for at udnytte den som en eksotisk kulisse til formidling af det religiøse budskab.
I den bibelhistoriske roman Det hemmelige tegn af Denise Hill følger man drengen Jakob i dagene op til og efter Jesu død, og det bærende træk i den religiøse formidling er således at lægge fortællerinstansen ud til et opdigtet barn på Jesu tid. Det er gennem Jakobs dagligdagsoplevelser og basalt menneskelige træk at læseren erfarer det historiske miljø, og det giver oplevelsen af de bibelske hændelser og mødet med de bibelske personer en levende og subjektiv nærhed, så man tror på det, der sker, ikke fordi det forklares og udlægges, men fordi det skildres og opleves gennem Jakob. Trods det at bogen beskriver hændelserne på Jesu tid, viser den også, at Jesu virke ikke er kontekstbunden. Jakob tvivler på Jesus og kommer netop ikke til tro gennem et fysisk møde med ham, men erkendelsen kommer ubevidst i fortvivlelsen over ikke at kunne finde ham, da han har brug for Jesu hjælp til at helbrede sit æsel. Jesus er faret til himmels, og Jakob må derfor tro, som vi i dag må tro, at Jesus ikke kun virker gennem sin fysiske tilstedeværelse i det historiske rum. Uden at bryde med historiciteten bliver den religiøse formidling således vedkommende for læseren i dag.
I
Anette Brobergs serie Trællenes ring udnyttes den historiske ramme på en
anden måde. Her møder læseren de kristne børn Gwyndira og Winfred, der i
England tages som trælle af danske vikinger. Sammen med trællen Bodvar slipper
de fri og møder en kristen munk, der hjælper dem tilbage til deres hjemland.
Den historiske tid, vikingetiden, benyttes til at behandle aktuelle temaer som
det at leve som kristen minoritet, som i hvert fald den kristne læser kender
til, men problemet er måden, det gøres på. Det anvendte greb i formidlingen er
at stille vikingetiden op som et unuanceret modbillede til det kristne livssyn.
Vikingerne beskrives med ondskab, mørke og kulde, mens de kristne modsat
repræsenterer frihed, kærlighed og varme. Placeringen af de kristne børn i et
hedensk vikingesamfund udnyttes til gennem disse bedrevidende figurer at belære
om den kristne måde at leve på, og for at gøre kontrasten ekstra skarp afviges
fra den syndsorienterede kristendom, der var karakteristisk for tiden, til
fordel for en mere fri og nutidig kristendomsforståelse, som i højere grad er
genkendelig for læseren i dag. Disse forskruede kontraster vidner om, at bogen
snarere med historien som kulisse formidler kristendom uden respekt for den
historicitet, som genren kræver.
Fantastiske fortællinger
I
lighed med de historiske fortællinger har den fantastiske litteratur rødder i
romantikkens nostalgi og fokusering på børns behov for fantasi og oplevelser.
Det karakteristiske for genren er, at den i forhold til den kendte
hverdagsvirkelighed beskæftiger sig med en alternativ og fremmed verden, hvor
der er plads til overnaturlige og magiske fænomener, som stærkt strider mod
gængse naturlove og normale omstændigheder. Den fantastiske virkelighed kan
integreres i fortællingen på forskellig vis: Den kan udgøre hele fortællingens
verden, den kan optræde som parallelverden til den genkendelige verden, hvortil
man kommer gennem en magisk passage, eller den kan integreres immanent i den
reale virkelighed. De fantastiske fortællinger rummer muligheder for symbolsk
at kaste nyt lys over transcendente problemstillinger, der er for komplicerede
til at bearbejdes i realistiske vendinger, og i kraft af deres essentielle
tematik og naturlige inkorporering af det overnaturlige og åndelige gestalter,
er de velegnet til at formidle et religiøst budskab. Grundet flertydigheden i
spændet mellem den bogstavelige og den symbolske forståelse, der blot rummer
mulighed for at tolke tekstens tematik religiøst og samtidig appellerer til
oplevelser hævet over det trivielle og brug af fantasien, er der sjældent tale
om direkte forkyndelse. Det er netop op til læseren selv at gennemskue
symbolikken og opdage eventuelle åndelige paralleller.
Løven,
heksen og garderobeskabet af C. S Lewis er bygget op over parallelstrukturen med en
hverdagsramme omkring en fantastisk verden, hvortil fire søskende – Peter,
Susan, Edmund og Lucy – finder vej under et besøg hos en gammel professor. Et
klædeskab fungerer som den magiske passage til landet Narnia, hvor der findes
overnaturlige væsner og magiske redskaber. Børnene vikles ind i kampen mellem
det gode, personificeret i løven Aslan og den onde hvide heks, der har
forvandlet landet til evig vinter. Bogen kan læses som en fantasifuld
fortælling om en magisk verden, der eksisterer parallelt med vores egen, men i
skismaet mellem en bogstavelig og en overført betydning afsløres en stor
religiøs symbolladning. Der opbygges et Messiaslignende billede af løven Aslan,
som tydeliggøres, da han frivilligt vælger at give sit liv for at frelse drengen
Edmund. Aslan hånes, mishandles og dræbes af heksen og hendes tilhængere, men
genopstår næste morgen, og Narnias skabninger sættes fri. Susan og Lucy er -
som kvinderne ved Jesu grav - vidne til Aslans opstandelse, og stenbordet
flækkes i lighed med forhænget i templet. Parallellerne gør det nærliggende at
tolke teksten som en symbolsk fremstilling af kristendommens grundkerne; Jesu
stedfortræderlidelse og opstandelse, og religiøse abstraktioner som Gud, tro og
Jesu død kan på den måde gøres mere forståelige i nye symbolske former, som
netop befrier kristendommen fra forslidte søndagsskoleassociationer.
Jostein Gaarders roman I et
spejl, i en gåde beskæftiger sig også med en overnaturlig virkelighed, men
her trænger det fantastiske ind og integreres immanent i den reale
grundstruktur. Cecilie ligger dødssyg i sin seng, og om natten får hun
pludselig besøg af englen Ariel, der gerne vil vide, hvordan det er at være
menneske. Til gengæld åbenbarer den nogle af de himmelske hemmeligheder. Herfra
udvikler dialogen sig til en filosofisk fundering over Guds imponerende
skabelsesindretning fra Adam og Eva over menneskets evner til universets
udstrækning. Sammenstødet mellem de divergerende virkelighedsniveauer udgør
sammen med dialogformen det bærende fortællegreb i den religiøse formidling og
muliggør den konkrete tilstedeværelse af en overnaturlig skikkelse, hvis
karakteristika, ånd og evighed åbner op for den åndelige dimension. Cecilie
ender med gennem døden at komme om på den anden side af ”spejlet”, hvor Ariel
er, og i kraft af menneskets guddommelige sjæl gives der midt i al den
filosofiske tankeophobning et håb om et åndeligt liv, der når ud over den
jordiske tilværelse.
Legender
Den
fantastiske litteraturs fortolkning af tilværelsen på et dybere plan end det
forstandsmæssige kan dermed bruges til at opøve læserens evne til at tro på
eksistensen af en transcendent virkelighed, hvilket ligeledes er kendetegnende
for legender, der kan spores tilbage til en middelalderlig brug, men som fik en
renæssance i romantikkens fantastik. Ofte optræder legender som en art
eksempellitteratur, hvor enten kanoniserede helgener, mennesker, dyr eller
planter viser gerninger til efterfølgelse eller giver forklaringer på, hvorfor
traditioner eksisterer, eller hvorfor Gud har skabt ting, som de er. Disse
korte enkelfortællinger med et poetisk, højtideligt ordvalg bryder med
hverdagssproget og giver børn en oplevelse af at være hævet over det trivielle.
Legender anvender ligeledes irreale greb i den religiøse formidling, men hvor
det fantastiske og overnaturlige altid mødes som noget overraskende i de
fantastiske fortællinger, så opfattes og integreres dette naturligt i denne
type ved på én gang at henvise til kendte steder og verificerbare
kendsgerninger, og samtidig på samme selvfølgelige måde at vise mirakuløse
handlinger. Legender kan således med deres naive karakter og fantastiske
symboler bruges til at reducere komplekse forhold i troen og på trods af deres
moralske og belærende form tilbyde børn en mere fordøjelig indgang til Bibelen.
Rødhalsen fra Selma Lagerlöfs Kristuslegender forklarer, hvorfor rødhalsen ser ud, som den gør. I starten var den helt grå, men efter at have trukket en torn ud af Jesu tornekrone, lykkes det den at få farve af Jesu bloddråbe. Legenden indfanger læseren med en højtidelig og formelpræget tekst, der med gentagelser og referencer til kendte bibelhistorier opbygger genkendelighed og tryghed hos læseren, så nye indslag ikke hele tiden skal accepteres. Når det fantastiske element så dukker op, da rødhalsen for bestandigt farves rød af Jesu blod, er læseren så tryg ved teksten, at dette element accepteres, og der skabes således en illusion af realisme som er typisk for legender. Samtidig med er legenden på et dybere plan en historie om menneskers forhold til Gud, idet læseren gennem rødhalsens menneskelige træk som misundelse, modløshed og barmhjertighed kan identificere sig med den, og gennem rødhalsens interageren med Gud sættes læseren også i relation til Ham. Gud er i legender ofte den autoritative, som har alt i sin magt, hvilket ses tydeligt i Rødhalsen. Den kan ikke selv opnå sin røde farve, men først da rødhalsen indser Guds vilje med den, giver Jesus den sin farve. Dette forhold kan projiceres over på mennesker, der heller ikke kan frelse sig selv, men må frelses af Gud. Der stilles ikke spørgsmålstegn ved Guds styrke, og derfor er Rødhalsen på mange måder en moraliserende fortælling, der vil viderebringe et klart budskab til læseren. Alligevel formår den at holde sig på et æstetisk niveau, hvor de forskellige lag gør den til en mere kompleks historie.
Disse lag kan genfindes i Den største gave af Susan Summers, der ligeledes kan læses som en smuk eventyrlig historie, men også som en dybere fortælling, der kan overføres på eget liv. Legenden er et eksempel på, hvordan en gammel legende er blevet genfortalt for børn som en billedbog. Den fortæller om den fjerde vismand, Artaban, der sælger al sin ejendom for at købe tre ædelstene som gave til den nyfødte Jesus. På sin vej til Betlehem støder han tre gange på mennesker i nød, som han hjælper ved at sælge ædelstene. Han møder aldrig Jesus fysisk, men indser til sidst, at hver gang han har hjulpet et andet menneske, har han mødt Jesus igennem dem. Troværdigheden understreges igen og igen med geografiske stedsbetegnelser og forstærkes yderligere af henvisninger til konkrete hændelser fra Bibelen og endda direkte anvendelse af Bibelens ord, men selv om Den største gave som Rødhalsen søger at vise sin læser vejen, ødelægges de æstetiske træk heller ikke her med belærende tale, idet kristendommen eksemplificeres i næstekærlig handlen.
Realistiske
fortællinger
I
modsætning til den fantastiske litteratur står de samtidsrealistiske
fortællinger, hvor det konstituerende er genrens virkelighedsafbildende og
fiktionsslørende karakter, der muliggør læserens umiddelbare identifikation og
overførsel på eget liv. Et fortælleteknisk greb, som man allerede så nytten af
i oplysningstidens eksempel- og samtalelitteratur og den senere søndagsskolelitteratur,
der alle har været forløbere for den hverdagsreale litteratur. Genrens force er
den oplagte mulighed for at vise kristendommens nutidighed og relevans i en
moderne hverdag, men en brist på denne virkelighedstilknytning med efterslæb i
både tid og rum i form af traditionsbundne miljøer og borgerlige strukturer,
uden at det vel og mærke er hensigten at være en historisk skildring, medfører
en svækket gennemslagskraft. Dette har typisk været tilfældet i didaktisk
forkyndende børnebøger, hvor budskabets tydelighed søges sikret gennem skarpe
normmodsætninger, hvor Gud griber ind og belønner de gode kristne, teoretiske
læresætninger, indre monologer og belærende samtaler.
Kamilla
og den lille spion af
Kari Vinje er et eksempel på en sådan didaktisk bog. Her tegnes to skarpe
modsætninger op. Det positive miljø er repræsenteret ved pigen Kamilla,
fabriksejeren Frandsen og tyven Sebastian, der er blevet omvendt, og
karakteriseret ved hygge, aftenkaffe og hjemmebagte boller i det borgerlige
hjem. Personerne er gode og tilgivende, de beder aftenbøn og læser Bibelen. I
modsætning hertil står et negativt skildret miljø, hvor kriminelle lægger
skumle planer på værtshuset ”Den sorte Gryde”. Personerne bander (uden at
ordene står direkte i teksten!), lyver, drikker og ligner nogle, der kan æde
små børn. Det fortælletekniske greb er, at få læseren til at tage afstand fra
det almene negative normsæt og sympatisere med det almene positive normsæt,
hvortil der knyttes et mere specifikt kristent normsæt, således at det af
læseren opfattes som en forudsætning for det almene positive normsæt. Bogen
kommer til at virke moraliserende, fordi den viser hvilke handlinger, der er
gode og rigtige og gør disse til kristne, uden at de nødvendigvis er det.
Løbende retledes læseren gennem forklarende samtaler, hvor forfatteren taler
eksempelvis via Sebastian, der som implicit fortæller kan give de rette svar og
belære den ikke så vidende Kamilla eller Hansen. Disse spørger på læserens
vegne og optræder derved som implicitte læsere. For at understrege budskabet
opsummeres det endnu engang i indre monologer, der bekræfter, at personerne har
taget det til sig. Når en person kommer i berøring med Gud eller Bibelen
omvendes denne let og bliver en af ”de gode kristne”, hvilket sammenholdt med de
stereotype persontegninger og en handling, der er henlagt til gamle dage, gør
formidlingen træg og giver brister på den litterære side.
Der mangler den intensitet,
personlighed og realistiske tvivl, der eksempelvis findes i Nærmere dig
af Marie-Louise Wallin. Anna bor sammen med sin mor, der er alkoholiker,
hvilket påvirker hjemmet og Anna, der havner i en observationsklasse, men
skildringen af miljøet er nuanceret og ærlig, for trods det at Annas mor er
alkoholiker, er der et varmt og kærligt forhold mellem dem. De skiftende
synsvinkler gør, at personerne opleves både indefra og udefra, hvilket giver
dybde i personskildringen. Anna begynder at stjæle og man følger hendes tvivl
og vrede mod Gud midt i alle problemerne. Det kvalitative ved bogen er, at Anna
netop får en oplevelse af Gud, mens hun bander og er vred, fordi hun skal
aflevere noget stjålet make-up. Hun mærker Gud som en rar stemme, som en varm,
tryg favn, der støtter hende midt i det svære, men hun må selv tage affære.
Annas fortrolige, læreren Esu, er desuden ikke selv grundfæstet i troen. Han
tror på sin egen måde og optræder derfor ikke som en bedrevidende voksen, men
udlever det kristne budskab gennem oprigtig omsorg for Anna. Fordi
kristendommen vises gennem handlinger og ikke forklares eller belæres, bliver
bogen mere vedkommende og fortolkningsåben. Den religiøse dimension fremvokser
naturligt af en velmotiveret handling, og det litterære univers eksisterer i
egen ret, hvilket højner den litterære kvalitet.
Differentierede
kvaliteter
Den
religiøse dimension kan således formidles litterært til børn på mange
forskellige måder, og de har hver deres forcer og kvaliteter. En brugskvalitet
ved bibelgenfortællingerne er, at børn kan bruge disse kulturbærende tekster
til at tilegne sig viden om Bibelens baggrund, indhold og historiske
sammenhæng, ligesom et kendskab til bibelske skikkelser og temaer er en
væsentlig forudsætning for at opdage mange symbolforhold og intertekstuelle
referencer i den vestlige verdens litteratur. Ved at udstyre de bibelske
personer med tanker, følelser og handlinger åbnes der op for de ellers
vanskelige bibeltekster. De historiske fortællinger fra bibelsk tid besidder
samme brugskvalitet, ligesom begge typer kan rumme store oplevelseskvaliteter i
deres skildring af fremmede og eksotiske miljøer. Det er kvaliteter, der i høj
grad også findes i de fantastiske fortællingers karakteristiske anvendelse af
magiske verdener, væsner og elementer i tillæg til det reale plan. Herudover
kan denne genre i lighed med legender bruges til at reducere komplekse og
abstrakte forhold i kristendommen ved at formidle i symbolforhold. På den måde
kan forslidte søndagsskoleassociationer undgås, og tilstedeværelsen af
overnaturlige gestalter legitimeres. Hertil kommer, at der også er
interessefællesskab mellem det kristne evangelium og den fantastiske
litteraturs optagethed af at søge en anderledes og transcendent virkelighed og
integrere denne i tilværelsen for at få nye perspektiver på livet. I begge
tilfælde må man tro på en anden verdens eksistens. Fantasien er på den måde en
vigtig kvalitet i den religiøse formidling, idet den bekræfter læseren i, at
verden ikke er så håndgribelig endda. Den åndelige virkelighed er i de
realistiske fortællinger derimod repræsenteret i håndgribelige personers møde
med Gud, og en religiøs kvalitet ved såvel historiske som samtidsrealistiske
fortællinger er, at Jesu virke på den måde skildres som ikke-kontekstbundet,
men ligeledes er relevant og rækker ud til mennesker efter bibelsk tid.
Vejen
frem
I kraft af den religiøse børnelitteraturs differentiering i forskellige typer kan Gud, Jesus og bibelske begivenheder fremstilles enten helt konkret eller i symbolsk forklædning, men mødet med Gud kan også skildres indirekte gennem troshandlinger og andre mennesker. Fælles for alle fremstillingsformer er, at skildres Gud som en tryllegud, der med ét løser alle problemer, kan det give et idyllisk billede af kristendommen, der lyver børn en sminket virkelighed på, mens en skildring af troen i tvivl og usikkerhed forøger den religiøse værdi. Litteraturen skal ikke give børn en falsk forestilling om verden eller stå ved siden af dagens liv, for så er den ikke brugbar for børn af i dag. Hvis kristne skildres unuanceret som evigt gode mennesker, hvor krav om rette handlinger er forudsætningen for mødet med Gud, går det over i dogmatik og morallære, men modsat er det en stor religiøs kvalitet at skildre kristusinspirerede mennesker, der viser kristendommen i næstekærlige handlinger. Der ligger netop en forskel i, om kristendommen formidles i oplevelser og handlen, som læseren kan tolke og opleve på egne betingelser eller belærende talen, som glider over i en bemægtigelse af teksten og skaber en entydig læsning uden tiltro til læserens egne kompetencer. Det at tale til børn i billeder, de selv kan fortolke, øger den litterære kvalitet, som de religiøse børnebøger ligeledes må indfri. Værkerne er ikke ren indhold. Idet skønlitteraturen er anvendt som formidlingsform, må den religiøse formidling ske på mediets egne kunstneriske betingelser. Den religiøse dimension må derfor flettes naturligt ind i en velmotiveret handling med nuancerede personskildringer, så det litterære univers eksisterer i egen ret uden at være spændt for budskabets vogn. Den fortsatte udfordring for de religiøse børnebøger ligger således i at forene indhold og form, så formidlingen sker med respekten for den litterære kunstform i behold. Dagens pluralistiske samfund har brug for en overlevelsesdygtig religiøs litteratur, som kan møde børns transcendente behov og fungere som én blandt andre tilværelsestydninger, der hjælper til i identitetsskabelsen og tolkningen af livet.
Litteraturliste
Skønlitteratur
Broberg Knudsen, Anette: Taget til træl. Lohse, 2003 (Trællenes ring; bind 1)
Broberg Knudsen, Anette: Rejsen til Ribe. Lohse, 2003 (Trællenes ring; bind 2)
Bødker, Cecil: Marias barn. Drengen. Gyldendal, 1983
Gaarder, Jostein: I et
spejl, i en gåde. Høst, 1994
Hill, Denise: Det hemmelige tegn. Juniorforlaget, 1992
Lagerlöf, Selma: Kristuslegender. Gyldendal, 2001
Lewis, C.S: Løven, heksen og
garderobeskabet. Borgen, 2002
Schrøder-Hansen, Ingrid: Bibelens historier: Det gamle Testamente.
Gyldendal, 1999
Vinje, Kari: Kamilla og den lille spion. Juniorforlaget, 1994
Wallin, Marie-Louise: Nærmere dig. Gyldendal, 1978
Aller, Edith: Vurderingen af kristen
litteratur.
I: Kristeligt Dagblad 1979-05-18
Aller, Edith: Myten som barnet selv skal fortolke. I: Kristeligt Dagblad 1979-05-21
Bottigheimer,
Ruth: The Bible for children: from the age of Gutenberg to the
present. Yale University Press, 1996
Juncker, Beth: Når barndom bliver kultur: om børnekulturel æstetik. Forum, 1998
Lövgren, Carl-Agnar: Barn, böcker och kristen tro: essäer och
litteraturlistor. Bibliotekstjänst, 1978
Manlove, Colin: Christian fantasy: from
1200 to the present. - University of Notre Dame Press, 1992
Schaufelberger, Hildegard: Kinder- und Jugendliteratur heute: Themen, Trends und
Perspektiven. Herder, 1990
Toijer-Nilsson, Ying: Tro och otro i modern
barnlitteratur.
Verbum, 1976
Unger, Johan: Barnboken som
livsorientering: om tro och konst i barnlitteraturen. Skeab, 1980
Weinreich, Torben: Askepots sko: børnelitteratur og
litteraturpædagogik 1965-1990. Danmarks Lærerhøjskole, 1992
Withøft, Lis: Den fantastiske fortælling og evangeliet om Gudsriget: har den fantastiske børne- og ungdomslitteratur genre- og interessefællesskab med den bibelske litteratur? I: Kritisk forum for praktisk teologi. - Nr. 43 (1991). - s. 5-16
www.aslan.dk
Annie Christensen og Sonja Ibach Nissen
er bibliotekarer