Det sjælelige gennembrud

 

Knut Hamsuns roman Mysterier i et tidligt modernistisk perspektiv

 

af Morten Mandel Refskou

 

 

I artiklen læses Knut Hamsuns roman Mysterier (1892) som et udtryk for en tidlig modernisme. Artiklen er formet af en afklaring af det anvendte modernismebegreb, en kortfattet analytisk karakteristik af romanens formsprog og en indplacering af romanen i en litteraturhistorisk kontekst. Deraf fremgår det, at det som på overfladen kan synes som en usammenhængende og rodet roman er et forsøg på at bryde med det moderne gennembruds naturalistiske roman. Ligeledes vises det, at romanen har inspireret senere, men dog tidlige danske modernister som f.eks. Johannes V. Jensen.

 

Knut Hamsuns anden roman Mysterier (1892) er forfatterskabets mærkeligste og måske også dets bedste værk. Handlingsgangen er kort fortalt den, at hovedpersonen Nagel gør sin entre i en lille kystby som følge af en pludselig indskydelse. Nagel udviser stor interesse for et tidligere dødsfald, samtidig med at han benytter enhver lejlighed til at forarge byens samfundsstøtter ved udfald mod kunst og politik. Han tager sig af krøblingen Minutten, forelsker sig i præstedatteren Dagny, men frier til gammeljomfruen Martha, hvorefter han tilsyneladende ender med at kaste sig i havnen.

Mysterier hører trods denne enkle handlingsgang alligevel til blandt de romaner, der har delt sine læsere i to lejre, en for og en imod romanen. En væsentlig grund hertil er dens form. I mødet med forventningerne til en traditionel roman fremstår Mysterier meget forvirrende og nærmest formløs. I denne artikel anlægger jeg et alternativt syn på romanen, idet jeg betragter denne tilsyneladende formløshed som et bevidst opgør med den traditionelle romanform. I den optik er romanens formløshed et gennemført genreskred, som udfolder det overordnede tema.

Ved at rette opmærksomheden imod fremstillingsformen, og dens betydning for udfoldelsen af romanens tema, undersøger jeg hvil­ke konsekvenser det får at anskue Mysterier i en modernistisk optik. Derefter indplaceres romanen i en litteraturhistorisk kontekst, for at undersøge, om Mysteriers formsprog var et enkeltstående fænomen. Det er der to gode grunde til, for det første skrev Hamsun oprindeligt på dansk og udkom i Danmark, dermed er han en del af det, som – specielt i den norske tradition – benævnes den dansk-norske fælleslitteratur.(1) For det andet er der klare tegn på, at han har påvirket det skandinaviske, og især det danske litterære miljø i retning af en tidlig litterær modernisme efter 1890.

Modernismebegrebet

Modernisme er et belastet begreb, fordi det rummer en række forskellige betydninger. Anne Borup har påvist, hvordan der i danske sammenhænge er tradition for at anvende et modernismebegreb, som er inspireret af Torben Brostrøms artikel »Det umådelige mådehold« (1959).(2) Brostrøm definerer modernisme som »En bestræbelse for at trænge ind og ned i det menneskelige, fremmest i de egne, som ikke er behandlet af ældre digtere« (Brostrøm 1959 s. 11). Denne meget brede definition afgrænser han ved at binde bestræbelsen op på ny erkendelse af videnskabelige indsigter og det ændrede verdensbilledes konsekvenser for mennesket. For Brostrøm fører denne modernistiske erkendelse til, at digteren »[…] søger at finde et formsprog, der dækker denne erkendelse« (ibid. s. 11), fordi form og indhold ikke kan adskilles.

Jeg er stort set enig med Brostrøms modernismedefinition, imidlertid er jeg uenig i hans tidsfæstelse af modernismen til omkring 1960erne. Det er min opfattelse, at det er muligt at finde tidlige modernistiske træk i nordisk litteratur langt tidligere, hvad Brostrøm egentlig også selv er inde på. Med risiko for at forenkle til det misvisende kan man sige, at modernismen er karakteriseret ved en virkelighedsefterligning og naturalismen ved en virkelighedsetablering, fordi modernismen i både form og indhold bestræber sig på at udtrykke den subjektiverede virkelighed, hvorimod naturalismens bestræbelse snarere går i retning af at tilrettelægge indholdet i en form afgrænset af en begyndelse og en slutning.

Min brug af modernismebegrebet er knyttet til to forhold. For det første er det en konsekvens af det moderne samfunds udvikling, derfor er det knyttet til slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. For det andet tillægger jeg begrebet en særlig funktion som æstetisk medium for en subjektiveret erkendelse.

Elementer fra dramatikken

1889 skrev Hamsun, at Strindberg bl.a. havde forsøgt at reformere teatret. I den forbindelse fandt han særligt to forhold interessante, Strindbergs afskaffelse af »Karaktertegningen« og reformation af »Dialogen« (Hamsun 1889 s. 25, 26). Når jeg vælger at fremhæve Hamsuns begejstring for Strindbergs fornyelse af dramaet, er det, fordi Mysterier trækker på nogle af de dramatiske elementer, som Hamsun roser Strindberg for at forny.(3)

Hamsun anvender bl.a. den manglende karaktertegning. Et eksempel herpå er læserens forventninger til Nagels musikalske evner: umiddelbart tror læseren, at Nagel kan spille violin, da siger han, at han ikke kan spille, dernæst afsløres indholdet af violinkassen som vasketøj, hvorefter det alligevel viser sig, at han udmærket kan spille, endda på en lånt violin. Ved på denne måde at være i konstant opposition til sig selv fremstår hans karakter uden nogen fast kerne. Det er et genkommende fænomen, at romanens personer ikke præsenteres som helstøbte personer, bl.a. fordi læseren forholdes viden om enkelte aspekter af dem.

Elementerne fra dramatikken viser, hvorledes menneskene fremstår for hinanden. Det bliver en nærmest behavioristisk præsentation af karakterernes interaktioner i socialiteten. Denne teknik gør, at læseren ikke kan etablere deterministiske kausalitetsforbindelser på grundlag af viden om personernes fortid og sociale baggrund. Karakterernes psyke præsenteres via deres ageren i socialiteten.

Derfor er romanens scener snarere en præsentation af den menneskelige psyke end et rum for skildringer af bylivet. Menneskets sind belyses først og fremmest ved Nagel, men også ved de få sider af romanens øvrige personer som læseren præsenteres for. Romanen intenderer således ikke at tegne et komplet billede af personerne, men derimod netop at vise psykens immanente konflikter og modsætninger.

Fortælletekniske forhold

Fortællerinstansen i Mysterier benytter en høj grad af synsvinkelskift, også på det overordnede udsigelsesniveau. Det betyder, at læseren konstant konfronteres med vekslende vidensniveauer, modstridende holdninger og kommentarer. Den modsætningsfyldte komposition underminerer forestillingen om en autoritativ og troværdig fortæller. Derved skuffer romanen forventningerne til en traditionel ikke-drama­tiseret, reflekterende fortæller med en hovedsagelig overpersonal synsvinkel og bryder således med naturalismens gængse form­­sprog.(4)

Denne konsekvente brug af synsvinkelskift og varierende vidensniveauer underminerer den alvidende autoritative fortællerinstans, hvorved romanen udfolder sin modsætning til den naturalistiske romans stræben efter at mediere en positivistisk objektiv erkendelse af virkeligheden. Herved skriver romanen sig ind i modernismens stræben efter at præsentere den subjektive tolkning som medium for en almengørelse.

Et sidste væsentligt element er de ukommenterede og umedierede passager af indre monologer som konfronterer læseren. Den meget lange indre monolog i kapitel XVIII er stort set kun afbrudt af regi som fx »Nagel holdt et Øjeblik Haanden for Øjenene og vagged frem og tilbage med Hovedet, som om det svirred for ham. Han stod midt paa Gulvet« (s. 237) og »Pause. I Hæftighed:« (s. 239).(5) Læseren præsenteres ofte for omverdenens refleksion i hans sind, hvilket betyder, at det er meget vanskeligt at finde grænsen mellem virkelighed, drøm og forvrængninger. På denne måde fremstår romanens skildring af sindet meget virkelighedstro. Ved at præsentere disse uformidlede og ofte selvmodsigende, frit flydende associative tankerækker manifesterer romanen netop menneskets sjælelige uudgrundelige mysterier, som kommer til at stå udenfor den logisk positivistiske forklaringshorisont.

Detektivroman?

Gregory Nybø har gennemført en omfattende analyse af Mysterier med fokus på Nagels rolle som detektiv. Der er træk af en detektiv over Nagel. Imidlertid er jeg enig med Martin Humpál i,  at de fungerer som et led i den blanding af formelle karakteristika, der gør op med det traditionelle formsprog og forvirrer læseren. Afstanden til Nybø baserer sig på to forhold.

Det er for det første uklart, om der foreligger en forbrydelse, og i givet fald, hvilken forbrydelse Nagel efterforsker, er det Karlsen(selv)mordet eller Minuttens antydede ugerning mod Martha? Hvis der er tale om efterforskning af en eller flere forbrydelser, forstyrres billedet af, at detektiven forsvinder uden at opklare dem. Romanens slutning kan læses som om det lykkedes Nagel at blotte Minut­tens fordækte sider

»Men en Ting vidste de ikke, »fortsatte Dagny; »Nagel sagde til mig allerede ifjor Sommer, at Minutten vilde komme til at ende galt. Jeg forstaar ikke, hvorledes han alt havde set det da. Han sagde det længe, længe før du fortalte mig, hvad Minutten havde gjort mod dig.« »Gjorde han det?« »Ja.« (s. 284)

Der er dog det problem ved den udlægning, at Nagel ikke opklarede forbrydelsen, men intuitivt fornam, at Minutten var på kant med det tilladelige. Der synes derfor ikke at være belæg for at betragte romanen som en detektivroman, tværtimod.

Ved at forføre læseren til at fokusere på det kriminelle motiv opnår romanen at så tvivl om den sidste grund. Når læseren ikke kan forholde sig til noget så kompleksitetsreducerende som motivet, smuldrer grundlaget for den moderne læsers forventninger. Motivet kan sandsynligvis forføre en nutidig læser til at etablere en forbundenhed med krimigenren. Det svækker ikke argumentationen, at romanen således også sår tvivl om genrevalget, men det gælder dog kun nu, da krimigenren i 1890erne endnu blot var i sin vorden.

Netop fordi det ikke lykkedes Nagel at løse kriminalgåderne, manifesterer romanen det menneskelige sinds uafklarethed. Uvisheden om, hvad Minutten gjorde ved Martha, understreger denne uafklarethed. Afsløres hans udåd, kan læseren retrospektivt stykke et fast billede af Minuttens karakter sammen, men det tillader romanen ikke. Den bidrager derimod til det fragmenterede billede af menneskets indre.

En sidste tematisk gevinst, ved at romanen spiller på det detektiviske motiv, er det opgør med modernitetens videnskabeliggørelse, som følger af den mislykkede opklaring. Det er i denne optik således netop en pointe, at Nagels metode ikke opklarer noget som helst. Det kriminelle islæt bestyrker altså modsætningsforholdet til den moderne litteratur.

 

Romanen trækker altså på forskellige genrer som dramaet og den naturalistiske roman, den spiller på et detektivisk motiv og kombinerer disse genrebrud med en meget konsekvent gennemført grænseoverskridende fortælleteknik. Derved pointerer denne tilsyneladende formløshed romanens tema. Temaet, den subjektive erkendelse og den menneskelige psykes flertydighed som et grundvilkår, præsenteres således gennem en opløsning af naturalismens tidsbegreber og virkelighedsopfattelser.

Herved forekommer det rimeligt at betragte Mysterier som en bevist bestræbelse for at trænge ind og ned i det menneskelige. Romanen forsøger tillige at udtrykke ny erkendelse og de menneskelige konsekvenser af det ændrede verdensbillede. Samtidig synes det, som om digteren søger at finde et dækkende formsprog i en forening af form og indhold. Der er altså et tydeligt sammenfald mellem form og tema i Mysterier og den modernismedefinition Brostrøm anvender.

Formmæssigt er det er muligt at betragte Mysterier som en videreudvikling af Hamsuns debut Sult (1890), som også var et fremstød mod det traditionelle formsprog. I Sult sker en sammensmeltning af verden og hovedpersonens synsvinkel på verden. Fordi også han er uden for socialiteten opløses skellet mellem fantasi og virkelighed. I modsætning til Mysterier er synsvinklen dog fast, ligesom der åbnes for en mulighed for, at fortælleren integreres i socialiteten og ender som andre mennesker.

En formanalytisk karakteristik peger således på nogle modernistiske træk ved Mysterier, spørgsmålet er nu, om disse træk er så generelle, at der kan etableres en sandsynlighed for, at Mysterier er en del af en litterær strømning, eller om den blot er det enlige værk, som ingen isme gør.

Det moderne gennembrud

Udtrykket ’det moderne gennembrud’ introducerede Georg Brandes i Det moderne Gjennembruds Mænd fra 1883. I sin indledningsforelæsning til forelæsningsrækken Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur udtrykte Brandes den indholdsæstetik, som var en væsentlig del af gennembrudslitteraturen. Det moderne gennembrud regnes sædvanligvis fra 1870 og frem til århundredeskiftet. Mod slutningen af perioden var dog  gryende modernistiske tiltag.

Perioden var nærmest karakteriseret ved at være et ungdomsoprør og var således præget af mødet mellem unge skarpsynet intellektuelle og en gammel magtelite. Samtidig undergik det danske samfund en forandring fra agrarsamfund til spirende industrisamfund, heraf fulgte en begyndende urbanisering. Tematisk var det moderne gennembrud knyttet til Brandes’ ønske om, at dansk litteratur skulle have et virkelighedsnært indhold »Det at en litteratur lever viser sig i at den sætter under Debat. […] At Litteratur finder Alting godt som det er, er et Tegn paa dens Betydningsløshed« (Fenger 1956 s. 266 – 267).

En af periodens fremherskende ideologier var utilitarismen, som med sin tanke om frihed for den enkelte og afvisningen af en absolut etik og moral var på direkte konfrontationskurs med kristendommen. Perioden var især præget af dels Comtes Cour de philosophie positive (1830-42), dels Darwins On the origin of species by means of natural selection (1859). Disse to værker var endnu en kilde til kritik af kristendommen pga. dels konflikten mellem Darwinismen og skabelsesberetningen, dels den følgende stræ­ben efter objektiv erkendelse.

Det sjælelige gennembrud

Brandes’ ord dannede skole i en sådan grad, at han selv var ked af udviklingen. I 1889 begrunder han således sin introduktion til Nietzsches værker med følgende ord:

»Jeg har villet henvise til ham især, fordi det forekommer mig, som om Nordens Skønlitteratur nu vel længe har tæret paa Tanker, der bleve fremsatte og drøftede i det forrige Aarti. Det ser ud som om Ævnen til at undfange geniale Ideer var taget af, ja som Modtageligheden for dem var ved at svinde; man tumler stadigt med de samme Lærdomme, visse Arvelighedsteorier, lidt Darwinisme, lidt Kvinde-Emancipation, lidt Lykkemoral, lidt Fritænkeri, lidt Kultus af Folket osv.« (Brandes 1889 s. 612).

Brandes blev atter igangsætter af en ny retning i dansk litteratur, for efter Nietzsche var intet mere det samme.

Digteren Helge Rode har i 1928 meget præcist karakteriseret 1890erne som det sjælelige gennembrud. Herved forstod han et skred bort fra den naturvidenskabelige betragtnings­måde i retning af en større fokusering på det religiøse. Rode pointerer, at der ikke er tale om en dogmatisk religiøsitet, men snarere om »…Trangen til et nyt Livsgrundlag eller ialtfald en ny Livsbelysning, og det som er fælles for dem alle er Mystiken« (Rode 1928 s. 22).

Allerede i 1890 gav Hamsun udtryk for, at han ville dreje fokus i retning af de ubevidste sjælstilstande, »som raa og enkle Høkerhjærner ikke kan fatte« (Hamsun 1890 s. 41). Til disse ofte aldeles uforklarlige sansetilstande hører »et Stum aarsagsløs Henrykkelse; et Pust af psykisk Smærte; en Fornemmelse af at blive talt til fra det fjærne, fra Luften, fra Havet […] De er ofte for flygtige til at gribes og holdes fast, de varer et Sekund, et Minut, de kommer og gaar som farende Blinklys; men de har trykket et Mærke, afsat en Fornemmelse, før de forsvandt« (ibid. s. 41)

Mysterier viser, at Hamsun ikke kun polemiserede, han skrev, som han ville, at andre skulle gøre det. Således er der fin overensstemmelse mellem Hamsuns poetik og Nagels oplevelser i præstegårdsskoven, hvor han tilsyneladende hører nogen kalde på sig. Han var i en nærmest ekstatisk tilstand, hvor han »følte sig beslægtet med Naturen […] kendte sig omsuset af sin egen Jegfølelse fra Træer og Tuer og Straa« (s. 55) og fornemmede, at hans sjæl blev som et stort og fuldtonende orgel.

Jeg tolker Hamsuns rehabilitering af en metafysisk værdi som dels en kritik af positivismen og naturalismen, dels et udtryk for en generel tendens i tiden. Hamsuns sjælelige gennembrud gik således ikke ubemærket hen. I tidsskriftet Taarnet skrev Johannes Jørgensen den unge digteravantgardes programskrift. Heri fastslår han, at den reaktion, som nu gør sig gældende mod naturalismen, først og fremmest er et udslag af menneskets metafysiske trang. Han slutter af med fynd »Verden er dyb. Og kun flade Aander fatter det ikke (Jørgensen 1893 s. 165).(6) Ligeledes skriver Jørgensen sig meget tæt op ad Hamsun:

Disse Sjælstilstande er de kunstneriske Øjeblikke, dem, enhver ægte Begavelse kender. Det er de Øjeblikke, da den evige Virkelighed bag Tingene synes paa Nippet til at sprænge den illusoriske Realitets Ham […] Disse extatiske Øjeblikkes Syner er det, Kunsten søger at gengive. Den […] vil udsige det Evige. (Jørgensen 1893 s. 164-65)

Her manifesterer tidens metafysiske vakuum og de åndsaristokratiske tanker sig, der er ikke langt fra Hamsun og Jørgensen til romantikkens geni.

Det kan virke besynderligt, at symbolisterne citerer det værk, som vel nu er mest kendt for passagen: »Skulle det virkelig være muligt? Denne hellige olding har i sin skovensomhed endnu ikke hørt det, at Gud er død!« (Nietzsche 1996 s. 9) Når både Brandes og Jørgensen kunne bruge Nietzsche var det fordi hans tænkning peger i vidt forskellige retninger. Han talte fx både om det eviges genkomst, om Guds død og en omvurdering af alle værdier. Sin mangetydige tænkning til trods var Nietzsche så ubestridt den største kilde til inspiration for mange af periodens skandinaviske digtere. Særligt værdinihilismen og hans påpegning af den subjektive erkendelse gør ham til modernismens filosof.

På trods af, at Øystein Rottem har sandsynliggjort, at Hamsun ikke har læst Nietzsche, og at kendskabet til ham hovedsagelig skyldes Strindberg og Brandes, er inspirationen tydelig.(7) Fx minder Nagels hårrejsende udtalelser og hans stadige modsætningsfyldte adfærd om Nietzsches Zara­thu­stra. At det sikkert skyldes, at Hamsun havde et særligt talent for at opfange tidens strømninger ændrer ikke ved, at Mysterier er skrevet i modernismens ånd. En ånd der rækker langt ind i det 20. århundrede til fx en roman som Tom Kristensens Hærværk (1930).

Inspiration fra Bang og impressionismen

Mysterier er udpræget scenisk, den fremstillingsform opfandt Hamsun ikke. Tværtimod har han kunnet iagttage den hos fx J.P. Jacobsen og Herman Bang. Her fremstår således nogle træk, der ofte henregnes til naturalismen som forbundet med modernismens formsprog. Det er derfor misvisende at stille modernismen op mod naturalismen og impressionismen. Det synes snarere rimeligt at udspalte formsproget i den før nævnte sondring mellem præsentation og repræsentation. I den forstand har Bang en række karakteristika, som placerer ham i en modernistisk kontekst. Det er i fin overensstemmelse med Bangs sene poetik, hvis en sådan kan udledes, hvor det blandt andet hedder

Som al Kunst vil ogsaa den impressionistiske Fortællekunst gøre Rede for de menneskelige Følelser og for Menneskers Tankeliv. Men den skyr al direkte Udredning og viser os kun Menneskenes Følelser i en Række af Spejle – deres Gerninger (Bang 1890 s. 693).

Bangs litterære forbilleder var med stor sandsynlighed franske forfattere som Balzac, Zola og Guy de Moupassant og danske Topsøe, som Bang skrev litteraturhistoriske karakteristikker af.(8) Det væsentligste forbillede var dog Jonas Lie, som Bang beskrev som sin lærer og vejviser. (Bang 1908 s. 666)

Omvendt skal det tilføjes, at både Jacobsen og Bang var fast forankret i naturalismen, fx er Bangs forfaldsromaner præget af en udtalt socialdarwinisme. Det er altså tydeligt, at det modernistiske formsprog ikke udelukkende var helt nye teknikker, men snarere var en videreudvikling og radikalisering af allerede anvendte tiltag.

’Mysterier’ og Strindberg

Hamsuns tidlige modernisme skal ikke kun ses som modsætning til det moderne gennembruds litteratur, den peger også fremad. Som vist trækker Mysterier på Strindbergs dramafornyelse, men inspirationen kan også være gået den anden vej. Fem år efter udgivelsen af Mysterier udgav Strindberg den selviscenesættende roman Inferno (1897).

Temaet i Inferno er jegets konstante kredsen om og søgen efter religionen, og i sidste instans sin plads i universet. Den endegyldige virkelighed mister sin realitet, en ny religion står hele tiden for døren med det ene formål at overtage den udtjentes plads. Strindberg understreger tidens metafysiske meningstab, og indlader hovedpersonen i et langt opgør med positivismens aflivning af metafysikken.

Hele denne følelse af universets foranderlighed og et metafysik vakuum udtrykker fortælleren i et formsprog, som har klare paralleller til Mysterier. Således omformes også her de tilbageblevne fragmenter af en objektiv virkelighed til en subjektiv virkelighed, hvor visioner og realiteter ikke kan skilles ad. Både de lange rækker af ubrudte associationskæder og den delvise fælles tematik er med til at placere Inferno i den samme tidlige modernisme som Mysterier.

’Mysterier’ og Johannes V. Jensen

Johannes V. Jensen er ofte betegnet som dansk litteraturs første egentlige modernist. I 1896 skrev han romanen Einar Elkær om bondestudenten, som rejser til hovedstaden. Elkær lider af svækkede nerver og hyperfølsomhed, som plager ham igennem hele fremstillingen. Efter at have gennemlevet gentagne erotiske og materielle kriser ender Elkær på et sindssygehospital, hvor virkelighed og drøm løber sammen for både ham og læseren. Inspirationen fra fx Mysterier er til at få øje på, således skriver Lars Handesten i sin Jensen-biografi

Einar Elkær og den psykologi, som han præsenterer, er i nogen grad et ekko af Knut Hamsuns hysteriske og nervøse romanhelte tilføjet en nærmest klinisk beskrivelse af heltens sjæleliv (Handesten 2000 s. 55).

Det er ikke kun i Einar Elkær, at Jensen var inspireret af Hamsun. I Kongens Fald genfinder man meget af legen med fortællerinstansen fra Mysterier. Fortælleteknisk gør romanen op med den episke klassiske roman, hvor en alvidende fortæller overordnet beskuer det opbyggede univers. Således undermineres også her den autorita­tive fortællerinstans, så romanen udfolder sin modsætning til den naturalistiske romans stræben efter at mediere en positivistisk objek­­tiv erkendelse af virkeligheden. I denne åbenlyst modernistiske roman præsenterer både formen og indholdet en fragmen­tarisk, uhierarkisk og Gudløs moderne verden.

Konklusion

Det sjælelige gennembrud er ofte sat i forbindelse med Johannes Jørgensens symbolismeartikel fra 1893, men allerede i 1890 fremlagde Hamsun lignende synspunkter. Mysterier er altså i nogen udstrækning et vidnesbyrd om den metafysikkrise, som fulgte positivismen og naturalismen. Mysterier øger læserens fortolkningsmuligheder ved at blande stilistiske træk. Samtidig opløses naturalismens tidsbegreb og virkelighedsopfattelse for at accentuere sjælens uudgrundelighed og den subjektive erkendelse som et menneskeligt grundvilkår. Romanen passer i vidt omfang ind i Brostrøms modernismedefinition, den er blot skrevet små 60 år tidligere.

Det formmæssige nybrud i Mysterier var ikke en ny opfindelse, men snarere en videreudvikling og radikalisering af allerede eksisterende tiltag. Ligeledes er den fortælletekniske ekvilibrisme både er rundet af, og et opgør med den naturalistiske roman. Det formsprog og de tematikker, som Hamsun præsenterede i Mysterier vandt hurtigt fodfæste i andre værker. Der er således formelle og tematiske paralleller i Strindbergs og ikke mindst i den tidlige Johannes V. Jensens forfatterskab.

Det er væsentligt at understrege, at jeg her kun har fokuseret snævert på ganske få af de formelle og tematiske aspekter ved en tidlig modernisme og Mysterier. Alligevel er det min vurdering, at Mysterier er et tidligt udtryk for en række forskellige strømninger i tiden omkring 1890. Det er følgelig min påstand, at det er frugtbart og rimeligt at betragte Mysterier som et udtryk for en tidlig modernisme.

 

Litteratur

Aarned, Sigurd (red.) (1994): Laserne. Studier i den dansk-norske felleslitteratur etter 1814 Oslo

Bang, Herman (1890): »Impressionisme« s. 692 – 694 i Tilskueren. Maanedsskrift for litteratur, kunst samfundsspørgsmaal og almenfattelige videnskabelige Skildringer Kbh.

Bang, Herman (1908): »Jonas Lie« s. 666 – 681 i Tilskueren. Maanedsskrift for litteratur, kunst samfundsspørgsmaal og almenfattelige videnskabelige Skildringer Kbh.

Borup, Anne (2000): »Den danske modernismekonstruktion«. s. 1-18 i Kritik 147 Kbh.

Busk-Jensen, Lise et al. (1985): Dansk litteraturhistorie bd. 6. Dannelse, folkelighed, individualisme 1848 – 1901 Kbh.

Brandes, Georg (1889): »Aristokratisk Radikalisme« s. 565-613 i Tilskueren. Maanedsskrift for litteratur, kunst samfundsspørgsmaal og almenfattelige videnskabelige Skildringer Kbh.

Fenger, Henning (1956): »Georg Brandes’ indledningsforelæsning til Hovedstrømningerne 1871. Et forsøg på en rekonstruktion« s. 256 – 268 i Henning Fenger (red.) Festskrift til Paul Rubow Kbh.

Hamsun, Knut (1889): »Lidt om Strindberg« s. 14-32 i Artikler 1889 – 1928 udgivet ved Francis Bull Oslo 1966

Hamsun, Knut (1890): »Fra det ubevidste Sjæleliv« s. 33-44 i Artikler 1889 – 1928 udgivet ved Francis Bull Oslo 1966

Hamsun, Knut (1995 [1890]): Sult Kbh.

Hamsun, Knut (1967 [1892]): Mysterier Kbh.

Handesten, Lars (2000): Johannes V. Jensen. Liv og værk Kbh.

Humpál, Martin (1998): The roots of modernist narrative: Knut Hamsun’s novels Hunger, Mysteries, and Pan Oslo, Solum

Jensen, Johannes V. (1956 [1900-01]): Kongens fald Kbh.

Johannes Jørgensen (1893): "Symbolisme" gengivet s. 162-65 i Samlerens Antologi af nordisk litteratur bind VIII Kbh. 1973

Kierkegaard, Peter (1975): Knut Hamsun som modernist Kbh.

Nietzsche, Friedrich (1996 [1883-85]): Således talte Zarathustra Kbh.

Nybø, Gregory (1969): Knut Hamsuns Mysterier Oslo

Rode, Helge (1928): Det sjælelige Gennembrud. Udvalgte Kritiker II Kbh.

Rottem, Øystein (1995): »Humbug det også, bare humbug« i Bogens Verden 1995 nr. 2 Kbh.

Rottem, Øystein (1997): »Nirvanas bulder. Schopenhauer, Hamsun og viljens selvophævelse.« s. 42-49 i Kritik 71 Kbh.

Strindberg, August (1999 [1897]): Inferno Stokholm

Tøjner, Poul Erik (1987): »Forførelsens figurer. Om Knut Hamsuns Mysterier« s. 315–32 i Edda Nordisk Tidsskrift for litteraturforskning Bergen

Noter

(1)                Se fx Aarned 1994

(2)                Se Borup 2000

(3)                Tøjner 1987 er en analyse af romanens lighed med dramaet.

(4)                Jeg tager således afstand fra både Nybø og Kierkegaards hhv. organiske harmonisering af fortællerinstansens modsætninger og subjektive »Jeg mener, at ”Mysterier” er en temmelig mislykket bog« (Kierkegaard 1975 s. 197) afvisning af romanens æstetiske kvaliteter.

(5)                Der citeres fra og henvises i det følgende til Mysterier Gyldendals Bekkasinbøger 1967, alle henvisninger til sidetal uden angivelse af forfatternavn er således hertil.

(6)                Femte vers i Zarathustras midnatssang lyder: verden er dyb (Nietzsche 1996 s. 269).

(7)                For en uddybning heraf se Rottem 1995 og 1997.

(8)                Busk-Jensen et al. 1985 s. 367 – 393

 

 

 

 

MORTEN MANDEL REFSKOU

er stud.mag. i historie og nordisk ved SDU-Odense og Aalborg Universitet.