”Historien om Anton Hansen er et eksempel
på, hvor let det er at gå i glemmebogen, hvis man ikke tilhører de tendenser,
der fremstår som ”vindere” i eftertidens kunsthistorieskrivning.” Således skriver
kunsthistorikeren Hanne Abildgaard i denne artikel, der bringes i anledning af
Arbejdermuseets store udstilling af omkring 400 af tegnerens værker,
hovedsagelig fra museets egen samling, men suppleret med lån fra museer og
private i ind- og udland. Udstillingen ”ANTON HANSEN – Mellemkrigstidens sorte
satiriker”, der kan ses frem til d. 5. juni 2001, er redigeret af Hanne
Abildgaard, der samtidig og med samme titel har udgivet en omfattende monografi
om tegneren på Arbejdermuseets forlag.
Emilie Hansen, enke efter tegneren Anton Hansen (1891-1960), truede i slutningen af 1960erne med at køre hele tegnerens efterladte værk på lossepladsen og få det destrueret, da hun ikke kunne holde ud at se det langsomt gå til grunde i den elendige, sodplagede lejlighed, hun boede i. Anton Hansen, der i mellemkrigstiden blev han betragtet som en af periodens betydeligste danske kunstnere, ja af nogle endda som en af tidens store europæiske tegnere, var nu glemt af de fleste, og med hans efterladte tegninger kunne det være gået rent galt. Det er på ingen måde en selvfølge, at et livsværk overlever en 2-3 årtiers glemsel. Med svigtende interesse og dalende markedsværdi har værkerne det med at havne først på pulterkamre, siden på loppemarkeder og herfra spredes for alle vinde.
Historien om Anton Hansen er et eksempel på, hvor let det er at gå i glemmebogen, hvis man ikke tilhører de tendenser, der fremstår som ”vindere” i eftertidens kunsthistorieskrivning. Måske er den også et eksempel på en særlig kort historisk hukommelse, når det gælder arbejderbevægelsens kultur og andre kulturelle foreteelser knyttet til stærke politiske bevægelser.
Anton Hansens eksempel rummer imidlertid også en solstrålehistorie. Takket være held og enkelte gode viljer er hans værk i dag både temmelig intakt og tilgængeligt. Da ingen museer eller andre offentlige instanser i slutningen af 1960erne var indstillet på at erhverve hans efterladte samling, købte den unge læge Jens Mathiesen de omkring 6000 værker, som han opbevarede under betryggende forhold, indtil Arbejdermuseet overtog dem i 1997. Her har samlingen nu været genstand for et forskningsprojekt, støttet fra mange sider, som har dannet basis for både en udstilling og en biografi.
Den kunstner, der er dukket frem af bunkerne,
er ikke blot helt unik i sit udtryk, men samtidig særdeles centralt placeret i
arbejderbevægelsens kulturelle projekt. Anton Hansens værk og løbebane kan
ligefrem tjene som indgang til de faser, dette projekt gennemløb fra Første
Verdenskrig til 1950erne, og hans livshistorie rummer samtidig stof til
eftertanke, hvad angår forholdet mellem kunst og arbejderbevægelse og mellem
kunst og politik i det hele taget.
Anton Hansen blev født i 1891 som søn af en
ugift svensk tjenestepige, som var indvandret til Danmark. Han voksede op i en
sidegade til Istedgade på Vesterbro i et københavnsk arbejdermiljø, der ikke
tidligere havde leveret mange medlemmer til kunstnernes rækker. Efter
skoleårene kom han i malerlære, men i 1910 startede han på det virkefelt, som
skulle blive hans vigtigste: Den satiriske tegning. Kun 19 år gammel fik han
sin første tegning optaget i Ekstra-Bladet.
Hans første tegninger var ikke opsigtsvækkende, men under Første Verdenskrig fik han for alvor sin egen profil, da han introducerede et billedsprog, der trak på samtidens modernistiske malerkunst. Samtidig havde hans satirer en i dansk sammenhæng uhørt skarp og militant tone, og hans brod rettede sig fortrinsvis mod militarisme, kapitalisme og spekulation. Medvirkende til hans politiske radikalisering var den sociale polarisering under krigen, hvor han oplevede, at formuerne voksede hos bønder og borgerskab, mens prisstigninger og bolignød trykkede de ubemidlede stadig længere ned i fattigdom. I samme periode vandt den selvlærte tegner for alvor herredømmet over sine kunstneriske udtryksmidler. Hans streg var helt speciel - løssluppen, elastisk, vekslende i tykkelse - og han forholdt sig meget frit til den anerkendte anatomi, når han fremstillede gullaschbaroner og andre nyrige og deres uskønne udfoldelser. Et andet særkende var hans arbejde med at kombinere den præcise tusch-streg med det kornede sortkridt, som gav tyngde og dybde til tegningerne. Snart fik han status som Ekstra-Bladets hovedtegner, og den norske, internationalt kendte tegner Ragnvald Blix fik øje på ham. I slutningen af 1918 henvendte Blix sig for at overtale ham til at komme til Norge.
Exlex
Anledningen var Exlex, et nyt satirisk tidsskrift, som Blix skulle
starte. Tidsskriftet havde ambitioner om samme høje kvalitet som tidens førende
europæiske satireblad, det tyske Simplicissimus, som Blix tidligere
havde været knyttet til. Exlex levede kun i to år,
men i den periode var Anton Hansen den eneste fastansatte ved siden af
Blix, og han havde fra starten sit særpræg. Hans satire rettede sig sjældent
mod kendte personer, men gerne mod noget alment ved tiden eller
samfundsforholdene, og hans tegninger havde en karakteristisk mørk tone. Den
havde dels noget at gøre med hans brug af de mange nuancer i det sorte, der
fortabte sig helt ned i det dybeste mørke. Men den særlige tone hang også
sammen med en forkærlighed for at tegne billeder af de steder, hvor ludere og
lommetyve færdes, eller af de farlige, proletariske masser, der er kommet i
skred og nok kan få hårene til at rejse sig på hovedet af mangen en god borger.
I Norge blev Anton Hansen grebet af
revolutionær begejstring og tilsluttede sig Det Norske Arbeiderparti, som stod
på den revolutionære linie. Han blev ansat ved partiets avis, hvor han bl.a.
tegnede serien Samfundets Støtter,
som skulle blive en af hans mest kendte og hyppigst benyttede. Her fremstillede
han de angivelige samfundsstøtter som hyklere og snyltere eller skrupelløse
bødler. De er ofte deformeret helt ud i det groteske, og det er tydeligt, at de
står uden for menneskenes samfund, som udgøres af arbejderne og børnene. Han
tegnede også stribevis af billeder af Kristiania og omegn, som hører til noget
af det bedste i hans produktion. Han fangede ofte husene ind fra skæve vinkler
og tegnede dem med overdrevet, dramatisk perspektiv. Der er en dobbelthed i
mange af hans tegninger af industrisamfundets byer og bygninger, en flerstemmig
tone med både positive og negative elementer, som hæver billederne over meget
andet fra samtiden. I de bedste billeder formår han samtidig at udtrykke en
fascination af byens huse og en fornemmelse af tomhed, som han bl.a. får frem
ved manipulationer med rummet, der får veje, pladser og himmel til at gabe
udtryksfuldt mod beskueren.
I sin Norges-periode havde Anton Hansen også
forbindelse med den venstreradikale akademikerorganisation Mot Dag. Han
var i et årstid medredaktør af gruppens tidsskrift, hvis visuelle fremtræden
han dominerede fuldstændig. Samtidig stillede han også sine tegninger til
rådighed for den revolutionære bevægelse i Danmark, og hans satirer var
jævnligt at se både i Arbejder-Bladet og i den kommunistiske
studenterfraktions blad Pressen. Han fik således i starten af 1920rne slået sit
navn fast som arbejdertegner i begge lande. Sideløbende sendte han tegninger
til Simplicissimus i München, som optog en række af hans bidrag, og han
kunne formentlig have valgt en europæisk karriere. Simplicissimus’
redaktion var særdeles tilfreds med hans bidrag, efterlyste flere og opfordrede
ham til at komme til München. Han prøvede det et par uger, men uden
sprogkundskaber følte han sig ikke godt tilpas i det fremmede. Han var ingen
verdensmand, og et tilbud fra Marinus Kristensen, den nye redaktør af den
danske Social-Demokraten, lokkede ham tilbage til Danmark, hvor resten
af hans løbebane kom til at foregå.
Anton Hansen forlod Norge, bl.a. fordi han var
kørt træt i de interne stridigheder i arbejderbevægelsen. Han var, som f.eks.
også Martin Andersen Nexø på samme tid,
desillusioneret over revolutionens udeblivelse og de revolutionære
kræfters vanskeligheder med at forene sig. Når han ved sin tilbagevenden til
Danmark ret uproblematisk kunne skifte fra den revolutionære bevægelse til Social-Demokraten,
skyldtes det også, at Marinus Kristensen var opsat på at gøre avisen til en
kulturel faktor og var åben over for talentfulde folk uden for partiet.
Som Social-Demokratens faste tegner
1925-40 var Anton Hansen virksom over et meget bredt felt. Han tegnede fortsat
satirer, men en stor del af hans indsats bestod nu af illustrationer til
digtere som Johs. V. Jensen og Martin Andersen Nexø og til videnskabsformidlere
som zoologen J.O. Bøving-Petersen. Og det varede ikke længe, før han også
tegnede vignetter til avisens faste rubrikker om vejret og dagliglivets små
begivenheder samt egentlige partitegninger, der opreklamerede
socialdemokratiske initiativer.
Han havde imidlertid i andre sammenhænge
lejlighed til at lufte den krasse samfundssatire og det klassehad, som han ikke
fandt megen anvendelse for i de daglige tegninger til Social-Demokraten.
I en del af mellemkrigstiden var han aktiv i de bevægelser, der søgte at samle
venstrefløjen på tværs af partiskel. I 1926 var han således den første formand
for dansk Clarté og samtidig redaktør af bevægelsens blad. Arbejdet i
Clarté og beslægtede organisationer bragte imidlertid Anton Hansen i konflikt
med partitoppen, og der blev lagt et solidt pres på ham for at stoppe, men også
i det lidt senere og beslægtede Monde bidrog han med tegninger og havde
tætte kontakter med inderkredsen.
I løbet af 1920rne blev Anton Hansen en kendt
person i offentligheden, ofte interviewet og omtalt, og i de allerfleste
sammenhænge spillede hans oprindelse i proletariatets mørke en stor rolle i
formidlingen af hans kunst. Han fik status som billedkunstens Martin Andersen
Nexø, d.v.s. den der i billeder skulle anskueliggøre arbejderklassens
erfaringer og håb.
Forfattervenner
Gennem hele sit virke havde Anton Hansen en særlig tiltrækning på
forfattere. Helt fra ungdommen var han ven med Sigurd Hoel og Tom Kristensen,
som han begge lærte at kende i forbindelse med Exlex. Martin Andersen
Nexø fik han kontakt med via Clarté, og med ham havde han et vist fællesskab i
livssyn, ikke mindst i opfattelsen af proletarbarnet som udrustet med en
fundamental uskyld og tillidsfuldhed, som var den ressource, en ny og bedre
verden skulle grundlægges på. Endelig var han også en ret god bekendt af
dramatikeren Bertel Budtz Müller, som han arbejdede sammen med om scenografi
til Arbejdernes Teater, og i nogle år var han i jævnlig forbindelse med den
tyske dramatiker Ernst Toller og forfatteren Kurt Tucholsky fra Die
Weltbühne, som begge gjorde en indsats for at udbrede kendskabet til hans
kunst i Tyskland.
Når man eftersporer hans virke i aviser,
tidsskrifter og bøger, står det klart,
at hans tegninger nåede ud til mange mennesker, og at han i mellemkrigstiden
var kendt i hele Skandinavien og i visse miljøer i Tyskland og Frankrig. Hans
mest energiske fortaler i Danmark var Broby Johansen. Efter Brobys mening var
Anton Hansen blandt sin tids bedste i Europa. Og den vurdering stod han ikke
ene med. Han fik støtte fra venstrefløjens kulturskribenter i det øvrige
Skandinavien, bl.a. fra Ture Nerman og Oscar Hedberg i Sverige. Men der blev
også knyttet de største forventninger til ham fra det mere officielle og etablerede
kunstlivs side, fra museumsdirektør Jens Thiis i Oslo og fra førende danske
kritikere, som f.eks. Vilhelm Wanscher. I samtidens kritik blev Anton Hansen
ofte sidestillet med de tyske tegnere George Grosz og Käthe Kollwitz, hvis
placering i kunsthistorien ingen i dag finder grund til at anfægte.
I 1930rne kom Anton Hansens kunst til at stå i
centrum for en del af en omfattende debat om "arbejderkunst" eller
“social kunst”, som det hed i Monde-kredsen. For debattens ene fløj, som havde
sine fremmeste talsmænd i Broby Johansen og Harald Rue, stod Anton Hansens
kunst som eksemplarisk i kraft af sin tendens og sin forbindelse med tidens
progressive politiske kræfter. For debattens anden fløj, hvis bannerfører var
Poul Henningsen, repræsenterede den lige det modsatte. PH fandt Anton hansens
billeder af proletariatets elendighed forældede og foretrak en ren, kubistisk
kunst som inspiration for den videre vej til det klasseløse samfund. PH ville
gerne påvirke Socialdemokratiet med sin opfattelse, hvilket han dog ikke
umiddelbart havde held til. Bestræbelsen på at fremme en særlig arbejderkultur
havde i årene på begge sider af 1930 stærke fortalere i partiet og fungerede
utvivlsomt som en opbakning bag Anton Hansen.
Efterhånden som polariseringen mellem grupperne
på venstrefløjen gjorde enhedsarbejdet vanskeligt, knyttede Anton Hansen sig
stærkere og mere entydigt til Socialdemokratiet. Han tegnede i starten af
1930rne en lang række fine satirer til Social-Demokraten, hvor tidens
krise og arbejdsløshed stod for skud. Men tegningerne havde en anden tone end
hans kommentarer til krisen efter Første Verdenskrig. De appellerede ikke
længere til oprørstrangen eller viste de farlige arbejdermasser, der var kommet
i bevægelse. Nu fremtrådte krisens ofre resignerede, sammensunkne og som oftest
ufarlige.
I forbindelse med at feltråbet
"arbejderkultur" i anden halvdel af 1930rne i Socialdemokratiet blev
udskiftet med parolen "kulturen for folket", blev opbakningen bag
Anton Hansens kunst mindre entydig. Samtidig blev den sociale satire sjælden i
partiets presse. Med arbejderbevægelsens voksende indflydelse på samfundslivet
mente man ikke længere, at det var der man skulle sætte ind. På det satiriske
felt var det nu især storpolitikken, der kom i fokus, ofte i form af tegninger
af politikere eller personifikationer af lande, hvilket aldrig havde været
Anton Hansens stærkeste side. I øvrigt ønskede man positive billeder af den
organiserede danske arbejder, men det stod hurtigt klart, at Anton Hansen havde
vanskeligt ved at anskueliggøre den fremgangsrige arbejderbevægelse og dens
indsats. Hans tegninger blev tynde og livløse, når han ikke kunne anvende den
indignerede indlevelse eller bygge tegningen op omkring en stærk kontrast.
Nedtur
Anton Hansens sidste 20 år udgjorde karrieremæssigt en voldsom nedtur.
Danmarks besættelse betød et brud med Social-Demokraten, der nu helt
afstod fra satirer, hvilket avisens tegnere straks blev underrettet om. Den
faste basis for Anton Hansens levebrød forsvandt med dags varsel, hvilket han
aldrig tilgav det magtfulde Socialdemokrati. Avisens disposition var fremkaldt
af de restriktioner, der generelt blev lagt på den danske presse i disse år,
men andre tegnere fortsatte med at havde deres udkomme, selvom de fleste aviser
var tilbageholdende med satirer. Der var trods alt mange andre opgaver for en
tegner, ikke mindst illustrationer til de søndagstillæg, som flere af de store
aviser udgav. Social-Demokraten beholdt da også de fleste af sine
tegnere, så noget tyder på, at besættelsen blot blev en anledning til at skaffe
sig af med Anton Hansen, der så småt var ved at gå af mode. De fem
besættelsesår betød for hans vedkommende en undergravning af hans økonomi og
hans helbred, som han aldrig helt forvandt, og han kom ud af træning med at
tegne satirer.
Han fægtede sig i denne tid igennem ved
indtægter fra en lille malerforretning og en virksomhed som illustrator, bl.a.
af eventyr. Han tegnede også til den illegale presse og måtte i perioder leve
under jorden. Men da han efter befrielsen dukkede op til overfladen sammen med Information,
så det ud til, at han skulle genvinde en plads som satiriker i dagspressen. Til
Information tegnede han bl.a. serien Husker
De? om dagligdagen under besættelsen, hvor han igen udfoldede sit had til
magten og dens repræsentanter. Desværre gik det snart økonomisk ned ad bakke
for Information, og Anton Hansens tilknytning til avisen stoppede efter få år.
Som i sin tidligste ungdom fik han igen en vis tilknytning til Ekstra-Bladet,
men det blev aldrig et levebrød. Andre tegnere varetog det faste stof, og Anton
Hansens bidrag blev hovedsagelig i petit-afdelingen.
Anton Hansens løbebane var helt speciel. Der
var kunstnere før ham og fra samme generation, der var kommet fra
arbejderklassen og fattige forhold, f.eks. Edvard Weie. Men den almindelige
strategi var at arbejde sig fri af sin oprindelse og søge at blive integreret i
det etablerede kunstliv med dets udstillinger og sammenslutninger. Anton Hansen
var den første billedkunstner, der både forsøgte at udtrykke sin klasses erfaringer
i sin kunst og samtidig at basere sin eksistens på arbejderbevægelsen. Han var
ganske vist også medlem af blåstemplede institutioner som Den frie Udstilling
og Akademiet, men hans kunstneriske udtryk blev til i tæt tilknytning til
tidens politiske og sociale bevægelser. Han udviklede sin form, så den udnyttede trykpressens
muligheder for at nå det store publikum, og han opøvede en helt eminent evne
til at få tegningerne til at se ud af noget og fungere sammen med avisens
tekstspalter. Til gengæld havde han aldrig forsøgt at klare sig som “fri
kunstner” via salg på udstillinger, hvilket også er meget vanskeligt for en
tegner. I dette valg var han i god overensstemmelse med de kulturpolitiske
holdninger i de venstreradikale kredse, han færdedes i i mellemkrigstiden.
Erindringer
Da Anton Hansen omkring 1950 måtte indse, at han definitivt havde mistet
sin plads som dagbladstegner, forsøgte han uden held at sadle om til et virke
som fri kunstner og begyndte at satse på arbejdet med maleri og akvarel. Større
held havde han med at konvertere til forfatter. Hans evne til at fortælle var
tidligt blevet beundret af forfattervenner, bl.a. af Sigurd Hoel, men ikke
desto mindre overraskede han omverdenen med erindringsbogen Drengen drømte, som udkom i 1951 og mødte
enstemmig anerkendelse fra alle sider. Tre år senere fulgte erindringerne om
ungdomstiden, Ung kunstner, men de
planlagte efterfølgende bind blev aldrig til noget.
Anton Hansens sidste år var præget af jævnlige
sygdomsanfald, store økonomiske vanskeligheder og tiltagende marginalisering i
forhold til såvel kunstliv som arbejderbevægelse. I det toneangivende kunstliv
kæmpede forskellige former for abstraktion om førerpladsen, og der var også
foregået kursskifte i arbejderbevægelsens kulturelle projekt. Da Anton Hansen i
1950 forsøgte at genvinde en stilling ved Social-Demokraten, havde han
ikke heldet med sig. Ingen i redaktionen savnede den sorte satirikers bidrag,
da partiets profil på det kulturelle område i stadig højere grad gik ud på at
fjerne sig fra det klassebestemte.
Han levede i sine sidste ti år isoleret fra de
mennesker, han havde haft kontakt med i sin storhedstid som først hele
venstrefløjens, siden Socialdemokratiets fejrede tegner. Han oplevede det meget
triste at gå af mode allerede mens han levede, hvilket utvivlsomt var
medvirkende til den glemsel, der hurtigt ramte hans indsats, og som nær havde
fået fatale konsekvenser for hans værkers overlevelse.
Anton Hansen døde i 1960, og hans liv og værk har ikke været genstand for større interesse i de godt 40 år, der er gået siden. Skønt han i sine velmagtsdage var et offentligt anliggende, af mange anset for en kulturelt betydningsfuld faktor, har hverken kunstens institutioner eller de kræfter, han engang var allieret med, følt sig kaldet til at vedligeholde eftermælet.
Arbejderdigteren Oskar Hansen, Socialdemokratiets huspoet gennem årtier, men som tegneren marginaliseret med ændringerne i partiets kulturelle profil, pegede i sin nekrolog over Anton Hansen på et problem i forbindelse med arbejderbevægelsen og dens kunstnere. Han sluttede sine betragtninger over Anton Hansens liv: ”… jeg har den fornemmelse, at der i fortidens bourgeoisi var ret store kredse, der med interesse fulgte de kunstnere, de betragtede som deres. Men vor tids arbejderbevægelse staar tyndt paa det omraade. Den har faaet sit bourgeoisi, til dette regner jeg ikke blot funktionærerne, men mange vellønnede haandværkere ogsaa, men ofte interesserer de sig ikke for og kan ikke ”bære” de kunstnere, man kan kalde ”deres”".
Der er nu snart gået et par generationer, og
den umiddelbare eftertids modvilje mod det, Anton Hansen stod for, må formodes
at have lagt sig. Tiden skulle dermed være moden til at genopdage nogle af de
kvaliteter, Anton Hansens samtid fandt i hans kunst, og måske endda gå på jagt
efter nye i det både meget omfattende og sammensatte værk.
Hanne Abildgaard
er kunsthisotirker ved Arbejdermuseet