Augustin: De civitate dei cum commentario Thomae Waleys et Nicolai Trivet. [Strassburg: Johann Mentelin, ikke efter 1468].
Inc. Haun. 397 2º
Bindforside | Bindbagside | Bl. 335v: Ejernotits |
Dette statelige bind sidder om en tidlig udgave af kirkefaderen Augustins store værk Om Gudsstaten fra 400-tallet. Bindet er af svineskind med stempler i blindtryk. På forsiden er der trykt en meget oplysende note om titel og ejer: Agustinus de ciuitate dei pertinet domino georgio ruch de gamundia (Tilhører Jörg Ruch fra Gmünd (i Schwaben, Tyskland)). På bagsiden er trykt en note om bogbinderen og indbindingsåret: Per me iohannem richenbach capellanum in gÿslingen illigatus est anno 1470 (Indbundet i 1470 af mig Johannes Richenbach kapellan i Geislingen). Richenbach er en af de berømteste bogbindere fra 1400-tallet.
På sidste side (bl. 335v) under den trykte tekst er der en note af Ruch: Anno 1470. Nota quod anno domini 1469 proxima die post festum lucie emi istum librum Augustini pro nouem florenis de mane in stuba mea presente fratre meo magistro marco. Insuper ego georius ruch presbyter humilis proposui michi quod amplius velim contentari in libris quos habeo quia sufficientes habeo ad legendum pre tedio. O sancte augustine lux doctorum impetra michi adeo illuminationem intellectus mei. Amen (I 1469 købte jeg denne Augustin-bog for 9 floriner, mens min bror Marcus var til stede. Desuden har jeg lovet mig selv, at jeg vil stille mig tilfreds med de bøger, jeg allerede har, fordi jeg har tilstrækkeligt til ikke at kede mig. O hellige Augustin, de lærdes lys, udvirk for mig at min forstand oplyses. Amen).
Senere har bogen været ejet af bogsamleren Georg Kloss fra Frankfurt am Main, og fra hans bibliotek blev den købt af Det Kongelige Bibliotek i 1835.
38,7 x 27,5 cm.
© Det Kongelige Bibliotek 2003