Skatte i Det Kongelige Bibliotek



BOGBIND

Bogindbinding er et gammelt håndværk. Bogbindet skal beskytte bogen og sørge for at den er holdbar ved brug. I tidens løb har bogbind antaget mange former og været udsmykket på mange måder, og nedenfor er der lagt vægt på at vise forskellige slags bogbind – fra den nære og den fjerne Orient såvel som fra Vesteuropa.
Af vestlig bogbindskunst kan bl.a. ses eksempler på middelalderens læderbetrukne træbind og 15-1600-tallets aristokratiske pragtbind.

Som hovedregel var det dengang ejeren af en bog der sørgede for dens indbinding. Senere – i Danmark først i løbet af 1800-tallet – blev det almindeligt at forlagene seriefremstillede bogbind maskinelt. Disse bind, de såkaldte komponerede bind eller forlagsbind, var dekoreret med motiver i guld eller farver, som oftest med relation til bøgernes indhold. Også nutildags skelnes mellem forlagsbind og håndindbundne privatbind – dvs. bind der er udført til et enkelt eksemplar af en bog.

Det Kongelige Bibliotek sørger løbende for at erhverve nye håndindbundne bøger af betydningsfulde danske og udenlandske kunstnere.

Se også den digitale udstilling Danske bogbind i Det Kongelige Bibliotek.


Luk vindue

© Det Kongelige Bibliotek 2003