Skatte i Det Kongelige Bibliotek



MUSIK - TEATER

Musikmanuskripter og -tryk har spillet en central rolle i Det Kongelige Biblioteks samlinger helt tilbage fra grundlæggelsen i 1650’erne. Fra 1878 har samlingen været den nationale hovedsamling af såvel dansk som udenlandsk musik. Teaterteksterne kom til i 1989, hvor Dramatisk Bibliotek, der indeholder næsten komplette samlinger af københavnske teatres repertoirer, blev indlemmet i samlingerne.

Musik- og Teaterafdelingen har som sin hovedopgave at indsamle, opbevare og tilgængeliggøre en så vidt muligt komplet samling af musik skrevet af danske komponister, suppleret med et omfattende udvalg af ældre og nyere udenlandsk musik – med sigte på såvel det praktiske musikliv som på musikforskningen. Hertil kommer løbende indsamling af skuespiltekster fra knap 50 danske teatre, hvis repertoire på denne måde bevares for eftertiden.

Et udvalg af samlingerne er tilgængelige på internettet som
”e-noder”.


Dramatisk Bibliotek

Dramatisk Bibliotek blev oprettet i 1939 af Selskabet Dramatisk Bibliotek som et privat specialbibliotek med domicil på Universitetsbiblioteket. Dets hovedopgave var at supplere de offentlige biblioteker inden for teaterlitteraturen.
I 1989 overdrog Selskabet Dramatisk Bibliotek efter aftale med Kulturministeriet sine samlinger til Det Kongelige Bibliotek, hvor det nu indgår som en særsamling i Musik- og Teaterafdelingen. Dramatisk Biblioteks trykte håndbogssamlinger og håndskrevne samlingskataloger er herefter en integreret del af Det Kongelige Biblioteks Center for Musik og Teater.

Dramatisk Bibliotek indeholder næsten komplette samlinger af manuskripter af repertoiret opført på de større københavnske privatteatre, heriblandt Casino Teatret (1848-1937), Folketeatret (1857-), Dagmarteatret (1883-1937), Nørrebros Teater (1887-), Det ny Teater (1906-) og Betty Nansens Teater (1917-), foruden Det Kongelige Teaters nyere repertoire.
Endvidere rummer biblioteket efterladte samlinger (herunder flere scrapbogssamlinger) fra en række danske teaterforlæggere og fremtrædende skuespillere og instruktører samt to større samlinger af utrykte skuespiltekster fra henholdsvis Danske Dramatikeres Forbunds arkiv og med ukendt proveniens.

Fra midten af 1960’erne har der desuden fundet en systematisk indsamling sted fra alle større danske teatre heriblandt Radio- og TV-teatret, således at knap 50 danske teatre nu vederlagsfrit overdrager deres løbende repertoire til Dramatisk Bibliotek. Samlingen indeholder ca. 25.000 manuskripter og ca. 16.000 trykte tekster og bøger.


Luk vindue

© Det Kongelige Bibliotek 2003