Skoleårene (1822-1828)
Da Fonden ad usus publicos nytårsaftensdag 1822 traf beslutning om at give understøttelse til H.C. Andersen, havde han dog allerede siddet på skolebænken i mere end to måneder. Jonas Collin har formodentlig lagt pengene ud til rejsen og de første måneders ophold. Lørdag den 26. oktober forlod han København med postdiligencen, og sent om aftenen nåede han Slagelse. Her blev han indlogeret i Bredegade hos Erikke Henneberg, enke efter en herredsfoged. Den følgende mandag begyndte han i Slagelse lærde Skole, hvor han fik plads i 2. klasse, dvs. den næstnederste klasse mellem drenge på 11-12 år, da han, “vidste aldeles Ingenting”, som han skriver i “Mit Livs Eventyr” ( I 79). Her fortæller han også, at han straks skrev “et lyksaligt Brev” til moderen (MLE I 78), som ikke er bevaret.
Jonas Collin
Brev nr. 3. Fra Anne Marie Andersdatter til HCA. 12. december 1822.
Da H.C. Andersen steg af postvognen i madam Kikkebuschs´ gæstgivergård i Slagelse sent på aftenen i oktober 1822, havde han straks forhørt sig om byens mærkværdigheder og fået svaret: “Den nye engelske Sprøite og Pastor Bastholms Bibliothek!” (MLE I 79). Som den læsehest Andersen var, varede det ikke længe, før han aflagde Bastholm, der var præst ved St. Peders Kirke i Slagelse, et besøg og gav ham ved samme lejlighed et par af de ting, han havde skrevet under sit ophold i København.
H .C. Andersen havde ikke besøgt moderen, siden han forlod Fyn i 1819. I mellemtiden var farmoderen og stedfaderen døde. Nu gav Chr. Høegh-Guldberg ham penge, så han kunne tage hjem til Odense i påsken 1823 (MeE 51) .
Brev nr. 7. Fra HCA til Birgitte Andersen. [Efter 29. marts 1823]
Brev nr. 8. Fra HCA til Birgitte Andersen. [Efter 16. juli 1823]
Birgitte Andersen var ikke den eneste kvindelige korrespondent, H.C. Andersen stod i forbindelse med i skoleårene. En anden og tilmed en af de flittigste var Henriette Wulff d.æ. (1784-1836), som han havde stiftet bekendtskab med kort før, han kom til Slagelse, da han opsøgte hendes mand, kaptajn Peter Frederik Wulff, der var kendt som Shakespeareoversætter; “jeg bildte mig ind, det maatte glæde ham at see et Væsen der lignede hans Yndlings Digter, jeg var ogsaa begjerlig efter at kjende ham, og saaledes, med min Alfsol i Lommen introducerede jeg mig i et Huus, hvor jeg siden fandt næsten et Hjem” (Levnedsbog 90). Wulff “fortalte Aaringer derefter i Spøg og med lidt Overdrivelse om vort første Bekjendtskab; at idet jeg kom ind ad Døren, skal jeg strax have begyndt: “De har oversat Shakspeare, ham holder jeg saa meget af, men jeg har ogsaa skrevet en Tragedie, vil De bare høre!” - Wulff bød mig først at spise Frokost med sig, men jeg vilde ikke nyde Noget men læste i Galop, og da jeg var færdig, skal jeg have sagt: “kan der ikke nok blive Noget af mig, for det vilde jeg saa gjerne!” - Jeg stak nu Papirerne i Lommen, og efter hans Fortælling svarede jeg, da han bad mig at besøge sig snart igjen: “Ja, det skal jeg, naar jeg har skrevet en ny Tragedie!” “Ja saa vil det jo da vare temmelig længe!” svarede han. “Nei, jeg tænker nok,” sagde jeg, “at jeg har een færdig igjen om fjorten Dage!” - og med de Ord var jeg ude af Døren” (MLE I 74).
H.C. Andersen gjorde snart bekendtskab med den øvrige del af familien, og sammen med Jonas Collin blev fru Wulff den, der tog mest aktivt del i hans velfærd i skoleårene, og hun var altid parat til at trøste og opmuntre ham, når han var ved at tabe modet. Hun havde også i langt højere grad hans fortrolighed end Jonas Collin, selv om hun, som det fremgår af det følgende brev, ikke havde en større tro på hans digtertalent.
Trods Meislings rosende ord i forbindelse med oprykningen i 3. klasse i efteråret 1823 havde H.C. Andersen problemer med at tilpasse sig, og angsten for ikke at leve op til forventningerne tog snarere til end af, som tiden gik. “Alt havde megen Interesse for mig, men Massen overvældede mig, jeg var kommen ind i et ganske nyt fremmed Liv, min Omgivning var ogsaa ganske anderledes end før, det havde en forunderlig Virkning paa mig [...] Jeg var meget flittig, men dette aldeles ny, disse mange forskjellige Ting, vilde ikke ret gaae, jeg lærte det vel, men kunde ikke fremsætte det med Orden igjen, en Ting der var naturligt, efter min raae Tilstand, mit drømmende Væsen, der endnu aldrig havde reflecteret over Noget [...] Fra 8 om Morgenen, til 12 om Middagen og fra 3 til 6 sat jeg paa Skolen, hvilket ganske andet Liv fremfor det løse, flagrende i Kjøbenhavn” (Levnedsbog 97ff.). Hertil kom forholdet til Meisling. “Meisling troede at drive mig endnu hurtigere fremad ved idelig at prostituere mig, det gjorte mig ofte fortvivlet, jeg grædt tidt i min Eensomhed hjemme; troede at mine Velgjørere havde taget Feil af mig, at jeg ikke var skikket til noget, og begyndte derfor at længes efter Døden” (ib. 108f.).
Simon Meisling
Brev nr. 15. Fra HCA til Anne Leth Jürgensen. 26. oktober 1824.
Brev nr. 19. Fra Anne Marie Andersdatter til HCA. 2. februar 1825.
I slutningen af juli 1825 rejste H.C. Andersen en ugestid til Fyn, hvor han boede hos Chr. Høegh-Guldberg. “Guldbergs gjorte mig de faae Dage saa usigeligt behagelige; spadserede ud til alle de Steder jeg havde tumlet mig som lille, seilede paa den smukke Aae, langs Haverne og læste dem de enkelte Digte jeg havde skrevet, samt de faae Kapitler af Romanen [en aldrig fuldført historisk roman]. Guldberg ydede mig særdeles Roes, fandt det ypperligt. “virkeligt? ærligt?” spurgte jeg. “Ved den levende Gud!” Det foer mig saligt igjennem Sjælen; han erkjendte mit Digterværd, mit Talent, jeg inddrak et Mod, en Lyst til mine Studeringer ved dette ene Ord, som Meisling[s] Haardhed Dag ud og Dag ind aldrig havde gjort” (Levnedsbog 123). Under opholdet besøgte han også moderen, der i marts 1825 havde fået plads på stiftelsen Doctors Boder, der havde tilhuse i nogle bygninger ved Graabrødre Hospital. Men snart var han atter tilbage i Slagelse, hvor modet hurtigt sank pga. Meisling, hvis væremåde han stadig ikke kunne vænne sig til. Så meget mere overraskende kom det, da Meisling besluttede sig til at søge embedet som rektor for latinskolen i Helsingør, der var blevet ledigt efter professor Jens Bertel Møllers død 23. august 1825, og ønskede at Andersen flyttede med.
I sommeren 1826 havde Chr. Høegh-Guldberg inviteret Andersen på sommerferie i Odense, men han måtte afslå indbydelsen, “deels ligger der 26 Mile mellem os, dels har Meisling lovet at hiælpe mig ved Repeteringen af min Græsk” (BJC I 57). Helt undvære en ferie kunne han dog ikke, og tidligt om morgenen den 15. juli begav han sig til fods til København, hvor han tilbragte otte dage hos Wulffs, inden han den 23. juli vendte tilbage til Helsingør med dampskibet Caledonia.
I løbet af august 1826 blev forholdet til Meisling forværret. “Mit Mismod tog mere og mere til, eftersom M blev værre mod mig; tidt tog han mig op paa sit Værelse, udviklede mig, at jeg var en Hest, at jeg aldrig blev Student og hvad mit Talent for Digtekunsten angik, svor høit og helligt, at der ikke var Gran der af hos mig. “Troer De ikke,” sagde han, “at dersom der var den mindste Gnist hos Dem, jeg da ikke skulde mærke det! Jeg er selv Digter, veed da nok hvad det er. Men det er Forstyrrelse, Fjotterie og Galskab De har! Var der Tanke af Poesie i Dem, ved Gud, jeg skulde opmuntre Dem, jeg vilde tilgive at De var en Hest i Skolesager og Grammatik, men det Hele hos Dem er kun en fix Idee, der bringer Dem i Daarekisten. - Sæt at De engang traadte op som Skribent, jeg vil døe paa, Publicum læser det som Klokker Heegaards Riimpose, griner Dem ud, og Deres Poesier ligge som Maculatur hos Soldin.” - Saaledes talede han til mig; o jeg erindrer saa tydeligt hvert Ord han sagde, og saa havde han et saa vredt Blik, jeg glemmer aldrig det forunderlig grønne Skjær der spillede i hans Øine; alle mine Nærver bævede, jeg var færdig at synke til Jorden. - “Siig mig et eneste Digt, en eneste Linie Poesie Deres tomme Hjerne har lavet. De har ikke Følelse, det De har er Flæberie; De har ingen Phantasie, uden som Candidaterne paa Bistrup og Forstanden vil jeg aldrig tale om. - Siig mig noget Poesie af Dem!” jeg græd, jeg kunde intet svare. Mit Digt: “Det døende Barn”, var “Flæberie, som enhver Vand- Poet kunde smøre sammen”” (Levnedsbog 161f.). Tilsidst blev det dog Andersen for meget, og i midten af september skrev han derfor et stort selvbiografisk brev til Meisling for at forklare sig, da han ikke havde mod til en mundtlig konfrontation med rektoren.
Brev nr. 30. Fra Henriette Wulff d.æ. til HCA. 25. august 1826.
Brev nr. 32. Fra HCA til B.S. Ingemann. [Efter 21. september 1826]
Brev nr. 38. Fra Henriette Wulff d.æ. til HCA. 24. februar 1827.
Brev nr. 41. Fra Henriette Wulff d.æ. til HCA. 8. marts 1827
Den 11. april 1827 begyndte påskeferien, og H.C. Andersen, Meisling og læreren i hebraisk, Christian Werliin rejste til København. Her talte den sidstnævnte på Andersens foranledning med Collin, som han rådede til at tage Andersen ud af skolen og lade ham forberede privat til studentereksamen af Werliins studiekammerat, cand. theol. Ludvig Christian Müller (1806-51), også kaldet “den hebraiske Müller”, der i øvrigt senere blev kendt som grundtvigiansk skolemand, præst og historiker. Collin tog rådet til efterretning og skrev et brev til Meisling, at han fandt det gavnligere for Andersen at læse det sidste år privat og derfor ville han tage ham ud af skolen. Han rådede Andersen til at tage med dampskibet til Helsingør og afvente Meislings hjemkomst for at tage ordentlig afsked med ham. 15. april rejste H.C. Andersen til Helsingør; onsdag den 18. kom Meisling og næste dag forlod Andersen så skolen. “Da M om Morgenen gik ned i Bibliotheket, gik jeg til ham og sagde: “Jeg vil nu sige Dem Farvel! og Tak for alt hvad godt De har viist mig!” - “Reis De ad Helvede til!” var hans Svar hans sidste Ord, Fruen derimod var rørt, jeg ogsaa, Desciplene nikkede mig venlig Levvel og jeg rullede bort fra al min Jammer og Elendighed til et nyt Optrin af mit Liv” (Levnedsbog 170). I København flyttede han ind på et lille kvistværelse hos enkefru Kirstine Schwartz, Vingaardsstræde 131 (nu nr. 6); middagsmaden fik han på omgang hos forskellige familier bl.a. Collins, Wulffs og Ørsteds.
Værelset i Vingaardsstræde
Brev nr. 42. Fra Anne Marie Andersdatter og Frederik Foersom til HCA. 3. maj 1827.
I skoletiden havde H.C. Andersen som nævnt stået i stadig forbindelse med ægteparret Henriette og P.F. Wulff, og han betragtede deres hjem som sit andet hjem på linie med Collins. Efter studentereksamen kom en brevveksling med datteren Henriette også i stand. Hun var pukkelrygget, virkede umiddelbart sart udadtil, som man kan se af Adam Müllers portræt og var måske derfor særdeles forkælet ikke mindst af hendes to brødre Christian og Peter. Men hun var i virkeligheden særdeles viljestærk og temperamentsfuld, og Andersens og Henriette Wulffs venskab var heller ikke problemfrit, men hun var også et musisk menneske, der dyrkede malerkunsten og blændende intelligent, belæst og måske den af hans mange veninder, Andersen følte sig mest knyttet til. Begge var passionerede rejsende, og hun var en af hans bedste kritikere, når det gjaldt hans digtning, og han rettede sig ofte efter hendes kritik, selv om de langt fra altid var enige.
Adam Müller: Henriette Wulff, 1827.
Brev nr. 44. Fra HCA til Henriette Wulff. 14. august 1828.
