H.C. Andersen

En brevbiografi

Ved Kirsten Dreyer

 

H.C. Andersen (1805-75) var ikke alene en genial eventyrdigter, men også en fremragende brevskriver, der indtager en førende plads i den danske brevskrivnings historie. Gennem årene blev det til tusindvis af breve til venner og bekendte i ind-og udland, der alle afspejler hans behov for at meddele sig, ligesom han i øvrigt altid længtes efter at modtage breve, der kunne holde ham underrettet om stort og småt i en tid, der ikke kendte til elektroniske kommunikationsmidler bortset fra den elektriske telegraf, der dog først vandt frem efter 1850.

H.C. Andersen gemte hele livet næsten alle breve, han modtog, helt ned til de mindste billetter, og bestemte i sit testamente, at hans to venner redaktør C.St. A. Bille (1828-98) og forfatteren og litteraturhistorikeren Nicolaj Bøgh (1843-1905) skulle gennemgå brevene med henblik på en udgivelse. Resultatet af deres arbejde forelå i 1877 i form af “Breve til Hans Christian Andersen”, der blev fulgt op af “Breve fra Hans Christian Andersen” i to bind året efter. I 1882 udgav H.C. Andersens nære ven Edvard Collin (1808-86) desuden en stor samling af Andersens breve til familien Collin og enkelte andre under titlen “H.C. Andersen og det Collinske Huus”. Fælles for de tre værker var, at de skulle betragtes som et supplement og en korrektion til H.C. Andersens store selvbiografi “Mit Livs Eventyr”, hvor han i mytens tegn fortæller om sit liv fra fødslen til udnævnelsen til æresborger i Odense i 1867. De fire brevsamlinger var alle udgivet efter datidens principper, og det betød bl.a., at mange breve var stærkt forkortede og at personnavne i mange tilfælde var slørede. Brevene var i det store og hele heller ikke forsynet med en realkommentar. Det er der siden rådet bod på gennem en lang række videnskabelige udgivelser af H.C. Andersens enkeltkorrespondancer, som fortæller om hans liv og belyser hans venskab med de pågældende.

En samlet udgave af alle breve fra og til H.C. Andersen er umiddelbart utænkelig. I og med at han som regel skrev til flere korrespondenter på en dag, må han nødvendigvis gentage sig selv, omend en begivenhed berettes på forskellig vis alt efter adressaten. En sådan udgave ville derfor virke trættende at læse. Til gengæld kan de mange trykte breve suppleret med utrykte danne basis for en brevsamling, der er bredere og lettere tilgængelig end Bille og Bøghs udgaver, og derfor har karakter af en egentlig biografi, fordi breve fra og til H.C. Andersen er samlet i kronologisk rækkefølge.

Barndom og første ungdom (1805-1822)

I begyndelsen af 1800-tallet var Odense endnu en lille by med omkring 6000 indbyggere, og selv om den både var kongelig residensby for tronfølgeren, prins Christian, den senere Christian VIII, og vinterresidens for den fynske landadel, så var det alligevel almuen, der dominerede bybilledet. Ca. halvdelen af indbyggerne levede i fattigdom, og blandt dem var også en gruppe håndværkere, de såkaldte frimestre. De var nok selvstændige, men de stod udenfor lauget, og de havde ikke ret til at holde svende.

H.C. Andersens fødested

Det var i et sådant frimesterhjem, at H.C. Andersen blev født den 2. april 1805, to måneder efter at hans forældre Anne Marie Andersdatter (ca. 1775-1833) og Hans Andersen (1782-1816) var blevet gift. Eftertiden har udpeget hjørnehuset i Hans Jensens Stræde, som nu danner kernen i H.C. Andersens Hus, som fødestedet, men H.C. Andersen vedkendte sig det aldrig selv, og fødestedet er og bliver usikkert. Har han boet her, har det dog kun været ganske kort tid. I januar 1806 flyttede familien nemlig til Holsedore nr. 330, i maj samme år til Klaregade nr. 310 for endelig i maj 1807 at rykke ind i Klingenberg nr. 646, det nuværende Munkemøllestræde, som Andersen altid betragtede som sit egentlige barndomshjem, og som nu er indrettet til museum.

Huset i Munkemøllestræde
Træsnit i "Søndags-posten" 4. april 1875.

Faderen var skomager, men slægten stammede egentlig fra landet. Farfaderen Anders (Traes) Hansen (ca. 1751-1827) havde været landsbyskomager, men havde desuden haft en lille gård som brændte. Det var en ulykke, som gjorde ham sindssyg, og H.C. Andersen frygtede hele livet at ende som farfaderen, der gik rundt som en original i Odense. Heller ikke farmoderen Anne Cathrine Nommensdatter (1745-1822), som H.C. Andersen i øvrigt elskede højt, var fuldstændig ved sine fulde fem, idet hun bildte sig ind, at hun stammede fra en fornem tysk adelsfamilie.

Anne Marie Andersdatter, der havde været tjenestepige inden ægteskabet, kom fra endnu ringere kår. Hendes moder, Anna Sørensdatter (ca. 1745-1825), som H.C. Andersen aldrig omtaler, havde fået tre børn udenfor ægteskab bl.a. Anne Marie. Da hun havde fået det tredie barn i 1783, fik hun ovenikøbet 8 dages fængselsstraf, idet lejermål, dvs. samleje udenfor ægteskabet, var strafbart. Samme år indgik hun i øvrigt ægteskab med Jens Pedersen, som havde siddet i tugthuset for at have skudt en herregårdsskytte. Senere, i 1794, efter Jens Pedersens død, giftede hun sig med en handskemagersvend Jørgen Rasmussen Sivert, der i en årrække var nattevægter i Odense, indtil problemer i forbindelse med arbejdet tvang ham og Anna Sørensdatter til at flytte til Bogense, hvor mormoderen endte sine dage som fattiglem.

Hans Andersen og Anne Marie Andersdatter var store modsætninger. Han var ikke så lidt af en drømmer, måske en arv fra de sindsforvirrede forældre, og han kunne aldrig rigtig forsone sig med tilværelsen. I modsætning til Anne Marie kunne han læse og skrive, og han havde en ganske lille bogsamling bl.a. Holbergs komedier og 1001 Nat, som han læste op af i H.C. Andersens barndom. Utilfredsheden og rastløsheden, men også familiens økonomi førte til, at han lod sig hverve til soldat som stedfortræder for en anden, der ville slippe for militærtjeneste, i 1812. Han nåede nu aldrig at komme i krig, og i 1814 vendte han i stedet hjem til Odense med et ødelagt helbred. To år senere, i april 1816 døde han, kort efter at H.C. Andersen var fyldt 11 år.

I modsætning til Hans Andersen var Anne Marie Andersdatter en ægte repræsentant for almuen. H.C. Andersen karakteriserede hende selv som fuld af hjerte, men naiv og overtroisk. Hun var dog også en praktisk kvinde, og efter faderens død tjente hun til livets ophold som vaskekone bl.a. på Odense Slot, indtil hun endte sine dage som alkoholiseret fattiglem på Gråbrødre Hospital.

H.C. Andersen tegnede allerede fra midten af 1820´erne et meget lyst og idyllisk billede af sin barndom, selv om han også fortæller om mange af skyggesiderne. Billedet er heller ikke helt forkert, for alle forsøg på at lade ham bidrage til familiens underhold ved forskellige former for børnearbejde mislykkedes, og i stedet blev han overladt til sig selv. Fra faderen havde han arvet drømmernaturen og interessen for læsning, og han udviklede tidligt en helt speciel evne til at komme i forbindelse med medlemmer af det bedre borgerskab, som han underholdt med sang og recitation af skuespil, medens de til gengæld lånte ham bøger. En ordentlig skolegang fik han dog ikke. En tid gik han hos en såkaldt “læremor”, der skulle lære ham de grundlæggende færdigheder i læsning, skrivning og regning. Senere kom han i en jødisk drengeskole og tilsidst i fattigskolen i Odense.

H.C. Andersen stiftede allerede i de tidlige barneår bekendtskab med teatret, og han begyndte også at skrive skuespil. Sammen med forskellige gæstespil af turnerende selskaber og Det kgl. Teater nærede det en drøm om en fremtid indenfor teatret. I 1818 havde Anne Marie Andersdatter giftet sig påny med en skomager, Niels Jørgensen Gundersøe (1787-1822), men han ønskede ikke at blande sig i stedsønnens opdragelse, og derfor var det moderen, der bestemte, at H.C. Andersen skulle i skrædderlære efter konfirmationen i foråret 1819. Men Andersen ville til København og til teatret, og da han havde sparet en lille sum sammen, endte det med, at moderen gav efter. Den 4. september 1819 forlod han Odense og rejste til hovedstaden, hvor han ankom to dage senere.

Prospekt af København set fra Valby bakke.

Mødet med København gik dog ikke helt som forventet. H.C. Andersen var en lang, ranglet dreng med kejtede bevægelser og et uskønt ydre, og hvor han end henvendte sig indenfor teatrets verden, blev han afvist. Til sidst havde han næsten brugt alle sine penge. Han indså, at han nok måtte rejse hjem til Odense og gå i håndværkerlære, men i et sidste desperat forsøg på at komme til teatret henvendte han sig til italieneren Giuseppe Siboni, der netop var blevet udnævnt til direktør for Det kgl. Teaters syngeskole, i hans hjem i Vingaardsstræde. Siboni havde middagsselskab, og blandt gæsterne var komponisten C.E.F. Weyse og digteren Jens Baggesen. Da han fortalte om sit liv og sine fremtidsdrømme, blev de så grebet, at de satte en indsamling i gang, samtidig med at Siboni lovede at give ham sangundervisning. I 1820 blev Andersen optaget på Det kgl. Teaters danseskole, året efter på syngeskolen, og han medvirkede jævnligt som statist ved forestillingerne på teatret, hvor han i øvrigt også gjorde ulønnet kortjeneste.

Det Kongelige Teater 1820 (kobberstik).

Direktionen for Det kgl. Teater havde imidlertid allerede i en betænkning til kongen 24. august 1820 frarådet at ansætte H.C. Andersen i noget som helst fag ved teatret. Alligevel fortsatte han både på danseskolen og syngeskolen, ligesom skuespilleren og instruktøren Ferdinand Lindgreen læste med ham i foråret 1821. Det sidste førte dog ikke til noget, og efter nogle måneders forløb anbefalede Lindgreen ham at opgive drømmen om at blive skuespiller.

Ved siden af teaterarbejdet begyndte Andersen for alvor også at digte, og i den forbindelse henvendte han sig til digteren B.S. Ingemann (1789-1862), der ikke alene var kendt som lyriker men også som en meget populær skuespilforfatter. Det følgende brev er udateret og blandt de første, der er bevaret fra H.C. Andersens hånd.


C.A. Jensens portræt af H.C. Andersen (1836).
Odense Bys Museer

Brev nr. 1. HCA til B.S. Ingemann. [u. å.]

[Se C.A. Jensens portræt af Ingemann her]

I marts 1822 indsendte H.C. Andersen, anonymt, tragedien “Røverne i Vissenberg” til Det kgl. Teater, som forkastede det tre måneder senere. Som det fremgår af direktionens svar, har forfatterens identitet trods anonymiteten ikke været ubekendt.

Brev nr. 2. Fra direktionen for Det kgl. Teater til HCA. 16. juni 1822.

Den 29. juni 1822 fik H.C. Andersen sin afsked fra Det kgl. Teater. Afskedigelsesbrevet angav ikke nogen årsag, men skyldtes sandsynligvis manglende evner til at leve op til de krav, der blev stillet til en korsanger bl.a. nodelæsning (Se Tove Barfoed Møller: “Christian Andersen og Det kongelige Theater 1819-1822” i Anderseniana 1991, 23-52, specielt 45ff. samt Hilding Ringblom: “Spørgsmålet om H.C. Andersens mulige nodeblindhed” i: Anderseniana 2001 27-38) . Umiddelbart efter anmodede han Jonas Collin om tilladelse til at debutere som skuespiller. Da Jonas Collin afslog dette med henvisning til Andersens ydre og stemme, skrev han i løbet af 14 dage en tragedie “Alfsol”, som han bl.a. læste op for provst Gutfeld, der indsendte den til Det kgl. Teater med en anbefalingsskrivelse. Den 3. september erklærede Rahbek i sin censur, at stykket var uegnet for teatret, men udtalte samtidig, at det var ønskværdigt, “hvad af dette besynderlige Hoved med Dannelse kunde blive”. Han foreslog derfor sine “mere formaaende Colleger” enten at skaffe H.C. Andersen en kongelig eller anden offentlig understøttelse til at studere eller, som han tidligere havde foreslået, indsamle så mange private midler, at han kunne holdes i latinskole i tre år og et år ved universitetet, indtil man så, hvad der blev af ham.Og han sluttede: “Men at der bør skee noget for ham, derom er jeg overbeviist, og anbefaler mit Ønske i saa Henseende til mine Hh Collegers nøiere Overveielse og formaaende Understøttelse.” (MeE 208). De øvrige medlemmer af direktionen tilsluttede sig denne anbefaling, og den 13. september blev Andersen kaldt op til direktionen, hvor han fik forelagt tilbudet, som han modtog med taknemmelighed (MeE 208, A&C XVf.). Herefter overtog Jonas Collin sagen. Den 16. oktober 1822 ansøgte han Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler om fri undervisning til Andersen i Slagelse lærde Skole. To dage efter forelå bevillingen, og samtidig fik Collin kgl. tilsagn om understøttelse fra Fonden ad usus publicos. Selve ansøgningen fra teaterdirektionen til Fonden ad usus publicos, hvor Jonas Collin var sekretær, forelå dog først 2. december. Den 31. december 1822 blev der bevilget Andersen en kgl. understøttelse i 3 år på 350 rdlr. årlig (fornyet 1826 og 1828).

TOP