De modne år (1851-67)
Under Treårskrigen havde H.C. Andersen ikke besøgt Tyskland, men med fredsslutningen var situationen en anden. “Krigsskuepladsen havde jeg endnu ikke besøgt, thi alene af Nysgjerrighed at komme der, medens de Andre virkede, var min Følelse imod; nu var Freden sluttet; nu skulde vi igjen venligt mødes og samles” (MLE II 133). Andersen planlagde bl.a. et besøg i Weimar, men ville alligevel forhøre sig om stemningen overfor Danmark og danskerne. Han skrev derfor et brev til Carl Olivier von Beaulieu-Marconnay, som svarede 29. maj 1850: “Sie fragen mich, ob Sie in Juli hieher kommen sollen? und zwar, weil Sie besorgt sind, mit Ihrem Dänischen Sinn in Deutschland Sich nicht heimisch fühlen zu können. Darauf könnte ich Ihnen eine recht lange Antwort geben, - allein kurz gefaszt lautet sie: sind Sie so Dänisch gesinnt, dasz die Sympathie für Holstein Sie beleidigt und verletzt, - sind Sie so Dänisch gesinnt, dasz Sie nicht begreifen wie man das Dänische Casino Ministerium für ein Erzeugnisz der Demokratie ansehn kann, - dasz Sie sich ärgern wenn man darüber spottet, dasz vor jedem Dänischen Beamten u. Soldaten der Hut bis an die Lende herabgezogen werden musz, - Sind Sie so Dänisch gesinnt, dasz Sie auf Seiten Dänemarks alles Recht, alle Treue, alle Vernuft, - und auf Seiten Holsteins alles Entgegengesetzte finden, - dann, mein lieber Freund, kann ich Ihnen nur rathen, kommen Sie jetzt nicht und kommen Sie nie wieder, - denn Sie würden Sich hier immer verletzt und beleidigt fühlen. Ist aber das nicht der Fall, so sein Sie überzeugt, dasz man in Ihnen immer nur den lieben braven Poeten und Freund sehen wird, mit dem man eben nicht über Politik spricht. Jedoch rathe ich für alle Fälle nicht in Juli zu kommen, denn dann fänden Sie Niemanden hier; aber auf der Rückreise von Paris, etwa im September oder October - dann würden wir Alle uns herzlichen freuen Sie hier zu begrüszen” (BEC V 200). H.C. Andersen modtog brevet 8. juni på Glorup, hvor han opholdt sig fra 2. juni til 17. juli, efter at han havde indledt sin sommerrejse med et besøg hos Jonna og Henrik Stampe på Christinelund 24. maj til 2. juni. Dagbøger fortæller, at brevet “gjorte mig lidt ilde” (IV 30), og d. 9. sendte han Beaulius brev til Edvard Collin og udbad sig hans kommentarer, som han fik i det følgende brev.
H.C. Andersen 'fotograferet' (saltpapirtryk) 1854
H.C. Andersen modtog Edvard Collins brev d. 18. og besvarede det samme dag. Her skriver han: “Da jeg fik Beaulieus Brev blev jeg ved den første Læsning deraf ilde berørt, jeg følte mig afficeret, senere, i en roligere Stemning, læste jeg det, jeg huskede tillige saa mange hjertelige elskværdige Træk hos denne fortræffelige Mand, havde dernæst i Tanke hvor opblussende han var, jeg vilde see hans Ord i det bedste Lys, og jeg var næsten derved, men dog ikke rigtigt, og ønskede at jeg maaskee ved Læsningen havde været for pirrelig, og derfor sendte jeg Dem det. - Forleden fik jeg et Brev fra Deres Søster Ingeborg, deraf saae jeg hvorledes De og hun havde følt ved at læse hvad han skrev til mig, jeg havde imidlertid samlet mig og skrevet mit Svar, det jeg følte Trang til at sende ham, De maa nu have faaet det af Deres Søster, og vil, som jeg bad hende, bede Dem om, oversætte det for mig og sende mig. - Det er forskellig fra hvad De har givet mig i Deres “Concept” og dog ikke saa forskjelligt, jeg vil ønske at De i Hjertet maa være tilfreds med mit, vistnok bløde Svar, men, som vil gribe ham, thi Beaulieu har dyb, stærk Følelse, De har seet den kan flamme op til Lidenskab. - Hvad De har skrevet til min muelige Afbenyttelse, vilde jeg kunde sige ham mundligt” (BEC II 209f.).
Hvornår Andersen sendte sit svar til Beaulieu-Marconnay er uvist, men ved sin besindighed reddede han deres venskab, og da Edvard Collin selv gjorde personligt bekendtskab med Beaulieu i 1855, ændrede han i øvrigt fuldstændigt syn på Andersens ven.
Brev nr. 353. Fra HCA til Carl Olivier von Beaulieu-Marconnay.
Den 17. juli rejste Andersen fra Glorup til Svendborg. Her mødte han Ingeborg og A.L. Drewsens søn, Viggo, den første i rækken af unge medlemmer af Collinslægten, som han inviterede med på sine årlige rejser sydpå. Næste morgen sejlede de til Flensborg og fortsatte herfra med ophold i Slesvig, Hamburg, Magdeburg og Leipzig til Dresden, som de nåede d. 24. Fem dage senere gik rejsen videre til Teplitz og Prag. Her ankom de d. 31. Den 2. august vendte de tilbage til Dresden via Herrnkretschen, Schandau og Bastei. Rejsen, der sluttede med et ophold på Glorup fra 30. august til 9. september er beskrevet i Dagbøger IV 24-74 samt MLE II 133-37.
I slutningen af august 1850 havde Christian Wulff fået kommandoen som chef over briggen “Mercurius” på dens forestående togt til Vestindien. Med på togtets første del var også Henriette Wulff som chefens gæst. Den 16. november gik hun i land på De dansk-vestindiske Øer og først 2. september 1852 vides hun med sikkerhed at have været tilbage i København.
Brev nr. 355. Fra HCA til Henriette Wulff. 18. december 1851.
Sommeren 1852 gik rejsen til Tyskland, Norditalien og Schweiz. Den 16. maj rejste Andersen til Lübeck og kom d. 19. til Weimar, hvor han opholdt sig til 10. juni. Derefter gik turen til Leipzig. Her mødte han Viggo Drewsen, som også havde ledsaget ham det foregående år, og sammen tog de via Hof til Nürnberg og videre til München, som de nåede d.16. Under opholdet, der varede til d. 28. besøgte H.C. Andersen d. 19. kong Max på Starnberg og fire dage senere var han hos kong Ludwig. Fra München rejste de til Chur, og 1. juli kom de over Splügen-passet til Italien, hvor de overnattede i Chiavenna og Como, inden de gjorde et todages ophold i Milano fra d.3. til 5. juli. Derefter gik rejsen igen nordpå via St. Gotthard-passet til Flüelen, Zürich, Schaffhausen, Fribourg og Heidelberg. Den 13. juli ankom de til Frankfurt. Rejsen, der varede til omkring 23. juli, er beskrevet i Dagbøger IV 75-128 og MLE II 137-43.
Et brev til Mathilde Ørsted afspejler, hvordan de nationale konflikter, der havde ført til Treårskrigen, også satte sig spor på det personlige plan i Andersens forhold til gamle venner fra Slesvig-Holsten bl.a. Augustenborgerne.
Den 30. november udkom “Historier”, Anden Samling, der indeholdt “Hjertesorg”, “Alt paa sin rette Plads!”, “Nissen hos Spekhøkeren”, “Om Aartusinder” og “Under Piletræet”. Andersen sendte dem straks til Ingemann, der modtog bogen 1. december. Digtervennen kvitterede samme dag i et takkebrev ved at meddele, at Andersen i løbet af en otte dages tid ville modtage hans nye mere end 700 sider lange roman “Landsbybørnene”. H.C. Andersen må have slugt bogen, der ikke alene i idé og anlæg minder om hans egne romaner, men også i skildringen af hovedpersonen Anton Knudsen er inspireret af Andersens skæbne, som Ingemann havde læst om den i “Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung”.
Som tidligere nævnt hærgede koleraen hele Europa med jævne mellemrum i første halvdel af 1800-tallet. Danmark havde dog endnu været forskånet for en epidemi, men 11. juni 1853 blev der konstateret et tilfælde af kolera i København hos en tømrer på Holmen. Samtidig opstod spredte tilfælde rundt omkring i byen, og 24. juni erklærede Sundhedskollegiet byen for smittet. I løbet af de næste tre måneder blev 7219 af hovedstadens godt 100.000 indbyggere angrebet af sygdommen, heraf døde de 4737. Hvem der kunne, flygtede i bogstaveligste forstand fra byen. H.C. Andersen var imidlertid, allerede inden sygdommen brød ud, rejst til Sorø den sidste majdag. Herfra rejste han videre til herregården Vilhelmsborg syd for Aarhus, hvor han var gæst fra d. 8. til 26. juni. Den 27. kom han til Silkeborg, hvor han tilbragte resten af sommeren bortset fra 15. juli til 3. august, da han rejste til Glorup i anledning af grev A.G. Moltke-Hvitfeldts sølvbryllup.
I “Mit Livs Eventyr” skriver Andersen: “Foraaret begyndte saa smukt dette Aar, hilsede mig med grønne Skove og Nattergale-Sang, - og snart var alt dette kun en tom Herlighed; - tunge, angstfulde Dage ventede, Cholera udbrød i Kjøbenhavn; jeg var ikke længere i Sjælland, men hørte om alle Sygdommens Rædsler og Dødsbud, det første for mig, smertelige, var om Digteren, Pastor Boye. I de sidste Aar kom han mig saa inderlig, saa erkjendende imøde, jeg havde faaet ham saa hjertelig kjær” (II 146).
C.J. Boye
Den 6. september forlod H.C. Andersen Silkeborg og rejste til Sjælland. Her besøgte han Ingemanns, inden han vendte hjem til København, hvor koleraepidemien nu var ved at ebbe ud. Mod sædvane tilbagte han julen i hovedstaden, som han beretter om i det følgende brev til Ingemann, der bl.a. giver et indblik i den måde, man fejrede juleaften indenfor kongefamilien på.
Som H.C. Andersen skrev i det foregående brev var det hans plan at besøge München og Tyrol i sommeren 1854. Rejsen kom dog også til at omfatte et besøg i Italien. Den 8.maj forlod han København i selskab med Ingeborg og A.L. Drewsens søn Einar (1833-73), som han havde inviteret med på rejsen. Turen gik ned gennem Tyskland via Kiel, Hamburg og Leipzig til Dresden, som de nåede d.11. Efter et ophold i Maxen fra d. 15. til d. 21. fortsatte de til Prag og fra d. 24. til d. 29. var de i Wien. Derefter fortsatte de til Triest og 2. juni ankom de til Venedig. Tre dage senere gik rejsen videre over Verona, Trento og Bozen til Brennerpasset, som passeredes natten til d. 9. Den 12. var de i München, hvor Andersen besøgte kong Max på Hohenschwangau 19.-21. juni. Fra München gik rejsen videre til Weimar. Her opholdt de sig fra d. 27. til 29., hvorpå de tog til Wilhelmsthal ved Eisenach, hvor Andersen var storhertug Carl Alexanders gæst i to dage fra 30.juni til 1. juli. Omkring 5. juli var de tilbage i København. Rejsen er beskrevet i Dagbøger IV 129-56 og MLE II 150-56.
Allerede ved udgivelsen af “Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung” i 1847 påtænkte H.C. Andersen engang at udgive selvbiografien på dansk i en udvidet udgave (jf. brev 334 ovenfor). Tidspunktet kom med afslutningen af “Samlede Skrifter”. Arbejdet med “Mit Livs Eventyr” begyndte i sommeren 1853 og fortsatte i den følgende vinter. Men først sidst på sommeren 1854 kom der gang i arbejdet, som fortsatte i efteråret. Den udkom som bind 21 og 22 af “Samlede Skrifter” 19. juli.1855.
Brev nr. 366. Fra HCA til Henriette Wulff. 13. oktober 1854.
Brev nr. 367. Fra HCA til Henriette Wulff. 28. november 1854.
Brev nr. 368. Fra HCA til Henriette Wulff. 16. februar 1855.
Den 18. maj 1855 kunne Andersen notere: “Endt mit Livs Eventyr” (Almanakker 234). To måneder senere, da han var på en tre måneder lang rejse til Tyskland og Italien fra 28. juni til 30. september, udkom selvbiografien. Blandt de venner, der fik et eksemplar af bogen, var hans velynder fra barndommens Odense Chr. Høegh-Guldberg, som han ikke havde haft kontakt med i flere år.
I slutningen af sommeren 1855 var Henriette Wulff af helbredsgrunde igen rejst til Vestindien sammen med broderen Christian, der havde fået bevilget orlov for at ledsage hende.
Brev nr. 371. Fra HCA til Henriette Wulff. 27. december 1855.
I foråret 1856 var H.C. Andersen for første gang gæst på herregården Holsteinborg ca. 13 km øst for Skelskør. Ejeren var politikeren, den senere konsejlspræsident Ludvig Holstein-Holsteinborg (1815-92). Han var 1850 blevet gift med Mimi Zahrtmann (1830-76), datter af viceadmiral C.C. Zahrtmann (1793-1853) og Elisabeth, f. Donner (1805-58). Andersen havde jævnlig været gæst i det Zahrtmannske hjem siden Mimi Holsteins barndom og havde gentagne gange været indbudt til at besøge Holsteinborg, som i øvrigt blev nr. 3 i rækken blandt de godser, digteren hyppigst gæstede. Gennem årene blev det til 15 ophold, der kun er overgået af Glorup, hvor han var 24 gange i årene 1839-69, og Basnæs, som kommer ind på en førsteplads. Fra 1855 til 1872 var Andersen ikke mindre end 37 gange på Basnæs, der ligger omkring 5 km vest for Holsteinborg. Værtinden var Henriette Scavenius (1819-98), datter af grev Otto Joachim Moltke til Espe, som Andersen også gæstede flere gange gennem årene. Fru Scavenius, der blev hans nære veninde, var enke efter hofjægermester Jacob Brønnum Scavenius (1811-50), og Andersen havde allerede besøgt ægteparret første gang i sommeren 1848 under en udflugt fra Espe. Der gik dog syv år, før han gjorde et længerevarende ophold på Basnæs, der i modsætning til Holsteinborg var af ganske ny dato opført af G.F. Hetsch i 1842-46 i gotisk stil.
Basnæs
Gennem flere år havde H.C. Andersen ikke haft kontakt med Charles Dickens. End ikke tilegnelsen af “A Poet’s Day Dreams”, en samling på 30 eventyr, der udkom på Bentleys forlag i 1853, havde affødt en tak eller reaktion fra den engelske romanforfatters side. Da Andersens ven, redaktør C. St. A. Bille, i sommeren 1856 planlagde en rejse til London, fik han et brev, der ikke er bevaret, med til Dickens. Den danske journalist afleverede det på Dickens' adresse i London, da han fik at vide, at Dickens selv opholdt sig i Frankrig. Herfra blev det videresendt til adressaten, som straks svarede med følgende brev til Andersen.
H.C. Andersen modtog Dickens' brev på Maxen 14. juli (Dagbøger IV 223). Efter besøget på Holsteinborg var han 1. juni taget tilbage til København, og 6. juni forlod han hovedstaden med aftentoget for at rejse til Hamburg via Korsør-Kiel. D. 10. kom han til Dresden, og tre dage senere tog han videre til Serres i Maxen, hvor han opholdt sig til d. 21. Herfra fortsatte han til Weimar, indbudt til storhertug Carl Alexanders fødselsdag, og d. 29. vendte han tilbage til Dresden efter to dage i Leipzig. Den 4. juli tog han igen til Maxen. Besøget her varede denne gang til 30. juli. Hele rejsen, der sluttede med et besøg hos Ingemanns i Sorø fra 2. til 5. september er beskrevet i Dagbøger IV 196-237.
Det var også under besøget på Maxen han 9. juli kunne notere i sin dagbog: “Endnu et Brev kom seent iaftes, jeg fik det først i Dag, det var fra Fru Kock men [sic] den skrækkelige Efterretning at Christian Wulff var død i Amerika af den gule Feber og at Jette sad der alene og styrede hjem, det greb mig dybt” (IV 222).
Fra St. Thomas var søskendeparret Henriette og Christian Wulff sejlet til U.S.A.. På vejen blev broderen syg og døde 7. juni 1856 i Beaufort, South Carolina, hvor han ligger begravet.
Andersen skrev øjeblikkelig til Ida Koch (BfA II 351-52. Brevet er fejldateret 6.7. i stedet for 9.7.), og efter at han d. 25. havde fået et brev fra Henriette Wulff dat. 21.7.1856 (BHW II 271-72), skrev han med det samme følgende brev til veninden.
I vinteren 1856-57 var H.C. Andersen travlt beskæftiget med færdiggørelsen af “At være eller ikke være”. Det er måske forklaringen på, at der gik næsten trekvart år, før han besvarede Dickens’ brev fra juli 1856 (brev 373), der også indeholdt en invitation til at besøge England.
Dickens besvarede brevet 3. april og udtrykte håbet om, at Andersen straks ville beslutte sig til et besøg i England. Samtidig gjorde han opmærksom på, at han og familien tilbragte sommeren på deres landsted halvanden times kørsel fra London, hvor alt og alle ville stå til vennens disposition. Andersen takkede endnu en gang for invitationen 14. april og skrev, at han ville komme 10. eller 12. juni.
Gad's Hill. Charles Dickens' landsted
Den 20. maj udkom “At være eller ikke være” og ti dage senere rejste H.C. Andersen til Sorø, fortsatte 1. juni til Basnæs og herfra d. 4. til Korsør. Om den videre rejse beretter han i det følgende brev til Ingeborg Drewsen.
Opholdet i England varede til 15. juli, da Dickens kørte ham til Maidstone. Her tog de afsked, og Andersen fortsatte til Folkestone for at krydse Den engelske Kanal til Boulogne. Rejsen gik derefter til Paris, hvor han opholdt sig 17.-21. juli, inden han tog videre til Dresden, som han nåede d. 26. Næste dag rejste han med Serres til pianisten Adolf Henselts gods ved Gersdorf i Schlesien. Besøget varede til d. 30. og den følgende måned opholdt han sig skiftevis i Dresden og Maxen. Den 1. september tog han til Weimar. Her var han storhertug Carl Alexanders gæst ved festlighederne i anledning af 100-årsdagen for storhertug Carl Augusts fødsel. Det blev H.C. Andersens sidste besøg i denne by. Efter middag 6. september rejste han videre til Kassel, hvor han påbegyndte det følgende brev til Henriette Wulff.
Brev nr. 378. Fra HCA til Henriette Wulff. 6. september 1857.
Hjemturen gik imidlertid hurtigere end forventet. 9. september rejste Andersen videre til Hamburg, skræmt ved tanken om, at der var kolera i byen. Det blev ikke bedre, da han nåede Kiel, hvor han læste i aviserne, at koleraen nu var nået til Korsør. Da han sejlede fra Kiel til Korsør d. 11., tog han derfor direkte til København uden at gøre ophold hos Ingemanns i Sorø. Men heller ikke hovedstaden var gået fri for sygdom. Theodor Collin gav ham ordre til øjeblikkelig at forlade byen igen, fordi man frygtede en ny koleraepidemi. I tidsrummet 18. august til 26. november blev der således konstateret 63 tilfælde af den frygtede sygdom. Den 14. september tog Andersen derfor til Roskilde, hvor han besøgte provst Søren Ortwed, inden han rejste videre til Sorø d. 17. og derfra til Basnæs. Her opholdt han sig fra d. 26. september til 18. oktober. Den 19. var han tilbage i København. Ved hjemkomsten fandt han det følgende brev fra filosoffen F.C. Sibbern om “At være eller ikke være”, der formodentlig er den mest paradoksale kritik, Andersen nogensinde modtog.
Brev nr. 380. Fra HCA til Storhertug Carl Alexander. 25. februar 1858.
I efteråret 1858 indtraf en katastrofe, der rystede og mærkede H.C. Andersen for livet.
Under sit ophold i USA i 1855-56 mistede Henriette Wulff som nævnt broderen Christian, der døde af gul feber i Beaufort i South Carolina, hvor han også blev begravet. Ved hjemkomsten til Danmark i slutningen af juli havde Henriette Wulff, der hele livet havde været nært knyttet til broderen, besluttet at emigrere til Amerika. Det var egentlig planen, at hun skulle være rejst i sommeren 1857, men da det kom til stykket, havde hun svært ved at beslutte sig. Men som tiden gik, stod det hende klart, at hun måtte træffe en afgørelse, og i løbet af foråret 1858 blev afrejsen endelig planlagt. Hun ville ikke rejse direkte fra Danmark til USA, men først besøge Nysø og siden en veninde i Holsten. Afrejsen fandt sted 21. juli, og fra Holsten tog hun videre til Eisenach og senere til badestedet Liebenstein. Her forsøgte hun i øvrigt forgæves at få et sidste gensyn med Andersen, der på samme tid befandt sig i Dresden, inden hun tog til Hamburg, hvor hun 1. september gik ombord i postdampskibet “Austria”, der samme dag sejlede til Southampton for at tage flere passagerer ombord.
Da “Austria” 4. september satte kurs mod Amerika udgjorde besætning og passagerer i alt 542. Om eftermiddagen den 13. september, fem døgns sejlads fra New York, udbrød der brand ombord på mellemdækket, da der skulle ryges med brændende tjære af hygiejniske hensyn. Alle slukningsforsøg var forgæves, og da det mislykkedes at stoppe maskinerne, opstod der panik. Kun en af skibets 8 redningsbåde nåede at blive sat i vandet, men kæntrede. 4 brændte og 3 blev knust under nedfiringen. Først efter tre timers forløb kom der hjælp fra et fransk skib, der reddede 67 (eller 68), af passagererne, heraf 6 kvinder. Næste dag bjergede et norsk skib 16 passagerer og 6 besætningsmedlemmer, alle mænd. 453 omkom heriblandt Henriette Wulff.
Der gik næsten tre uger, før nyheden om katastrofen nåede til Danmark. Først 4. oktober bragte Berlingske Tidende det første telegram om ulykken, og der gik yderligere nogle dage, før flere af de øvrige aviser fortalte, hvad der var sket.
I sommeren 1859 havde det egentlig været H.C. Andersens hensigt at rejse til Rom, men da den fransk-østrigske krig, der blev indledningen til Italiens samling det følgende år, brød ud i slutningen af april, blev han tvunget til at ændre sine planer, og han besluttede derfor i stedet at rejse til Jylland for at se Vestkysten og besøge Skagen. Desuden havde han gennem et par år haft en stående indbydelse til at besøge herregården Nørre Vosborg sydvest for Holstebro, og benyttede nu anledningen til at komme.
Den 1. juni tog han om aftenen til Sorø, hvor han var gæst hos Ingemanns et par dage, inden han tog videre til Basnæs 4. juni. Her opholdt han sig til d. 20., hvorefter han rejste til Drewsens i Silkeborg, og 4. juli fortsatte han med overnatning i Herning til Nørre Vosborg,
hvor han skrev det følgende brev, der efter al sandsynlighed blev det sidste, han skrev til Signe Læssøe. Hverken dagbogen eller almanakken fortæller, at han skulle have skrevet til hende de næste elleve år, og forklaringen er sikkert hendes svækkede synsevne.
Efter turen til Frederikshavn og Skagen rejste H.C. Andersen igen sydpå over Randers, Silkeborg og Kolding, inden han sluttede sommerejsen med et besøg hos Ingemanns. Den 13. september var han tilbage i København. Tre måneder senere tog han atter ned til Ingemanns i forbindelse med juleferien på Basnæs. I den forbindelse hedder det i MLE II 225: “Hos Ingemann modtog jeg Brev fra Kong Max af Bayern. Han skrev, at da jeg ifjor paa Starnberger-Søen i den kongelige Baad læste nogle af mine Eventyr, bestemte han, at jeg skulde være en af hans Maximilians-Riddere. De Hindringer, som dengang stode i Veien, vare nu hævede, og han sendte mig denne høie Orden, der er stiftet af denne Kunsten og Videnskaben bevaagne Konge.” Imidlertid er beretningen behæftet med et par fejl. For det første kan Andersen ikke have modtaget brevet under besøget hos Ingemanns, idet et notat i Almanakker viser, at han besvarede det 19. november (280; koncept til svaret trykt i BfA II 407-09). For det andet indeholder kong Max’ brev intet om, at digteren “ifjor” læste eventyr på Starnberger-Søen. Oplæsningen fandt nemlig sted helt tilbage til 19. juni 1852 (Dagbøger IV 98, MLE II 141f.).
Brev nr. 385. Fra Kong Maximilian II af Bayern til HCA. 8. november 1859.
I efteråret 1859 havde den unge forfatterinde Ilia Fibiger (1817-67), en søster til Mathilde Fibiger, henvendt sig til Andersen om hjælp i forbindelse med et skuespil, hun havde skrevet (BtA 125f.). Andersen gennemlæste også forskellige mindre tekster af hende, idet Ilia Fibiger, der i øvrigt var overvågekone på Det kgl. Frederiks Hospital (hvor hun bl.a. passede Søren Kierkegaard) også skrev eventyr og børnefortællinger. Da H.C. Andersen 9. december 1859 udgav “Nye Eventyr og Historier”, Første Række, Fjerde Samling, der indeholdt “Pen og Blækhuus”, “Barnet i Graven”, “Gaardhanen og Veirhanen”, “Deilig!” og “En Historie fra Klitterne”, må han have sendt frøken Fibiger et eksemplar, som det fremgår af det følgende brev.
Ilia Fibiger
Den 4. januar 1860 var H.C. Andersen tilbage i København, hvor der ventede ham en travl tid, som det fremgår af et brev til Ingemann.
På sin fødselsdag 2. april 1859 skriver H.C. Andersen: “Aften hos Henriques, hvor Bille udbragte min Skaal” (Almanakker 273). Notatet er det første vidnesbyrd i almanakken og dagbogen om bekendtskabet med ægteparret, vekselmægler Martin R. (1825-1912) og Therese Henriques, f. Abrahamson (1833-82). Andersen havde lært familien at kende hos Bournonvilles, hvor han havde hørt fru Henriques, der var en fremragende pianistinde, spille. Det blev hurtigt til et nært venskab. I 1860'erne og 70'erne var han fast middagsgæst hos det velhavende jødiske ægtepar, først i Vimmelskaftet, siden i Tordenskjoldsgade, og opholdt sig flere gange i sommerhalvåret på deres landsted Petershøj i Ordrup. Bekendtskabet blev også indledningen til en brevveksling, hvoraf dog kun Andersens breve er bevarede. De udkom i 1932 under titlen “H.C. Andersens Breve til Therese og Martin R. Henriques 1860-75” udgivet af H. Topsøe-Jensen og med indledning af Paul V. Rubow.
Therese Henriques
De følgende tre måneder rejste H.C. Andersen rundt i Tyskland og Schweiz. Den 1.-2. juli var han således i Oberammergau for at se passionsspillet, og fra d. 30. juli til 13. august besøgte han Jules Jürgensen i Le Locle, hvor han ikke have været siden 1833. Efter et ophold i Montreux 18.-25. august tog han via Lausanne til Genève, hvor han ankom d. 26. Her blev han i knap tre uger til 16. september. Se Dagbøger IV 377-434 og MLE II 229-34.
Brev nr. 390. Fra HCA til Henriette Collin. 11. september 1860.
Brev nr. 391. Fra HCA til Henriette Collin. 11. november 1860.
I 1856 havde H.C. Andersen fremsat tilbud om at invitere Edvard og Henriette Collins søn Jonas med på en del af sin sommerrejse. Edvard Collin afslog imidlertid tilbuddet: “Naar en Dreng i Jonas’s Alder, da han endnu gaaer i Skole, skulde have en saa luxuriøs Ferie, og det lige Aaret efter at han har havt det for hans Alder ualmindelige Held at see den største Deel af Tydskland, da maatte der være ualmindelige Grunde til at retfærdiggjøre Anvendelsen af saa store Bekostninger paa ham; han kunde ellers let faae Følelsen af at være et Grevebarn eller noget Lignende, at man ikke behøver at arbeide for at høste Lønnen o.s.v.” (BEC II 280f.). I 1859 var den unge Jonas imidlertid blevet student og havde derefter påbegyndt et studium i zoologi på universitetet. Andersens tilbud om at give ham en udenlandsrejse stod fortsat ved magt, og 19. februar 1861 fortæller dagbogen, at han har bestemt sig til at rejse og tage Jonas med. Han noterer i øvrigt også, at Jonas Collin d.y. blev meget glad, og at de samme aften var i Casino til skuespillerinden Amalie Prices beneficeforestillingen, hvor Andersen havde skrevet en epilog (Dagbøger V 10).
Den 30. marts løste de to rejsefæller pas hos politiet, og 4. april tog Andersen til Sorø for at besøge Ingemanns, inden han mødtes med Jonas på Sorø Station den følgende dag. Herfra tog de til Korsør og videre med skib til Flensborg. I de følgende knap 5 måneder rejste de til Schweiz og gennem Sydfrankrig til Genova, hvorfra de sejlede til Civita vecchia. Den 28. april nåede de Rom, hvor de opholdt sig en måned, inden turen igen gik nordpå med stop i bl.a. Firenze, Torino, Milano, Bex, Lausanne, Brunnen og München. Fra d. 26. juli til 14. august var de hos Serres i Maxen, inden de påbegyndte den sidste del af hjemrejsen til Flensborg og videre med skib til Korsør, hvor de skiltes, Andersen for at tage til Basnæs og Sorø, medens Jonas rejste direkte til København. Her nåede han hjem få dage før hans bedstefader Jonas Collin døde 28. august efter lang tids svagelighed. Rejsen er i øvrigt beskrevet i Dagbøger V 21-117 og i MLE II 235-42.
Som det fremgår af det følgende brev havde Edvard Collin sine betænkeligheder omkring samværet mellem Andersen og sønnen, og H.C. Andersens svar afslører da også, at rejsen ikke forløb uden gnidninger, ligesom det viser, at han i realiteten ikke har kendt sin unge rejsekammerat særlig godt. Ikke desto mindre blev det månedlange samvær indledningen til et meget nært, men også stormfuldt venskab.
Brev nr. 392. Fra Edvard og Henriette Collin til HCA. 23. april 1861.
Brev nr. 395. Fra Bjørnstjerne Bjørnson til HCA. 10. december 1861.
I MLE fortæller Andersen: “Kong Frederik den Syvende hørte mig altid helst selv læse Eventyrene, ikke blot paa Frederiksborg [...] men flere Gange kaldtes jeg til Christiansborg. Strax i Februar læste jeg saaledes for Kongen og en ganske lille Kreds, han havde samlet om, de fire seneste Eventyr; især tiltalte og opfyldte ham “Iisjomfruen”, selv havde han som Prinds tilbragte længere Tid i Schweiz” (II 246). Oplæsningen fandt sted 10. februar 1862, og beretningen i selvbiografien kan suppleres med dagbogen: “Paa Restauration, skulde have læst for Kunstnerne, men var kaldt til Kongen hos hvem jeg Klokken 8 læste: Iisjomfruen, Sneglen, Sommerfug[len]. Kongen var livlig, fortalte om sit Ophold i Schweitz takkede mig særdeles for den Fornøielse han havde af min Læsning og trykkede flere Gange min Haand” (V 146). Den 14. modtog han følgende brev fra kongen ledsaget en gulddåse med kongens initialer i brillanter.
Brev nr. 396. Fra Kong Frederik VII til HCA. 13. februar 1862.
H.C. Andersen havde tilbragt julen 1861 på Holsteinborg, men inden havde han været gæst hos Ingemanns i Sorø fra d. 20. til 23. december. Det blev sidste gang, han så digtervennen. Den 24. februar 1862 døde Ingemann efter kort tids sygdom. H.C. Andersen fik imidlertid først besked om dødsfaldet to dage senere, hvor et dagbogsnotat fortæller: “Idag først kom Efterretning om Ingemanns Død, den stod i Aften Avisen” (Dagbøger V 150) og samme aften skrev han til Lucie Ingemann.
Skønt samværet mellem H.C. Andersen og Jonas Collin d.y. under sommerrejsen 1861 havde været præget af gnidninger, havde de dog ikke været værre, end at Andersen under deres ophold i Hamburg kort før de skiltes, havde overtalt Jonas til at sige du til sig. Og umiddelbart inden han tog på juleferie på Holsteinborg noterede han i dagbogen 19. december: “Var opfyldt af Tanken at gaae til Spanien og tage Jonas Collin med” (V 136). I løbet af foråret blev en række forhindringer ryddet af vejen, og 24. juli mødtes de to venner i Korsør for at begive sig ud på rejsen, der kom til at vare otte måneder.
Brev nr. 398. Fra HCA til Therese Henriques. 4. august 1862.
Brev nr. 399. Fra HCA til Henriette Collin. 8. oktober 1862.
Brev nr. 400. Fra HCA til Therese Henriques. 5. januar 1863.
Den 14. januar 1863 forlod Andersen og Jonas Collin d.y. Bordeaux og rejste til Paris, hvor de ankom d. 21. Opholdet her varede to måneder, inden de fortsatte hjemrejsen over Aachen, Düsseldorf, Hannover og Hamburg til Flensborg. Her skiltes de. Den unge Collin fortsatte ad søvejen til Sjælland, medens Andersen tog over Odense og Korsør. Den 31. var han tilbage i hovedstaden.Rejsen er beskrevet i Dagbøger V 343-80.
Tre uger senere, d. 22. april begyndte han en rundrejse til en række herregårde. I første omgang gjaldt turen Christinelund. Herfra fortsatte han til Holsteinborg 2. maj, og 8. maj kom han til Basnæs.
[H.C. Andersen og Jonas Collin d.y. fotograferet i Bordeaux 1863 efter deres rejse til Spanien ]
Den 20. maj kom H.C. Andersen som planlagt til København. Men allerede 19. juni tog han igen på herregårdsbesøg. Denne gang gjaldt rejsen i første omgang Glorup, som han gæstede til 7. juli, hvorefter han tog til Frijsenborg og 19. juli videre til Basnæs. Den 5. august sluttede han sommerrejsen med et besøg i Roskilde og d.10. var han tilbage i København.
Efteråret 1863 blev præget af den voksende politiske spænding mellem Danmark og Preussen, der i første omgang kulminerede med vedtagelsen af Novemberforfatningen og Frederik VII’s død 15. november. Andersen var stærkt påvirket af situationen og humøret blev ikke bedre, da det i december kom til et opgør med den unge Jonas Collin, foranlediget af det brev fra en anonym student, Andersen fortalte Henriette Collin om i brev 398 ovenfor.
Brev nr. 402. Fra Jonas Collin d.y. til HCA. 13. december 1863.
H.C. Andersen følte sig fuldstændig overvældet over Jonas Collins brev og anså tillige, at den unge rejsekammerat var dybt utaknemmelig over alt, hvad han havde gjort for ham. Det gav han udtryk for i et brev 14. december, men hvor han også takkede “for hver god Time Du gav mig” og underskrev sig “Din Ven H.C. Andersen” (BJCd.y. 109). H.C. Andersen var dybt deprimeret de følgende par uger, selv om han også var meget optaget af begivenhederne omkring Frederik VII’s bisættelse i Roskilde Domkirke 19. december.
23. december rejste han på juleferie på Basnæs. Jonas Collin omtales slet ikke de følgende dage i dagbogen. Først da Andersen modtog et brev fra sin unge ven d. 29. skriver han: “det var tilnærmende, men stivt dog i Anskuelse og gammel Mening” (Dagbøger V 454). Næste dag skrev han følgende brev:
Brev nr. 403. Fra HCA til Jonas Collin d.y. 30. december 1863.
Den 5. januar 1864 var H.C. Andersen tilbage i København, og 1. februar udbrød krigen, da tyskerne gik over Ejderen.
Brev nr. 404. Fra Bjørnstjerne Bjørnson til HCA. 6. marts 1864.
Brev nr. 405. Fra HCA til Bjørnstjerne Bjørnson. 3. maj 1864.
Sommeren 1864 tilbragte H.C. Andersen i Danmark. Efter et ophold på Basnæs 3.-27. juni, tog han til Søllerød, hvor han besøgte Louise de Neergaard 2.-18. juli, og fire dage efter hjemkomsten tog han seks dage til Marienlyst Badehotel ved Helsingør. Den 28. var han tilbage i København og 3. august sejlede han med dampskibet “Flora” til Bøget for at besøge Jonna og Henrik Stampe på Christinelund. Herfra sendte han det følgende brev til Lucie Ingemann, der afspejler dels den depression, han led under som følge af krigen, dels de tanker, han gjorde sig omkring den mulige udgivelse af hans mange korrespondancer.
Ligesom fætteren Viggo Drewsen havde Jonas Collin d.y. meldt sig som frivillig. Han kom til at gøre tjeneste ved premierløjtnant B.C.N. Aarøes (1828-86) strejfkorps, der skulle indsættes bag fjendens linier og bl.a. virke ved sabotage, overfald på transporter, vagtposter o.l. Trods Andersens forsonlige tone i sit brev ved årsskiftet 1863-64 (brev 402 ovenfor), havde han alligevel svært ved at tilgive den unge Collin, men da de tog afsked 31. maj noterede han dog: “jeg blev ham velstemt ved Besøget” (Dagbøger V 67) og de følgende måneder vekslede de en række breve.
Brev nr. 407. Fra HCA til Jonas Collin d.y. 17. august 1864.
Den 23. august var H.C. Andersen tilbage i København, hvor han opholdt sig de næste ni måneder bortset fra julen, som han fejrede på Basnæs. Det var også Basnæs, der var målet for hans første rejse i 1865. Den 24. maj tog han direkte fra hovedstaden til den sydsjællandske herregård, hvorfra han skrev til Ida Koch.
Den 4. august var H.C. Andersen tilbage i København, hvor fru Anholm meddelte ham, at hun blev nødt til at sige ham op, fordi hun skulle bruge hans værelser. “Jeg betragtede det som et Fingerpeg af Gud, at jeg skulde reise til Portugal, det var en Bestemmelse. Imidlertid mældtes i Aviserne, at der i Spanien var Kolera, og at den trængte ind i Portugal. Jeg udtalte mig i et Brev derom til Georg O’Neill; hans venlige Svar var, at han ikke vilde overtale mig, men blive særdeles glad, om jeg bestemte mig til at komme, og da blive der saalænge jeg lystede. Koleraen var i Tiltagende i Spanien, men kun et eneste Tilfælde havde viist sig i Portugal.
Jeg besluttede imidlertid at reise, men ikke strax Syd paa. Jeg vilde see Tiden an, gaae op til Stockholm, hvor jeg længe ikke havde været [...] Da jeg for en Deel Aar tilbage første Gang besøgte Stockholm, varede Reisen med Deligence en heel Uge, nu havde Sverrig Jernbane.” (MLE II 285).
Brev nr. 411. Fra HCA til Henriette Collin. 22. december 1865.
I foråret 1863 havde H.C. Andersen stiftet bekendtskab med den unge journalist Robert Watt (1837-94) hos familien Henriques. De sås jævnligt de følgende år, og Watt ledsagede bl.a. også Andersen til Paris i efteråret 1867. Bekendtskabet blev også begyndelsen til en korrespondance, hvoraf kun Andersens breve synes bevaret. Bl.a. skrev han det følgende brev til sin unge ven på rejsen til Portugal. Den 31. januar 1866 var Andersen rejst til Korsør. Dagen efter fortsatte han til Kolding, og 2. februar nåede han Hamburg. To dage efter rejste han over Celle, Hannover og Rheine til Utrecht, hvor han ankom d. 7. Tre dage senere rejste han videre til Amsterdam, som han nåede samme dag. Rejsen er beskrevet i Dagbøger VII 19-37.
Robert Watt
Fra Bordeaux gik hjemrejsen over Blois, Paris, Köln og Hannover til Hamburg, hvor Andersen ankom 3. september. To dage senere fortsatte han til Kolding, og d. 9. nåede han København. Her blev han modtaget af Dorothea og Moritz G. Melchior, der kørte ham ud til deres landsted “Rolighed” på Østerbro, hvor han blev boende, til han rejste til Holsteinborg 29. september og derfra videre til Basnæs 5. oktober.
Brev nr. 415. Fra HCA til Jonas Collin d.y. 15. oktober 1866.
Den 1. april 1867 åbnede Verdensudstillingen i Paris. “Folk fra alle Verdens Lande strømmede derhen. “Fata Morganas” Slot var reist paa Marsmarkens Sandslette, denne selv forvandlet i den skjønneste Have. Jeg maatte derhen; see Eventyr-Synet i vor Tid.
Allerede den ellevte April var jeg i Banetoget over Fyen, gjennem Hertugdømmerne og Tydskland ihast i Paris. Udstillings-Paladset var reist, men endnu i stadig Fremvæxt; Bygningerne rundt om det, hele Have-Anlæget med Kanaler, Grotter og Vandfald i travl Udvikling, hver Dag saae man de stærke Fremskridt. Alt opfyldte og løftede mig, jeg kom her næsten daglig og mødtes med Bekjendte og Venner fra forskjellige Verdens Lande. Det var som et stort Stævne var sat her” (MLE II 330).
Fra Paris rejste H.C. Andersen 9. maj videre til Neuchâtel og Le Locle, hvor han var gæst hos Jules Jürgensen 14.-27.maj. Derefter tog han til Bern, og d. 30. fortsatte han over Fribourg, Frankfurt og Kassel til Hamburg, som han nåede 2. juni. Den 5. tog han til Odense, og to dage senere var han tilbage i København.
Den 16. juli forlod han igen hovedstaden efter i den forløbne måned bl.a. at have i takkeaudiens på Fredensborg Slot hos kongen, der i anledning af sølvbryllupet havde udnævnt ham til etatsråd. Rejsen gik i første omgang til Sorø, hvor han besøgte fru Ingemann. Herfra tog han til Basnæs, og d. 27. til Glorup, inden han sluttede sommerejsen med et ophold på Holsteinborg fra 7. til 21. august.
Brev nr. 417. Fra HCA til Dorothea Melchior. 7. august 1867.
I efteråret 1867 blev H.C. Andersen og Carsten Hauch ufrivilligt mindet om en gammel strid, da Peder Hjort uden forhåndstilladelse offentliggjorde et brev fra Hauch fra 1829, der både fordømte Andersen som digter og menneske.
I foråret 1829 havde H.C. Andersen gennem fælles bekendte (Wulffs) hørt, at Hauch talte ondt om “Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829” og frakendte ham talent. Andersen blev så ophidset herover, at han i 2. oplag af “Fodreise” digtede en ny slutning på kap. 4, hvor Hauch i et katteslagsmål er den tragiske hankat, der vil efterligne Shakespeare og “omkalfatrer gode Ideer og Stykker” bl.a. “Don Juan” (Hauchs drama “Don Juan” var udkommet som 2. del af “Dramatiske Værker” sammen med tragedien “Gregor den Syvende” 29. december 1828) (Fodreise 125-28; slutningen udgik igen i 3. oplag 1840). Hauch besvarede angrebet i “Den babyloniske Taarnbygning i Mignature. Et Forsøg i den Aristophaniske Comoedie” (1830), der ganske vist først og fremmest var et indlæg mod J.L. Heiberg og vaudevillerne, men hvor Andersen også optræder i Pjerrots skikkelse og siger med hentydning til Fodreise (47):
|
“Jeg har bygt en Daarekistebygning paa det flade Land,
|
Andersen svarede straks igen med et agressivt og ondskabsfuldt digt “Til den babyloniske Taarnbygger i Miniature” i “Kjøbenhavns flyvende Post” Nr. 17, 8.2.1830, som blev de sidste ord i striden. Allerede i juni 1832 blev de to digtere forsonet, da Andersen blev inviteret til Hauchs under et besøg hos Ingemanns (BEC I 101), og end ikke Hauchs meget usympatiske portræt af den forfængelige Eginhard i “Slottet ved Rhinen” (1845), der var tydeligt inspireret af Andersens personlighed, (se brev 315 ovenfor) formåede at ændre hans venskabelige følelser. Da Hjorts indiskretion nu kunne have truet venskabet, ilede H.C. Andersen øjeblikkelig Hauch til undsætning med det følgende brev, der ikke alene tilgiver hans udtalelser i 1829 men også fordømmer Hjorts handlemåde.
Som nævnt i brev 416 havde man i Odense længe ønsket at fejre det berømte bysbarn, men H.C. Andersen selv ønskede at udsætte det. I MLE hedder det: “Et Par af mine Venner sagde mig, at jeg endnu engang iaar maatte komme herover, ikke altid saaledes flyve gjennem min Fødeby, den vilde ogsaa engang gjøre en Fest for mig, og at jeg vistnok i November fik en Indbydelse. Ikke anede jeg da, hvor storartet, til hvilket Høidepunkt af Livslykke jeg skulde løftes. Jeg svarede, at jeg ret af Hjertet skjønnede paa det venlige Sindelag, men bad: “gjem det til 1869, da er det den fjerde September halvtredsindstyve Aar siden jeg forlod Odense og gik til Kjøbenhavn. Den sjette September kom jeg der, den er mit Livs betydeligste Mærkedag; men det er ikke rimeligt, at man der skulde tænke paa den. Lad mig saa hellere komme her over til Odense paa Afreisens halvtredsindstyvende Aarsdag.” “Til denne Dag er endnu hele to Aar,” svarede de, “man skal ikke udsætte hvad der er glædeligt og godt; vi sees i November.” Og det skete. Den gamle Spaadom, da jeg som fattigt Barn drog fra Barndomshjemmet, at Odense engang skulde blive illumineret for mig, blev opfyldt i den smukkeste Skikkelse” (II 339).
Brev nr. 419. Fra HCA til Henriette Collin. 5. december 1867.
