Trusler og tyvekoster


|
Tilbage | Forside |

BOGTYVERIER OG MUTILERINGER

Macrobius: Commentarii in Somnium Scipionis. Sydfrankrig (?) ca. 1150
NkS 218 4º

En af Det Kongelige Biblioteks mest dynamiske ledere var den tyskfødte D.G. Moldenhawer, der stod i spidsen for biblioteket i årene 1788-1823. Inden da havde han tilbragt flere år på rejse i Europa, og med sig hjem havde han mange håndskrifter fra flere biblioteker. Måske stjal han dem. Men de nærmere omstændigheder kender vi ikke, og der kan have været tale om en form for lån, i nogle tilfælde måske køb. Det var Ada Adler der i sin disputats om Moldenhawer fremsatte formodningen om, at Moldenhawer erhvervede sig håndskrifter ad uretmæssig vej på sine rejser rundt til europæiske biblioteker. I hvert fald har Moldenhawers interesse været rent forskningsmæssig. Han opbyggede en værdifuld samling af håndskrifter og håndskriftfragmenter, som han siden donerede til Det Kongelige Bibliotek. Et fragment hjembragt af Moldenhawer fra Spanien kan ses her.
Det nedenfor viste fine, illustrerede pergamenthåndskrift fra 1100-tallet er blandt dem, som Moldenhawer har hjembragt fra Paris og siden foræret til Det Kongelige Bibliotek. Det har tidligere tilhørt St. Germain-klostret.
Teksten er Macrobius’ kommentar (fra 400-tallet) til Ciceros skrift om Scipios drøm. Håndskriftet indeholder flere illustrationer. Her ses en fremstilling af universet, med Jorden i midten, omkranset af de syv planeter og stjernetegnene i den yderste krans, båret på skuldrene af fire gigantiske mandsfigurer.

Se en digital faksimile af hele håndskriftet på Håndskriftafdelingens netside Macrobius, Commentarii in Somnium Scipionis.

Litteratur: Ada Adler, D. G. Moldenhawer og hans Haandskriftsamling, J.L. Lybeckers Forlag 1917, s. 224, 268-269.



Klik for større billede Klik for større billede
Bl. 24v: Teksteksempel Bl. 25r: Universet

Til toppen


| Tilbage | Forside |

© Det Kongelige Bibliotek 2006