Havmand
Paré, Ambroise: A docto viro plerisque locis recognita, et Latinitate donata, Iacobi Guillemeau... labore & diligentia. Parisiis 1582

Agnete hun ganger paa Højelands Bro, 
da kom der en Havmand fra Bunden op, 
- haa haa haa - 
da kom der en Havmand fra Bunden op. 

»Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig: 
Og vil du nu være Allerkæresten min?« 

»O ja saamænd, det vil jeg saa, 
naar du ta'r mig med paa Havsens Bund.« 

Han stopped hendes Øren, han stopped hendes Mund, 
saa førte han hende til Havsens Bund. 

Der var de tilsammen i otte Aar, 
syv Sønner hun da ved den Havmand faar. 

Agnete hun sad ved Vuggen og sang, 
da hørte hun de engelandske Klokkers Klang. 

Agnete hun ganger sig for Havmand at staa: 
»Og maa jeg mig udi Kirken gaa?« 

»O ja saamænd, det maa du saa, 
naar du kun kommer igen til Børnene smaa. 

Men naar du kommer paa Kirkegaard, 
saa maa du ej slaa ud dit favre Guldhaar. 

Og naar du kommer paa Kirkegulv, 
saa maa du ej gaa med din kær Moder i Stol. 

Naar Præsten nævner den høje, 
da maa du dig ikke nedbøje.« 

Han stopped hendes Øren, han stopped hendes Mund, 
saa førte han hende paa den engelandske Grund. 

Da hun kom paa den Kirkegaard, 
da slog hun ud sit favre gule Haar. 

Den Tid hun kom paa Kirkegulv, 
saa gik hun med sin kær Moder i Stol. 

Der Præsten nævned den høje, 
hun monne sig dybt nedbøje. 

»Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig: 
og hvor har du været i otte Aar fra mig?« 

»I Havet har jeg været i otte Aar, 
syv Sønner har jeg ved den Havmand faa't.« 

»Og hør du, Agnete, kær Datter min: 
og hvad gav han dig for Æren din?« 

»Han gav mig det røde Guldbaand, 
der findes ikke bedre om Dronningens Haand. 

Han gav mig et Par guldspændte Sko, 
der findes ikke bedre paa Dronningens Fod. 

Og han gav mig en Harpe af Guld, 
at jeg skulde spille paa, naar jeg var sorrigfuld.« 

Den Havmand han gjorde en Vej saa bred, 
fra Stranden op til Kirkegaardens Sten. 

Den Havmand han ind ad Kirkedøren tren, 
og alle de smaa Billeder de vendte sig omkring. 

Hans Haar det var som det pureste Guld, 
hans Øjne de vare saa sorrigfuld. 

»Og hør du, Agnete, hvad jeg siger dig: 
og dine smaa Børn de længes efter dig.« 

»Lad længes, lad længes, saa saare de vil, 
slet aldrig saa kommer jeg mere dertil.« 

»O tænk paa de store og tænk paa de smaa, 
ja tænk paa det lille, som i Vuggen laa.« 

»Ret aldrig tænker jeg paa de store eller smaa, 
langt mindre paa det lille, som i Vuggen laa, 
- haa haa haa - 
langt mindre paa det lille, som i Vuggen laa,«