Thomas Laub og salmesangsreformen
Thomas Laub var født 1852 i Langå på Fyn, hvor faderen var præst. Efter studentereksamen begyndte han at studere teologi, men valgte at tage organisteksamen. Gennem sin lærer på konservatoriet, J. Chr. Gebauer, og familien Rung, som han ofte besøgte, blev hans interesse for gammel musik vakt. I 1884 efterfulgte Laub Gebauer som organist ved Helligåndskirken, og i 1891 overtog han embedet som organist ved Holmens Kirke. På sin første rejse til Italien 1882-1883 studerede Laub gammel italiensk musik og efter at have læst bl.a. to tyske musikhistorikere Carl von Winterfelds og Gottlieb Tuchers banebrydende værker om kirkesangen og dens fornyelse, besluttede han sig for at arbejde for en salmesangsreform på dansk jord. Et besøg i 1886 i Bayern, hvor et sådant reformarbejde var i gang, bestyrkede Laub i hans tro på sagen, og i 1887 udsendte han bogen Om Kirkesangen, hvori han gjorde sig til talsmand for en sådan reform på grundlag af reformationstidens salmemelodier.
Laub så det som sit hovedanliggende at genindføre det gamle protestantiske melodistof, som enten var blevet trængt ud af menighedssangen eller benyttedes i stærkt ændret form, og gennem en række nodeudgaver, bl.a. de tre hæfter Kirkemelodier (1888-90), Udvalg af Salme-Melodier i Kirkestil (1896 og 1902) og senere i koralbogen Dansk Kirkesang (1918) samt bogen Musik og Kirke (1920) viste og beskrev Laub, hvordan og på hvilket grundlag reformen kunne gennemføres. Foruden at skifte de stive koralers rytme ud med en mere levende rytmik og at ændre harmoniseringerne hen imod 1600-tallets kantionalstil bestræbte Laub sig på at komme den romantiske kirkesangs mest romanceprægede melodier til livs – dette sidste ved selv at komponere nye melodier til allerede indsungne tekster. En stor del af de melodier, Laub bearbejdede, er blevet ”kernemelodier” i den danske salmesang, og også adskillige af hans egne kompositioner har vundet stor udbredelse. I den nuværende 3. reviderede udgave af Den Danske Koralbog er han således stadig den så langt bedst repræsenterede komponist med melodier som ”Alle mine kilder skal være hos dig”, ”Alt, hvad som fuglevinger fik”, ”Alt står i Guds faderhånd”, ”Hvilestunden er i vente”, ”Lyksaligt det folk, som har øre for klang”, ”Morgenstund har guld i mund”, ”O, du Guds Lam”, ”Sov sødt, barnlille” og ”Stat op, min sjæl i morgengry”.
Laubs salmesangsreform var en udløber af den romantiske reformbevægelse cæcilianismen, som med inspiration fra renæssancens vokalpolyfoni tilstræbte et enkelt og tilbageholdt udtryk i kirkemusikken. Den kirkestil, som Laub udviklede, var med inspiration fra Carl von Winterfeld baseret på folkevisens rytmiske kvaliteter og den rige tonalitet i de gregorianske melodier. Selv om Laubs arbejde stødte på megen modstand, har reformarbejdet været en forudsætning for den linie og traditionsbevidsthed, der har præget melodierne i den danske gudstjeneste til i dag. Siden 1922 har Samfundet Dansk Kirkesang arbejdet for udbredelsen af Laubs reformtanker.
Ved siden af sit kirkemusikalske virke arbejdede Laub også for den folkelige sang. Således udgav han i 1915-17 sammen med Carl Nielsen En Snes danske Viser og i 1922 var han medudgiver af Folkehøjskolens Melodibog.
Det er karakteristisk for Thomas Laub, at hans kirkemusikalske arbejde hvilede på et grundigt studium i hymnologi. Han var dermed en af foregangsmændene i Danmark for en videnskabeligt baseret beskæftigelse med musik, og det er formodentlig på dette grundlag af saglighed, at hans udpræget håndværksmæssige tilgang til dette arbejde skal ses. Laub har i breve til komponistkollegaen Thorvald Aagaard givet udtryk for sit syn på kirkemusikergerningen, og her karakteriserer han sig som kunsthåndværker. Med sin respekt for materialet og interessen for den håndværksmæssige dimension knyttede han sig til det kunstnermiljø, der udvikledes omkring århundredskiftet, og som talte arkitekterne Martin Nyrop og senere P.V. Jensen-Klint. Den førstnævnte var i øvrigt Laubs svoger.
Henrik Rung (1807-1871) var syngemester ved Det Kongelige Teater fra 1842 og komponist til operaer, scenemusik, sange og salmemelodier. Rung fattede allerede i 1830erne interesse for italiensk renæssancemusik, og under et ophold i Rom fik han adgang til Vatikanbibliotekets musikarkiv, hvor han foretog talrige afskrifter af ikke udgivne værker. For at skabe mulighed for opførelser af denne musik grundlagde han i 1851 Cæciliaforeningen i København. Efter hans død i 1871 videreførtes denne først af H.S. Paulli og fra 1877 af Rungs søn Frederik Rung, som atter afløstes af sin søstersøn P.S. Rung-Keller i 1912. Foreningen blev nedlagt i 1934, og dens omfattende nodesamling er senere indgået i Musikafdelingen på Det Kongelige Bibliotek.
Frederik Rung (1854-1914) overtog i 1877 ledelsen af Cæciliaforeningen, der i hans periode udvidedes og konsoliderede sin stilling i Københavns musikliv. Rungs virkefelt var omfattende: ud over at lede Cæciliaforeningen var han fra 1895 kapelmester ved Det Kongelige Teater, de sidste seks år af sit liv 1. kapelmester, og desuden var han en flittig komponist, foruden at han fra sine tidligste år var en dygtig viola d’amore- og guitarspiller. Bl. a. gennem sit venskab med Frederik Rung blev den unge Thomas Laub inspireret til sit arbejde med den italienske renæssancemusik, og sammen udgav de omkring 1884 ariesamlingen Sangmusik fra det 17. og 18. Aarhundrede. Ligesom Henrik Rung besøgte også Laub under et ophold i Rom Vatikanbiblioteket og afskrev dér en lang række musikværker. På fotografiet ses Frederik Rung med sin specialbyggede ”patent-harpe-guitar”.
Johan Christian Gebauer (1808-1884) er i første række kendt som komponist af børnesange, men han var desuden organist og en søgt musiklærer samt forfatter til flere musikteoretiske værker. I 1882 slog Gebauer i et essay ”Om Menighedssangen” til lyd for en ”udrensning” af dårlige melodier i den danske kirkesang. Med dårlige melodier mente Gebauer ”profane Folkeviser, sentimentale Romancer, tomme, aandløse Dilettantkompositioner”. Det er påfaldende, at denne holdning nærmest foregriber Laubs indvendinger mod den romantiske kirkesang. Laub var i øvrigt elev af Gebauer i orgelspil og musikteori.
I sit første større skrift, Om Kirkesangen, der udkom i 1887, gennemgår Laub salmemelodiens udvikling og giver sin mening til kende med hensyn til de enkelte stilarters egnethed i en liturgisk sammenhæng. Allerede i dette skrift finder man hans klare opfattelse af, at inspirationen til kirkesangen skal søges i perioden før år 1600 – han skriver: ”En komponist fra den tid – en kirkekomponist, for det var han först og fremmest – gik ikke ud på at skildre sine personlige stemninger, som var fremkomne ved de ord, han havde at sætte i musik. Han skriver for en menighed, af hvem han selv er et medlem, og for hvem ordene er hovedsagen; hans musik er et udtryk for menighedens ydmyge modtagelse af det, ordene indeholder, den er dens ja og amen til ordene.”
Inden Laub i 1918 kunne udgive en hel koralbog med et indhold, der svarede til hans reformtanker, offentliggjorde han en række nodeudgaver, hvori man kan følge stadierne i dette arbejde. 80 rytmiske Koraler rummer hans første selvstændige arbejder som salmekomponist, bl.a. melodien til nadversalmen ”O, du Guds Lam”, som senere blev optaget i Dansk Kirkesang og er blevet en fast del af nadverliturgien i store dele af Den Danske Folkekirke.
['80 rytmiske Koraler' - titelblad og forord]
Thomas Laub fik i 1888 kontakt med den fremtrædende tyske musikhistoriker Otto Kade, som han sendte sit nyudkomne hæfte Kirkemelodier. I den følgende halve snes år korresponderede de to ivrigt og gennemdrøftede på den måde en række vigtige spørgsmål vedr. salmemelodiformer. I sit eget eksemplar af Kirkemelodier har Laub indført en række ændringsforslag, hvoraf flere på baggrund af korrespondancen med Kade.
Efter Niels W. Gads død ved juletid i 1890 blev embedet som organist ved Holmens Kirke ledigt, og da det kom frem, at Thomas Laub var blevet udpeget som Gades efterfølger, vakte det en voldsom harme i organistkredse. Sagen drejede sig i begyndelsen kun om, at embedet var blevet besat uden opslag, men med Holmens provst, Thomas Skat Rørdams indlæg (se nedenfor) fik debatten en kedelig drejning hen imod Laubs kirkelige arbejde og dermed hans salmesangsreform.
['Organistembedet ved Holmens Kirke' (1)]
['Organistembedet ved Holmens Kirke' (2)]
['Organistembedet ved Holmens Kirke' (3)]
Blandt de organister, der fór i harnisk over Laubs udnævnelse til organist ved Holmens Kirke, var Emil Hartmann. Den 8. januar 1891 skrev han til musikhistorikeren Angul Hammerich, der var musikanmelder ved Nationaltidende: ”Jeg finder det er noget ”Vrövl” af Red. at tale om ”stærke Ord”. – Det er da det mildeste man kan bruge over en saa oprörende Hensynslöshed som har vakt hele Musikverdenens Forargelse – selv gamle Fader – er forbittret.” Senere i brevet lægger Hartmann kraftig afstand til Laubs salmesangsreform: ”[-] det er ikke vor Opgave at grave op hvorledes man har sunget for 300 Aar siden – men at skabe noget Nyt – som navnlig den Grundtvigske Retning kan bruge.” Men anstødsstenen er dog for Hartmann selve ansættelsen af manden: at de ”[-] har ansat et talentlös Bæst til Organist i Holmens uden at slaae det op. – Jeg vilde ikke byde min Menighed at tage ham som Vicar – saa kjedsommelig og talentlöst er hans Spil [-].” Det bør dog nævnes, at Laub havde støtte fra flere musikpersonligheder i samtiden, heriblandt P.E. Lange-Müller, hvilket bl. a. fremgår af korrespondance mellem de to komponister.
[Brev fra Emil Hartmann til Angul Hammerich, dat. 8. januar 1891]
Laubs tidlige arbejde med salmemelodier gik hånd i hånd med hans beskæftigelse med de gamle folkeviser. At der til tider foregik en afsmitning fra folkeviserne på hans egne kompositioner har været ganske bevidst, og der kan påvises flere tilfælde. Nedenfor ses Laubs melodi til Grundtvigs salme ”Hil dig, frelser og forsoner” (o 1890), som helt klart benytter indledningen fra melodien til visen om Ebbe Skammelsøn.
['Hil dig, frelser og forsoner'] ['Ebbe Skammelsøn']
I 1896 udgav Laub et udvalg af salmemelodier i kirkestil, som han sendte til de danske menigheder. Dette fremstød for salmesangsreformen var forsynet med et forord forfattet af tre af Laubs støtter: Thomas Skat Rørdam, Angul Hammerich og P.E. Lange-Müller. Sidstnævnte, der som senromantisk komponist kunne synes at være langt fra Laubs kirkemusikalske ståsted, bakkede reformarbejdet op og samarbejdede omkring århundredskiftet med Laub om melodierne til klokkespillet i Københavns nye rådhus. Til dette skrev Lange-Müller vægtersangen, Laub derimod melodierne til kvarter- og fuldslagene. Det smukke titelblad er udarbejdet af Joakim Skovgaard og bærer Thomas Laubs ejermærke.
En af Laubs bestræbelser var at komme den stive koral til livs, dvs. at få rytmiseret en række salmemelodier, som i H.O.C. Zincks og C.E.F. Weyses koralbøger fra hhv. 1801 og 1839 var noteret med overvejende lige lange nodeværdier. Ved at tilføre dem en skiftende rytme kunne de gøres mere levende og dermed anvendelige i salmesangen. Som eksempel på denne procedure ses nedenfor dels Zincks udgave af melodien til salmen ”Et trofast hjerte”, dels Laubs rytmiserede version i 80 rytmiske Koraler (1888).
[Zincks udgave] [Laubs udgave]
Som eksempler på tre af Laubs egne salmemelodier ses her ”I lemmer, hvis hoved har himlen i vælde” i en udateret autograf, ”Dig rummer ej himle” dateret 14. september 1913 og ”Påskemorgen slukker sorgen” dateret 21. marts 1917. Den første er en af Laubs tidligste salmemelodier, som med sin hymniske karakter og sit veldisponerede forløb med toptonen anbragt virkningsfuldt før melodiens afslutning vidner om, hvor tidligt Laub havde udviklet sin egen personlige stil. Bemærk i øvrigt at toptonen nås ved et lille tertsspring – et fremtrædende stiltræk i adskillige senere Laub-melodier.
['I lemmer, hvis hoved har himlen i vælde']
['Dig rummer ej himle']
['Påskemorgen slukker sorgen']
En af salmesangsreformens mest trofaste støtter og fortalere var komponisten Thorvald Aagaard (1877-1937), der fra 1905 var organist ved Ryslinge Valgmenighed og lærer ved Ryslinge Højskole. I et af mange breve til Aagaard giver Laub ændringsforslag til nogle melodier, han har modtaget fra Aagaard. I indledningen til brevet kommenterer Laub Carl Nielsens arbejde som salmekomponist: ”Först en indledning om C.N. Han lavede jo for et par år siden 50 salmemel., som han viste mig. Jeg var ikke glad ved dem og bad ham vente til vi sammen havde studeret den klassiske kirkesang. Han har i disse år betænkt sig på tingen, og – ikke forandret sin mening, og jeg jo da heller ikke min. Vi forstår ikke hinanden og det er en pine for os bægge. Jeg tror at man skal være ”barn af huset”, elske dets skatte, selv have brugt dem (talt til Gud gennem dem), ellers véd man ikke hvad der trænges til og hvor man skal tage det fra.”
Endelig i 1918 kunne Thomas Laub med Dansk Kirkesang fremlægge den koralbog, som bar salmereformens stempel. Efter få år blev koralbogen et naturligt supplement til Viggo Bielefeldts koralbog (1900), og den blev et vigtigt grundlag i udarbejdelsen af Den Danske Koralbog, som udkom 1954.
I bogen Musik og Kirke fra 1920 reviderede og supplerede Laub sin bog Om Kirkesangen. Musik og Kirke kom til at spille en stor rolle for de kirkemusikere, der efter Laubs død i 1927 forsøgte at videreføre og -udvikle hans reformprogram. Helt op i vore dage har bevægelsen haft sine stærke støtter og ligeså stærke modstandere, og synspunkterne i Musik og Kirke har for begge parter været til stor inspiration.
Thomas Laub