Om Gustaf Munch-Petersen og hans forfatterskab[1]

af Martine Cardel Gertsen

- i hovedtræk

Tidlig død og sen anerkendelse

Gustaf Munch-Petersen er en af dansk litteraturs ”unge døde”. Han døde 26 år gammel som frivillig i den spanske borgerkrig på republikansk side. Den tragiske historie om den unge digter, der kæmper og dør for sine idealer, appellerer umiddelbart til både følelser og fantasi. Derfor blev han – især i de første årtier efter sin død – mindst ligeså kendt for sin dramatiske skæbne som for det, han havde skrevet. For mens han levede var det aldrig lykkedes ham at slå igennem i offentligheden. Efterhånden anerkendte eftertiden ham også som en foregangsmand for den lyriske modernisme, fordi han med sit formsprog havde været været forud for de fleste af sine samtidige danske kolleger.

Opvækst og uddannelse

Gustaf Munch-Petersen, der blev født i 1912, voksede op i en velstillet, intellektuel familie i det københavnske borgerskab sammen med to yngre brødre. Deres forældre gjorde alt, hvad de kunne, for at sikre børnene en god opvækst og en grundig uddannelse. Gustaf Munch-Petersens far var professor i ingeniørvidenskab og hans mor, der stammede fra Stockholm, var lektor i svensk på universitetet. Forældrene havde store forventninger til deres ældste søn, som tidligt viste både kreative og boglige evner. Det var meningen, at han efter sin studentereksamen i 1930 skulle have en akademisk uddannelse. Men selv om han begyndte på flere universitetsstudier, bl.a. psykologi og kunsthistorie, kunne de ikke fastholde hans interesse i mere end nogle måneder ad gangen.

Livet som kunstner

Gustaf Munch-Petersen havde malet og tegnet, siden han var barn, og han var begyndt at skrive digte, allerede mens han gik i gymnasiet. Kunst og digtning blev tidligt det, han anså for sit egentlige arbejde. Selv om han i nogle måneder tjente penge som minearbejder i Grønland, var det i hovedsagen forældrenes økonomiske støtte, der gjorde det muligt for ham at hellige sig skrivearbejdet og søge inspiration på rejser til Sverige og Italien. Fra 1935 boede han på Bornholm, hvor han giftede sig med keramikeren Lisbet Hjorth, som han fik to døtre med. Men han var fortsat afhængig af forældrenes finansielle hjælp, for hans bøger fik gennemgående dårlige anmeldelser og solgte meget lidt. Hans eksperimenterende måde at skrive på faldt ikke god jord i 1930’ernes danske kulturliv, der æstetisk set var konservativt. Bare det, at han skrev urimede vers og kun brugte små bogstaver, virkede provokerende på flere kritikere. Også hans utraditionelle metaforer var uforståelige for mange. Han tjente heller ikke noget af betydning på sine malerier, selv om han udstillede offentligt ved flere lejligheder.

Længslen efter en anderledes verden

Gustaf Munch-Petersen definerede sig fra begyndelsen som en kunstner, der tilhørte avantgarden – en fortrop, der skulle føre an på vejen frem mod noget nyt og anderledes. Og i hvert fald i perioder af sit liv følte han sig overbevist om, at kunsten kunne ændre verden. Mange af hans digte fremskriver utopiske visioner af en væsensforskellig fremtid, muliggjort af en revolution eller omvæltning. Længslen efter en radikalt anderledes virkelighed gennemsyrer meget af det, han skrev, og den følelse var en væsentlig kunstnerisk drivkraft for ham. Hans tekster rummer flere forskellige og mere eller mindre tydelige bud på, hvori revolutionen skulle bestå. Igennem de få år, han var aktiv som forfatter, var han optaget af adskillige skiftende retninger så som livsdyrkelse, surrealisme og primitivisme. Han lod sig også inspirere af så divergerende strømninger som socialrealisme og kristen mystik.

Frivillig i den spanske borgerkrig

Gustaf Munch-Petersen interesserede sig først og fremmest for idéer og kunst, og selv om hans sympatier lå på venstrefløjen, var han ikke aktiv i organiseret politisk arbejde. Derfor kom det bag på hans familie og venner, da han valgte at kæmpe i den spanske borgerkrig. Der har givetvis ligget et kompleks af forskellige bevæggrunde bag hans beslutning, men i sine breve hjem fra Spanien fremstiller Gustaf Munch-Petersen sin krigsdeltagelse som en fortsættelse af sit kunstneriske arbejde. I den forstand kom den avantgardistiske kamp for det, han håbede ville blive en bedre verden og en ny frihed, til sidst til at foregå med håndgribelige våben, ikke længere med billeder og ord.

- og mere udførligt