Frankrigs Frihedsdag.
    Frankrig har fejret sin Frihedsdag. Ved den ukendte Soldats Grav blev der holdt en Tropperevue. Naar man havde valgt dette Sted til de officielle Festligheder, var det naturligvis ikke for at antyde, at Friheden er lige saa ukendt som Soldaten. Derimod ønskede man at understrege, at Friheden kun tilkommer den, der er død for Fædrelandet.
   Festlighederne var selvfølgelig stærkt prægede af Sejren i Marokko, hvor Riff-Stammerne jo nu er kuede. Marokkos Sultan og firs undertvungne Sheiker var tilstede og frembar deres Hyldest til Friheden. Den spanske Diktator Primo de Rivera var ogsaa mødt. Han fulgte Festceremonierne med stor Opmærksomhed, da man i Spanien paatænker at indføre en Frihedsdag til Minde om Diktaturets Indførelse.
    Paa de mondæne Restauranter flød Champagnen, og Bordene var prydet med Blomster i Tricolorens Farver. I Fængslerne fik de politiske Fanger Lejlighed til at afsynge Marseillaisen.

Den franske Veltalenhed.
    Samtidig med at Francen falder dybere og dybere, stiger den franske Veltalenhed højere og højere. Hvis Francen naar Bunden, vil Veltalenheden række til Himlen. Den danske Presse ser derfor med Fortrøstning paa Frankrigs Fremtid. Bliver Francen værdiløs, vil den berømte franske esprit dog altid staa højt. Selv Politikens<(i> udenrigspolitiske Medarbejder, som ofte læser baade Times og Le Temps, og som personlig har gennemvandret store Dele af den bedre Verdensliteratur (tilmed paa Vers), bøjer sig i Beundring: "Hvor er de dog pragtfulde Talere, de franske Politikere!"

Et Resultat.
    Det viser sig, at det er fuldstændigt uretfærdigt, naar man har bebrejdet Folkeforbundet dets Magtesløshed og Mangel paa Initiativ Dagspressen meddeler, at Bordellerne i Gen&eagrave;ve efter Folkeforbundets Henstilling er blevet lukkede. Denne Foranstaltning vil vække Tilfredshed i alle dannede Kredse. Hvis man nu ophævede Folkeforbundet, kunde man ogsaa forhindre det i ved enhver Lejlighed at prostituere sig

Borgerskabets Heroer.
    I Anledning af Indsamlingen til Nationalmusæet udnævnte fem Herrer under Borgerpressens jublende Bifald sig selv til Nationens Stormænd. Den allerstørste af dem var H. N. Andersen, hvis Visdom ikke staar meget tilbage for den guddommelige: Som det maaske erindres, var det den berømte Etatsraad, som fastslog den økonomiske Læresætning, at et Lands Befolkning "ikke kan leve af at barbere hinanden". Hvis en Mands Storhed fremgaar af det Forhold, der er mellem hans Ord og hans Livsførelse, saa er Etatsraaden utvivlsomt vor største Mand. For det kan ikke nægtes, at han har vist, at der ogsaa er andre Maader at tage Folk ved Næsen paa.
    Nu har vi faaet en sjette Stormand. Han er Generaldirektør i Kina og har tjent Millioner ved at sælge Cigaretter. Efter at han har skænket en af Millionerne til Nationalmusæet, har de fem Stormænd sendt den sjette Stormand en Skrivelse, hvis fine Stil med Rette prises i Borgerpressen. "De har ved Deres smukke Gave vist," skriver de fem. "at den Energi, der sættes ind paa et stort praktisk Arbejde, meget vel kan lade en Plads aaben for de ideelle Sider i Livet." - Blot H. N. Andersen havde lært den Cigarethandler at kende noget før!

Borgerlig Kunst.
    Holger Drachmann var en stor Digter, men vi er i vore Dage blevet meget forvænte med Lyrik-navnlig for Formens Vedkommende - dertil kommer, at vi længst er trætte af den Fandenivoldskhed, der for en Menneskealder siden var Udtryk for Kunstnersind, samt at Kunsten og det bestaaende Samfund nuomstunder forliges udmærket. Dér er Modsætningerne ophævede.
    Henry H. i "Berlingske Tid.". 8./7. 26.

En Reform.
   En Dame af Aristokratiet, Kammerherrinde Stampe-Feddersen har i en Pjece "Et dansk-norrønt Samfund" henstillet til det danske Folk at indgive en Adresse til Kongen om at kalde Kronprinsen Valdemar. Dette Navn leder nemlig Tanken tilbage til Danmarks Storhedstid.
    Planen har vakt betydelig Interesse i nationale Kredse, og man paatænker nu at tage Skridtet helt ud og ændre Resten af Kongerækkens Navne. Desværre er det jo i Øjeblikket saadan, at selv den varmeste Fædrelandsven ikke helt kan se bort fra, at en Del af de kronede Hoveder maaske helst burde udgaa af Danmarkshistorien. En saadan radikal Foranstaltning vilde imidlertid stride mod enhver forsvarlig Historieskrivnings Tradition, mens man ved en Række mindre Forandringer i Kongerækken vil kunne bringe denne i Overensstemmelse med de Følelser, som bør rummes i en nationalt tænkende Borgers Bryst
    Foreløbig er der Enighed om, at Chr. VII bør omdøbes til Knud den Vise. Navnet Knud vil uvilkaarligt lede Tanken hen paa den store Tid, da Dansken raadede i England, og med Tilnavnet den Vise kan man bortlede Opmærksomheden fra den afdøde Konges maaske lidt for særprægede Begavelse. Tilmed er det urimeligt, at Tyskerne skal have Eneret paa dette Fyrstetilnavn, da vi Danskere faktisk er meget klogere.
    Muligvis vil de det dog være klogt, at man ogsaa gav Kronprinsen et Efternavn. Saa har han det at falde tilbage paa, hvis Tiden skulde sætte et uventet Punktum for Kongerækken.