Danske Kulturtidsskrifter 1917-45
Red.: Det Kongelige Bibliotek
Clarté (1926-27)
1926
Nr. 07-08 - Juli-August
[10] s. 229-233
Ebbe Munch: Freden mellem Staterne
Det er en almindelig udbredt opfattelse, at "staten" varetager befolkningens interesser. Det
borgerlige demokrati lovpriser staten af folket, for folket og ved folket.
Denne opfattelses urigtighed er sjældent blevet bevist saa tydeligt som under og efter krigen. I
denne tid har de forskellige landes statssystemer vist, at de hovedsagelig tjener de enkelte
industrikapitalgruppers interesser. Staterne bruges til at føre de krige, som er til fordel for disse
kapitalgrupper og til at fri dem fra at betale, hvad de deraf følgende ødelæggelser koster.
Da krigen endte, var ødelæggelsen af Europas produktionsevne allerede skredet saa langt frem, at
genopbygning kun var mulig paa betingelse af, at alle andre hensyn blev sat til side til fordel for
samfundets fællesinteresser. I stedet derfor tiltog den private udnyttelse af profitmulighederne, og
kapitalforødelsen tog øget fart. Den fred, som staterne sluttede, var i høj grad egnet til at paaskynde
denne udvikling.
Fredstraktaten flyttede landegrænserne og ændrede staternes indbyrdes politiske forhold til fordel
for enkelte kapital- og industrigrupper, og uden noget forsøg paa at muliggøre en genopbygning af
de tilintetgjorte værdier.
Fabrikkerne er værdiløse uden raastofkilderne, raastofferne er værdiløse uden fabrikkerne. Skiller
man dem ad, bliver begge liggen de ubenyttede hen. De grubedistrikter, som blev tildelt
Polen, var uden synderlig værdi for landet, fordi raastofferne ikke længere var tilgængelige. Meget
værre var virkningen af den franske annektion af Saar-distriktet, og den efterfølgende okkupation af
Ruhr. Der blev rettet et tilintetgørende slag mod hele det tyske produktionsliv, fordi hele Tysklands
øvrige industri blev lukket ude fra dens jernmalm og kul. Samtidig savnede Frankrig al evne til at
finde anvendelse for det jern og kul og staal, som frembragtes i Ruhr. Selvom den passive
modstand ikke havde standset produktionen, vilde forholdene ikke derved være blevet væsentlig
forbedrede, saalænge hindringer blev lagt i vejen for en fri økonomisk udnyttelse i Tyskland af Ruhr-
og Saaromraadernes raavarer. Der var selvfølgelig intet til hinder for, at Frankrig anvendte disse
raamaterialer i sine egne fabrikker, men følgen vilde bare blive, at de franske gruber maatte
nedlægges, fordi fabrikkernes produktionsevne er begrænset. Naar tilstanden i Tyskland var meget
slettere end i Frankrig, var den væsentligste aarsag, at den allerede stærkt forringede tyske industri
kun delvis kunde udnyttes, fordi den var adskilt fra sine raastofkilder.
Ruhrbesættelsen skete saaledes ikke for at give Frankrig adgang til det tyske kul. Den skete for at
hindre, at den tyske industri fik adgang til sine raamaterialer, og dermed afskære den muligheden
fra at producere. Ti derved blev den franske industri istand til at erobre det tyske marked.
Jernbanenættet er en væsentlig faktor i den moderne industristats økonomi. Jernbanelinjerne er ikke anlagte tilfældigt, heller ikke saaledes, at de paa bedste maade tilfredsstiller omsætningslivets behov, forholdet mellem forbrugere, producenter og raavarer. Hver lands jernbanenæt er resultatet af den økonomiske kamp mellem de kapitaler, som er interesserede i landet.
Flyttes landegrænserne, forrykkes de bestaaende forhold, som regel med den følge, at transportvæsenet kommer til at arbejde med endnu mindre hensigtsmæssighed end før. Jernbanenættet, kanalerne, havneanlæggene og alle indretninger, som har med transport at gøre, taber en væsentlig del af deres værdi. Og transportvæsenet udgør over en femtedel af det vestlige Europas samlede formue. Aarsagen til den fuldstændige lammelse af Østrigs økonomiske liv i tiden umiddelbart efter freden, var ikke blot, at der blev sat unaturlige grænser imellem grubefelterne og fabrikkerne, men ogsaa at jernbanenettet ikke længer var hensigtssvarende. Aarsagen til den foreløbige bedring i tilstanden paa trods af den fortsatte kapitalforødning var. at man gjorde en begyndelse til at danne en økonomisk enhedsstat uden hensyn til de politiske grænser.
Staternes finanspolitik har bidraget stærkt til ødelæggelsen. Den financielle politik, som har været ført, har skjult udviklingen saavel for den almindelige befolkning som for forretningsstanden. Den har skabt en illusion af profit og rigdom gennem en tid, da samfundene led voldsomme tab og blev stadig fattigere. Den har gjort det muligt for enkeltmænd at drage store fordele af den almindelige økonomiske nedgang. Den har haft tilfølge, at samfundets interesser og den enkelte industridrivendes interesser mere end nogensinde tidligere kom i modsætning til hinanden. Det forhold, at de enkelte medlemmer af den herskende klasse faar lov til at forfølge deres interesser som privatmænd, medfører ikke alene en kraftigere udbytning af arbejderklassen. Det betyder, at de selv undergraver det borgerlige samfund, paa hvilket deres eksistens i fremtiden beror.
Statsudgifterne blev under og efter krigen mangedoblede. De mægtige summer, som stod paa budgetterne, blev ikke anvendte til fordel for det arbejdende folk. For det første betalte staten en væsentlig del af det, det kostede at føre krig. Men desuden befriede staten i stor udstrækning industrien fra at betale, hvad den økonomiske ødelæggelse havde kostet. Ingen regering vilde imidlertid have vovet at foreslaa en beskatning, som svarede til de svimlende statsudgifter. Man tog derfor i stedet sin tilflugt til laan. Laanene var ikke andet end en beskatningsmetode, og en anvisning paa, hvordan samfundenes indkomster i fremtiden skulde fordeles mellem borgerne. Statsobligationerne repræsenterer ingen værdi, de er ikke formue, men udelukkende kvittering udstedt af staten til dækning af værdier, som er forødt. Landene forarmedes i nøjagtig samme grad som massen af statsobligationer voksede. Men de enkeltpersoner, som modtog statsobligationerne i bytte for de værdier, som skulde forbruges, anede intet ondt. De betragtede sig som lige saa rige som før, og ikke som fattige, og indrettede sig derefter. Faktisk blev de ved obligationernes hjælp sat i stand til at leve med et meget stort personligt forbrug og paa enhver vis at varetage deres personlige særinteresser. Omkap med staten deltog de i den almindelige forødning af de opsamlede værdier. Statsobligationerne er et ødelæggelsesmiddel, som staterne har sat i omløb, og som faktisk bliver anvendt uden nogen forstaaelse af konsekvenserne, af de privatmænd, som ejer dem. Den ødelæggelse, som er aarsagen til, at store mængder af statsobligationer udstedes, gør samfundet fattigt. De statsobligationer, som træder i skattens sted, giver den herskende økonomiske overklasse illusionen af rigdom og foraarsager, at den regner med store indkomster og bortødsler den smule, som i virkeligheden er tilbage.
Da hele den under krigen opblomstrede krigsmaterielindustri ikke paa engang kunde standses, var det naturligt, at fredstraktaten blev af en saadan art, at forsøget paa at gennemføre den nødvendiggjorde store staaende armeer. Dette kunde kun medvirke til at fremskynde tilintetgørelsen af Europas økonomiske grundlag. Militærbudgettet blev holdt paa en højde som aldrig før krigen. Den indenlandske statsgæld krævede store rentebetalinger - den udenlandske gæld betales i reglen ikke - og for et land som Frankrig udgjorde de to poster, militærudgifterne og renterne paa den indenlandske gæld langt den største del af statsudgifterne. Statens udgifter blev i virkeligheden taget af den løbende daglige produktion, og formindskede massen af de tilgængelige produkter i tilsvarende grad.
Saalænge som gørligt blev udgifterne dækkede ved laan, men lang tid varede det ikke, før ogsaa dette middel glippede. En hurtig nedgang i pengeværdien fulgte i sporene paa den finanspolitik, som var blevet ført, og finansmændene tabte gradvis tilliden til denne art af pengeanbringelse.
Som følge deraf greb de fleste kontinentale stater til det sidste middel, som endnu staar aabent for en stat, naar alle andre veje er lukkede: underskuddet dækkes ved seddeltrykning. Ingen anden beskatningsmaade hviler saa tungt paa det arbejdende folk, og ingen anden har saa farlige konsekvenser. Men den er simpel at gennemføre og giver for en vis tid gode indtægter til staten og storindustrien.
Europas økonomiske tilintetgørelse skred saaledes hurtigt fremad. Alt trak sammen i samme retning: tabet af afsætningsmarkeder, krigens ødelæggelser, fredstraktaten, staternes finanspolitik, adskillelsen af fabrikkerne fra deres raastofkilder, hele den bestaaende samfundsorden, som den herskende klasse klyngede sig til i undergangen.
Freden, som sluttedes mellem staterne, havde tilfølge at klassemodsætningerne mellem arbejderne og kapitalisterne skærpedes. Arbejderne blev efterhaanden sikre paa, at nedgangen ikke kunde standses uden at profitsystemet bortskaffedes og hele samfundsordningen blev forandret. Og ikke alene arbejderne tabte lidt efter lidt tilliden til de europæiske samfunds fortsatte bestaaen. Al den kapital, som kunde trækkes bort, blev i stilhed eksporteret og anbragt i sikrere lande. Den ene part forberedte sig paa revolution eller undergang. Den anden paa flugt, naar uvejret brød løs. Kun bønderne blev siddende i ro tilbage paa deres gaarde, gældfri, fordi fordringerne havde tabt deres værdi. De gjorde intet for at ændre det bestaaende og kun lidet for at bevare det. De var blinde for den fare som truede.
ved Ebbe Munch.