Af E. Alexander Powell.

Nogle Uger før vor Ankomst til Jolo havde Guvernør Rogers efter Ordre fra Manila forordnet en Folketælling. Moroerne (de indfødte) er et højst mistroisk Folkefærd, og da et Rygte om, at Regeringen havde i Sinde at brændemærke dem, ligesom den mærker sine Muldyr og Heste, kom ud, vandt det hurtigt vid Udbredelse. Ved taktfulde Forklaringer lykkedes det at berolige de fleste Indbyggere, men en Moro, der var bekendt som en uheldig Person (a bad man), barrikaderede sig sammen med fem af sine Venner, tre Kvinder og en Dreng i sit Hus - en Hytte paa høje Stolper - og trodsede Guvernøren. Hvis Guvernøren nu havde ladet en saadan aabenlys Udfordring passere, vilde hele Befolkningen paa Jolo, der er meget rebelsk, øjeblikkelig være blevet aldeles uregerlig. Derfor red han, ledsaget af fem Soldater, til den ulydiges Hus og forsøgte at tale ham til Fornuft. Manden nægtede stædigt at vise sig, og han vendte det døve øre til Landsbyens Imams Formaninger. Saa befalede Guvernør Rogers Soldaterne at aabne llden, og deres Skud blev besvaret af en Salve fra Moroerne i Huset. Paa tyve Minutter saa den lette Træbygning nærmere ud som en Si end som et Hus. Da Skydningen ophørte, klavrede en lille seks Aars Dreng ned ad Stigen, gik hen til Guvernøren og sagde roligt: "Nu kan De gaa ind. De er alle døde " Saa kaldte Rogers paa Manden, der foretog Tællingen, og bad ham fortsætte sit Hverv.

- -

    Provinskæmneren, Kaptajn Link, er en mager, smidig Syd Caroliner, der har tilbragt femten Aar i Moroland. Det fortælles om ham, at han engang var lige ved at blive afskediget, medens han var i Politiet, fordi han som Julegave sendte en Pakke til Guvernøren, der, da den blev aabnet, viste sig at indeholde Hovedet af en stærkt eftersøgt fredløs.
    "Jeg vidste, han længtes inderligt efter Fyrens Hovede," sagde Kaptajn Link naivt, da han fortalte mig Historien, "saa det slog mig, at det vilde være lige det rigtige at sende ham som Julegave. Jeg brugte megen Tid og havde stort Besvær med at skaffe det, for Fyren var en virkelig styg Karl (bad hombre). Det vilde ogsaa være gaaet all right, hvis ikke Guvernørens Kone, der troede, det var en Present til hende selv, var gaaet hen og havde aabnet Pakken. Hun blev komplet hysterisk, og Guvernøren blev saa rasende, han var lige ved at afskedige mig. Der er Folk, der er blottet for humoristisk Sans."
    Ovenpaa Kaptajn Links Bogskab - der forresten indeholder Burtons "Tusind og Een Nat", Epiktet, Eliots Klassikere - ses omtalte Kranie, med en Moro Fez paa. Tværs over Fezen løber følgende karakteristiske Indskrift:

---

   Selv i et saa fjernt Hjørne af Riget som Borneo, titusinde Miles fra Piccadilly, iagttager Mændene strengt det engelske Ritual for Middagspaaklædning ... Regeringslægen i Sandakan forsikrede i fuldt Alvor, at man for at udholde Klimaet nødvendigvis maa holde sin Lever flydende - i Alkohol. Han havde bidraget til at bevare Leverne og Livet ved at opfinde to Cocktails, som han var umaadelig stolt af ...

- - -
    Jeg skrev engang - i The Last Frontier, hvis jeg husker rigtigt -, at naar Englænderne okkuperer et Land, er det første, de gør, at bygge en Toldbygning, Tyskerne bygger derimod en Kaserne - Franskmændene en Jernbane. Som et Resultat af mine Undersøgelser i Malaysia er jeg tilbøjelig til at revidere dette ved at erklære, at det første, Englænderne bygger, er en Væddeløbsbane. Lord Cromer plejede at fortælle, at da han første Gang besøgte Perim, en elendig lille Ø ved Indløbet til det Røde Hav, beboet af nogle faa Arabere og mange Slanger, førte hans Guide ham op paa Toppen af en Høj og pegede paa Væddeløbsbanen. "Men hvad vil De dog med den?" spurgte den store Proconsul. "Jeg troede ikke, der var et eneste firbenet Dyr her paa Øen?" Guiden indrømmede melankolsk dette, men, hvis der skulde komme Heste til Øen, saa var der jo altid en Bane parat til dem. Skønt jeg ikke husker at have set mere end tolv Heste paa Borneo, har Englænderne dog holdt Traditionen i Hævd og bygget to Væddeløbsbaner: en i Sandakan og en i Jesselton ... Derbyet i Jesselton følges af Jagtballet. Til Trods for at der i Reglen er tyve Mænd til hver Dame, er det altid et herligt Bal. Det ender altid med, at alle bliver vidunderligt døddrukne.

- - -

    Før vi forlod Øen, dræbte vi to Skildpadder til Mandskabet - nok til Suppe i to Maaneder. Den største skød jeg med en Revolver, den vejede lidt over femhundrede Pund og levede i adskillige Dage med tre 45-Kaliber Kugler i Hjerneskallen. Det var alt i alt en interessant Ekspedition. Den eneste, der ikke nød den, var den gamle Kineser, der havde Koncession paa at samle Skildpaddeæg. Istedetfor at indse den Nytte, vi gjorde Videnskaben, opførte han sig, som om vi plyndrede hans Hønsegaard. Han havde et lavt Sind.
    Den største Hindring for Borneos heldige Udvikling er Arbejderproblemet. Da det er umuligt at bruge indfødt Arbejdskraft, er British North Borneo Company nødt til at importere store Mængder af Kulier fra Kina. Disse Kulier, som Agenterne lokker med Løfter om høj Løn, dejligt Klima, ubegrænset Opium og andre Ting, der lyder godt i en Kinesers Øren, anvendes under et Kontraktsystem, idet de engageres ifølge Loven paa trehundrede Dage. Det lyder som en Sikkerhed imod Vornedskab. Men det kedelige er, at det er saa let at omgaa. Dette gaar saaledes til. Kort efter at Arbejderen er kommet til Plantagen, faar han et Forskud, i Reglen tredive Singapore Dollars, som han opmuntres til at bruge i Opiumshuler og Spillehuse, der holdes af Plantagen. Enhver, der kender den kinesiske Kuli, ved, at han er ude af Stand til at modstaa, naar det gælder Opium eller Spil. Dette skadelige System fører til, hvad der ogsaa er Meningen, at Arbejderen ved sin Gæld lænkes til Plantagen. Thi det første Forskud følges af et nyt og undertiden af et tredie og til denne Gæld føjes Betaling for Føde, Lægetilsyn, Opium og Køb i Plantagens Udsalg, saaledes, at naar de trehundrede Dage er gaaet, skylder Arbejderen uvægerligt Plantagen saa meget, at han ikke kan dække det med sin Løn. Enten maa han saa vende tilbage til Kina uden en øre eller gaa ind paa en ny Kontrakt. Der er ikke noget Brud paa Loven, Kulien maa gerne vende tilbage, naar Kontrakten er udløbet - saa fri, som en Mand kan være, der er absolut uden Penge.
    Brev fra den tidligere Arbejdsbeskyttelsesinspektør i Nord Borneo: "Man ser mange sunde, kraftige Kinesere komme ind i Landet som Kulier og efter et Aar eller tos Forløb forlader de det, ikke med fyldte Lommer, men som brudte Tiggere, sygelige eller uforbederlige Opiumsrygere."

--

    Endskønt, som jeg har vist, det Britiske Nord Borneo Kompagni tillader et System, der ikke ligger fjernt fra Slaveri, er den Anklage, der kan rettes mod dets Administration for systematisk at fordærve Arbejderne ved at opmuntre dem til at frekventere Opiums- og Spillehuse, hvorved Selskabets Indkomster stiger, langt alvorligere. Og den hjerteløse Udbytning af Arbejderne ender ikke her, thi naar en Kuli har sviret sine Penge op i Opiumshulerne og Spillesalonerne, der gaar under Regeringsbevilling, kan han i Reglen skaffe sig lidt flere Penge ved at pantsætte sine elendige Ejendele i en af de Pantelaanerforretninger, der ejes af Kompagniet. Der er kun et Princip - Dividende til Aktieejerne. Som Formanden for Selskabet sagde ved en Middag fornylig i London: "De har bygget et Rige, og alligevel fylder de deres egne Lommer, thi den gyldne Regn er begyndt at falde."
   Lad mig vise Dem, hvor denne gyldne Regn kommer fra. De to vigtigste Indtægtskilder for B. N. B. Kompagniet er Opium og Spil. I 1919 solgtes Spilleretten for hele Protektoratet for 144,000 $ ved Auktion.... Opium købes af Kompagniet af Regeringen i Straits Settlement for 1,20 for en Tael, behandles og sælges til Opiumshandlerne for 8,50 for en Tael. Nettoindtægten er noget over 500,000 $ aarlig.
    Hvert Aar holdes i London North Borneo Middagen. Ved Enden af det lange Bord sidder Formanden, flankeret af Ministre, Ærkebiskopper, Ambassadører, Admiraler, Feltmarskaller. Taler vækker vild Begejstring ved deres rungende Ord om Englands Tjeneste overfor Menneskeheden ved at bære den hvide Mands Byrde. Men den hjerteligste Applaus er uvægerligt den, der hilser Meddelelsen om, at Kompagniet har givet den og den Dividende. Middagen endes altid med at synge Land of Hope and Glory. Og saa siger man, at Englænderne ikke har humoristisk Sans !

    Ovennævnte Uddrag er taget fra Amerikaneren E. Alexander Powells Bog "Where the strange trails go down". Med Vilje er Forfatterens lidt kyniske Stil fremhævet i de to første Afsnit, der foregaar paa Filippinerne, hans Hjemlands Koloni. I de følgende Afsnit ses Forfatterens tydelige Animositet mod Britterne, der er Amerikas store Konkurrent og indtil Dato Overmand paa det imperialistiske Omraade. Men naar Folk skændes, kommer der undertiden ganske artige Sandheder frem.
    Vi tror, Powell i sin brutale Snakkesalighed giver et smukt Udtryk for Aarsagerne til den store Oprørsbevægelse mellem de andre Racer mod den hvide.