Det nye Afrika.

Negerne laver ikke Fetisher mere, de tegner Billeder af Cykler og Automobiler. Østafrikas Negerhøvding kører til Maskedans i sin Ford og hører bagefter Pariser Operaen i Radio. Ved Raadsforsamlingen diskuterer han økonomiske Kriser og fordelagtige Kapitalanbringelser med sine Ministre.
    Ved de engelske Sluseværker i Sudan har i 10 Aar til Stadighed arbejdet 15000 Negre, hver med en Familie paa gennemsnitlig fem Medlemmer, og det ikke 15000 faste, men 15000 stadig vekslende Arbejdere - et uhyre Tal, en Folkevandring. Efter faa Maaneders Arbejde er den karikaturagtige Vilde i europæisk Antræk blevet en selvbevist Afrikaner og Proletar, der betragter sig selv som født og overlegen Fjende af sine hvide Chefer.
    For nogle Maaneder siden aabnedes den betydeligste indreafrikanske Bane: Nil-Kongo-Banen fra Rejaf til Buta, og Resultatet er, at Englænderne selv er blevet bange. Som Faust forfærdedes over den Jordaand, han havde manet frem, saadan Englænderne for den sorte Kommunisme. De forstaar pludselig Faren ved at gennemtrænge det indre Afrika med europæisk Civilisation. Henvist til sig selv er Negeren magtesløs. Et Maskingevær holder en halv Koloni i Skak. Hereros- og Mahdiststammernes Oprør og de mislykkede Forsøg paa Statsdannelser i Benin og Dahome viser, at Negeren intet kan udrette, før han har gjort sig fortrolig med europæisk Teknik og Politik og lært at omgaas europæiske Skydevaaben. Men det lærer han hurtigt, hvor Lejlighed gives, som fransk Afrika viser. De sorte Soldater, der før følte sig hævet over deres Racefæller og som de hvides Drabanter, f. Eks. de franske Senegalkorps, har af Verdenskrigen lært en gavnlig Ringeagt for de hvide og er nu de første til at true dem med deres egne Vaaben. I sin Skræk griber England, i hvis Kolonier Civilisationsarbejdet er skredet længst frem, til det haabløse Middel at oprette Negerreservater, hvori ingen hvid maa tage Ophold, og hvori der sikres de sorte et vist Selvstyre. Ogsaa en Mængde urentable Smaaplantager oprettes for de sorte. Hensigten er at give dem Skyklapper paa, saa de ikke bliver for civiliserede og lærer Englænderne deres Teknik og Krigsmetoder af. I sin Forvirring har altsaa England stillet sig overfor en selvmodsigende Opgave: at civilisere Kolonierne for at udbytte dem - og at spærre Negrene ude fra Civilisationen for at holde dem borte fra Tanken om Oprør.
    Og imens trænger Islam, Europas dødeligste Fjende, fra Sudan og &Øslash;stafrika mod Syd, og Muhameds Røst er mægtigere end Europas. - Den muhamedanske Neger vender sig med Foragt fra den europæiske Tekniks Vidundere - de hvide Sataner kan alt, sejle under Vandet og flyve i Luften, men den sorte Muhamedaner ikke saa meget som vender sig, dersom en Flyvemaskine lander bag hans Ryg.
    Det er forbi med Kolonier i den Forstand, vi kender fra før Verdenskrigen. Allevegne rører de undertvungne Folkeslag paa sig. I Afrika vil sandsynligvis Befrielsen tage sit Udgangspunkt i den hamitiske, krigerske og gennem-muhammedanske Race. Der er hamitisk Blod i Marokkanerne, i Saharas Beboere, hamitiske Stammer hersker over store Omraader af Sudannegrenes Land, og de har allerede gjort sig uafhængige i Abessynien. Og i det europæiske Sydafrika, hvor Negrene har blandet sig med de hvide og antaget europæiske Vaner, vil Englænderne kun finde lunken Hjælp. Med de store Oktoberdemonstrationer i Pretoria har Boerne vist, at de ikke vil opgive Besiddelsen af det Land, de har erhvervet i et 300-aarigt Kulturarbejde.

Kinas Befrielseskamp.

Det er en Misforstaaelse at tro, at den kinesiske Revolution af 1911 er en afsluttet Kendsgerning - den er endnu i fuld Gang, og den er i sit Væsen en Befrielseskamp mod den hvide Race. Kina er ikke en Nationalstat som Tyskland, Frankrig eller Italien, men et Kontinent af Folk, der er lige saa forskellige som Europas Nationer. Efter at Kejsermagten er brudt, truer den kinesiske Stat med at gaa op i Fugerne. Endnu holder Konfutse-Traditionen de konservative Bondemasser sammen, og der er begyndt at indtræde en nødvendig Reaktion mod det unge Kinas unationale Modernisme. Mange af de unge, modernistiske Kinesere har mistet den levende Forbindelse med gammel kinesisk Kultur og har af Europæerne kun lært ydre, teknisk Dygtighed og Foragt for de Fremmede. Kommunismen har under disse Forhold vundet ikke ringe Tilslutning mellem Professorer og Studenter. Den vender sig jo lige saa stærkt som Kineserne selv mod den internationale Kapitalisme, hvis Tyranni Kina er ved at ryste af sig.
    Ententen lokkede Kina med i Krigen mod Tyskland, og Kina er Medlem af Folkeforbundet, men i sit eget Land er Kineseren ikke Herre. Endnu sidder Englænderne fast i Hongkong og Kovloon, Franskmændene i Kvangtschuvan, Portugiserne i Makao, Japanerne i Dalny og Port Arthur. Endnu opretholder Udlændingene en særlig Retsstilling, paatvinger Kineserne Toldtariffer og forvalter Postvæsenet - skønt Kineserne paa Konferencen i Washington fik bestemt Løfte om Genoprettelsen af deres Selvbestemmelsesret i Toldspørgsmaalet og om Ophævelse af Udlændinges Exterritorialrettigheder. Imidlertid kan de europæiske Kapitalmagter sikkert lige saa godt først som sidst opgive Haabet om, at Kineserne skal falde til føje. Tværtimod vil de sikkert mere og mere skærpe deres Krav om Ophævelse af alle de Særrettigheder, som Europæerne ved raa Vold har afpresset dem.
    Uindskrænket Selvbestemmelsesret i eget Hus - det er Kinas Program, ikke blot det unge Kinas, men alle politisk tænkende Kineseres. Ingen Regering, der gaar herimod, vil kunne faa Varighed i Kina. De Overfald, der finder Sted paa Europæere, Generalernes Krige, Peking-Regeringens Magtesløshed er altsammen Udtryk for den Vrede over den nuværende Undertrykkelse, der besjæler enhver Kineser. Undrer de europæiske Aviser sig over, at Europæerne ikke er elskede nok i Kina, at Kineserne vover at røre paa sig? De europæiske Aviser vil komme til at opleve ganske andre Ting, dersom Kineserne ikke snart faar gennemført de Krav, deres offentlige Mening har rejst. Kina har et ypperligt Vaaben. Den rige Koloni, Hongkong, staar nu foran Bankerotten, efterat Kina har udskilt Englænderne fra de andre europæiske Magter og gennemført et halvt Aars Boykott imod dem. Det er her lykkedes Kina at give hele Englands østasiatiske Handel en velfortjent Lussing.