Hendrik de Mann: Zur Psykologie des Sozialismus. (434 Sider. E. Diederichs, Jena.)

Hendrik de Mann var tidligere Fører for den marxistiske Fløj af det belgiske Arbejderparti. I det omfattende Arbejde, der nu er udkommet paa Tysk, sætter han sig til Formaal at "overvinde" Marxismen. Det er dog ikke hans Hensigt at indlade sig paa en Diskussion om de marxistiske Læresætninger. Ved Marxisme forstaar han, hvad der lever af Marx i det aktuelle Socialdemokrati.
    De Manns psykologiske Kritik er væsentlig bygget paa Sigm. Freuds Psykoanalyse og Alfred Adlers Lære om "Minderwertigkeits"-komplekser og "männlicher Protest", der anvendes paa Underklassen. Freuds Indflydelse, der er saa stærk i Litteraturen, vil sikkert ogsaa faa Betydning for Sociologien. Mange af hans Resultater stemmer fortrinligt overens med den Betragtning, hvortil Engels ad helt anden Vej er kommet i sin Bog om Familiens og Statens Opstaaen. Men de Mann behandler Psykoanalysen for dilettantisk til at hans Undersøgelse kan faa større Interesse.
    Han er et Pragteksemplar af moderne, halvdannet Alvidenhed. Han roder Marx og Freud, Spengler og Sinclair Lewis, James og Einstein, Bergson og Mc. Dougall sammen til en Grød, der klistrer Tarmene til paa Læseren. Bogen er farlig, for saa vidt som kun de færreste Læsere kan kontrollere, hvor overfladisk en Viden og hvor letsindigt et Ræsonnement, der ligger bag den kedsommeligt professorale Tone, som de Mann har tillært sig i Tyskland.
    Der findes i Bogen en Del rigtige og ganske pudsige Iagttagelser af speciel socialdemokratisk Psykologi, og man kan ogsaa give de Mann Medhold i enkelte af hans kritiske Betragtninger. Men der findes ingen Argumentation i Bogen, der kan bevæge en Marxist til at forlade sine Synspunkter.
    For Kommunismen har de Mann endnu mindre tilovers end for Socialdemokratiet. "Jeg tror ikke mere paa en Revolution som en Verdensdom," siger han. "Jeg tror kun paa en Revolution, der frembringer en Omvæltning i os selv." Og videre: "Die mächtigste Waffe gegen die Gewalt ist die Gewaltlosigkeit". Det er Tolstoi og Gandhi, hvis Evangelium de Mann her prædiker, men det er ikke muligt at komme længere bort fra Marx, end det er lykkedes denne tidligere Marxist.
    Trods den Afsky, han nærer for Bolsjevikerne, nærmer han sig ofte i sin Kritik af Socialdemokratiet en Betragtning, der ellers er rettroende kommunistisk, saaledes hvor han diskuterer Socialdemokratiets Stilling til Verdenskrigen. Det er tragisk, siger han, at Krigen udbrød et Par Uger før den Kongres i Wien, hvor den afgørende Kamp skulde staa om Keir Hardie-Vaillants Forslag om Generalstrejke i Tilfælde af Krigsudbrud. Herved skulde det Fremstød fornyes, der var mislykkedes 1907 i Stuttgart og 1910 i København paa Grund af de tyske Socialdemokraters Modstand. Kun en lille Skare med Karl Liebknecht som Fører vovede at træde aabent op mod den tyske Militarisme, mens Hovedmassen af de tyske Delegerede erklærede Tanken om Generalstrejke og Militærnægtelse i Krigstilfælde for indiskutabel !
    Der kunde sikkert skrives en god Bog om Socialismens Psykologi, bl. a. om den Maade, hvorpaa Marxismen former sig i de forskellige Lande. Men de Mann har forfusket Opgaven ved at sammenblande den med en løs Kritik af marxistisk Teori og socialdemokratisk Partitaktik.

O. G.