Det Angreb, jeg i en tidligere Artikel rettede mod Biologernes Moralopfattelse, vil jeg nu fortsætte med en Kritik af Sociologerne, nærmere bestemt tre af den franske sociologiske Skoles danske Repræsentanter: Joseph Davidsohn, Jørgen Jørgensen og Hartvig Frisch. Jeg er ked af, at disse Betragtninger har en saa abstrakt Karakter, at de fleste vil finde dem dødkedelige. Samtidens intellektuelle Flertal interesserer sig ikke for principiel Tænkning, som den tror hører til ved det grønne Bord, ikke i den grønne Mark. Det skal imidlertid nok vise sig, at Uklarhed i Tænkningens Grundlag før eller senere hævner sig ved skæbnesvangre Fejl i Løsningen af de konkrete Opgaver. Derfor er det ønskværdigt, at i al Fald et Faatal holder en videnskabelig Diskussion om Kulturlivets Grundlag vedlige. Vi kan ikke helt overlade den til Mørkemænd og Tusmørkemænd som Anders Thuborg og Helge Rode.

I.

Joseph Davidsohn har skrevet en Doktordisputats "Om Betingelserne og de nærmere Opgaver for en eksakt Sociologi" (1923), hvori han giver en skarpsindig og indgaaende Redegørelse for den af Émile Durkheim og Lévy-Bruhl grundlagte Skoles Principper og Arbejdsmaade. Paa overbevisende Maade klargør Davidsohn, til hvilke fortrinlige Resultater de franske Sociologer er naaet, og hvilken Forstaaelse og Ordning af det hele Kulturlivet omfattende Materiale, vi kan vente, vil fremgaa af Skolens fortsatte Arbejde. Clarté skal i en senere Artikel vende tilbage til dette Emne og blandt andet bringe et Referat af Skolens meget værdifulde Behandling af Religionen. Med Rette gør Davidsohn opmærksom paa, at der sagligt er meget ringe Forskel paa Tro og Overtro. Om man stænker sig med Vievand eller banker under Bordet, om man tror paa Engle eller Nisser, er sagligt set Hip som Hap. Forskellen mellem Tro og Overtro bestaar i, at de overtroiske ikke paa samme Vis som de troende har organiseret sig i faste, af Traditionen sammenholdte Rammer. Meget smuk og frugtbar er den almindelige Karakteristik af Religionen som et System af fem Elementer: Organisation, Croyancer (Skabelseshistorier, Patriarkfortællinger, Aabenbaringsscener o. s. v.), Riter, Forskrifter og Kvaliteter (f. Eks. "ren", "uren", hellige Kar, hellige og vanhellige Spiser). Desværre lader det sig ikke gøre her at komme nærmere ind paa disse interessante Ting. Vi maa holde os til Dr. Davidsohns og de andre Sociologers Forsøg paa at forvandle Sociologien fra en Særvidenskab ligesom Fysiken til den grundlæggende Videnskab, der skal erstatte Erkendelseslære og Logik.
    Saadan staar der, og man maa anerkende, at det er rene og skrappe Ord. Den Durkheimske Skole vil grundlægge en almindelig Kulturvidenskab, siger Dr. Davidsohn, den "sætter sig til Maal at overflødiggøre de filosofiske Discipliner - Logiken ikke undtagen - ved at skabe positive Videnskaber paa de paagældende Omraader". Skolen har, mener Davidsohn, tilvejebragt et solidt Grundlag for Afvisning af den Paastand, at Menneskene har en ensartet logisk Konstitution. Det er lykkedes at samle et uhyre. rigt Materiale vedrørende primitiv Mentalitet, og det viser sig, at primitiv Logik har helt andre Hovedlove end antik og moderne. Den karakteriseres ved, at alle Fænomener opfattes som Udstraalings- og Modtagelsescentrer for Kvaliteter og Kræfter. Tingenes Form, Stof, Anvendelighed o. s. v. træder helt i Baggrunden for det Spørgsmaal: hvilke Kræfter udstraaler eller modtager Genstanden - det være sig Genstand i vor Forstand, Sted, Navn, Tal, Farve, Verdenshjørne eller andet. Det er følgelig ogsaa disse Tingenes saakaldt mystiske Egenskaber, der bestemmer deres Klassifikation og Opfattelsen af deres Identitet. Almindelig udtrykt kan det siges, at de Fænomener, der er ens i Henseende til mystiske Egenskaber, opfattes som ensartede. Der er for denne Mentalitet intet i Vejen for, at jeg baade kan være jeg og samtidig det ganske bestemte Dyr, der løber, eller at en Fjer samtidig kan være en Hjort. Det er klart, drager Dr. Davidsohn Facit, at hvad der behersker Tænkningen under disse Forhold, er ikke Identitetsloven, men de Love, efter hvilke Tingenes mystiske Kvaliteter fungerer. Uden endnu at have bestemt disse Love [[Note. De vil sikkert vise sig at være Udtryk for Identitetsloven O.G.]] har Sociologerne ganske formelt givet dem et fælles Navn: Participationsloven. Den Logik, vi anvender, Identitetssætningen, kan ikke skaffe sig Anerkendelse hos Mennesker, hvis Tænkning bestemmes af Participationsloven, ikke af Identitetssætningen.
    Hele denne Betragtning er et Stykke fortraeffelig Psykologi, men ogsaa et godt Eksempel paa den særlige modus iudicandi, som jeg vil kalde: den sociologiske Logik, og som er en Tvillingsøster til den biologiske.
    I Virkeligheden er der ikke den mindste Grund til at antage, at den primitive Logik skulde danne en Prælogik af ganske anden Art end den klassiske og moderne. Den primitive Mentalitet arbejder paa fundamentalt samme Maade, idet den ved at opfatte Tingene som Kraftcentrer søger at bringe dem ind under et Enhedssynspunkt. Naar den primitive identificerer sig med et andet levende Væsen, fordi han opfatter sig og f. Eks. en Kænguru som Udtryk for samme Kraft eller Kvalitet, foreligger der maaske nok en mislykket Anvendelse af Identitetssætningen, men en Anvendelse. Det primitive Verdenssystem er forskelligt fra vort ved ejendommelige Mangler (og sikkert ogsaa Fortrin) i Iagttagelse og Slutning (i al Fald Fortrin i Iagttagelse: Dyrebillederne i Hulerne). Men det er bygget op paa Erfaring og Logik, ganske som vort. At vi ikke kan faa den primitive til at anerkende vor Logik, betyder ikke, at Logiken ikke er almengyldig. Ingen paastaar jo, at Logiken er almengyldig i den Forstand, at der aldrig sker Forsyndelser imod den, eller at alle skulde mene det samme - det vilde være en vanvittig Paastand. Logikens Almengyldighed er uafhængig af Stemmeflertal, og dens Gyldighed ophæves ikke, fordi den anvendes forkert eller paa et mangelfuldt Materiale.
    Vi kan ikke komme udenom Identitetssætningen, fordi vi uden den overhovedet ikke kan danne os en fast Forestilling om nogetsomhelst - vor Bevidsthed falder fra hinanden. Man maa her mod Sociologien, naar den vil afskaffe Logiken, rette den samme Indvending som mod den skeptiske Erkendelsesteori i det hele: at den saver den Gren af, hvorpaa den er klavret op. Findes der ingen almengyldig Logik, saa har heller ikke Sociologiens Paastande Almengyldighed. De er Udtryk for et bestemt Miliøs Tænkemaade, intet videre, ikke Videnskab! Det gaar her Sociologen som det gaar Biologen, naar han vil lægge Udviklingslæren til Grund for Erkendelsen. Er Erkendelsen udelukkende Udtryk for et bestemt Udviklingstrin, saa er ogsaa den biologiske Opfattelse af Erkendelsen et Produkt af Udviklingen, og vi har ingen Grund til at tillægge den Gyldighed.
    I sin Konsekvens fører baade den biologiske og den sociologiske Filosofi ud i den al Videnskab opløsende Subjektivisme.
    Heldigvis behøver det subjektivistiske Grundlag ikke at gribe forstyrrende ind i det saglige Særarbejde, og derfor bliver Sociologerne i Stand til at udrette fortrinlige Ting, saa længe de anvender den sædvanlige Logik (uden at anerkende den), og saa længe de holder sig til deres Speciale. Naar de forvilder sig ud i Erkendelseskritiken, udretter de kun Forvirring. Saaledes naar Dr. Davidsohn kalder Sociologien en "forudsætningsløse Videnskab - den har akkurat samme Forudsætning som al anden Videnskab, nemlig den fornægtede Logik. Heller ikke har Dr. Davidsohn Ret, naar han mod Logiken indvender, at det, hvorved den maatte bevises for at være almengyldig, netop er den selv. At Logiken skal bevises af Logiken, lyder naturligvis urimeligt. Det urimelige forsvinder, naar vi siger, at Logiken som Grundlag for al Bevisførelse ikke selv kan bevises, men faar sin Gyldighed ved sin egen indre Sammenhæng og ved at være den uundværlige Betingelse for al Videnskab.
    Om Moralen siger Dr. Davidsohn, at den almengyldige, normative Moral strander paa Umuligheden af ad logisk Vej at komme fra et Indikativ til et Imperativ. Meningen er vist, at selv om vi kunde finde et højeste Gode eller en højeste Ret, kunde vi ikke fordre, at dette Gode og denne Ret skulde efterstræbes og efterfølges. Hertil maa siges, at Moralkravet ligesom Logiken er betinget af vor Bevidstheds syntetiske Natur. Logikens og Moralens Krav kan formuleres saadan: "Hvis du vil opretholde din Bevidsthed, maa du rette dig efter os. Hvis du derimod ikke nærer noget ønske om at opretholde Bevidsthedens Sammenhæng, men foretrækker at blive Idiot, Sindssyg eller Forbryder, kan ingen Magt paa Jorden forhindre dig deri."
    Lad os se Spørgsrnaalet skarpt: Har Sociologerne Ret, saa har vi ingen almen Erkendelse, men en Række Opfattelser, der skifter med de forskellige Kulturepoker - Spenglers Mening. At to og to er fire, at man ikke af ren Selviskhed maa ødelægge andre Menneskers Lykke, er sandt i Dag, men usandt imorgen. Vi savner enhver Mulighed for at dømme, om Kant eller Botokuden er den største Filosof, Marx eller Harald Tandrup den ypperligste Sociolog. Vi kan kun konstatere, at saadan mener vi, saadan mener andre, men vi kan ikke vurdere, vi har ingen almene Idealer og ingen almen Metode, der viser os Vej imod dem.

Otto Gelsted.