Under denne Overskrift har Partisekretæren, Hr. Alsing Andersen, i en Artikel i "Socialisten" ført et Stød mod Clartébevægelsen. Som praktisk Politiker kan han ikke se Berettigelsen af nogen Clartédannelse uden som en ren socialdemokratisk Ungdomsforening for de Intellektuelle. En saadan kunde være velkommen, siger Hr. Alsing Andersen, og dens Opgave vilde være praktisk gennemførlig og ganske nyttig. Det var tillige et klart Standpunkt, som passede sig for Bevægelsens Navn Clarté.
    Men saaledes som Bevægelsen har udviklet sig med Henri Barbusse som Fader og de svenske Clartister som Faddere, med enkelte Kommunister i Bestyrelsen og kommunistiske Penne i Bladet, er det tydeligt, at Navnet kun dækker over en Blanding af taaget Idealisme og maalbevidst Bolschevisme. Denne Taage skal spredes, saa at Partifællerne kan vide at vogte sig for Clarté. Fanden har mange Skikkelser, og en af de nyeste har nu altsaa været "Klarhed."
    Dette Angreb hviler helt paa den Antagelse, at socialdemokratisk og socialistisk betyder det samme. Hvis det er rigtigt, maa det indrømmes, at Partisekretæren har Ret i alle sine Betragtninger. I saa Fald er det naturligvis fjoget at erklære sig upolitisk samtidig med, at man vil agitere for Socialisme. Det er utilgiveligt at se et Forbillede i Henri Barbusse, som notorisk senere har tilsluttet sig 3die Internationale. Det er umodent at tillade et Medlem selv at rejse til Rusland. Det er fordægtigt at have Aage Jørgensen, Sekretær i Sovjetdelegationen, i Bestyrelsen. - - Men som sagt - Rigtigheden af alle disse "Afsløringer" staar og falder med, at Socialdemokratiet og Socialismen virkelig er Benævnelser for et og det samme.
    Jeg er selv i det heldige Tilfælde baade som dansk Socialdemokrat og international Socialist at turde udtale mig om Sagen. Jeg føler nu meget vel, at der er Forskel paa de to Begreber, og kan vanskeligt tænke mig nogen menig Partifælle, der ikke skulde erkende det samme. Socialdemokratiet er jo anvendt Socialisme, nemlig et politisk Parti, som i hvert enkelt Land er præget af de særlige historiske og økonomiske Betingelser, som der har gjort og endnu gør sig gældende; Socialismen derimod er en Ide, hvis Styrke ikke kan maales i Tal, men maa prøves paa dens Sandhed. - Socialdemokratiet maa som Parti tage Hensyn til de øjeblikkelige Forhold, og disse Hensyn kan være baade personligt og politisk opportune. Socialismen kender intet saadant Hensyn; dens Samfundskritik er dybtgaaende og fundamental og maa skære lige haardt igennem, hvad enten det gælder vort kapitalistiske "Demokrati", Ruslands umodne "kommunistiske" Despoti eller Italiens nationalistiske Fascisme.
    Denne socialistiske Kritik og den socialistiske Forskning har gennem to Menneskealdre været den aandelige Kerne i Arbejderklassens Frigørelseskamp. Man vidste mere end de andre, man vilde noget bedre; det var ikke en almindelig politisk Kamp om Riget, Magten og Æren, men det gjaldt Virkeliggørelsen af en ny Samfundsform. Socialismens Kompas var Marx' og Engels' kommunistiske Manifest, og selv om Tiden kan have ændret et og andet Komma, er det sikrere at styre efter end noget andet socialistisk Mærke, der er mig bekendt, og ingen nok saa kompetent Partiforsamling gaar vist hen og laver noget bedre for det første.
    Hvis det altsaa er rigtigt, hvad jeg baade som organiseret Partifælle og som overbevist Socialist tillader mig at erkende, at der er en logisk Forskel paa Socialdemokratiet som Parti og Socialismen som Ide, saa rejser der sig en Række Spørgsmaal af virkelig Interesse:
    1) Er Socialdemokratiet tjent med, at den frie socialistiske Forskning dør hen?
    2) Kan man være Socialist uden at være tilknyttet Socialdemokratiet?
    3) Har noget eksisterende politisk Arbejderparti Eneret paa den socialistiske Ide?
    4) Skal en dygtig og velskrevet socialistisk Artikel ikke kunne trykkes, fordi den er skrevet af en Kommunist?
    5) Hvilken er den særlige Agitation, som kræves blandt de Intellektuelle?
    Disse Spørgsmaal stiller jeg som Socialdemokrat mig selv som Socialist, og jeg skal forsøge at besvare dem og beder Partisekretæren gøre det samme.
    Den frie socialistiske Forskning har efter Krigen haft ublide Kaar. Det bedste Arbejde præsteres saamænd næsten af en vis Slags "Højremænd" som Sombart og Oppenheim i Tyskland og Birck herhjemme - eller af saa fritstaaende Mænd som Shaw og Bertrand Russell. Splittelsen i Arbejderklassen har nemlig ellers bevirket, at al den aandelige Energi sættes ind paa Mistænkeliggørelse af den anden Part og paa ensidig Agitation. Dette har betydet et stærkt Fald i den socialistiske Litteraturs Værdi i begge Lejre; det rammer ikke blot dens Sandhedsværdi, men ogsaa dens Betydning som proletarisk Kampmiddel. Horizonten indsnævres, fordi Hensynet til Partifællerne i Udlandet og Indlandet kræver en idealiseret eller karrikeret Fremstilling af Forholdene. Her er det, jeg som Socialdemokrat vil protestere mod det Fejlsyn, at det gavner Partiet i Længden at lukke øjnene for ubehagelige Kendsgerninger. Dertil kommer, at den videnskabelige socialistiske Forskning dør af Mangel paa Næring, hvis den skal indstilles paa et saa lavt Sigte som Hensynet til Døgnets Politik. Det er nu engang Loven for selvstændigt Aandsliv, at det kun kan trives i Frihed, og det har til alle Tider været den Pris, som Samfundet har maattet betale for nye Sandheder. Uden denne Bevægelighed og Uafhængighed drukner det hele i Jargon, som det allerede er sket med Grundtvigianismen og Indremissionen.
    Men kan man da være Socialist uden at staa i Partiet? Personligt vilde jeg umiddelbart svare Nej ! Sammenholdet i Arbejderpartiet, Organisationen og Solidariteten er for mig saa nøje forbundet med min socialistiske Overbevisning, at det forekommer mig en unaturlig Skævhed at staa udenfor det Parti, der er Udløseren af Underklassens politiske Kampkraft. Indenfor Partiet kan man derimod tage Kampen op og bør gøre det, hvis der er Forhold, der udæsker til Modsigelse og Ændring. Saadan har jeg set paa Sagen lige fra den Dag, Splittelsen begyndte, men jeg er alligevel ikke blind for, at der er andre, hvis socialistiske Syn jeg har vanskeligt ved at drage i Tvivl, der er kommet til et andet Resultat. En er maaske Revolutionær, en anden Republikaner, en tredie Medlem af Fritænkeriet, en fjerde Marxist, og de finder ikke disse Interesser tilstrækkeligt varetagne indenfor Partiet. Kan man af den Grund paastaa, at de ikke er Socialister? Hvis Hr. Alsing Andersen hertil svarer "ja", er det unægtelig konsekvent, og det redder hans Artikel rent logisk, men er det rigtigt?
    Her staar vi atter ved det springende Punkt. Før Krigen vilde jeg selv ubetinget have skønnet, at en god Socialist nødvendigvis maa være Socialdemokrat. Jeg husker den næsten medlidende Ringeagt, jeg dengang nærede overfor Socialist-outsiders af den engelske Type, som altid paa Bunden var Vegetarianere, Antivivisektionister eller paa anden Maade Pacifister. "Socialdemokrat" betød derimod det krasse, det materialistiske, det vaskeægte, det ukuelig proletariske og revolutionære, Broernes Batailloner paa Marsch mod Borgerskabet. Dengang vilde jeg ikke have betænkt mig paa at sige, at Socialdemokratiet havde Eneret paa den socialistiske Ide. Nu, da jeg har oplevet Krigen, Revolutionerne og Splittelsen, staar det mig klart, at Socialismens Ide hverken kan halveres eller forpagtes, fordi der senere dannes politiske Fraktioner indenfor Arbejderklassen. Vi kan ikke rive det kommunistiske Manifest midt over og tage hver sin Halvdel. I dette Skrift har Industriarbejderen faaet Mæle og talt til Verden med en Dommers Myndighed, og efter de Præmisser skal det kapitalistiske Samfund dømmes og omstyrtes, saa sandt Produktivkræfterne i Verden er stærkere end nogen nok saa velmenende Filosofi, Religion, Moral eller Velgørenhed. - Enhver, der besjæles af de Tanker og den Aand, maa have Ret til Socialistnavnet, og det vil være en Ulykke, hvis vi kommer saa vidt i sekterisk Splittelse, at vi Socialdemokrater ikke kan være med ved et Blad, som ledes og skrives paa rent socialistisk Grundlag, og ikke taaler at læse en socialistisk Artikel, fordi den er skrevet af en Kommunist.
    Hvad angaar det sidste Spørgsmaal om Agitationen blandt de Intellektuelle, bør det fremhæves, at Socialismens agitatoriske Kraft for den Intellektuelle først og fremmest beror paa Klarheden i de Skel, den sætter: mellem gammelt og nyt mellem det borgerlige Samfund og Fremtidens klasseløse Arbejderstat, mellem den kapitalistiske Imperialisme og Arbejdets internationale Folkesamfund. Ogsaa her er det kommunistiske Manifest Kompasset, der maa styres efter, dette forbavsende Skrift, der, skønt skrevet paa en Tid, da man endnu talte om Kejsere og Paver som reelle Magter, alligevel er stadig ungt. Det er som en Hvæssesten for ens socialistiske Blik, naar det i Dagligdagens borgerlige Liv er blevet søvet til en vis godlidende og udflydende "kommunal" Gemytlighed. Det er jo dog kun paa Skrømt, vi indretter os paa, at der er lige god Plads til alle Borgere, og tager Hatten af for Kapitalisten, Præsten, Officeren og H. M. Kongen. For den Intellektuelle agiterer man ikke med Brød, det savner han sjældent, heller ikke med social Højnelse, det faar han lettere ad anden Vej, kun til Maade med social Medlidenhed, thi det opfattes som en personlig Bebrejdelse og virker "smagløst"; nej, Ideen, Tankens suggererende Kraft, Konstruktionens Simpelhed og Skønhed, Kritikens Dristighed og dybtgaaende Sandhed, og - som før sagt - Klarheden i de Skel, der sættes, det kan faa Vejret til at standse for den bebrillede Mand og skabe en duelig Socialist af en Intellektuel. Det er den eneste Agitation, der virker paa det Sted.
    En saadan socialistisk Agitation er det, Clarté ønsker at bringe, men derfor maa vi holde Foreningen og Bladet fri af de politiske Delinger indenfor Arbejderklassen. Dette betyder ikke at "bygge Bro" mellem Socialdemokrater og Kommunister, for det vilde i sig selv være et Stykke Politik. Hvad vi ønsker, er at skabe en fri Platform for socialistisk Teori og Kritik, hvori jeg ser en Livsbetingelse for socialistisk Aandsliv og tillige Hovedbetingelsen for Agitationen blandt de Intellektuelle.

Hartvig Frisch.