De fleste Danskere aner sikkert intet om, hvad der er foregaaet i Bulgarien i de sidste Aar. Og det er desværre saaledes, at det Overmaal af Rædsler, som Verden har maattet gennemgaa i disse Aar under Borgerskabets Dødskamp, og som finder sit typiske Udtryk i de med Mellemrum opdukkende Notitser i Pressen, at nu er der atter opdaget en Sammensværgelse i Sofia, og 300 Arbejdere er blevet arresteret, sløver. Især fordi vor Presse nøjes med disse knappe og tørre Meddelelser, der ikke fortæller noget. "Er der nu Oprør der igen!" siger man og trækker paa Skuldrene. Hvad er det, der i Virkeligheden sker?
    Vandervelde har fornylig i Folkenes Forbund rejst Spørgsmaalet om Arbejderforfølgelserne i Bulgarien, og det er da belærende at se Nobelpristageren Chamberlain fare op som en Løve til Forsvar for den af Folkenes Forbund anerkendte bulgarske Regering.
    Sagen er, at Borgerskabet i alle Lande, hvis det skal bevare Magten, ikke kan taale en oplyst Arbejderklasse, men ønsker i Sløvhed levende Slaver, der morakker, saa Sveden hagler af dem. Det er en Kendsgerning, at Arbejderklassen i alle Lande i det sidste halvhundrede Aar har tømret sig en vis kulturel Bygning, at den endog har formaaet som Fremskridtets og den ny Verdensordens Bærer at drage de bedste Dele af Intelligensen over til sig. Dette har, skønt Borgerskabet gerne vil paastaa det modsatte, fremkaldt en stigende Rædsel i Overklassen. Den nuværende Ministerpræsident Ljaptscheff i Bulgarien erklærede i 1923 kynisk: "Det bulgarske Folk har i Krigen ofret 20,000 Menneskeliv for Fædrelandet. Det vilde ikke være nogen Ulykke, om der til Landets Helse yderligere blev dræbt 20,000 Kommunister!" Dette er Borgerskabets hele Livsfilosofi. I Danmark nedskærer man. I Bulgarien afskaffede man alt. Man opløste Fagforeningerne, man forbød Kooperationen, man tilintetgjorde det kommunistiske Parti, konfiskerede Arbejderpressen. Ofrenes Antal anslaas til over 20,000 myrdede, deriblandt hundredvis af Læger, Sagførere, Præster og Lærere. Selvfølgelig har dette fremkaldt Modaktioner. Fortvivlede Bønder har Gang paa Gang rejst Opstande mod det brutale Gendarmeri, Enkeltmænd har forøvet Attentater, Tryk har avlet Modtryk. Men det er en Kendsgerning, at Folket først efter den mest djævelse Mishandling er blevet drevet til dette.
    Vandervelde skriver i Anledning af Attentatet den 16. April 1925 paa Sofiakatedralen, hvor et stort Antal Generaler, deriblandt flere af de værste Bødler, omkom: "I de tre Uger, jeg tilbragte i Bulgarien, fandt ikke mindre end ni politiske Mord Sted. I den sidste Tid beskylder selv "Times" - der ellers er nok saa overbærende mod fascistiske Udskejelser i Udlandet - Politiet for at forøve disse Mord, der er blevet til Hverdagsbegivenheder. De forfulgte "Forbrydere" forsvinder paa den hemmelighedsfuldeste Maade, og de fængslede "forøver Selvmord i Fængslerne". Krigsretten arbejder uafbrudt."
    Der er i Begyndelsen af Marts udbrudt Sultestrejke i Bulgariens Fængsler. Over 2500 Personer deltog i disse den 10. Marts, og Tallet stiger stadigt. Her kommer vi til det hæsligste Punkt, den mørkeste Skamplet, det er muligt at sætte paa et Lands Historie, den Maade, Fangerne bliver behandlet paa i de bulgarske Fængsler. I det følgende omtales kun fængslede Kvinders Skæbne. Naar man har erfaret denne, kan man maaske tænke sig Mændenes. Ingeniøren Gitschewas Hustru Elena blev i Februar 1925 efter sin Indsættelse i Politidirektionens Arresthus voldtaget og misbrugt paa den skændigste Maade af Officerer og det hemmelige Politis Agenter. Disse frygtelige Kvaler kunde hun ikke udholde, og en Morgen fandt man hende hængt i Cellen.
    Lærerinden Anna Majmunkowa blev efter Sofiakatedral-Sprængningen arresteret og pint saa bestialsk af Sikkerhedspolitiet, at da hun efter tyve Dages Forløb bragtes over i den almindelige Kvindeafdeling, kunde hun ikke genkendes paa Grund af Ar, Saar og Læsioner. Ogsaa hun var blevet voldtaget paa den mest gemene Maade af Officerer og Betjente. Den 9. Juni blev hun sammen med to andre Fanger henrettet ved Halshugning paa Kirkegaarden i Sofia.
   En Lærerinde Wela Piskowa fra Sjumen blev pryglet til døde efter Arrestationen.
    Moderen til Arbejderføreren Nenow fra Burgas blev ogsaa arresteret efter Attentatet og pint saa frygteligt, at hun døde. Hun var saa opsvulmet, at man ikke kunde faa hende af Klæderne. I denne Tilstand viste Politiet hende til Sønnen, der blev vanvittig ved Synet. Kort Tid efter dræbte man ham. Kaptajn Krotnews Hustru, hvis Mand mistænktes for at have skjult en af Bondepartiets Førere, blev myrdet i Sengen sammen med sit spæde Barn, da hun nægtede at oplyse, hvor denne holdt sig skjult. Kaptajnen fandtes senere liggende som Lig paa aaben Gade. Zola Dragojtschewa, kvindelig Student, blev ligeledes arresteret og dømt til Døden. Dødsdommen maatte dog udsættes, da hun som Følge af Voldtægt fra Politiet var besvangret, og svangre Kvinder ikke maa henrettes. Dr. Gergitza Karastawanowa mistede som Følge af umenneskelige Pinsler Forstanden. Fru Dr. Moletarowa blev efter Mandens Mord fængslet og senere vanvittig; hun flakkede efter sin Løsladelse rundt med sine to Børn for Lud og koldt Vand, uden at nogen turde optage dem.
    Det er en uafviselig Pligt for enhver Arbejder, Kvinde eller Mand, og for enhver anden, der kalder sig et civiliseret Menneske, at være med til at modarbejde disse Ting. Fra nu af, da dette Materiale med de autentiske Billeder fra Henrettelserne i Bulgarien udsendes, og da DANMARKS ARBEJDERHJÆLP begynder sit Oplysningsarbejde, gælder Undskyldningen: Uvidenhed, der maaske indtil Dato har haft en vis Gyldighed, ikke. Vore Protester hjælper selvfølgelig ikke meget, men dog noget. De kan lægge et Pres paa de evropæiske Regeringer til at lytte til Vanderveldes Ord i Gen&eagrave;ve, naar han brændemærker Skændselsregimentet i Bulgarien. De kan aabne øjnene paa dem, der lefler med Fascisme her i Landet uden at ane dens Konsekvenser og dens Korruption. Vi kan med materiel Bistand understøtte de bulgarske Flygtninge og hjælpe de myrdedes Børn og efterladte.
    Det fascistiske System i alle dets Afskygninger er Tegnet paa en døende Kultur, der ender i Raahed, Bestialitet og Umenneskelighed. Overfor dette sætter al Verdens Arbejderklasse og alle de, der tror paa Socialismen, sin Solidaritet, international og verdensomspændende, uden Hensyn til, hvem der hjælpes, blot de er Ofre for Arbejderklassens Sag og den ny Tids Gennembrud. Og i dette Hjælpearbejde flokkes al Verdens Arbejdere i Samdrægtighed. Glemt er her alle Meningsafskygninger, glemt er Døgnets Strid for det ene store.