Mange Mennesker forstaar ved kunstnerisk Værdi det modsatte af praktisk Værdi, saadan at de f. Eks. finder en gammel faldefærdig Bindingsværksrønne usigelig dejlig i Modsætning til et moderne, praktisk og godt indrettet Hus af Jernbeton, som forekommer dem hæsligt »nøgternt«. Navnlig hvad angaar Møbler, kommer den Slags ofte tydeligt frem. De begejstres af en gammel forreven Stol fra Frederik den Femtes Tid, fuld af alle mulige Snørkler og Gesvejsninger, som i halvandet Aarhundrede har samlet Støv og Bakterier, er umulig at holde ren, rædselsfuld at sidde i, overhovedet ikke til at bruge, mens de samme Folk mener om en praktisk, billig, behagelig amerikansk Flugtstol, »at man dog virkelig ikke kan have et saadant Møbel i sin Stue«.

Den Slags er efter min Mening Pjat og Skaberi, forsaavidt det ikke ligefrem er Sygelighed og Degenerasjon.

Der er noget i Vejen med ens Fornemmelser, naar man ikke glæder sig over det fornuftige, reelle, praktiske, men tværtimod afskyer det for at søge Nydelse i det meningsløse, forfalskede, kunstige.

Dermed mener jeg ikke, at man ikke meget godt skulde kunne have Udbytte af at betragte forgangne Tiders Frembringelser i et Musæum. Man kan deraf nemlig f. Eks. Iære, at ingen anden Tid, end netop vor, har været saa forrykt, at man kunde foretrække gamle Ting for ny. Det har ned gennem Historien været yndet Trafik at modernisere gamle Ting og give dem ud for nye. Men Nutiden har Monopol paa den Opfindelse at præparere ny paa forskellig Maade for at faa dem til at se »antikke« ud.

Er der en saadan stærk Konservatisme i Nutiden, hvor det kun drejer sig om mindre praktiske Forbedringer og Opfindelser, er det klart at helt nye Ting bliver modtaget med den højeste Grad af Modvilje.

Det vil sige af det Lag i Samfundet, man morsomt nok benævner det dannede, de som selv tror at have Forstand paa at se og dømme: de studerte, Lærere og Forfattere, Præster og Professorer, Kritikere og Kontorfolk.

Den jævne Mand, den store brede Masse, er ikke nær saa fordærvet, hverken i den ene eller den anden Henseende. Derfor viser det sig ogsaa, at hver Gang noget virkelig Nyt er i Færd med at bryde frem, bekæmpes det paa det voldsomste fra oven, mens Folkemassens sunde Instinkt paa Trods af alle Sagkyndige bærer Sagen frem til Sejr.

Der er intet, dette i højere Grad gælder end netop Filmen. Den er endnu ikke naaet saa vidt, at de dannede og intellektuelle vil gaa med til at sidestille den med de andre mer eller mindre overlevede Kunstarter, saasom Maleri, Skulptur og Skuespil. Men Folkets store Masse viser til Gengæld ganske utvetydigt, at det interesserer sig ligesaa meget for denne Nutidens faa Aar gamle Kunst som for alle ni klassiske Muser med samt deres aartusindgamle Produksjon.

For Filmen er en Kunst saa god som nogen, og den er fremfor nogen anden vor Tids Kunst.

Der er blot ingen, som har fundet paa at opstille Regler og Love, det man kalder Æstetik, for den; man har med andre Ord ingen fastslaaet Maalestok at anvende, naar man skal give sin Mening til Bedste. Den Slags kommer altid bagefter. Hovedsagelig fordi det skal laves af de intellektuelle, som fordi de anvender deres meste Tid paa Historie, paa at undersøge hvordan det har været, er Samfundets mest konservative, forsigtige og reaksjonære Lag. Naar en og anden Filmsanmelder en sjælden Gang drister sig til at udsige en Slags Dom udover det tradisjonelle: »Folk morede sig storartet« bliver det som Følge af den manglende Norm ofte det rene Snak, fordi han har hentet sit Synspunkt enten fra Maleriet, Litteraturen eller oftest Teatret. Det er nemlig ingen Indvending mod en Flyvemaskine, at den ikke kan bruges til at opbevare Koks i. Filmen er ligesaa forskellig fra de andre Kunstarter som Aeroplanet fra Brændeskuret.

Lad os da se lidt paa dette af de fornemme, rige saa foragtede, af de jævne, fattige, mange saa varmt elskede Barn af vor Tid.

Dets Fødsel var ventet med stor Længsel.

Vi véd fra Millioner af Fund i Grave, Ruiner, Klippehuler, Kirker, Biblioteker, hvordan Menneskene igennem Aartusinder har drømt om at holde det flygtende Nu fast, snart i Ord, snart i Farver, Marmor, Bronce - altid forgæves.

Til Mirakel blev udført af vort Slægtled, til det omsider virkelig blev muligt at se tværs igennem Rum og Tid, ikke et stivnet, omtrentlig gengivet, af sin Sammenhæng 1øsrevet Moment, men virkelig levende Handlinger og Handlingsrækker, Begivenheder og Skæbner.

Mens de Redskaber, den tidligere bildende Kunst anvendte, alle var bygget op med Menneskehaanden som Udgangspunkt, Forbillede: Penslen, Mejslen, Hammeren, Pennen, er Filmens Redskab konstrueret i det menneskelige Øjes Billede. Selve Optagelsesapparatet, den lille mørke Kasse med et Hul paa Forsiden, hvori Linsen er anbragt, og den Lysfølsomme Hinde paa Væggen overfor er jo et tro Kopi af Menneskeøjet. Klappen som glipper for, hver Gang næste Billede i Filmrullen glider paa Plads, svarer til Øjelaaget. Først efter at have gennemgaaet forskellige kemiske Processer træder Billedet paa Filmen synligt frem, akkurat ligesom Øjets Indtryk først bliver til Bevidsthedens Forestilling gennem ganske tilsvarende Processer i Hjærnen.

Det er umiddelbart indlysende, at dette Redskab helt anderledes nøjagtig er i Stand til at gengive det, som ses, end noget af Haändredskaberne. Paa hele Vejen fra Indtryk til Fremstilling arbejder det nemlig med Synets eget Middel: Lysstraalerne, mens alle de andre Metoder gaar den lange, besværlige og unøjagtige Omvej over Føle- og Bevægeredskabet Haanden.

Lad os nu slaa det fast som første vigtige Punkt: Gengivelsen er fuldkommen præcis; mens den fuldkommen Iykkelige Udførelse i alle andre Kunster er det uopnaaelige Ideal, er det for Filmen den simpleste Selvfølgelighed. Der er ingen Kløft mellem hvad der burde være og hvad der er. I det gamle Teater hører vi gennem Ordene hvad Digteren, som har skrevet Stykket, har ment, og sammenligner den Mening, vi derigennem faar, med den Mening vi gennem Udstyr og Iscenesættelse ser, at Instruktør og Skuespillere lægger ind i det. I Filmen er ingen saadan Dobbelthed til Stede, den er et udeleligt Hele af alle deres Arbejde, som har frembragt den. Det er derfor heller ikke noget Tilfælde, at man gør saa meget mere ud af Filmsstjernerne end af det gamle Teaters, mens Forfatterens Navn sjældent nævnes. Hans Indsats er nemlig forholdsmæssig lille.

Den Opfattelse, at Film skulde være fotograferet Litteratur, er for længe siden opgivet. Selve Emnet kan Litteraturen selvfølgelig godt have behandlet tidligere. Det, som giver det Værdi som Film, er den filmsmæssige Udnyttelse af Emnets Muligheder. Det kan derfor ikke nytte, som mange flot tror, »at gøre sig klart, hvad saadan en Film til syvende og sidst indeholder«. Griffith's »En Kvindeskæbne« er Fortællingen om en Pige, som forføres og forlades elendig og ulykkelig. Forfærdelig banal, siger den fine Kritiker, uden at vide at det banale er den Maade, han siger det paa. Gretchen Tragedien i Goethes »Faust« er »egentlig talt« heller ikke andet. Det er Goethes Maade at sige det paa, som giver det Betydning. Det er i Filmen Lilian Gish's rystende Minespil, som faar den hovne Kritiker til at luske hen at se Filmen anden og tredje Gang i det stille Haab at ingen, som kender ham, skal være i Biografen. Hans Hjærte skælver under det, den fortørrede Hjærne bortkritiserer. Men det er paa Hjærteslagene, man maaler Kunst. Hvad forandrer det, at den »kultiverede« og »alvorlige Aand« ikke vil være bekendt, at han derinde i Mørket glemmer sin strenge Smag og bliver naiv og sentimental engang igen. Det er for ham dog en stakket Flugt tilbage til det Iykkelige Barneparadis. Hvor han endnu var ufordærvet, sund, havde karske Sanser, endnu var glad ved at være til selv og ved at opfatte og opleve alting omkring sig.

I Filmen lever Tingene. De fleste af os gaar rundt uden at se, hvad der omgiver os, vi er blevet vænnet til at regne med Omgivelserne og ved, at de er der; men kun sjældent trænger Tingenes egentlige Fysiognomi frem til vor Bevidsthed. Den Retning i Malerkunsten, som man har kaldt Ekspressionismen, kan opfattes som et hysterisk Forsøg paa at tvinge Menneskene til at se Tingene omkring sig, ikke med Antikvitetshandlernes vurderende, men vort eget unge, betagede Blik. Ikke alene Naturens store Panoramaer kan Filmen give os: stormpisket Hav, Alpekæden i Maaneskinnet, den uendelige &Øslash;rken, Tropeskoven, Isødet - men ogsaa de smaa oversete Ting. Et Virkemiddel som Næroptagelsen er uden Sidestykke i hele Kunstens Historie. En Cigarstump krammes nervøst af Fingre, som spejler hele Sjælens vilde Uro, Raseri, Angst. Det tre Meter brede Billede af en strømmende Vandhane eller en roterende Grammofonplade lader os pludselig opdage Formen i Ting, vi til daglig har med at gøre. Vore Øjne spilles op for de saakaldte døde Tings Udtryksværdi; det vi kalder bildende Kunst. Den Slags Ting kan det gamle Teater ikke. Mange unge fik tværtimod fordrejede og forvanskede Begreber om Skønhed og Virkelighed i de skraa Brædders Flittergulds- og Papkulisseverden.

I Filmen lever Menneskene. Kun sjældent kan Filmsinstruktøren bruge »rigtige« Skuespillere. I Virkeligheden kun til en eneste Type: Skuespillerens. De, som spiller paa det gamle Teater, snart i en, snart i en anden Rolle, duer ikke. Bagved Sminken og Skægget og Dragten er de nemlig stadigvæk Skuespillere. I Filmen spiller man sig selv, er sig selv, simpelthen. Man gaar hen at se Chaplin, ikke dét og dét Stykke af den og den, eller Asta Nielsen eller Lilian Gish. Chaplin er en godhjærtet Landstryger. Han er ingen dygtig Skuespiller. Det er Asta heller ikke. De kan kun være sig selv. Det er fordi de er saa store Kunstnere. De kan ikke Iyve. I Kunsten ihvert Fald ikke.

I Filmen lever Livet, saadan som vi moderne Mennesker i Europa og Amerika opfatter det: Bevægelsen. Skal vi betegne dets Modsætning rigtig sikkert, siger vi »sten-død«. Den stormende Fart: Ekspressen, Væddeløbsautomobilen, Motorbaaden Aeroplanet lader os rigtig haandgribelig føle Livet i og om os. Vi begriber ikke Orientalernes Meditasjon. Vi arbejder ustandseligt, spænder de elektriske Strømmes Net over Kloden, gennemfurer Kontinenterne med Kanaler, Jernbaner, Veje, trækker Kæmpedampernes Kølvandsstriber over Oceanerne, gaar i Dybden i Gruberne, i Gruberne, i Højden i Skyskraberne, dæmmer ind, tørrer ud, vander. Evig og altid: Aktivitet, Bevægelse, Dynamik!

Derfor har vi netop i Filmen fundet den Kunst, som rammer det centraleste i os. Filmen, som har Dynamoens Bevægelseskraft og Dynamittens Sprængkraft overfor den overlevede Fortids Levninger.

Hvis Livsnerve er vor: Dynamikken.

Broby Johansen.

Som denne Artikel beskeftiger sig med Filmskunstens Art, vil en følgende beskæftige sig med dens Teknik .