Knet-logo
Danske Kulturtidsskrifter 1917-45

Red.: Det Kongelige Bibliotek

Om / About  Hjælp / Help

Op
Clarté (1926-27)
1927
Nr. 03 - Marts

Forrige Næste
[9] s. 70-71
Borgerligt Aandsliv

Facsimile

Tidsskriftprojeter

1927:3

BORGERLIGT AANDSLIV

Undervisning.
    De borgerlige Pædagoger mener som bekendt, at Skoleundervisningen bør være neutral: de smaa maa ikke gøres til Genstand for systematisk Propaganda. Men paa den anden Side vil man jo nok advare dem mod Socialismens Rædsler, og det helst saa grundigt som muligt. Man ved jo nok, hvad Børnelærdommen betyder! Og naar man holder paa det bestaaende, er man jo ogsaa neutral.
    Forskellige Pædagoger har paataget sig den Opgave at udarbejde en Geografi, som ganske vist ikke helt tilfredsstiller Kravene om videnskabelig Nøjagtighed, men desto mere bærer Præg af gode, borgerlige Synspunkter.
    Hr. C. C. Christensen og Hr. A. M. R. Krogsgaard har saaledes ved fælles Hjælp udarbejdet en Geografi for Folkeskolen, som foreløbig er udsendt i 11. Oplag (1925). Fra deres ophøjede Kateder betragter de to Herrer f. Eks. Rusland med den største Modvilje: "Under Revolutionen," fortæller de, "tilrev et Parti, der kaldes Bolsjeviker sig Magten og indførte et Rædselsherredømme (Kejseren og hans Familie blev myrdet, og de bedrestillede blev fordrevne eller henrettede, Religionsundervisningen forbødes, og Kirkegodset inddroges)." Naar de gysende Børn har faaet indprentet denne Redegørelse for Bolsjevismens Væsen, svinger de to Pædagoger Spanskrøret over de røde Tyranner: "Ved Hjælp af et talrigt Politi og en godt betalt Hær ("de røde Soldater") hersker de ny Magthavere enevældigt og holder hele Folket nede i Slaveri." Som man ser. ved Christensen og Krogsgaard i den danske Folkeskole ikke alene god Besked om Poliltiets Styrke og Lønningsforholdene i den russiske Hær, men de kan endogsaa meddele, at hele det russiske Folk holdes nede i Slaveri - Kapitalistpressen plejer dog at indskrænke sig til at give Besked om Bøndernes sørgelige Kaar.
    Og Christensen og Krogsgaard ved mere end det, skønt det foreløbig er skjult, hvor de ved det fra. De har gennemskuet Sovjetregeringens politiske Taktik og er meget villige til at lære fra sig: "For at vinde Bønderne tillod de dem at tilegne sig Herremændenes Jord, men da de ikke maa holde lønnet Hjælp (!) og mangler Trækdyr og Maskiner, ligger megen Jord udyrket hen."
    Endelig udmales de forfærdelige Følger af Bolsjevikstyret: "Alle Næringsveje er til Dels gaaet i Staa, og rundt om i Landet har der i flere Aar hersket Oprør, Hungersnød og de elendigste Forhold."
    Hr. Elsenius Jespersen er ogsaa Ophavsmand til en Geografi for Folkeskolen (1924). Den meddeler om Rusland: "Under Verdenskrigen blev der atter Revolution - 1917 - Czaren blev afsat og senere myrdet, Socialisterne fik Magten. Kort Tid efter tilrev et andet mere yderliggaaende Parti - Bolsjevikerne - sig Magten og gjorde Rusland til en Republik - Raadsrepubliken Sovjet (1). Flere Oprørsforsøg blev slaaet ned. Mord og Rov hører til Dagens Orden; Millioner dør af Sult og Kulde. Alt er i Forvirring og Opløsning."
    Naturligvis fortæller ingen af Lærebogsforfatterne om de hvide Hæres Grusomheder i Kampen mod "Raadsrepubliken Sovjet" eller om det store Organisationsarbejde, som er foretaget. Derimod er de rørende enige om, at den borgerlige Oplysning er bedst tjent med, at det moderne Rusland fremstilles som en Stat af Slavepiskere og Rovmordere! Saaledes er Geografiundervisningen i den danske Folkeskole - løgnagtig og godt betalt. Clartégruppen "Socialisme og Kultur" skal senere komme tilbage til Skolernes Lærebøger.

Samfundet uden Slør.
   Et Hefte med Tegninger af den berømte tyske Tegner, George Grosz, er bragt i Handelen af "Internationalt Forlag", Fensmarksgade 43. Heftet kaldes: "Samfundet uden-Slør", og det kan ikke nægtes, at Tegneren ubarmhjertigt river Sløret af det borgerlige Samfund. Det er antagelig det, der har foranlediget, at det danske Postvæsen har nægtet at forsende Heftet. Det vil forhaabentlig ikke hindre Clarté's Læsere i at henvende sig til Forlaget efter Heftet - det burde i hvert Fald have den modsatte Virkning. Vi bringer her en lille Prøve paa Grosz' Kunst.

[Tegning af Georg Grosz]

De Fattige er altid saa utilfredse og misundelige.