Naar man angriber Kapitalismen for den uhyre Nød og Elendighed, den anstifter, naar man paaviser, saaledes som Riis-Hansen og Sommarin gør, at Krisen er et naturligt Udslag af den moderne Produktionsordning, at den er blevet Samfundets normale Udviklingslinie", saa svarer Kapitalismens Forsvarere, at Kapitalismen betinger et uhyre Produktionsfremskridt. Det er det Forsvar, man altid møder: alle humane Reformvenner pukker paa den forøgede Produktion i det 19de Aarhundrede og henviser triumferende til, at denne ved Rigsdagens sociale Love efterhaanden fordeles paa en retfærdigere Maade, saaledes at flere og flere faar større og større Andel i Samfundsgoderne. Heraf ogsaa Borgerskabets og visse Socialisters Interesse for at paavise Befolkningens forbedrede Levevilkaar under stadig Henvisning til Tilstandene i gamle Dage.
    Man fortaber sig blindt i Spørgsmaalet om Fordelingen af det, der er, og ser ikke, at det egentlig er ganske kummerligt, og at der nu viser sig en Tendens til Nedgang i Produktionen i Forhold til Befolkningens Størrelse, der er tydeligere for hver Dag, der gaar.
    Sagen er, at disse Folk ikke vil se, at det kapitalistiske Produktionssystem kun er et historisk Fænomen, at det kun er i Forhold til Feudalismen og Naturaløkonomien, at det betyder et stort Fremskridt. Marx har træffende sagt, at den borgerlige Nationaløkonoms Pligt og Interesse kun er at afmale, i hvilken Grad det paa den private Ejendomsret til Produktionsmidlerne opbyggede Samfund staar over dets Forgængere. Som man kan læse i enhver borgerlig Nationaløkonomi, er der et Skær af Naturlov, af det uundgaaelige i enhver saadan lærd Mands Betragtninger. Han beskriver, han analyserer ikke det nuværende Samfund. Og derfor ser han ikke Modsætningerne i det kapitalistiske Produktionssystem.
    Det Fremskridt, der har været i de forløbne halvandethundrede Aar, og som drives frem af den tekniske Udvikling er kun mulig, naar der bestandig aabnes nye Afsætningsmarkeder. Kapitalisten maa altid sælge sine Varer til den Pris, hvortil de kan produceres, han er som en Bold for den tekniske Udvikling, han maa bestandig holde Arbejderens Løn saa langt nede som muligt for at have saa store Reserver som muligt; en Kapitalist, der gav sine Arbejdere større Løn end andre, vilde uvægerligt bryde sammen som den første under en Krise, han vilde være en ødsel Kapitalist, der ikke vilde kunne klare sig i Konkurrencen overfor dem, der havde været sparsommelige, det vil sige, givet deres Arbejdere mindre Løn. Da Kapitalisten for overhovedet at faa nogen Profit maa tilegne sig en vis Del af Arbejdets Udbytte (Merværdien), er den arbejdende Befolkning som bekendt ude af Stand til at købe mere end en ringe Del af de producerede Varer, ligesom Kapitalisterne trods behjertede Anstrengelser heller ikke indtil Dato har kunnet æde hele Byttet op. For at kunne afsætte de overskydende Varer maa disse afsættes udenfor den egentlige Produktionskreds, nemlig dels i Kolonierne, dels i Lag af Befolkningen, der endnu lever paa et naturaløkonomisk Stade. (F. Eks. betyder det, at Hyrdedrengen ikke mere snitter en Træfløjte, men derimod køber en Blikfløjte, saa humoristisk det end lyder, at nu er han paa dette Omraade gaaet over fra Naturaløkonomi til Kapitalisme!) Heraf opstaar Imperialismen.
    Den fortræffelige engelske Nationaløkonom Hobson prøvede at forstaa Sammenhængen. Han saa et nyt romersk Luksusliv udfolde sig paa Rivieraen, han saa, at Arbejderne fik stigende Løn, og at Samfundets sociale Udgiftsposter var stigende. Samtidig foregik der dog en vældig Kapitalakkumulation. Kapitalisterne tjente mindre paa deres Arbejdere, de (og Arbejderne) betalte større Skatter, de aad mere og førte et liderligt Liv - alligevel voksede Kapitalen. Men saa saa han ud over Indien, hvor Haandspinderne dør, han saa ud over de afrikanske Landsbyer, hvor Mændene ikke længere er dygtige Smede, men trællende Plantagearbejdere. Med brutal Haand slaar den evropæiske Industri al Verdens Haandværk og naturale Produktionsmetoder i Ansigtet, den har kun Brug for Plantagearbejdere og Levnedsmiddelarbejdere. Og det vældige Overskud, den forøgede Produktion er saa stor, at selv om Profitraten ikke er saa stor i Procent, er den desto større i £ og Kroner. Heraf drog Hobson den Slutning, at Imperialismen er et Grundlag for, at Arbejderne kan have det taaleligt - i Evropa, og at Arbejderne i den Periode vil støtte Kapitalisterne, at der dannes et Arbejderaristokrati. - Verdenskrigens socialistiske Sammenbrud i Tyskland, Belgien, Frankrig og England har givet Hobson Ret - selv om Socialismen endda levede.
    Men denne imperialistiske Fremmarsch er nu afsluttet. Nu begynder Kolonierne selv at fabrikere, i østen, i Ægypten, i Argentina, i Australien opstaar et nyt vældigt, ungdomsfriskt Borgerskab, der samtidig bliver Bærer af Nationalitetsideen. I Rusland tager en Arbejder- og Bonderegering Magten, hvis Særkendetegn er dens økonomiske Kamp mod Udlandets Kapital (den begynder med at slette sin Gæld og konfiskere alle udenlandske Fabrikker). Paa Balkan opstaar en ny Industri, Czekoslovakiet, som Hj. Gammelgaard i 1923 i Det danske Samfund ansaa som et muligt Eksportland for Danmarks Industri (hvad han ogsaa gør i 2. Udg. 1926), er blevet et Industridumpingland frem for alle.
    Staalkartellet i Tyskland, der hilses med Jubel som et Tegn paa "Stabiliseringen", er et første mene tekel, det betyder Produktionsfastsættelse og Indskrænkning. Stevensons Gummiplan, Kobbersyndikat, Tinrestriktionen, den kanadiske Hvede-Pool, er de første Tegn paa en stagnerende Kapitalisme, der for at opretholde Profitten maa indføre Monopolsystemet og derved kvæle Fremdriften i Kapitalismen.
    Et mærkeligt Tegn herpaa er "Børnebegrænsningen". Medens dens Forkæmpere angrebes, saalænge deres Bevægelse havde en racehygiejnisk Karakter, vises der dem nu stigende Velvilje, da deres Bevægelse er en fortræffelig Nødsforanstaltning under den stillestaaende Produktion og gaar Haand i Haand med Understøttelsesprofeterne, der ser de understøttedes Skare vokse sig over Hovedet og frygter, at Forsørgelsen skal sprænges, og dermed det fredelige, sociale Fremskridts Rammer.
    Her hjemme ser vi to Følger af det umulige Produktionssystem: en stigende Naturaløkonomi og et stigende Skattetryk. Man tjener ikke mere noget, som det hedder populært, man sparer. Bagflikning og -Hjemmebagning florerer, alt hvorved der spares paa Udgift til andres Arbejdskraft, alt, hvorved man undgaar Arbejdsdelingen, der er særegen for enhver højere Produktionsmetode. Der viser sig middelalderlige Tilbagefald, skarpest maaske i den grasserende Toldbeskyttelse, (konservative) Fabriksejere raaber paa som det sidste Middel. Toldbeskyttelse er faktisk en Indførelse af det gamle Lavssystem igen i et interstatligt Format, hvor man arbejder flittigt og fattigt under bestemte Baand, hvor Sindene vender sig mod Jorden, og Fremdriften dør, hvor det eneste gode i Kapitalismen, den fri Konkurrences Udmejsling af det gamle og det, der ikke kan følge med, er lænkebundet. En Verdensdel som Amerika kan have Toldbeskyttelse for en Tid - ikke en Provins. Told i Danmark maa uvægerligt føre til en dyrere Produktion, føre til, at vort Landbrug, der kommer til at købe daarligere Varer og dyrere Varer, i Længden ikke kan bevare sin nuværende Produktionsstandard og foretage de nødvendige Udvidelser og Omlæggelser - og saa naar vi Andedammen.
    Naar Højre taler om Told, viser det, at dette Partis Dage er talt, at der overhovedet ikke er Kraft mere indenfor den danske Kapitalisme. Den vil kun udbytte Konsumenterne - Landboerne, samtidig med at den saa vidt mulig sulteføder Arbejderne, Landboernes store Konsumenter. At dette fører til en nedadgaaende Spiralbevægelse er indlysende. At der under en saadan Nedgangsperiode aandeligt kan trænges til Trøst, og at Troen paa Paradis florerer, er intet Under.
    Desværre har Fattigperpolitiken bredt sig ogsaa indenfor Arbejderklassen, som den breder sig indenfor den døende Kapitalisme. Under en ganske mærkværdig optimistisk Tro paa, at Kapitalen til evig Tid vil formere sig, og at den stadig vil kunne producere i forøget Tempo, har man ikke beskæftiget sig ret meget med Produktionen og dennes Overtagelse af Arbejderne eller Jordens Befrielse fra det middelalderlige Grundrentesystem.
    Medens der findes et Utal af Bøger om Forsørgelsesvæsen og deslignende, er der en tilsvarende Mangel paa Socialiseringsliteratur. Ligeledes er Socialisternes Forhold til Bønderne et ømt Punkt. Det er klart, at Arbejdere i By og paa Land, og det hvad enten de er Maskinsmede eller Gaardmænd, faktisk producerer og arbejder, medens de kun faar en Del af Arbejdsudbyttet og er afhængige af Industri eller Grundkapital. I et daarligt Aar, eller hvis Misvækst slaar sig sammen med lave Priser, kan det gaa den dygtigste Gaardmand ilde, som den dygtigste Arbejder kan blive arbejdsløs. De er naturlige Forbundsfæller, som vi alierede ser i U. S. A. (Farmer-Labour-Party).
    Forsørgelsesvæsenet er for Arbejderklassen et Nødværn, der er fuldt berettiget. Jo stærkere Arbejderklassen er blevet, desto mere har den naaet her. Den er nu naaet saa vidt, som en nedadgaaende borgerlig Produktionsordning kan tage det, og nu er der kun to Veje: 1) at give op overfor Kapitalismen og tage mod det nødvendige Mandefald gennem Nød, Forbud mod Børn, Sygdomme (den spanske Sygdom rammer haardest de lavere Lag, bemærker et borgerligt Blad!) og haabe paa, at det gamle kan komme igen, og at der atter kan aabne sig nye imperialistiske Markeder, nye Kolonier for den døende Kapitalisme.
    2) At tage Konsekvensen af den tidligere Forsørgelsespolitik og kræve denne opretholdt til det yderste, hvad der vil sprænge Systemet. Det vil nemlig fremkalde de bitreste Anstrengelser fra Borgerskabets Side og uvægerligt føre til en afgørende Magtkamp. I denne vil Socialismen imidlertid staa uhyre svagt, hvis den ikke har et positivt Program og kan sige: nu vel, I kan ikke sikre os en menneskelig Tilværelse, I kan ikke sikre Tjenestemænd eller Aandsfagene et rimeligt Udkomme, I maa vælte urimelige Byrder over paa Landbruget. Altsaa maa I takke af, med det gode eller med det onde. Og vi overtager Samfundet og socialiserer det."
    Det er typisk for Industrikapitalismen, at Borgerskabet hyklerisk taler om Produktionen, der skal i Gang, de høje Lønninger, den for korte Arbejdstid, og opfordrer Arbejderklassen til at være maadeholden, at indse de daarlige Tider og give Afkald paa det meste af den Hjælp, man tidligere selv priste som det sociale Fremskridt. Men Arbejderklassen maa ikke støtte Borgerskabet i dettes desperate Politik: at komme over Krisen ved Told, idet man til Gengæld giver Arbejderne Hjælp paa Bøndernes Bekostning.
    En snæver Begrænsning til Told, til maadeholdne og efter Tiderne afpassede Dagskrav, vil maaske holde paa enkelte borgerligt indstillede Intellektuelle, Humanitetssocialister, for Arbejderklassen meget farlige Individer, da de forplumrer Udsynet. For Øjeblikket vil Højre (Industri + Proprietærer) flaa Arbejderne ved de selvstændige Bønders Hjælp, og disse staar endnu under Proprietærernes Ledelse eller under humanitetssocialradikale Ledere (Mygdal-Munch). Men da den nedadgaaende Produktion og Kapitalismens Monopolsystem maa medføre en stigende Utilfredshed hos de egentlige Jordbrugere, Gaardmænd og Husmænd, vil denne Alliance kun vare en Tid. Det gælder da om, at Arbejderklassen til den Tid har et socialistisk Program, ikke et Hjælpekasseprogram, som Bønderne med Føje kan sige ikke kommer dem ved.
    Efter Sigende i den borgerlige Presse favoriseres i Rusland lndustrien paa Bøndernes Bekostning, hvad der medfører Utilfredshed hos Landbruget. Akkurat dette vilde ske herhjemme, hvis Landbruget skal yde forholdsvis mere til Samfundets almindelige Udgifter, end Ret er. Men det er ikke Arbejderklassens Mening, at Bønderne skal fattigunderstøtte den, men den vil tværtimod give lige for lige ved en forøget Produktion. Det skulde da ogsaa være denne Maade, Arbejderstaten i Rusland skulde komme ud over sine Vanskeligheder paa. Men her er det klart, at en saadan forøget Produktion er lige saa umulig under Privatkapitalismen, som det vilde have været for Bønderne under Stavnsbaandet. Bønderne maa indse, at før Arbejderklassen er økonomisk fri, kan den ikke bygge et tilsvarende System op i Industrien, som Andelsbevægelsen har skabt paa Landet, hvorved Produktionen rationaliseres, systematiseres, gøres billigere og større i en næsten utrolig Grad. Saa længe Arbejderklassen skatter til en uduelig, ødsel, blind Privatkapitalist under et forældet Produktionssystem, saa længe Bønderne i stigende Grad skatter til en Grundkapital, hvis Rod er af middelalderlig Røverridderdato, saa længe kan der ikke skabes et ordentligt Samfund. Saa længe Bønderne betaler deres Prioriteter, er de halvfri, kan nogenlunde ordne Produktionen selv, ikke engang dette er muligt for Arbejderne.
    Socialisterne i Danmark maa gøre sig klart, at vi staar overfor den afgørende Kamp i de kommende Tiaar, og at vi maa se os om efter vore naturlige Forbundsfæller, og at vi maa sige Farvel til alle, der tror paa Mulighederne af en stille Voksen sig ind i Socialismen gennem forbedret social Lovgivning og Rigsdagsstøtte til den døende Kapitalisme.
    Og naar disse forfærdelige Tider knuger os, da skal vi huske paa Mårx' Ord, at Kapitalismen er en Molok, den sluger ikke alene Arbejderne i dens Velmagtsdage, men den vil i sin Undergang trække Hekatomber af Arbejdere med sig. Saa den voksende Elendighed er for os Socialister ikke et Tegn paa idel Ulykke, men paa, at nu er Privatejendommens Dage talt. Nu gælder det Operation, ikke Draaber.

Aage Jensen.