Den vældige Kraft, der i Løbet af kort Tid har gjort den socialrevolutionære Bevægelse i Sydkina til den vigtigste Magtfaktor paa det asiatiske Fastland, er utvivlsomt et Produkt af den nykapitalistiske Udvikling i det kinesiske Rige. Gennem Aarhundreder, ja, vel gennem Aartusinder har Kina været et Bondeland, bygget feudalistisk op, regeret af en Adel og en Embedsstand, og en virksom revolutionær Kraft er kun sjældent udgaaet fra Bønder under Herremandsvælde.
    Spiren til en social-revolutionær Bevægelse i Kina blev lagt, da Englænderne i forrige Aarhundrede med Magt begyndte at paatvinge det kinesiske Rige kapitalistisk Økonomi. Mod den kejserlige Regerings Ønske blev flere og flere Havne aabnet for den europæiske Handel, og gennem disse Havne blev det store Rige inficeret med vesteuropæisk Aand - Erhvervsbegær, Industrialisme, Kreditøkonomi, Trafikvæsen etc.
    Efterhaanden stillede den kinesiske Regering sig mere velvilligt til dette. Men Resultatet af den vesteuropæiske Kulturs Indtrængen blev i første Linje - som altid, hvor Kapitalismen bryder igennem - en dyb økonomisk Afhængighed af Europa, særlig af England, og en utrolig Elendighed for den Del af den arbejdende Befolkning, som direkte eller indirekte blev berørt af de kapitalistiske Foretagenders Virksomhed.
    Den økonomiske Afhængighed har først og fremmest givet sig Udslag i, at Staten er blevet stærkt forgældet. Kinas officielle udenlandske Gæld andrager ca. 2 Milliarder mexc. [=mexicanske] Dollars (= ca. 4 Milliarder Kr.), og heraf svares der aarlig 165 Mill. Dollars (330 Mill. Kr.) i Renter. Denne Betaling er sikret Kreditorerne paa den Maade, at alle Kinas Toldindtægter indbetales direkte i fremmede Banker, som viderebetaler Beløbene til de fremmede Kreditorer. For yderligere at sikre sig har England faaet gennemført den Ordning, at den øverste Toldembedsmand skal være britisk Undersaat. Ud herfra forstaar man, at hele Toldspørgsmaalet spiller en saa uhyre Rolle i det diplomatiske Mellemværende mellem Kina og Magterne, navnlig da Kina har maattet gaa ind paa ikke at forhøje Toldsatserne; en Forhøjelse af Toldsatserne kunde jo genere den europæiske Eksport af Industrivarer til Kina og samtidig virke som Beskyttelse for den kinesiske Produktion af saadanne Varer. Den kinesiske Nationalregerings forøgede Magtposition har derfor straks givet sig Udslag i, at Toldsatserne er blevet forhøjet; det forlyder ogsaa, at den britiske Generaltoldinspektør er blevet afskediget.
    Ogsaa Postvæsenet kontrolleres af England, Telegraflinierne er for en stor Del givet i Koncession til Fremmede (f. Eks. til Store Nordiske Telegrafselskab), og Jærnbanerne er for den væsentligste Del bygget for fremmede Penge. Navnlig engelske Forretningsfolk har i Tidens Løb tjent enorme Summer paa det kinesiske Marked, som Koncessionshavere, som Pengeudlaanere, som Bankmænd og Handelsmænd og ved deres Skibsfart, og i den nyere Tid yderligere ved at drive Industri, navnlig i Shanghai. Oprindelig gik den engelske Industrikapitals Virksomhed væsentlig ud paa at eksportere Varer (særlig Bomuldstøj og Maskiner), fabrikeret i England, til Kina for at sælge dem der i Konkurrence med det ældgamle kinesiske Haandværk.
    Men efterhaanden som Kapitalen faar Vanskeligheder i Europa, begynder den at udvandre til frodigere Græsgange; i Stedet for at anvende de nydannede Kapitaler til Udvidelse af Englands Industri og Forøgelse af Beskæftigelsen der, opretter de engelske Forretningsfolk moderne Industriforetagender i østen. Derude findes ingen Fagforeningsmagt, ingen Arbejderlovgivning, ingen Børnebeskyttelse, som kan formindske Profitraten; en kapitalistisk Nytid begynder, svarende til det industrielle Helvede, som England selv gennemlevede for 100 Aar siden (en Skildring af Børnearbejdet i Shanghai findes i Clarté 1. Aarg. S. 181).
    Industrien i Kina har i de senere Aar stadig udviklet sig tiltrods for den politiske Opløsning, og navnlig medførte den europæiske Krig 1914 -18, som overalt i østen, en ekstraordinær feberagtig Forcering af den industrielle Opbygning og Dannelse af en Mængde ny Foretagender. Den vigtigste Industri er Bomuldsindustrien, og paa dette Omraade er Kina nu naaet langt i Retning af Selvforsyning; med Hensyn til de lave Numre af Bomuldsgarn (det grovere) er den engelske Industri saaledes slaaet helt ud af det kinesiske Marked. Grunden hertil er som nævnt den utrolige Udnyttelse af Arbejdskraften samtidig med. at man har indført moderne Teknik; i Shanghai, hvor Lønnen endda ligger højere end i det øvrige Kina, faar en faglært Arbejder ca. 40 Kr. maanedlig, en ufaglært Arbejder faar 18, en Kvinde 15 og større Børn 10-12 Kr. Om Maaneden, alt med en Arbejdsdag paa mindst 12 Timer daglig og uden nogensomhelst Søndagshvile; alle Arbejdere, ogsaa Børnene, arbejder Aaret rundt uden Fridage. Selv om den kinesiske Arbejders Ydeevne og industrielle Træning staar tilbage for den europæiske Arbejders, saa er Lønforskellen saa enorm, at Industrien i Kina nødvendigvis maa vinde frem.
    Men med Industriens Indtrængen i Kina skabtes ogsaa en hidtil ukendt revolutionær Kraft; i 1925 kom det første alvorlige Udbrud i Form af en stor Strejkebevægelse i Shanghai; Uafhængighedsbevægelsen har ogsaa anvendt et saa mægtigt Vaaben som Boykott af fremmede Varer, først rettet baade mod engelske og japanske, senere udelukkende mod de engelske, et Forhold, som giver Genlyd paa engelsk-kinesiske Handelsselskabers Generalforsamlinger i London. Og nu har hele Sydkina sluttet sig til det af Kuo-min-Tang Partiet organiserede Fremstød mod de Fremmede.
    Dette Fremstød er saa farligt for Magterne, at de omgaaende har afsendt Tropper og Krigsskibe til Knudepunkterne for deres økonomiske Interesser. Englænderne ved selvfølgelig godt, at deres militære Opbud ikke formaar at gengive dem det, de har tabt i Handel og Skibsfart paa Kina; de er mere interesseret i frit at kunne handle med Kineserne end i at føre Krig med dem; de vil sikkert ogsaa gerne opgive deres særlige Rettigheder i Kina (de særlige Domstole, Herredømmet over de koncessionerede Omraader osv.), hvis dette kan sikre dem fri Handel. Men det, de frygter, er naturligvis paa den ene Side, at Kina i handelspolitisk Henseeende skal følge samme merkantilistiske Linje som Rusland, og at den ny kinesiske Statsmagt i det hele taget skal blande sig i økonomiske Affærer. Derfor vil England sikkert foretrække at støtte Nordkinas Diktator Chang-Tso-Lin, Fascisten, de Socialrevolutionæres afgjorte Modstander. Paa den anden Side frygter England naturligvis Japans Indflydelse i Kina; Kanton-Regeringen kan selvfølgelig ikke paa en Gang gaa imod alle Stormagter, alene fordi Kina i Øjeblikket ikke er indstillet paa at fremstille alle de Industrivarer, det skal bruge; det har ikke de fornødne Skibe til at fragte de Varer, der skal fragtes. Men her ligger en Opgave, som Japan gerne vil og i det væsentlige ogsaa kan løse; dette, at faa en Fortrinsstilling paa det kinesiske Marked, vil naturligvis give japansk Næringsliv et saa mægtigt Opsving, at det kan betale sig for Japan at gøre de mest vidtgaaende Indrømmelser for at faa Lov til det. Allerede under Boykotten af fremmede Varer fik Japan hurtigt en Ordning, og det vil sikkert opnaa andre Begunstigelser i Fremtiden.
    Allerede i det sidste Aarti er Japan rykket mere og mere ind paa det kinesiske Marked; før Krigen var Japans Andel i Kinas Udenrigshandel 17 pCt., nu 25 pCt.; ogsaa U. S. A.s Andel er steget (fra 9 pCt. til 16 pCt.); til Gengæld er Englands Andel gaaet ned fra 42 pCt. til 32 pCt. (Størstedelen af Englands Handel paa Kina gaar iøvrigt over den store Stabelplads, som England har skabt sig i Hong-Kong). En tilsvarende Tendens gør sig tillige gældende for Skibsfartens Vedkommende.
    Udadtil er den socialrevolutionære Bevægelses Maal klart nok. Derimod foreligger der yderst ringe Holdepunkter for Bedømmelsen af, hvilke Tilstande Bevægelsen stiler mod med Hensyn til den fremtidige Opbygning af Kinas indre økonomiske Liv. Det er jo umiddelbart indlysende, at Industriarbejderne og Bønderne ikke er tilfreds med blot at frigøre Kina for dets politiske og økonomiske Afhængighed af de Fremmede. Arbejderne i Byerne vil have taalelige Arbejdsvilkaar, og i denne Henseende vil de selvfølgelig i det lange Løb gøre Front ikke alene mod de fremmede, men ogsaa mod de kinesiske Arbejdsgivere, og de kinesiske Bønder vil utvivlsomt gøre op med Godsejerne og med Fæsteafgifterne, inden Spillet er sluttet. Men hvorledes Forholdene indtil nu har udviklet sig i denne Henseende, derom foreligger der i Øjeblikket praktisk talt ingen paalidelige Oplysninger.

Knud Korst.