2 Aar i Krig, 5 Aar i Fængsel og 26 Aar i Opvækst, Modning og Udvikling - saaledes har Livet formet sig for den tyske Digter Ernst Toller, der nu gæster København.
    Ernst Toller er født i Samotschin i Posen i Aaret 1893. Indtil Krigens Udbrud var han nationaløkonomisk Student i Heidelberg. Som Soldat avancerede han hurtigt til Underofficer, men maatte i Maj 1916 nervenedbrudt lade sig indlægge paa et bayersk Sanatorium. Derfra blev han atter sendt i Felten, men maatte paany forlade Tjenesten i Januar 1917, da han hjemsendtes som arbejdsudygtig. Efter sin Hjemsendelse genoptog han sine Studier, men Verdenskrigen havde vakt andre Interesser hos ham. Han samlede Studenterne i Heidelberg i et kulturpolitisk "Studentenbund", hvis Maal var intet mindre end Krigens og Fattigdommens Afskaffelse.
    I Februar 1918 deltager han i Ledelsen af en Strejkekomite for Arbejderne i München og fængsles sammen med de øvrige Strejkeledere af Kejserdømmets Politi. Revolutionen i November skaffer ham som saa mange andre Friheden - men for Toller bliver det ikke nogen varig Frihed. Endnu er han ikke aktiv Deltager i Politik, men i Januar 1919 hører han ved et Møde i München en flammende Tale af den bayerske Ministerpræsident Kurt Eisner om Kunsten og Folket. Dette bliver bestemmende for Tollers videre Udvikling - han indmelder sig i det uafhængige socialdemokratiske Parti, hvor han begejstret gaar op i Partiarbejdet og hurtigt kommer frem i første Række. I Foraaret 1919 opstaar den bayerske Raadsrepublik. Toller vil først ikke være med. han finder ikke Situationen moden, han vil, at den skal fremgaa af en enig Vilje hos de revolutionære Arbejdere, der staar delt i tre Fløje med hver sin Opfattelse af Midlerne - men til Slut gaar han med, han vil ikke beskyldes for at vakle og nærer vel ogsaa det Haab, at han kan begrænse Blodsudgydelsen det mest mulige - thi Toller viser sig i den revolutionære Kamp som en vor Tids Danton, en Drømmer og Digter med Maalet for øje, ikke som en Partimand, der følger en Parole - som Formand for det revolutionære Centralraad bliver han ikke den haarde Haand, der er nødvendig netop paa denne Plads. Som Øverstbefalende for den røde Arme udsender han paa samme Dag to modstridende Erklæringer til Tropperne - det er den indre Kamp hos Toller mellem Drømmeren og Revolutionsføreren, der her giver sig Udslag. Men om Tollers Idealisme, om hans Tro paa Revolutionen og Menneskeaandens Forbedring er der ingen Grund til at tvivle .- Han har Sæde i Republikens provisoriske Nationalraad, men her er han endnu ikke fremme i første Række. Kurt Eisner er endnu ikke blevet dræbt, og han er Flammen, der spreder sine Gnister om sig og begejstrer Kammeraterne. Men en Dag beretter Toller om Udførelsen af et ham paalagt Hverv: at vise en amerikansk Levnedsmiddelkommission rundt i München, at dens Beretning efter Hjemkomsten kan blive overensstemmende med Forholdene i det nødstedte Land. Og Toller har formaaet i den Grad at udslette det falske Perspektiv, d'Herrer ser fra deres Suite af Hotelværelser, at de efter en Vandring gennem Münchens Arbejderkvarter tilstaar overfor Toller: "Vi kan ikke mere".
    Raadsrepubliken i Bayern blev slaaet ned.
    Med en splittet Arbejderklasse og mod en overvældende, militært disciplineret Modstander maatte Revolutionen blive knust. Der blev indledet Højforræderiproces mod Lederne, og skønt en Række fremragende Navne indenfor Arbejdernes og Literaturens Rækker vidnede til Gunst for Toller og hans Hensigter, skønt en Bjørn Bjørnson og en Thomas Mann gik i Breschen for ham, og det uafhængige Socialdemokratis Formand, Hugo Haase, holdt Forsvarstalen for ham, dømtes dog han og de øvrige Ledere til store Fængselsstraffe - for Tollers Vedkommende fastsattes Straffen til 5 Aars Fængsel. Han sendtes til det bayerske Fæstningsfængsel Niederschönenfeld.
    Herfra udsendte Digteren Ernst Toller de Værker, der skulde gøre hans Navn kendt Verden over. Det Værk, der bliver hans digteriske Gennembrud, er "Die Wandlung", "Forvandlingen", der i 1925 udkom paa Dansk. Et Menneskes Kamp - er den Undertitel, Toller har givet Bogen. Han skildrer her i malende; visionære Scener den unge Friedrichs Udvikling, fra han begejstret melder sig som frivillig og drager ud i den store Krig, til han med aabnede øjne vender hjem som revolutionær og manende til Oprør mod Krigen. Det er uden Tvivl sin egen Udvikling, Toller her fortæller om, ligesom Toller selv er Friedrich i "Forvandlingen" af jødisk Afstamning, men tysk af Sind. - Han længes efter at øve Stordaad, og da der raabes paa Frivillige, melder han sig ufortøvet, nu kan han bevise det, det, han vil, det, han længes efter ...
    Han drager i Krig - det er ondt og raat, han ser det - ikke, Rusen sidder i ham endnu ... han udmærker sig og bringes saaret til Lazarettet, hvor han faar Tapperhedstegn, men her, mellem de saarede og lemlæstede, de blindede og de armløse, de gasforgiftede og nerveoprevne, her, hvor Toller i fantastisk Ironi lader en Professor for nogle Indbudte fremvise Videnskabens sidste Resultater: syv Mønster-Krøblinge, der med kunstige Arme og Ben atter er i Stand til at gøre Gavn for Fædrelandet, ja, trods indre Lemlæstelse endogsaa paany har faaet Evnen til at forplante Menneskeheden ... her aabnes langsomt Friedrichs øjne, og da han som hjemsendt paany vil optage sit Arbejde som Billedhugger og forme den Statue, hvormed han har drømt at symbolisere Fædrelandets Sejr, vil Arbejdet ikke rigtig glide for ham. Han faar Besøg af to Invalider, en Mand og hans Hustru, der er blevet smittet af en frygtelig Sygdom, Manden har paaført sig i Felten, og da han staar ene tilbage med Indtrykket af de to Menneskers Beretning om Krigens Skønhed og deres uhyggelige Livssskæbne, da sønderslaar han den halvt færdige Statue for at begynde sin Bjergvandring mod et Samfund, hvor Krig ikke kendes, og hvor Mennesker er Mennesker, ikke Dyr ... Han skildrer den store Fabrik i et Drømmesyn som et Fængsel, hvor Arbejderen maa gaa, enten han vil eller ej ... og sluttelig taler Friedrich til Folket, man føler i hans Tale Varslet om det Samfund, han vil føre os frem imod: "Jeg kender dig, Pige, spædlemmet og foraarsfin ... For et Par Uger siden forlod du Skolen glad, da du troede, Ungdom og Frihed kaldte med himmelske Klokker ... Men nu staar du i Fabriken. Fra Morgen til Aften har du kun at slaa en Løftestang tilbage. Bestandig kun den samme Løftestang. Og dit Aandedrag bliver tungt i den kvælende Luft, og dine øjne fyldes med Taarer, naar du gennem de tilstøvede Vinduer aner Lyset, Friheden, Blomsterne og Ungdommen." Og Friedrich slutter med at mane til Revolution - men for Toller er dette i første Række den aandelige Revolution, den, uden hvilken den økonomiske Revolution aldrig bliver af varig Art.
    "Masse-Mensch", et Udsnit af det 20. Aarhundredes sociale Revolution, er det næste Værk, Toller udsender fra Fængslet. Det er endnu som i "Forvandlingen" en Række "Traumbilder" - hans senere Dramaer er mere fast og virkeligt opbyggede, hvad Toller selv synes klar over, idet han har fundet det nødvendigt at forsyne Bogens anden Udgave med et Forord, hvori han ligesom undskylder denne Form, som han kalder et Udtryk for en indre Hemning og en Mangel paa Evne til kunstnerisk Objektivitet. Bogen er et Drømmesyn, der - siger han selv - formelig brød ud af ham i Løbet af to og en halv Dag, i hvilke han ikke var til at komme nær, hverken for Vogterne eller Medfangerne. At give den endelig Form kostede ham et Aars møjsammeligt Arbejde. Bogen, der er som et eneste Skrig fra Proletariatet om Forløsning, besidder ikke nogen egentlig Handling - den maa i højere Grad end noget andet af Tollers Værker ses, ikke læses.
    Med "Die Maschinenstürmer" viser Tollers dramatiske Værker Evnen til fast Form og Opbygning. "Maskinestormerne" er et Drama fra Ludditerbevægelsens Tid i England og foregaar i Nottingham omkring Aaret 1815. Den er et Slags Sidestykke til Gerhard Hauptmanns berømte "Væverne" og skildrer ligesom denne Vævernes Kamp for menneskeværdige Kaar.
    Bogens Handling begynder i det engelske Overhus, hvor Lordkansleren har forelagt Loven om Dødsstraf for hver, der ødelægger Maskinerne. Lord Byron taler uforfærdet det undertrykte Folks Sag og forlanger Lovforslaget forkastet. Men Loven vedtages med alle Stemmer mod hans.
    Og med haard Haand indprentes det Folket, at Loven vil blive fulgt. John Wible, en Væver, søger trods Loven at opflamme sine Kammerater til at sønderslaa Maskinerne, men Væveren Jimmy Cobbett søger indtrængende at tale Kammeraterne til Fornuft og faa dem til at forstaa, at Tyrannen, som de ser i Maskinen, kan besejres af "skabende Menneskers Aand" og blive deres Værktøj, deres Tjener. Jimmys Broder, Henry, er Forretningsfører for Væveriejeren og søger at faa Jimmy til at forraade sine Kammerater, men forgæves. Med John Wible har han bedre Held - han modtager gerne de Blodpenge, der bliver tilbudt ham for at ophidse Arbejderne til Oprør og derefter forraade dem - for saa at udpege Jimmy, der har Skinnet imod sig ved at være Henrys Broder, som Forræderen, hvilket har til Følge, at Jimmy dræbes af Kammeraterne, det eneste Resultat af de forblindede og vildførte Arbejderes Kamp mod Maskinen. Som et Slags Hovedskriftsted fra det Evangelium, Toller prædiker for sin Samtid, kan man opfatte den gamle Høstmands Slutningsord i "Maschinenstürmer": "Man maa være hjælpsomme og gode mod hverandre ..."
    Ogsaa "Hinkemann", der nu samtidig med Tollers Besøg i København skal opføres paa det unge Arbejdernes Teater, er skabt af Toller under Fængselsopholdet i Niederschønenfeld. Det er vel det mest gribende og realistiske af Tollers Dramaer. Det foregaar i Efterkrigstidens Tyskland i 1921 og skildrer en tysk Arbejders og hans Hustrus Livsskæbner. Arbejderen, før Krigen en sund og stærk Fyr af den Slags, Pigerne ser efter, har derude under et Slag faaet et Skud, der kønsligt har gjort ham til Krøbling, hvilket Toller har valgt at udtrykke i hans Navn Hinkemann. Hans Hustru, Grete, er endnu ung og med Mod paa Livet og Kærligheden. Da Manden af Hustruen erfarer, at hun stadig elsker ham, bliver han trods Besværet ved at skaffe sig Arbejde i disse Tysklands Nødstider dobbelt opsat paa at fortjene noget, at ikke det fattige Hjem skal gaa helt til Grunde og Grete ikke foruden Bevidstheden om Mandens Forfatning ogsaa skal sulte, og skønt Eugen Hinkemann længe vægrer sig derved, tager han dog tilsidst mod det eneste Arbejde, han kan opdrive - men det er ogsaa af en usædvanlig frygtelig Art: han skal flere Gange daglig i et Telt paa en Gøglerplads overbide levende Rotter og Mus. Medens Manden søger Arbejde og begynder sin uhyggelige Beskæftigelse, hengiver hans Hustru sig til hans Kammerat Paul Grosshahn, en stortalende og indholdsløs Fyr, ogsaa her udtrykt i Navnet, men da de to paa en Spadseretur kommer til Gøglerpladsen, og Hustruen ser Manden i hans nedværdigende Stilling og forstaar, hvad der har drevet ham dertil, da indser hun med eet, at hun elsker Manden, som han er, og hun forlader Grosshahn, der begiver sig paa Værtshus, hvor i Forvejen Hinkemann, uden at vide, hvad der er sket mellem Grete og hans Kammerat, har indfundet sig. Fire Arbejdere, ogsaa karakteriseret ved deres Navne, sidder her og diskuterer: den revolutionære Max Knatsch, den ligeglade Peter Immergleich, den religiøse Sebaldus Singegott og den selvsikre Michel Unbeschvwert. Paul Grosshahn, der ved Ankomsten allerede er beruset, slaar sig ned ved Hinkemanns Bord. Han har gennem Grete erfaret, hvorledes det er fat med Hinkemann og vil nu buse ud med sin Viden, men standses deri af Hinkemann, der med lavmælt Røst indtrængende bønfalder ham om at tie dermed - for Gretes Skyld. Grosshahn fortæller ham, at Grete har set og hørt, hvad der foregaar paa Gøglerpladsen, og da Hinkemann ængsteligt spørger, hvad Grete har sagt dertil, paalyver Grosshahn hende, at hun har leet af Manden. Dette er for meget for Hinkemann. Med stor Møje fatter han sig, men da Grosshahn i sin tiltagende Beruselse blivel mere og mere højrøstet, og de andre bliver interesserede, hvilket faar Grosshahn til at begynde med en Beretning om, hvad han har oplevet foran Gøglerteltet, da tilstaar Hinkemann selv hele Sammenhængen i en Talestrøm, ligetil, som det er, men med Møje skjulende sin oprevne Sindstilstand, idet han haaner disse samfundsreformerende Arbejdere, der kun kender de Ting, der staar i Programmerne, men ikke kan anvise nogen Vej til Lykken for et Menneske, Skæbnen har ramt saaledes, som han er blevet det. Han styrter ud og efterlader Kammeraterne dybt beskæmmede. Det kommer til et Slutopgør med Hustruen, der først for at formilde ham indrømmer at have leet ad ham, men da hun saa fortæller Sandheden, tror han hende ikke og viser hende bort, hvorefter hun styrter sig ned i Gaarden og dræbes. Ved Hustruens Lig staar Hinkemann hjælpeløs og ser hele Livets Meningsløshed for sig....
    Foruden disse 4 Skuespil, der er Tollers Hovedværker, og som er opført paa tysk, engelsk, fransk, russisk og jødisk og udgivet paa endnu flere Sprog, har Toller skrevet en Komedie "Der entfesselte Wotan", en morsom Satire over den tyske Menigmands Lyst til at være med i Krigs-Spekulationerne, samt et, der betegner et Sidespring fra Tollers egentlige literære Linie-man hører det straks paa Titlen "Den forhaanede Elskers Hævn" eller "Mandslist og Kvindelist", et lille Lystspil fra den "galante" Tid. En kvik lille Bagatel, forfattet i et Par af de ledige Timer, som Toller ellers ikke har mange af.
    Ogsaa den nye herhjemme ret ukendte Form for Skuespil Talekor har Toller benyttet sig af - i to smaa Korværker, hvori han mindes sine myrdede Brødre "Der Tag des Proletariats". I et Indledningsdigt mindes han Kurt Eisner, der førte ham ind i Arbejderklassens Rækker, hvorefter følger de to Kor, tilegnet Karl Liebknecht og Gustav Landauer, der begge ligesom Eisner faldt for reaktionære Morderhænder.
    Toller har skrevet 3 Digtsamlinger. Den første af disse er "Gedichte der Gefangenen", tilegnet den tyske Revolutions navnløse Døde. Han indleder den med Ordene: "Kammerat, i hver en Stad og hver en By, der møder dig et Fængsel". En særlig Opmærksomhed har dog Tollers Digtsamling "Das Schwalbenbuch" vakt, takket være Fængselsledelsen i Niederschönenfeld. Bogen indledes af Forfatteren med følgende Bemærkning: "Korrekturen til "Svalebogen" er kun blevet ufuldstændigt gennemgaaet af Forfatteren. Den Niederschönenfeldske Fæstningsforvaltning har beslaglagt den her trykte Affattelse, "da den indeholder en Række af Steder, hvis Udbredelse vilde medføre Ulemper for Straffens Fuldbyrdelse"."
    Man ved ikke, om man skal le eller græde herover. "I min Celle byggede to Svaler i Aaret 1922 deres Rede" - saaledes begynder Toller sin Bog, der i en Række smukke Digte tolker den Fangnes Længsel mod Livet og den Frihed, der er de to sorgløse Smaafugle beskaaret, og med sin digteriske Fantasi tilraaber Toller i et af Bogens Digte Dyreverdenen, de frie som de fangne, at samle sig i et Forbund mod Menneskeheden. Det lykkedes Toller ved Venners Hjælp at faa smuglet det samfundsfarlige Originalmanuskript ud af Fængslet og sendt til sin Forlægger, hvilket medførte et Dekret fra Fængselsledelsen, i hvilket det blev forbudt Svalerne at bygge deres Reder i Fængselscellerne! Hvorvidt Svalerne efterkom Forbudet, vides ikke - megen Modstand har Dyrene vel ikke kunnet stillet op mod Vogterne - men at den Fængselsledelse ikke blev druknet i Latter fra det samlede tyske Rige, forstaar man knapt.
    Endelig har Toller samlet sine hidtil trykte og utrykte Digte i en Samling "Vormorgen" . Toller har ogsaa været i Sovjet-Rusland, hvor hans Skuespil er blevet opført paa Statsscenerne i Moskva og Leningrad. Han udtaler i sine kommende "Russiske Rejsebreve", at det er storslaaet, hvad de har formaaet at udrette derovre. Overalt har han snart været ... I 5 Aar drømte han sig bag Fængslets Mure ud i Verden, i hans Skuespil genoplevede han Ludditertiden i England, drømte sig tilbage til Slagmarken og Lazarettet under den store Krig eller stod en Dag i en tysk Proletarbolig hos sin Kammerat, den fattige Krøbling, og levede med i hans glædesløse Liv - men siden Fængslets Dør aabnede sig for ham, har han naaet at være med til at indvie det nye jødiske Universitet i Palæstina, at gæste Bolsjevikernes Rusland, at digte og drømme i en idyllisk Bjergegn i Mussolinis Italien eller i det skønne Sanary sur Mer ved den sydfranske Middelhavskyst for nu endelig at komme til København, hvor han for Resten engang har været som en 14 Aars Dreng med Udlængsel ...
    Hugo Haase sagde om Toller i Forsvarstalen, at naar mange nu betydende Personers Navne er glemt, vil Toller leve videre i de Værker, han har skænket det tyske Folk ... skal vi hertil føje: ja, Alverdens Folk - og endelig indrømme, at det Blad havde Ret, der skrev om ham, at hans Opgave var at give Ild. Han har forstaaet denne sin Opgave.

A. D. Henriksen.