AVISUDKLIP

Dansen Skærtorsdag Aften.

Et noget forhastet Forlydende vilde vide, at der ikke maatte danses i Paasken i Berlin. Forbudet, som blev haanet i B. Z. om Mittag, blev dog ændret, - saa at offentlig Dans blev tilladt indtii Skærtorsdag Kl. 10. Herom skriver det tysk-nationale Blad Deutsche Zeitung, 30/8-26:

Man bør tage i Betragtning at 9/10 af alle Paaskedansere tilhører det jødiske Folk, og at de Musikere og Restauratører, i hvis Navn B. Z. am Mittag optræder mod Helligholdelsen af Paasken, ligeledes med forsvindende Undtagelser er Jøder. De rige Jøder vil netop danse, og de endnu ikke rige Jøder vil benytte Lejligheden til at tjene Penge med deres Brøle- og Grynteinstrumenter. Hvad bryder de sig om vor Herre og Frelsers Lidelsesuge?! Lad saa de Kristne blive nok saa saarede ved Synet af valsende og svedende Dansere i Paaskeugen, lad saa den gruelige Fidlen og Hylen af Shimmyspillerne klinge nok saa skurrende i Lyden af Paaskens Kirkeklokker, Jøderne vil nu engang danse i Paaskeugen eller, rigtigere sagt, netop i Paaskeugen."

Gravskænderne i Erfurt.

Som et Udslag af antisemitisk Heltemod havde Tilhængere af det saakaldte Wikingbund, en Fortsættelse af Organisationen Consul, sønderslaaet og raseret Gravstederne paa den gamle israelisiske Kirkegaard i Erfurt, som iøvrigt ikke havde været benyttet i de sidste 40 Aar. Det fremgik af Forhørerne, at denne Raahed var blevet planlagt under Indtrykket af den antisemitiske Propaganda i de yderliggaaende Højreblade. Følgende Vidneudsagn (efter Voss Zeit, 31/5-26) er karakteristiske for Tilstandene:

"Føreren Bartholomä udtalte, at man ved ødelæggelsen af Graven havde villet ramme og skade det levende Jødevæsen. Han tilstod den paagældende Nat at have baaret Damestøvler, efter Sigende for at skaane sine egne Støvler.
    Laudien erklærede, at han og hans Kammerater var blevet gjort "skarpe" mod Jødevæsenet ved Artikler i forskellige "völkische Zeitungen". Naar man er ung, tænker man i ungdommelig Voldsomhed, at der dog engang maa ske noget. Paa den Maade var Planen opstaaet. Ganske vist havde han selv haft den Tanke, at det var en Gemenhed at antaste Gravmæler, men det havde beroliget ham, at Folk fra yderliggaaende Venstre ved forskellige Lejligheder havde beskadiget nationale Mindesmærker.
    Den tredie Anklagede erklærede, at han var blevet overtalt til Deltagelse, fordi de to andre havde sagt, at han derved kunde erhverve Ærestegnet i Ehrhardt-Brigaden."
    -----
    Ved Dommen fik Bartholomä og Laudien 2 1/2 Aars Fængsel med 3-aarigt Tab af borgerlig Ære.

Fra den tyske Sjæls Dødsseng.

Nærværende er et Referat af en Afhandling i det ultranationale tyske Blad "Die Wahrheit" af Börries Friherre von Münchhausen. Til Udgangspunkt tager Forfatteren en Enquete om de 10 mest læste Bøger af sidste Aars Høst. Herefter følger:

"Jeg skriver denne Artikel i den klare Erkendelse, at Tyskheden i Litteraturen er død. Det tyske Folk køber mere end dobbelt saa mange jødiske og udenlandske Forfattere som tyske. De 60 Millioner Tyskere køber flere Bøger, som er skrevet af den halve Million Jøder, end Bøger af deres 59 1/2 Million Landsmænd. - Det er saa rystende, at det næsten standser ens Vejr, den tyske Litteratur er død! Den jødiske og udenlandske Litteratur er Sejrherre over hele Linien.
    Intet Bebrejdelsens Ord skal komme over mine Læber f. Eks. mod Jøderne og Udlændingene. Jeg ønsker intet at have at gøre med Antisemitismen, hvis Fader er Nid, og hvis Broder er Mord, og jeg agter ridderligt at anerkende enhver Ydelse, ogsaa naar den har vist sig til Skade for min Nation. Jeg anerkender dog ogsaa Napoleons Geni!
    Men kun den overfladisk følende Tysker kan tro, at hans Sjælesvingninger skulde sitre paa samme Bølgelængde som et Digt af Heinrich Heine, at det netop udtrykker det, han mener. Kun den, der mangler ethvert Instinkt, kan tro, at f. Eks. Jacob Wassermanns Mesterhaand kunde skabe tyske Mennesker. Kun den, der er blottet for al national Æresfølelse, kan læse Emil Ludwigs (født Cohn) Bog om Kejser Wilhelm uden Skamfølelse og Raseri. Det er ikke egentlig Bedømmelsen som saadan (den kunde jo kun fremkalde Vrede), nej, det er dette, at en indvandret af fremmed Stamme vover at forulempe min Fyrste.
    Jeg vil forsøge at vedblive at være ganske rolig og, som jeg netop søgte det, naturvidenskabelig, hvor brændende end Skammen tilsnører min Strube: Hvis virkelig Flertallet af Tyskerne vil lade deres egen Sjæl gaa til Grunde i Litteraturen, i Kunsten, altsaa i Kulturen, saa gaar den tyske Sjæl til Grunde med Rette. Den, der opgiver sig selv, opgiver sig med Rette, han maa jo vide, hvad han opgiver."