Som første Hæfte af "Internationella arbetarhjälpens skriftserie" er udkommet en Piece "Det kapitalistiska barnamördandet och arbetarhelvetet i Kina" (Frams förlag, Stockholm. 24 Sider. Pris 50 sv. øre). Hæftet indeholder et Uddrag af Rapporten fra en af Kommunalbestyrelsen i Shanghai nedsat Kommission til Undersøgelse af Børnearbejdet samt af Bogen "Den nye Arbejderverden" af Sherwood Eddys, der er Ordfører for Amerikas K. F. U. M. Piecen giver et rædselsvækkende Indtryk af det kapitalistiske Arbejderhelvede i Kina. Den Kommission, paa hvis statistiske Materiale Piecen bygger, blev nedsat i 1923, og da den bestod af tre Storfabrikanter og en Fabriksinspektrice, kan man roligt gaa ud fra, at Beretningen ikke er farvet til Skade for de engelske og japanske Fabriksejere. Af Beretningen fremgaar blandt andet, at ogsaa tuberkuløse Børn anvendes i Fabrikerne ("Værkstedernes fugtige Luft er meget skadelig for tuberkuløse Børn," siger Beretningen med frimodig Brutalitet). Det almindelige Resultat af Rapporten er følgende:
    "Kommissionen har tilset et betydeligt Antal Fabriker baade ved Dag og Nat. Der iagttoges usædvanligt mange Børn i Arbejde, som ikke kunde være over seks Aar gamle. Arbejdstiden var i Almindelighed 12 Timer med kun én Times Middagspavse. Børnene maatte som oftest staa op under hele Arbejdet ... Kommissionen har Vidner og Bevis for, at Fabrikkerne henter de smaa Børn i Landsbyerne. Der betales Forældrene 3 Dollars om Maaneden for et Barns Arbejde, og Fabrikejeren er i Stand til i Overskud paa hvert Barns Arbejde at tjene 4 Dollars. Disse Børn arbejder som Regel i overordentlig daarlige Rum og ernæres elendigt. De faar ingen Penge, og deres Forhold er i Virkeligheden det rene Slaveri (They receive no money and their conditions are practically those of slavery)."
    Det kan ikke undre, at disse Børn har et forfærdeligt Udseende, at de baade legemligt og aandeligt er "i høj Grad elendige", og at deres Ansigter "savner ethvert Spor af Glæde, Munterhed eller Velbefindende". Det er jo ikke Folkedans, de laver. Men maaske har de Børn, der anvendes i hvad Kommissionen kalder en anden "vis Form for Slaveri", nemlig Børneprostitutionen og Børnebordellerne, det mere spøgefuldt. Kommissionens Oplysninger om denne Side af Sagen bekræftes af den engelske Regerings "Blaabog" med Titlen "Blad om Arbejdsforholdene i Kina", London 1925. Ogsaa de engelske Konsulers Indberetninger falder i Traad med Kommissionens. Læs f. Eks. Konsulen i Charbins lapidare officielle Rapport:
    "Der findes ingen Begrænsning af Arbejdstiden. Der foretages intet for at hindre Arbejdsløshed eller skaffe Arbejde. Kvinders Natarbejde: ingen Lov. Til Værn mod Tinforgiftning: intet foretaget. Offentligt Sundhedsvæsen: der findes intet Fabrikstilsyn. Børnearbejdet: intet Forbud. Natarbejde af Børn: intet Forbud."
    De imperialistiske Magters Forsøg paa at holde Kina nede som en Halvkoloni viser saaledes fortrinlige Resultater. Det er den hvide Races Sejersgang, og den fortjener et eja eja atala! Det er en Sejersgang over Millioner af myrdede Børns Grave, men hvad Fanden - de er jo gule. Særlig for den kristne Mission i Kina er Resultatet opmuntrende. De virker jo under Programmet: "Lader de smaa Børn komme til mig", og det er virkelig i enestaaende Grad lykkedes dem at gennemføre dette Programpunkt, forudsat naturligvis, at de har naaet at døbe Børnene, saa de nu er i Paradis. Om denne vigtige Side af Sagen giver Kommissionen desværre ingen Oplysning. Det maa alvorligt beklages, da dog enhver rettænkende vil indrømme, at det er ganske utilstedeligt at myrde udøbte Børn, og sker noget saadant, maa vi alvorligt kræve en Ændring.
    Man forestiller sig de smaa gule Arbejderbørn i Paradis, hvor de har faaet en særlig indhegnet Plads, for at de kan vænne sig til Forandringen. Her stavrer nu den lille Fyr, der faldt i Søvn under Maskinen efter 12 Timers Arbejde og fik Benene klippet af. Benene er vokset ud igen, men han tør endnu ikke tro det, og hans Ansigt har endnu ikke antaget det rette Skær af Paradisfryd. Han leger sørgmodig med en Fjer af Erkeenglen Gabriel, der fælder for Tiden. Ved Siden af ham kravler hans tinforgiftede Broder, et underlig sammenkrøllet Væsen, der ligner en kvalt Killing. Hans syfilitiske otteaarige Søster, der tilbragte sin korte Arbejdsdag i et Bordel i Shanghai, føler sig heller ikke helt tryg i det nye Glædeshus. Hver Gang en Engel nærmer sig med kærlige Lader, farer hun op med Haanden for at dække sig mod Slag.
    Og rundt om den lille Gruppe, der sidder og pusler stumt og grublende i Sandet, myldrer den store gule Flok af kinesiske Arbejderbørn. Alle disse Tusinder og atter Tusinder af Hoveder vugger i Paradisets blide Passat som en vissen Tulipanmark. Fjernt nede fra Jorden, der skimtes mørk og røgsløret under Himlens Rand af Solskyer, durrer den dumpe Maskinstøj fra Pekings, Hongkongs og Shanghais Fabrikskvarterer. En Dirren gaar gennem den gule Blomsterverden deroppe, som rystedes Saligheden af et næsten umærkeligt Jordskælv. Og nu skærer en skarp Fabriksfløjte gennem Skylaget, og det giver et Sæt i Børnene, der gaar i Stormstød over Salighedens Enge. Ihv, til Arbejde!
    Men det er kun en Iling i de gule Børns Flok. O Salighed, de skal ikke til Maskinerne! Og de synker atter hen i deres stumme Grublen, deres tankeløse Puslen, deres undrende Angst, som selv Paradisets Solskin ikke kan uddrive af deres Hjerter.
    Den gule Mark vokser næsten usporligt, den uoverskuelige Eng af myrdede Børn breder sig som ved Rodskydning, uafladelig strømmer nye Børn til og sætter sig fast i Kanterne, finder deres Plads og slutter sig til. Hver har sin lille Kval at sidde og lege med. De kommer fra Bomulsvæveriernes buldrende Maskinværksteder, fra Barnekurvene i drivvaade, taagemørke Maskinhaller, fra Silkefabrikkernes koghede Bassiner, der faar Huden til at krympe sig som brændt Papir. De flyver som smaa gule, næsten usynlige Luer op gennem Kulrøgen og Larmen og slaar sig ned i Paradiset. En af dem gaar bestandig op og ned i Knæene, som om han var grebet af et gymnastisk Delirium. Det er Silkespinderens typiske Arbejdsbevægelse, der sidder ham i Kroppen. Han ligner en døende Sommerfugl, der i vild Hast, som gjaldt det Livet, flagrer med Vingerne, saadan som det hænder Insekter at dø.
    Og Marken vokser, den vokser storstilet, den vokser omkap med den internationale Kapitalisme.

Otto Gelsted.