Vi bringer her et Indlæg fra en af de unge. Redaktionen vil altid være meget glad ved at modtage Bidrag fra de unge Clartisters Lejr.

Endnu lever tilhængere af general Moltkes ord: "Krig er hellig og indstiftet af gud". De dirrer af granatglæde og bliver tykke i mælet, naar de taler om fædrelandet. Endnu lever den lille herrens mand, som i tilfælde af krig vilde bede gud hjælpe vore soldater med at dræbe og lemlæste saa mange fjender som muligt. Læser vi ikke, som et udslag af den mest naive nationalisme, følgende dumheder i et højreblad: "Kampen den anden april er blevet en rigdomskilde for vor nation. Derfor skal den ogsaa mindes med ære ... Rystelsen aabnede i vort kulturliv for kilder, der senere blev rige, dybe strømme, som vi nu slet ikke kunde undvære".
    Denne nationalisme har de intellektuelle altfor ofte mødt med opgivende medlidenhed eller haanlig overbærenhed. - Men der maa dog komme en tid, hvor det med al klarhed slaas fast, at nationalismen som modsætning til internationalismen er umoralsk. For de eneste elementer, der adskiller dem, er den nationale selvgodhed og nationalhad, som bedst kan karakteriseres ved at sammenstille et par citater af Schopenhauer og en moderne filosof som Bertrand Russell. "Enhver stakkels tosse," skriver Schopenhauer, "som ikke har noget i verden at være stolt af, griber til det sidste middel: at være stolt af den nation, han tilfældigvis tilhører. Her tager han oprejsning og er nu taknemlig beredt til med liv og sjæl at forsvare alle de fejl og taabeligheder, der er nationen egen." Og Bertrand Russell: "Nationalismens væsen er: af hemmelig ondskab og misundelse, men i den hellige fædrelandskærligheds navn at ofre sit eget folks sande vel blot for at kunne paaføre andre nationer saa stor lidelse som muligt."
    Undertrykkelsen af nationale mindretal har altid haft en modstander i Russell og han har altid anerkendt de berettigede nationale følelser, kærligheden til den jord, man er vokset op paa, til dem, man deler sprog og samfund med. og til det nationale i kunst og kultur. Men ingen, der tænker socialt, vil nogensinde gaa med til at forvandle nationernes fredelige kulturkamp tll en væbnet udryddelseskrig. Han vil ikke lade sig imponere af de fikst serverede patriotiske fraser, der gaar som varmt brød i de naive, netop fordi de indeholder et mindstemaal af omtanke og virkelig viden.
    "To folk hader ikke hinanden, det engelske arbejderparti hader ikke det tyske," skrev Arthur Henderson, da de allieredes magt var paa det højeste. Det er ikke folkets vilje, der dikterer krigen. En væsentlig aarsag er nationalhadet hos nogle faa magthavere og "akademiske sjæle", som i mangel af et socialt aandsliv fylder sig med en følelse, der ovenikøbet giver dem lejlighed til at misbruge ordet "hellig" og faar deres selvgodhed til at svulme.
    Spørger man nu, hvordan det er muligt, at den konservative enfold, som betinger nationalismen, saa upaavirket har trodset oplysningen i de senere aar, er det rigtige svar sikkert, at det skyldes myten om, at krigen er en biologisk nødvendighed - den myte, som fik Nietzsche til at hævde, at man skulde elske freden som middel til nye krige og den korte fred højere end den lange. Til Nietzsches undskyldning maa det siges, at paa hans tid var myten om krigens nødvendighed tilsyneladende videnskab, idet Huxley, Häckel og selv Darwin (i sit første hovedværk i al fald) paa grund af et altfor ensidigt syn paa udviklingen mente, at krigen var et stadig tilbagevendende onde i kampen for tilværelsen. Hvis det virkelig var en videnskabelig kendsgerning, vilde fredsvennen og internationalisten være en fantast og en nar. Men i modsat tilfælde: hvilken forbrydelse og blodskyld hviler da ikke paa militaristen!
    Den moderne biologi og samfundsvidenskab har paa mange maader en anden retning end paa Darwins tid. Krapotkin kunde ikke faa det gamle landsby-fællesskab i Rusland til at rime med den brutale kamp som livets hovedlov og gik saa vidt, at han haabede paa, at al konkurrence engang vilde blive erstattet af forbund og gensidig hjælp. Heri ligger vistnok en overdrivelse. Krigen kan afskaffes, men ikke den naturlige kappestrid, hvoraf krigen er en lav og uøkonomisk form.
    Har man videnskaben i ryggen, naar man anser krigen for et onde, som kan overvindes, maa det være pligt for ethvert ideelt tænkende menneske at ofre en del af sit liv paa at bekæmpe aarsagerne til ondet.
    Ingen marxist er i tvivl om, at den vigtigste af alle aarsager til krig er kapitalismens fovaltning af samfundets overskud, og at nationalhadet blot er et af de talrige uhyggelige udslag af dette forrykte system. Men der er ingen grund til at bekæmpe den mindre hjerteligt af den grund!
    Den umoralske nationalisme maa overvindes af den etiske internationalisme.
    Og i stedet for i skolerne at pjatte børnene fulde med al det vaas om fædrelandets ædle bedrifter og fjendens forbrydelser, vilde det være en opgave af uvurderlig samfundsbetydning at aabne de unges øjne for sandheden. De maa lære, at krigen er en kæmpemæssig forbrydelse, et kulturfjendsk barbari, som menneskene maa opdrages til at foragte, hade og undse sig for. De maa lære, at det kun er en banal sandhed, naar selv en nationalist som Nyrop siger, at mordbrand, plyndring og voldtægt bliver endu foragteligere, naar de udføres i uniform og paa kommando. Den selviskhed, der maa vige for fælles velfærd, naar det gælder et hjem eller en nation, bør ikke florere og holdes hellig i internationale forhold. Eller forvandles det, der er en forbrydelse i det smaa, til en heltedaad og en gudstjeneste, blot det drives i kæmpemæssig stil?
    Vi protesterer imod, at en reaktionær skole opdrager børnene til "veldisciplinerede og stupide soldater, der lader sig bruge til hvad som helst." (Ranulf). Men det er ikke nok at brændemærke nationalismens forbryderiske stupiditet, avisernes og skolernes nationalskryderi og den sygelige begejstring for vore vundne, eller som regel tabte, slag. Vi maa gøre et arbejde for at lære ungdommen, at kun ved en gennemført socialisering af samfundet, kun ved at knuse den kapitalistiske stat kommer vi krigens onde til livs. Ogsaa de konservative har jo deres internationalisme, nemlig imperialismen, den virkelige internationalismes vrængbillede, hvis videre vækst sikkert vilde være ensbetydende med en ny verdenskrig af et saadant omfang, at hele den menneskelige kultur gik under. Kun udbredelsen af socialistisk tankegang og følemaade kan forhindre en saadan katastrofe. Det er mod hele menneskeslægtens undergang, nationalisnien i sin blindhed føre de vildledte folk.

Steffen Schjött.