Den mulighed, et land har for at underholde sine indbyggere, beror dels paa landets naturlige hjælpekilder, dels paa det produktionsapparat, de tekniske hjælpemidler, som befolkningen takket være tidligere tiders arbejde er i besiddelse af og paa muligheden for at udnytte dette produktionsapparat.
    Den moderne industristat har en langt større folkemængde, end det vil de være muligt at underholde, dersom man ikke var i besiddelse af den industrielle teknik. I højt industrialiserede lande som Tyskland og England vilde befolkningen i bedste fald synke til tredjedelen af, hvad den nu er, hvis den nyere tids tekniske hjælpemidler blev fjernede. Den folkemængde, som direkte eller indirekte underholdes ved industriens eller maskinernes hjælp, er derfor afhængig af, at disse hjælpemidler bevares, og en tilvækst i befolkningen kan i saadanne lande kun finde sted paa betingelse af, at maskinerne og de øvrige hjælpekilder tilsvarende forøges. Efterhaanden, som befolkningen bliver større, er det nødvendigt, at der samtidig finder en industriel forøgelse sted. Jo større misforholdet er mellem den befolkningsmængde, som en stat underholder, og det antal, som vilde kunne leve i landet uden den moderne tekniske hjælp, desto større er den kapitalopsamling og videre tekniske udvikling, som behøves hver gang en ny tilvækst i befolkningen finder sted. For at opnaa konkurrencedygtighed i forhold til heldigere stillede, lande, maa de tekniske hjælpekilder være højere udviklede, produktionsprocessen mere kompliceret og produktionskapitalen større.
    Enhver saadan forøgelse af produktionsaparatet har til nødvendig forudsætning, at afsætningsmulighederne forøges tilsvarende. Det hjælper ikke at have et stort produktionsapparat, naar det ikke er muligt at holde det igang.
    Naar Europa - og da særlig den halvdel af det, som ligger vest for Rusland - før krigen underholdt en folkemængde, som ikke stod i forhold til verdensdelens udstrækning og naturlige hjælpemidler, saa var dette muliggjort ved en meget stor opsamling af produktionskapital. Europa havde flere fabrikker, maskiner og tekniske hjælpekilder end nogen anden del af verden, sandsynligvis flere end den øvrige verden sammenlagt.
    Europa vest for Rusland havde i 1914 omtrent 325 millioner indbyggere. De Forenede Stater med det dobbelte landomraade og langt større naturlige hjælpekilder havde 110 millioner indbyggere. Australien og Kanada, hvis udstrækning er meget større, og som muligvis hver for sig har betingelserne for at underholde en lige saa stor folkemængde, havde 5-7 millioner indbyggere.
    Naar Europa var istand til at holde et saa stort produktionsapparat igang, beroede det paa, at det havde sikret sig overordentlig store afsætningsmuligheder. Det var saa at sige verdens industrielle værksted. Det modtog varer udefra og sendte dem tilbage i bearbejdet stand.
    De kapitalister, som herskede i Europa, fandt imidlertid snart ud af, at det i mange tilfælde ikke kunde betale sig at sende raavarerne til Europa, bearbejde dem der til forbrugsvarer og sende disse tilbage. Det vilde være langt bedre at bygge fabrikker paa stedet. Derfor byggede de europæiske kapitalister fabrikker i de oversøiske lande og lod deres fabrikker i Europa levere maskinerne. En stor del af Europas produktionsapparat blev saaledes anvendt til at opbygge et produktionsapparat i de nye lande.
    Det var paa forhaand klart, at det ikke kunde vedblive i længden. Efterhaanden som fabrikkerne i de nye lande voksede op og maskinerne blev sat igang, vilde disse lande blive sat istand til at klare sig selv. De vilde ikke længere faa brug for den europæiske industri. Den store del af denne industri, som udelukkende opretholdtes ved at eksportere varer, vilde miste sine afsætningsmuligheder og blive nødsaget til at standse. Det vilde atter medføre, at en stor del af den europæiske befolkning maatte blive brødløs. En krise var saaledes paa forhaand givet. Jo nærmere denne krise kom, des haardere blev kampen mellem de europæiske kapitalister indbyrdes for at bevare de afsætningsmuligheder, som endnu var tilbage. Striden kom ikke alene til at dreje sig om de oversøiske, men i ligesaa høj grad om de europæiske markeder.
    Det var denne kamp som medførte verdenskrigen.

    Verdenskrigen var ikke hovedaarsagen til den økonomiske ødelæggelse, som fulgte efter. Den nuværende katastrofe beror paa den strukturforandring i verdens økonomiske opbygning, som har fundet sted. Den beror paa, at forholdene mellem de tilstedeværende produktionsapparater og disses afsætningsmuligheder er blevet forrykkede. Selve verdenskrigen bidrog kun til at forværre de derved opstaaede vanskeligheder.
    Krigen medførte ikke alene en standsning i den europæiske kapitalopsamling, men en ødelæggelse af voldsomt omfang. I nogen grad derved, at fabrikker og maskiner blev ødelagt af fjendtlige hære. Men det var alligevel af forholdsvis lille betydning. Den ødelæggelse, som har medført den nuværende katastrofe er af en ganske anden art.
    Den moderne industris hjælpekilder, maskinerne og hele det tekniske apparat er af forholdsvis kort varighed. Det slides op i løbet af faa aar. En maskines gennemsnitsliv er fra 7-20 aar. For at produktionskapitalen skal kunne vedligeholdes, maa derfor bedrifterne gradvis erstatte de maskiner, hvis produktionsværdi er væsentlig forringet ved slid, og desuden maa hele produktionsapparatet holdes i repareret stand. For at opnaa dette resultat, og for at kapitalopsamlingen skal kunne øges og teknikken forbedres, saaledes at der holdes trit med folkemængdens vækst, maa en temmelig stor del af den tilgængelige arbejdskraft anvendes til at skabe ny produktionskapital; til bygning af fabrikker, til nye maskiner og tekniske anlæg. Under en jævn vækstperiode opretholdes ligevægten nogenlunde mellem den arbejdskraft, som anvendes til at producere forbrugsgenstande, og den arbejdskraft, som anvendes til at producere ny produktionskapital. Dette var tilfældet i tiden umiddelbart før verdenskrigen. En saadan vækst har til forudsætning, at der stadig aabnes nye markeder. Dette var før krigen muliggjort ved en stadig erobring af nye kolonier.
    Da krigen brød ud forrykkedes denne ligevægt fuldstændigt. Og efterhaanden som krigsaarene skred frem blev hele produktionsapparatet sat i virksomhed til produktion af krigsmateriel og nødvendige forbrugsgenstande. Men selve væksten af det produktionsapparat, der har betydning for det almindelige forbrug, standsede. Nye maskiner og nye fabrikker blev ikke byggede. Og de anlæg, man havde, blev ikke holdt i forsvarlig repareret stand. Ved fredsslutningen var som følge deraf Europas industrielle hjælpekilder betydelig mindre end før krigen, produktionsevnen var gaaet nedad. Samtidig var folkemængden paa trods af krigens massenedslagtning, øget med adskillige millioner.
    Ikke alene den øjeblikkelige situation saa mørkt ud. Den stilling, Europa havde haft før krigen som verdens industrielle værksted, var mistet og tabt for alle tider. De lande, som før havde modtaget det europæiske produktionsoverskud, var under krigen blevet nødsagede til at klare sig selv, og havde indrettet sig herpaa. Særlig i de Forenede Stater var det lykkedes at opbygge et produktionsapparat, som kunde maale sig med Europas.
    Under disse omstændigheder var det paa forhaand klart, at en genopbygning kun var mulig ved de aller største anstrængelser, og derved at andre hensyn sattes tilside til fordel for befolkningens fælles tarv. Samtidig var det aabenbart, at en yderligere forringelse af produktionsevnen, en fremadskridende opslidning af produktionsapparatet uden nybygning, maatte medføre tilintetgørelse for en stor del af befolkningen. Følgen af den kapitalistiske produktionsordning er imidlertid, at der ikke tages saadanne hensyn.
    Den ødelæggelsesproces, som blev paabegyndt under krigen, blev fortsat med forøget kraft i mange europæiske lande efter krigen. Europa anvendte stort set hele sin aktive produktion til at frembringe varer til forbrug. Samtidig fik en stigende del af den tilgængelige arbejdskraft lov til at være ubenyttet, blandt andet fordi de tekniske hjælpemidler var forringede og ikke længere strakte til for hele den befolkning, som skulde finde beskæftigelse. De lande, hvis industrielle hjælpekilder var tilstrækkelig store, lod i udstrakt grad fabrikkerne staa ubenyttet hen, fordi en væsentlig del af produktionen var beregnet paa eksport, og der var nu ingen at eksportere til. De tidligere oversøiske købere var nu i stand til selv at fremstille produkterne billigere, og de europæiske køberes økonomi var ødelagt, saa de var ude af stand til at modtage samme varemængde som før krigen.
    Udviklingen i Europa gik i aarene efter krigen saaledes, at der brugtes mere og mere af produktionskapitalen. Denne udvikling skred stadig fremad og blev stadig vanskeligere at standse, og kunde den ikke standses, vilde resultatet nødvendigvis blive, at Europas folkemængde formindskedes til det antal, som kan underholde sig ved landbrug. Det vilde sige, at en væsentlig del af befolkningen gradvis maatte sulte ihjel.
    Selv under de gunstige forhold, som vår tilstede før verdenskrigens udbrud, var Europas produktionsoverskud og indtægterne af dets oversøiske skibsfart utilstrækkelig til at betale dets import. Men de europæiske industristater havde i løbet af det forudgaaende aarhundrede opsamlet store tilgodehavender i fremmede verdensdele. Opbygningen af de nye verdensdele fandt i begyndelsen i meget stor udstrækning sted ved hjælp af europæisk kapital, og det samme var tilfældet ved den begyndende industrialisering af Asiens gamle kulturstater. Efterhaanden som folkemængden voksede, ophørte kapitaleksporten gradvis, og i tiden umiddelbart før krigen blev den største del af indtægterne af de fremmede tilgodehavender anvendt til dækning af import. I krigens løb blev disse tilgodehavender solgte til kapitalisterne i de lande, hvor kapitalanlæggene var beliggende, og samtidig satte Europa sig i en meget stor gæld til de Forenede Stater. Denne gæld vil sikkert aldrig blive tilbagebetalt, og gældsbyrden er derfor ikke af stor betydning. Men tabet af de indtægter, som de gamle tilgodehavender gav, forværrede yderligere de forhold, som skabtes ved industriens fremadskridende ødelæggelse.
    Medens Europa saaledes i aarene efter krigen mistede en væsentlig del af sin produktionsævne, med den følge, at en stor del af befolkningen vilde blive udryddet, dersom vilkaarene ikke ændredes i væsentlig grad, tog udviklingen en ganske anden retning i de Forenede Stater og de øvrige lande udenfor Europa.
    Amerika stod før krigen i gæld til Europa, og en ganske anselig del af Amerikas overskudsproduktion blev anvendt til at betale renter og afdrag paa denne gæld. Den amerikanske eksportindustri havde indrettet sig paa dette forhold, og hjemmeindustrien blev beskyttet mod europæisk konkurrence ved høje toldmure, uden at dette tilintetgjorde mulighederne for udenrigshandel, fordi det ikke var nødvendigt for Europa at sende en varemængde, som svarede til hvad der blev modtaget.
    Amerika blev ved krigens begyndelse henvist til at klare sig selv. Det faldt ikke vanskeligt, da det produktionsapparat, man havde faaet opbygget ved europæisk hjælp, allerede var saa langt udviklet, at det kunde slaa til. Under krigen blev det amerikanske produktionsapparat udviklet med voldsom fart, da det i Europa fik brilliante afsætningsmuligheder. Umaadelige varemængder eksporteredes til Europa til høje priser. Det var derfor i den amerikanske ammunitionsindustris og skibsfarts umiddelbare interesse, at krigen fortsattes. Amerika greb derfor ind paa det tidspunkt, da det saa ud til at man vilde slutte fred i Europa, og den haardeste og mest ødelæggende del af krigen begyndte.
    Under og efter krigen eksporterede de Forenede Stater saaledes vældige varemængder til Europa, og de europæiske nationer betalte dels ved at sælge deres tilgodehavender i Amerika, dels ved laan hos den amerikanske stat. Efter krigen gik der desuden en strøm af udflytterkapital i form af guld og rørlig ejendom fra Europa til Amerika. Og denne kapital blev ikke lagret som europæiske tilgodehavender, den blev amerikansk, fordi ejeren flyttede med.
    I forhold til folkemængden er de Forenede Staters naturrigdom tre eller fire gange saa stor som Europas. Følgen er, at det falder meget lettere end i Europa at underholde befolkninge. Den gennemsnitlige produktionskapital for hver arbejder er meget mindre end i Europa. Det betyder ikke, at nationalformuen er mindre for hvert individ, men den andel af nationalformuen, som falder paa naturrigdommene er meget større, og den andel, som er skabt af menneskeligt arbejde er meget mindre end i Europa.
    I tiden under og efter krigen var Amerikas produktionsoverskud saa stort, at det ikke alene var i stand til at frembringe de store varemasser, som sendtes til Europa, men desuden ustandselig forøgede den indenlandske produktionskapital, med den følge at produktiviteten pr. arbejder øgedes stærkt. Eksporten viste derfor en stadig stigende tendens, for saa brat at standse, da Europa havde opbrugt saavel sine amerikanske tilgodehavender som sin amerikanske kredit. Det meget store antal arbejdere, som var beskæftigede i eksportindustrien blev arbejdsløse; derved blev befolkningens produktionsævne formindsket, hvilket medførte arbejdsløshed i andre erhverv, hvilket atter foraarsagede formindsket købekraft og forøget arbejdsløshed.
    Den krise, der såaledes opstod i Amerika, var ikke paa langt nær saa alvorlig som den europæiske. Den økonomiske ødelæggelse, som krigen havde medført i Europa, var ikke foregaaet i de Forenede Stater. Store dele af Europa havde mistet enhver chance for at vinde erstatning for de tabte afsætningsmarkeder, medens alle muligheder stod aabne for Staterne. I den kamp, som uundgaaelig maatte følge, om at vinde nye markeder for industrien, var Amerikas sejr paa forhaand givet.

Ved Ebbe Munch.