I den til tænderne bevæbnede demokratiske mønsterrepublik Polen befinder hæren sig for første gang i borgerkrig. Hvad er der sket? Er det, som reaktionen paastaar, en krænket og ærgærrig generals "mexikanske kup"? Eller, som Pilsudski selv hævder det, blot en "bevæbnet demonstration uden politiske hensigter"?
    Ingen af delene. De blodige majdage i Polen betegner folkemassernes begyndende revolutionære kamp mod kapitalisterne og de store grundbesiddere, der sammen med regeringen Witos forberedte en fascistisk omvæltning.
    Den tidligere socialist Pilsudski ser ikke selv dette klart. Denne smaaborgerskabets nationalhelt, der i det uafhængige Polens første aar saa fortræffeligt arbejdede sammen med kapitalisterne og de store grundbesiddere, forstaar saa lidt som sine tilhængere sit lands klassemæssige sammensætning. - For en socialpatriot som Pilsudski er idealet den "over klasserne staaende" nationale stat. Derfor havde hans program aldrig mere end to punkter: Polens uafhængighed og had til Rusland (ligegyldigt om det var zarrige eller sovjetrepublik).
    Naar han alligevel kom i modsætning til nationaldemokraterne, der afsatte ham fra den øverste stats- og hærledelse, skyldtes det hans egenskaber som "nationalhelt", idet han paa en generende maade samlede det polske "demokrati" om sig. Hans personlige indflydelse paa hæren hindrede ogsaa de reaktionære partier i at gøre den til et villigt værktøj i deres hænder. Endelig var Pilsudskis uforsonlighed overfor sovjetunionen en hemsko for den polske industri, der østpaa øjnede store afsætningsmarkeder. Med en kommende krig for øje viste Pilsudski sig venlig overfor de undertrykte ukrainere og hviderussere (der var erobret af ham selv), medens landjunkerne og den nationaldemokratiske reaktion med ild og sværd vilde kolonisere og polonisere disse landomraader. Som følge af sine nationale interesser var Pilsudski maaske dog naaet til en overenskomst med den kapitalistisk-storagrariske reaktion ligesom i 1918, i særdeleshed, da hans interesser mere og mere indskrænkedes til kun at dreje sig om hæren.
    Men de klasseforhold, Pilsudski selv lader haant om, vilde det anderledes. Det demokratiske smaaborgerskab, der trykkedes haardt af den kapitalistiske sanering, bønderne, der vilde have jord, og en del af arbejderne, der trods alt i ham saa "socialisten", vendte i stigende grad deres forhaabninger mod den mand, som en gang før havde "reddet republiken". Underofficererne delte alle disse illusioner og saa i ham tillige forsvareren mod generalerne fra den tidligere zaristiske og østrigske arme. Alligevel troede reaktionen sig stærk nok til at udnævne en af marskallens modstandere til krigsminister.
    Denne provokation var for grov. Under pres fra sine nærmeste tilhængere i hæren, begyndte Pilsudski sin "væbnede manifestation", sin "moralske revolution". Her spillede klassemomentet ind. Pilsudskis soldater er hovedsagelig bønder, og derfor gjorde de sig til øjeblikkeligt maal at styrte storagrarernes og kapitalisternes regering - ikke af "moralske" aarsager, men for at faa jord. Arbejderne stillede sig instinktmæssigt paa de revolutionære soldaters side, og jernbanefunktionærerne begyndte straks at standse de tog, der skulde transportere regeringstropper til Warschau. Arbejderne gik ud paa gaden for at kæmpe paa soldaternes side, generalstrejken bredte sig.
    Endnu vaklede Polens socialdemokratiske parti, hvorimod kommunisterne fra første øjeblik havde opfordret arbejder- og bøndermasserne til aktivt at støtte Pilsudski i kampen mod den kapitalistisk-agrariske reaktion.
    I virkeligheden kæmpede socialdemokraterne en meget lang indre kamp med deres samvittighed, før de kunde beslutte sig til at bekæmpe Witosfolkene, nationaldemokraterne og det nationale arbejderparti, alle de folk, de endnu i gaar havde siddet i regering med - og generalstrejken var en kendsgerning, da Polens socialdemokratiske parti udstedte et strejkeopraab til masserne i Warschau! Men det var i Posen, Lemberg, Thorn og Krakau, at de reaktionære generaler samlede tropper til modangreb. Socialdemokratiets holdning var altsaa et forsøg paa at isolere bevægelsen, og strejkeopraabet maa nærmest opfattes som en rent formel demonstration paa et tidspunkt, hvor magten reelt allerede var i Pilsudskis hænder. Og folkemasserne kom ikke ud i væbnet kamp mod reaktionen, bundet som de var af terrorregimet og kompromispartiernes politik.
    I de socialedmokratiske opraab stod der ingenting at læse om direkte hjælp til de kæmpende, om agitation mellem Witos soldater eller krav om arbejderbevaæbning. Derimod talte man om "kamp mellem to militærgrupper, som arbejderne burde holde sig udenfor", raabte "ned med reaktionen, indstil broderkrigen, leve det arbejdende folk!" Og saa tilsidst (da han havde sejret): Leve Pilsudski og demokratiet!"
    Statspræsidentens fratræden og Witosregeringens fald er kun afslutningen paa første akt af soldater-, arbejder- og bondemassernes revolutionære kamp mod fascismen. Pilsudski gaar aabent ind paa kompromisser. Hans ny regering har fremkaldt harme selv i bondepartiet og hos socialdemokraterne. Han agter at indkalde nationalforsamlingen (den nuværende sejm, tilligemed senatet, hvor reaktionen har flertal) for at vælge den nye præsident. Han har beholdt de gamle generaler og de gamle forvaltningsapparater og den reaktionære presse kan fremdeles udkomme. Og frem for alt: arbejderne, uden hvis hjælp han ikke havde kunnet sejre, er fremdeles ubevæbnede; tre millioner af landbefolkningen vil fremdeles være uden jord, og agrarreformen, der fremsættes af bondepartiet, skal først antages af den kommende sejm, hvilket vil sige, at de 17000 store grundbesiddere fremdeles skal beholde 10 millioner hektar jord i deres hænder (det dobbelte af, hvad 1 800 000 bønder ejer!) - og det betyder atter, at de vil benytte disse mægtige materielle midler til at bekæmpe agrarreformen.
    Pilsudski har ikke engang stillet bønderne i udsigt at faa jord, og han har ikke aabnet fængslernes porte for de tusinder af politiske fanger.
    Pilsudski og demokraterne synes at være af den mening, at en ny præsident vil hidføre en væsentlig forandring af tingenes tilstand. De frygter arbejdermassernes kamp mod handelskapitalen og spekulanterne, der marerider det ulykkelige land, men selv er de ikke villige til at foretage en grundig oprydning. Arbejderne haaber af Pilsudski at opnaa forbedrede levevilkaar, rnen de vil blive skuffede. Forhaabentlig saa betids, at de kan drage lære af de foreliggende erfaringer, inden fascismen sejrer.

Ove Johannsen.