I.

Strejken i England er tabt. Clarté har i Martsnummeret belyst selve det økonomiske Spørgsmaal. Hertil behøver vi ikke at føje mere. Grubedriften betaler sig ikke i sin nuværende Form; en Omlægning af Driften og økonomien er nødvendig, men det er dyrt. Hvem skal betale?
    I 1925 havde Baldwinregeringen maattet give efter for Grubearbejderne og yde Statssubvention til Minerne, idet Transportarbejderne havde erklæret, at de vilde staa solidarisk med Kulgrubearbejderne og ikke befordre Kul i Tilfælde af en Lockout i Minerne.
    Denne Subvention bortfaldt pr. 1. Maj 1926, og i Mellemtiden havde Regeringen sikret sig ved Dannelsen af en "Samfundshjælp", en Organisation til Vedligeholdelse af Forsyninger. Landet blev delt i 10 Kredse, der hver skulde kontrolleres af en Minister som en Slags Diktator, støttet af et særligt Sikkerhedsværn.
    Til Gengæld havde Arbejderne ført deres Tanke om Samvirke mellem de store Organisationer videre. Man udkastede Planen om Arbejderforbund. Metal-, Bygnings- og Transportarbejderne sluttede sig hertil med stort Flertal, derimod var Jernbanemændenes Stilling noget usikker. Føreren Thomas fraraadede Tilslutning som udfordrende mod Samfundet, mens store Kredse indenfor Faget var af den modsatte Opfattelse. Jernbanemændene var saaledes Arbejderfrontens svage Punkt.
    Da Minearbejderne lockoutedes den 29. April, indkaldtes en almindelig Fagforeningskongres. Her indvalgtes Mac Donald og Henderson som Medlemmer af Forhandlingsudvalget til Støtte for den forhandlingsvenlige Retning, men der var andre, som vilde benytte Arbejderforbundet til virkelig at tvinge Regeringen. Minearbejdernes Fører Cook kom med en Resolution der faktisk betød Erklæringen af en Generalstrejke til Støtte for Kularbejderne. Denne Resolution vedtoges pr. Mandat med 3,653,000 Stemmer mod 49,000.
    De forhandlingsvenlige indenfor Strejkeledelsen opgav dog ikke Haabet om en fredelig Udgang, og prøvede derfor ogsaa efter Strejkeerklæringen at faa nye Underhandlinger i Gang med Baldwin.
    "Daily Mail", som følte sig sikker paa Kapitalistregeringens stærke Stilling, udfordrede Arbejderne paa det skarpeste og kaldte dem aabenhjertigt Folkets Fjender. Typograferne, der stod i Forbund med Minearbejderne, og som var for Generalstrejken, standsede forbitret Bladet. De vilde ikke spytte sig selv i Ansigtet ved at sætte det.
    Saa afbrød Baldwin alle Forhandlinger. Regeringen og Kapitalen gik nu angrebsvis til Værks. De indledede Kampen mod Generalstrejken som en regulær Kamp mod et Oprør, som Regeringen maatte slaa ned med alle Tvangsmidler.
   Derfor erklærede Baldwin, at han krævede en ubetinget Kapitulation: Arbejderne havde forbrudt sig og maatte gøre Bod. Frasen om Arbejdernes Brud paa Forfatningen og den ulovlige Generalstrejke havde desværre Tilhængere langt ud over Kapitalisternes Kreds. De politiske Arbejderførere var selv alvorligt bekymrede og støttede derfor ikke den krigsberedte Fløj i Strejkeledelsen.
    Selve Strejkens Forløb er kendt fra Dagspressen, baade dens mægtige Omfang, dens rolige Forløb og Regeringens Provokationer. Da Situationen tilspidsedes, og det Punkt nærmede sig hvor selve Forholdenes Uhygge skal sætte Presset ind overfor Regeringsmagten, begyndte den forhandlingsvenlige Fløj indenfor Strejkeledelsen, som efter Thomas' eget Udsagn "aldrig havde været stemt for en Generalstrejke", at røre paa sig.
    Baldwin havde faaet Englands Højesteret til at erklære Strejken for ulovlig, da Fagforeningerne ikke var spurgt ved Urafstemning. Dette vilde give ham Ret til at arrestere hele Strejkeledelsen.
    Nu kom Kulkommissionens Formand, Sir Herbert Samuel, hjem fra en Rejse og opstillede uofficielt et Mæglingsforslag, hvorefter Subsidierne til Minerne skulde fortsættes, medens der iøvrigt skulde foretages en Rationalisering af Grubeindustrien; naar det var sket, skulde der saa forhandles om en Revison af Lønningerne.
    Skønt Baldwin erklærede, at Forslaget ikke var Regeringens, afblæste Generalraadet Strejken paa dette Grundlag. Cook protesterede skarpt mod denne Beslutning og erklærede, at Minearbejdernes Stilling var uforandret.
    Hvis man ved Afblæsningen havde regnet med Kapitalisternes Ædelmodighed og "Samfundssyn", blev man sørgeligt skuffet. Jernbanemændene fik det først at føle. Den Overenskomst, Thomas maatte gaa ind paa, lyder paa, at Arbejderne kun genantages, "hvis der kan findes Arbejde til dem", at "Selskaberne har Ret til at forlange Skadeserstatning af de strejkende", og at "de strejkende anerkender, at Strejken var ulovlig". Efter den sidste Opgørelse (pr. 21./5.) er der 525,000 Arbejdere, som ikke er berettigede til Arbejdsløshedsunderstøttelse, fordi de har mistet deres Beskæftigelse som et direkte Resultat af deres egen Strejke.

Dette Forløb af Strejken har Krav paa den største Opmærksomhed. Nederlaget i England lader sig ikke begrænse til Storbritannien alene, men er et føleligt Tab for Arbejderklassen i hele Europa. Regeringens Sejr betyder Fascismens Indtog i Vesteuropas Industrilande, ikke af Navn, men af Gavn. Statsmagten lader Masken falde, anraaber Gud, samler Tropperne, beslaglægger Radioudsendelserne og triumferer i Millionoplag af sin egen Gazette. Dette sker i Europas tættest industrielt befolkede Land, hvor Arbejderne udgør 3/4 af Befolkningen.
    Fagforeningernes Ledere har undervurderet denne Konservatismens Styrke. Saaledes som Strejken blev indledet, var den i Bund og Grund politisk. Hvis den var blevet vundet, havde det betydet Nationalisering af Minerne. Dette var nemlig den eneste Løsning i Arbejdernes Favør, og at fremtvinge denne Løsning ad faglig Vej ved en Storstrejke har ikke været Lederne fremmed. En Udtalelse af Robert Smillie fra September forrige Aar viser tydeligt, hvorledes man ser paa politiske Forhold indenfor Fagene:
    "Det er mit oprigtige Haab, at en Arbejderregering aldrig mere vil tage Styret uden Magt. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunde for at forhindre den i at gøre det sidste Gang. Man fortæller os, at vi skal være parlamentariske og ikke gaa uden for Forfatningen eller blive Rebeller, men naar vi selv kommer til, og Folket til Underhuset vælger tilstrækkelig mange Mænd og Kvinder til at danne en Arbejderregering med en Majoritet paa 20 eller 30, og de begynder at røre ved Realiteterne, at gøre det første Skridt - Overtagelsen af Jorden - og begynder at nationalisere Minerne og Jernbanerne, saa kan I tage mit Ord for, at al den Tale om Forfatningen vil falde bort, og Modstanderne vil blæse paa Parlamentarismen for til Gengæld at rejse en Hær imod os. Jeg er en Tilhænger af at forsøge at faa nogen af de Reformer, som lindrer Nøden - forbedret Aldersrente, Enkeforsørgelse, Ulykkesforsikring og Minimumsløn - saalænge Kapitalismen vedvarer; men det, vi ønsker, er at feje Kapitalismen ud."
    Den engelske Generalstrejke er blevet dikteret ud fra dette Syn paa engelsk Politik. Det er en sund og nøgtern Fagforeningsbetragtning og en direkte Fortsættelse af den historiske Tradition i de britiske trade-unions. Om man vil kalde det Bolschevisme, er en Smagssag, men importeret er den ikke. Militær og Politi har nu banket disse Tanker endnu dybere fast i den engelske Arbejderklasse, og Sultelønninger, forlænget Arbejdstid og Arbejdsløshed vil gøre deres til at holde dem levende. Politikernes Syn har været et andet. Baade Mac Donald og Henderson har, som før sagt, fraraadet en Udvidelse af Strejken. De har misbilliget Anvendelsen af Generalstrejke som politisk Middel og ønsket at holde Minearbejdernes Kamp upolitisk som en Lønkonflikt.
    Derfor har de stadig ønsket Mægling og stillet sig venligt overfor Kirkens Forsøg i samme Retning. Heri har de været støttet af store Dele af Arbejderpartiet. Mere end typisk for hele Tankegangen, snarere en Karikatur deraf, er et Indsenderbrev, der findes i "Times" 15./5. 1926 under Overskriften "En Arbejderrøst". Heri skrives: "Som tidligere Arbejderkandidat til Parlamentet, tør jeg maaske udtrykke min Forbavselse over det Manifest, som er udsendt af visse Studenter ved Cambridge Kollegierne (til Støtte for Strejken). Jeg opgiver ikke en Stump af min Sympati med Minearbejderne; men det forekokmmer mig oplagt, at en Generalstrejke er et Forsøg - ligegyldigt hvilke Formaal nogle af Ophavsmændene har-et Forsøg paa at omstyrte den forfatningsmæssige Regering. Jeg nærer den Opfattelse, at ingen Regering, som er dette Navn værdig, blot et øjeblik kunde tage under Overvejelse at genaabne Forhandlingerne, inden Ordren om Generalstrejke uden Betingelser er blevet tilbagekaldt, og jeg anser det for enhver god Borgers Pligt uden Hensyn til Parti af yderste Evne at støtte den nuværende Regering i dens Modstand mod dette Angreb paa Forfatningen". Navnet underneden, C. H. Hoare, maa vel borge for, at Brevet virkelig er skrevet af en tidligere Arbejderkandidat. Opfattelsen er karakteristisk for den "Parlamentarisme", som Robert Smillie i sin anførte Tale vendte sig imod.
    Een Ting maa naturligvis indrømmes. Parlamentarikerne har vurderet Konservatismens Styrke rigtigere, som Udfaldet viser; men de har næppe gavnet Enheden i Arbejderklassen ved deres Moderation. Denne Konflikt var nemlig oplagt til en haard Tørn, ja til en Folkerejsning.
    Det drejede sig om Kullene, selve Grundlaget for Nationens økonomi; man havde Kulkommissionens Ord for, at Stillingen krævede en Ændring. Nationaliseringen maatte kunne samle Socialister af alle Afskygninger som en økonomisk forsvarlig, politisk antagelig og logisk klar Løsning, som tilmed moralsk overfor de fattige Minearbejdere var den eneste retfærdige. Hvis en Underklasse overhovedet har Lov til at rejse sig mod sine Undertrykkere, og det er vel ikke kommet saa vidt, at denne Ret drages i Tvivl, saa maatte øjeblikket nu være inde for den engelske Arbejderklasse. I en saadan Kamp er der en Ære i Nederlaget, ikke i Forsigtighed.
    Hvorfor tabtes Generalstrejken? Hvis man ikke vil gaa saa vidt at erklære enhver politisk Generalstrejke for haabløs, kunde man maaske anføre som Grunde: Regeringens Hensynsløshed i Valget af sine Midler, Arbejdernes Hensyntagen til visse vigtige Samfundsfunktioner, Mængden af Skruebrækkere og frivilligt Politi, hvad der staar i Forbindelse med Efterkrigstidens Milliontal af Arbejdsløse, endelig Splittelsen indenfor Strejkeledelsen og Jernbanemændenes Svigten under Thomas' Ledelse.
    Det er dog næppe klogt at skjule for sig selv, at de gamle Metoder med de korslagte Armes Politik passede i et liberalt Samfund, hvor Regeringen trods alt vilde opretholde Skinnet af at staa udenfor Striden, men kommer til kort overfor en fascistisk kamplysten Regering. Dette vil Arbejderklassen overalt i Europa faa at føle. Solidaritet er mere nødvendig end nogensinde før, fagligt, politisk og økonomisk. Men fremfor alt maa de demokratiske Arbejderpartier i Vesteuropa trænes i marxistisk Tankegang. De juridiske Synspunkter om "Ulovligheden" af Strejker, om Samfundets Overhøjhed, om Regeringsmagtens Ukrænkelighed og Domstolenes Kompetence kan kun antages af Arbejderne i det kapitalistiske Samfund som rent midlertidige Indrømmelser under Fredstilstand. Paa samme Maade ser de borgerlige Magthavere paa alle deres saakaldte grundlovsmæssige Friheder, som jo forsvinder med et Pennestrøg, naar der erklæres Belejringstilstand. Generalstrejke er en Styrkeprøve, hvor begge Parter stiller sig udenfor Fredstilstanden. Regeringens Brug af Militær, Husundersøgelser, Arrestationer, Beslaglæggelser, er ikke til at tage Fejl af; de nærer ingen juridisk Undselighed. Arbejderne maa vide, at de under Styrkeprøven kun er henvist til sig selv. Arbejdernes Internationale burde vedtage en Generalstrejkegrundlov, en Række Artikler, svarende til Belejringstilstandserklæringen, med nøje Angivelse af den Retstilstand, Arbejderne vil anerkende og kræve respekteret. under Strejken. Generalstrejkens Anvendelighed som Vaaben afhænger af, at Samfundets Fuger knager, at Presset er saa haardt, at saakaldte lovløse Tilstande hersker, d. v. s., at den reelle Magt flyttes. Hvis dette hindres af forhandlingsvenlige Elementer, er Strejken ikke blot tabt, men spildt.
    Den engelske Generalstrejke burde give Anledning til dybtgaaende Overvejelse af Ændringer i Taktiken under Storkamp.

Hartvig Frisch.