Det tyske Tidsskrift "Europäische Revue" har sat sig til Opgave at belyse evropæiske Problemer. Det er et fornemt Blad, der udgives af Prins Karl Anton Rohan, og som foregiver at arbejde neutralt. I et af 1. Aargangs Hæfter findes en Artikel af Leopold Ziegler om "Organiseret og organisk Industri". Den indeholder et Angreb paa Marx' Lære om Merværdien, formuleret i følgende Resultat:

    "Tvangen til at frembringe Merværdi, som Marx fejlagtig ansaa for et særligt Kendetegn for den kapitalistiske Industri, bestaar i fuld Udstrækning paa ethvert højere Industritrin. Denne Kendsgerning ... kan vi kalde vor Races tragiske Urskyld, vor Arvesynd, vort Brændemærke, vor Forbandelse - men ikke vor Uret, vor Ondskab, vor Umoral. Eller, hvis det er saadan, saa lad os gøre os klart, hvad Digteren Paul Ernst i hans racestærke Stridsskrift mod Marxismen med den ham egne Tapperhed og Oprigtighed har mandet sig op til at bekende: "Det redelige Menneske ved ... at Livet, hvori hele Samfundets Handlen udtrykker sig, ikke kan undvære Umoralen!" Er Merværdien Uret eller Umoral, saa gælder det at tage denne Uret og Umoral paa sig og bekræfte den.... I Grundvolden til Middelalderens Taarne har man undertiden inde muret et eller andet menneskeligt Væsen som et skrækkeligt Tegn paa, hvad vi Mennesker dybest maa betale, naar vi vil bygge Taarne. - Ogsaa Samfundets Taarne kan kun blive ved at vokse, naar vi er villige til at begrave et Stykke af os selv som et levende Offer under Taarnets Kældre."
    Jeg har oversat dette Stykke, ikke fordi det er et saa godt Eksempel paa den værste tyske Nutidsprosa, men fordi Forfatterens Maade at ræsonnere paa er typisk for en vis Moralopfattelse. Læg for det første Mærke til den Lethed, hvormed han gør Tankespringet fra at forkaste Marx' Opfattelse af Merværdien til den Antagelse, at den nok er rigtig, men det skal vi bryde os Pokker om. Endvidere mener Hr. Ziegler, at en Uret maa undskyldes, naar Livet kræver den. Sætningen er egnet til at dække over Skurkestreger, og det viser sig ogsaa at være hensigten med den. Hr. Ziegler tænker sig med ægte kapitalistisk Fantasi Samfundet som en Skyskraber, og for at faa dette moderne Babelstaarn til at gro op i Himlen, maa vi begrave et Offer i Fundamentet, "et Stykke af os selv", siger Hr. Ziegler, og med "os selv" mener han Menneskeheden, men med "Stykket" mener han Proletariatet.

    Der er mange andre end Hr. Ziegler, for hvem Moral er noget, der kun gælder til et vist Punkt. Og der er atter andre, der mener, at Moral overhovedet er noget relativt, noget der veksler med de vekslende biologiske, historiske og geografiske Forhold. Saadan ser f. Eks. den moderne sociologiske Skole i Frankrig paa det. Der er endelig dem, for hvem Moral bare er en Omskrivning for den stærkeres Ret.
    Tankegangen er saa gammel som Bevidstheden. Den findes formuleret allerede i oldægyptisk Litteratur i et Manuskript, der skildrer en ung Skrivers Rejse ned ad Nilen til Kongestaden Memphis. Han er den ægyptiske Intellektuelle, der drikker Palmevin under Solsejlet, mens Haandværkeren, ødelagt af Elendighed, lusker ud i Dyndet og lader sig æde af Krokodillerne. Dette Samfundsbillede gengives med en Sympati, der ikke staar tilbage for Hr. Zieglers Betragtninger i "Europäische Revue" fra 1925. I et andet senere ægyptisk Skrift har Følelsen vendt sig. Det er formet som en Samtale mellem den fede Tempelkat, Kapitalismens Repræsentant, og den usle Sjakal, Slaven, der maa ernære sig af Samfundets Affald. I græsk Litteratur har Platon med uforlignelig Klarhed fremstillet og brændemærket denne Herremoral i Dialogen "Gorgias".
    I nyere Tid har Tanken om den stærkes Ret søgt Støtte dels hos Nietzsche og dels hos Darwin. Nietzsche fik en vis overfladisk Aktualitet under Verdenskrigen, men læses næppe meget i Danmark og kan vistnok her lades ude af Betragtning. Derimod er det rigtigt at tage Stilling til Kapitalismens Forsøg paa at støtte sin Moral til Darwin, fordi de fleste intelligente Arbejdere før eller senere kommer i Berøring med Udviklingslæren.
    Forsvarere af det kapitalistiske Samfund henviser til Darwins Lære om, at det er de bedst egnede, der klarer sig i Kampen for Tilværelsen ("survival of the fittest"). Formlen er ikke noget heldigt Udtryk for Kampen for Tilværelsen, for det er jo en ren Selvfølge, at de, der er bedst egnede til at klare sig, klarer sig. Formlen siger ikke noget om, at de "bedst egnede" ogsaa er de "bedste". Som Sigurd Ibsen har formuleret det: i Sumpen er det Giftfluen, der lever, og Mennesket, der dør.
    Den anarkistiske Tænker Peter Kropotkin har paavist, at der i Dyreriget ikke blot bestaar en Kamp, men ogsaa en Organisation og et Samarbejde. Det er sikkert rigtigt, men uden afgørende Betydning for det Emne, vi undersøger. Hovedsagen er den, at Udviklingslæren kun lærer os, at en Udvikling har fundet Sted, og opstiller visse Formodninger om de Aarsager, der bestemmer Udviklingens Forløb. Derimod siger Udviklingslæren intet om, hvor vidt det ene levende Væsen er værdifuldere end det andet. Den siger ikke et Muk, om Udviklingen betyder et Fremskridt eller et Tilbageskridt. Hvad Vurdering angaar, er den blind.
    Pudsigt nok tages den vurderingsmæssigt til Indtægt af to forskellige Hold: dels af kapitalistiske Tænkere, der benytter den til at forsvare den bestaaende Pengemagt som et Udtryk for Naturens evige Orden, dels af Teosofferne, der forveksler Udvikling med Fremskridt og antager, at ethvert levende Væsen vil ende som Gud.
    Undertiden formuleres den biologiske Moral som et Krav om, at vi skal leve eller Naturen, og det Iyder bestikkende. Kravet faar nemlig Suggestionskraft, fordi der underskyder sig den Biforestilling, at vi naturligvis ikke skal leve perverst eller efter en livsfjendsk religiøs Moral. Men det berettiger ikke det Krav, at vi skal tage Naturen til Forbillede. Mennesket har formet sig selv og hele sin Kultur, ikke ved at omdanne sig efter Naturen, men ved at omdanne Naturen efter sit eget Væsen.

    Her i Danmark har Johannes V. Jensen i de sidste 25 Aar gjort sig til Talsmand for et paa Udviklingslæren opbygget Livssyn. Med Rette har han vendt sig mod Nietzsches Overmenneske, det blinde Bestie og Herremoralen og mod hele den "daarlige Darwinisme", hvis Feltraab var: "Tilbage til Bavianen". Politisk erklærer han sig for en Tilhænger af den gamle Liberalisme og en Modstander af Marxismen, som han kalder "en Flaske, Proppen har været af i tredive Aar". En samlet, direkte Fremstilling af sin egen Mening giver Johannes V. Jensen i "Evolution og Moral" (1925).
    Hvad skal man ville? spørger han. Hvad er godt, og hvad er ugodt i Udviklingens Tjeneste? Hans foreløbige Svar bliver alt, hvad der tjener til at bevare i hvert Fald status quo, Tilstanden, som vi i øjeblikket kender den, alt det er godt: lad Naturen staa!
    Jeg ved ikke, om den, der skal bestemme Udviklingens Moral kunde finde et besynderligere Svar end denne Henvisning ti Stilstanden som Arbejdets Maal. Et klarere Svar burde man derimod nok kunne vente. Definitionen er altfor svævende ti at udtrykke andet end en ubestemt konservativ Tendens. De er jo dog ikke Meningen, at vi skal bevare alt, og vi skal ikke nøjes med at bevare, siden vi taler om Udvikling. Vi skal bevare Naturen - og vel ogsaa udvikle den, eller hvad? Men hvad forstaar Johannes V. Jensen ved Natur? Foreløbig er hvad der skulde have været et Svar, mundet ud i et andet Spørgsmaal, der ikke besvares. I Stedet udstøder Johs. V. Jensen et nyt Feltraab: "Liv for alt, hvad der lever!" Men det kan aabenbart ikke tages efter Ordlyden, for det kan jo ikke være Meningen med "Udviklingens Moral", at alt skal leve uden Forskel og uden Undtagelse - at vi skal opgive enhver Vurdering, enhver bevidst Udvælgelse?
    Altsaa, vi ved, hvad Johannes V. Jensen ikke forstaar ved Udviklingsmoral. Den er ikke Pøbelopløb, den er heller ikke Helte- og Genidyrkelse, Verden set med et hysterisk-feministisk Blik. Men i Stedet for den lovede Definition faar vi vage Henvisninger til Slægtfølelse, de gamles faste Instinkter og Fornemmelse overfor Gud - endelig til den uselviske Forskning, der giver Menneskeheden Midler i Hænde mod Naturen, hvor altsaa Naturen, der lige før var det, der skulde bevares, maa forstaas i en helt modsat Mening - det kan umulig være mere uklart. Undertiden synes det at gaa op ogsaa for Johannes V. Jensen. "Udviklingen selv," siger han, "er jo spontan, hemmelig, kan først erkendes bagefter. (S. 10) ... Om bedre eller værre, om Udviklingen er et Ned eller et Op. Frem eller Tilbage, Ingen kan vide det (S. 62) ..." Men hvordan kan man i samme Aandedræt tale om at uddrage en Moral af Udviklingen? Moral er jo Vurdering, og hvilken Rettesnor er der i en Vurdering, der altid kommer bagefter?
    Johannes V. Jensens Bog er skrevet paa en ejendommelig impulsiv Maade, man har til Dels Indtryk af at følge hans Tanker under deres Tilblivelse. Heraf kommer vel en Del af Uklarheden, men ogsaa en tiltalende Ærlighed. Man ser ham Gang paa Gang rende Panden mod Problemet, af og til gnistrer det ham farverigt for øjnene, og Logiken faar en Bule.
    Efter nogle Overvejelser om Befolkningstilvækst gør han et tredje Forsøg paa en Bestemmelse af den darwinistiske Moral. "Hvad der gør Tilværelsen mulig for et saa og saa stort Antal Mennesker, men Overskridelse deraf til en Umulighed, det er Moral. Det vil vise sig, at Udviklingslæren før eller senere maa bringes til at gribe ind i det offentlige Liv, med den bevidste, hensigtsmæssige Udvælgelse for Øje."
    Men hvem man skal man vælge? spørger Johannes V. Jensen selv, og tilføjer straks: Fyldestgørende og endeligt kan dette Spørgsmaal aldrig besvares. "Med Udviklingen vil ogsaa Synspunktet for den undergaa Forandring". Han tilføjer, at en blivende, kvalitativ Bedømmelse af Menneskeheden maatte foretages udenfor Menneskeheden, hvad der er en Umulighed, Mennesket er sin egen Instans. I denne Bemærkning afdækker Johs. V. Jensen en af Grundene til hele sit Fejlsyn. Han tror ikke paa en Instans udenfor det menneskelige, f. Eks. i en overnaturlig Aabenbaring, og heri har han ganske Ret. Men han forstaar ikke, at der i den menneskelige Bevidstheds egen Natur kan ligge en almengyldig Lovmæssighed, der fører ud over de individuelle og historiske Forskelle, og paa hvis Grundlag en uforanderlig Moral kan opbygges. Det er ejendommeligt at se, at hvor det gælder at kritisere Racehygiejnikerne er Johannes V. Jensen klar nok over, at de ikke raader over et sikkert Kriterium - vi ved ikke, i hvilken Race eller hvilke Befolkningslag Slægtens Fornyelse skal søges.
    Men, siger Johannes V. Jensen, "de slægtbevarende, det rene Menneske ... ja, overfor ethvert smukt Menneske har man en umiddelbar Følelse af at staa Ansigt til Ansigt dermed. Naturligt for en Mand at søge den hos Kvinden! Beundringen, den elementære Opflammen, saadan som den finder Sted, naar Kønnene mødes, tager ikke fejl, her taler Racen og Frugtbarheden ... Selve den elementære, hovedløse Elskov er en Kender af Rang, skelner mellem Mennesker med en Sikkerhed, som gør Antropologer til Skamme."
    Altsaa den biologiske Moral viser sig at være hovedløs, hvorved dens mentale Uklarhed tilsidst faar sin naturlige Forklaring. Som Standardeksempel henvises til Goethes "Hermann und Dorothea", og hvis det ikke var Johannes V. Jensen selv, der var paa Jagt efter Moralkriteriet, kunde han have henvist til Dreng og Moa, Hvidbjørn og Vaar, og hvad de nu hedder allesammen i "Den lange Rejse".
    Om man siger, at Moralens Maalestok er den hovedløse Elskov, eller at vi aldeles ingen moralsk Maalestok har, kommer ud paa et. Det erotiske Instinkt kan dog vel ikke være vejledende f. Eks. i økonomiske Spørgsmaal, eller hvilket Materiale vi nu af Omstændighederne tvinges til at vurdere moralsk. Vi ved ogsaa, at alle Instinkter betaler deres Sikkerhed med en Blindhed, der gør deres Værdi til Nul, naar det Milieu, hvortil de er tilpasset, ændres. At et saa sammensat Instinkt som det erotiske ikke er nogen sikker Raadgiver, viser baade Historien og Sindssygelæren. Forresten: om to unge Mennesker, der forelsker sig i hinanden, er racehygiejnisk værdifulde, kan vel først konstateres, naar man ser deres Børn. Men Børnenes biologiske Værdi er igen afhængig af deres Evne til at sætte sunde Børn i Verden, og saadan udskydes Svaret i det uendelige .... Hele Johannes V. Jensens Forsøg paa at grundlægge Moralen paa Biologien er endt i Lyrik og umiddelbar Følelse, Instinktet sat i Forstandens Sted og den lovede Rettesnor erstattet med en Veksel paa den evige Fremtid. Værdien af det mislykkede Forsøg ligger i de talrige raske og rammende Enkeltheder og i den Ærlighed, hvormed det endelige Resultat tilstaas.
    - Grunden til, at jeg har valgt at behandle netop Johannes V. Jensens Moralopfattelse saa vidtløftigt, er den store Betydning, han har i Litteraturen. Hans Syn har i høj Grad været med til at præge de sidste 25 Aars aandelige Liv herhjemme. Det er udmærket, at biologiske Synsmaader siden Aarhundredskiftet er blevet gjort stærkere gældende, og den "Livsbekræftelse", der fulgte med. er sikkert en sund Jordbund for Aandslivet. Men vi kan ikke blive staaende ved den blotte Livsbekræftelse. Vi maa gaa til en Undersøgelse af, hvad vi ønsker at bekræfte, og hvad vi vil fornægte, og her maa vi benytte os af andre Kriterier end dem, Biologien kan række os.

Otto Gelsted.