Formidlingen mellem national og international tænkemåde hører til vor tids største opgaver. Hos store ånder forenes de naturligt. Georg Brandes, vor mest internationale personlighed, har revolteret mod samfundet ud fra en udpræget dansk eller nordisk livsanskuelse, personlighedsideen, individualismen. Små sjæle griber den ene side og havner i gold internationalisme eller i nationalisme, der snart slår ud i chauvinisme.
    Dette problem stilles man overfor allerede i skolen. De to fag: historie og litteraturundervisningen giver materialet til bedømmelse, idet de giver både økonomiske, politiske og kulturelle forudsætninger for forholdet mellem folkene. Nu er det naturligvis sådan, at man ikke nøjes med at læse fædrelandshistorie, men lader den udgøre en del af verdenshistorien. Derimod læses kun den nationale litteratur, ikke verdenslitteraturen.
    Allerede i sig selv er dette imidlertid et absurd forhold, at en student skal vide besked med noget nu så betydningsløst som det forrige århundredes borgerlige danske digtning eller studenterdigtning, men godt kan være ganske uvidende om et værk som Candide, der har behersket et helt århundrede, og som endnu har værdi. Eller at navne som Kalidasa, Cervantes, Montaigne, Puschkin er tomme ord for dem eller reminiscenser fra filmsplakater. Hvorfor så ikke ligesågodt i historie lære om general de Meza, derimod ikke om Alexander og Napoleon.
    Men også bortset fra dette, at synskresen ikke udvides, og at forståelsen af digterværkers værdi indstilles efter at Ploug er vigtigere end Voltaire, må verdenslitteraturen indføres som skolefag af andre grunde.
    Et digterværk er jo ikke blot og bart et produkt af den tid og den nation, det er blevet til i, men de store værker er først og fremmest et kunstnerisk udtryk for de elementære menneskelige følelser overfor livet og dets værdier. Man vil derfor, selvfølgeligt, lære mer af de bedste værker af en hel verdens end af et enkelt lille lands litteratur, og man vil da gennem digtningen se menneskeåndens ensartethed udenom tider og folkeslag, om ikke udenom kulturniveau. Her er et felt, hvor hele menneskeheden arbejder hen mod et fælles mål. Set fra dette synspunkt har en udkommen skolebog med en samling danske fædrelandssange mindre værdi - især når man i den savner f. eks. J. V. Jensens Sønner af de slagne, der dog er et vægtigere udtryk for fædrelandsfølelsen hos slægtledet fra før krigen - kærligheden til det i enkeltheder og inderste natur kendte grosted - og også kunstnerisk langt overgår de optrykte Sønderjyllandsdigte. - Overraskende og lærerigt var det derimod at læse en samling af forskellige landes fædrelandssange. Resultatet vilde blive det samme som ved en gennemgang af de ældste digterværker, de mytologiske, der viser, at menenskehedens guder er internationale, har vandret fra folk til folk og blot er blevet varieret lidt i de forskellige lande. Selv Tor, danskernes hovedgud i oldtiden, er kommet sydfra. Og følelsen, hvoraf troen og hymnerne er udsprunget, er fælles for forskellige lande og forskellige tider. - Thøger Larsens Solsang udtrykker ganske det samme som en kendt ægyptisk hymne fra Amenophis IV.s tid. Den samme lære, som kunde uddrages heraf, vilde faas ved en gennemgang af eventyr, heltesagn og de andre emner for den folkepsykologiske forskning, der her i Danmark understøtter nationalismen lige ud i det latterlige, som f ex. forslag om afbrydelse af den kulturelle forbindelse med udlandet eller genindførelsen af middelalderens overklasselove, bondesamfundslove - i vor tids industriland med en stor arbejderbefolkning!
    Og jo længere man kommer ned i tiden, des større bliver ensartetheden. Lærte de unge noget af deres egen tids skandinaviske litteratur, vilde de se, hvor europæisk orienteret den er. Hvad enten man kan lide internationalismen eller ikke, er den altså en afgjort kendsgerning, der ikke mere kan ophæves, og man må forstå, at også litteraturlæsningen her har sin mission, uden at man derfor behøver at opfatte digtningen historisk, som tidsdokumenter.
    Den naturlige orden for skolens litteraturlæsning vil da være at begynde i de små klasser med overvejende dansk digtning, derefter i mellemskolen optage stykker af de skandinaviske landes, Sverrigs, Norges og Finlands, og så i gymnasiet gå over til Europas og hele Verdens litteratur - naturligvis kun hovedværkerne, verdenslitteraturen - og skænke den lige så megen tid som den danske litteratur.
    Dette lader sig gøre, når man lader flere andre fag indgå i denne helhed, hvor de naturligt hører hjemme. Det gælder således oldtidskundskab og religion, hvis værker her vil blive stillet i oplysende sammenhæng med andre ligeartede. (Ingen tror dog, at de to kulturer, der her er tale om, er betydeligere end f. ex. den indiske). Desuden kan man inddrage den tid, der anvendes på den i skolen ganske meningsløse danske sproghistorie og til gennemgang af spredte kapitler af engelsk og tysk litteraturhistorie.
    Og så må vi endelig have oversættelser af verdenslitteraturens hovedværker - i virkelig billige udgaver. Her ligger en opgave for et ikke gammelt og anerkendt forlag.
    Det her fremsatte forslag til en reform af skolens litteraturlæsning er således ingen ren utopi, men kan, som vist, uden at indføre et nyt fag i den fagtrængte skole føres ud i praxis.

Harald Rue.