En Indsender i Arb. Læseselskabs Medlemsblad har for nogen Tid siden taget Anledning til efter at have set "Genboerne", som jo stammer fra den Tid, da Studenterne var de førende i Aandslivet, at opkaste det Spørgsmaal: "Findes der da ikke noget Sted, der kan kaldes Midtpunkt for dansk Aandsliv? Findes det i Læseselskabet?" Mit alt for ringe Kendskab til Arb. Læs. forbyder mig at svare paa det sidste Spørgsmaal, men hvis kun det første var stillet - om der findes et Midtpunkt for dansk Aandsliv, turde jeg uden Betænkning svare Nej!
    Det findes der ikke af to Grunde: for det første fordi ingen enkelt Klasse mere er Herre i Aandernes Rige som i Hostrups Dage. Dernæst - og det er ligesaa vigtigt - fordi Tiden nu er en Opløsningstid, som gaar forud for en Kamptid. I en saadan Tid er der selvfølgelig intet Midtpunkt i Aandslivet.
    Højtragende og iøjnefaldende ses de gamle og nu graanede fra 90ernes Kuld, Mænd som Aakjær, Johs. V. Jensen, Sophus Claussen og Skjoldborg. Men de er Klassikere nu; imellem deres Ungdom og vor Tid ligger Krigen med dens politiske, sociale og økonomiske Følger, som indenfor Aandslivet har bragt de tre Kulturer i Forfald, hvorom det danske Publikum i to Menneskealdre delte sig:
    Radikalismen, Højskolen og Kirken.
    Radikalismens Opløsning begyndte den Dag, da den radikale Facon havde erobret Landet, og dens politiske Koryfæer var naaet til Magten. Det var blevet en stor Familie, der holdt sammen og roste hinanden. Andet var der saa ikke at udrette. Idealerne skrumpede ind, og de personlige Interesser blev tilbage med Snobberi for Kongemagten, Storkapitalen og Ententens Gesandter. Kun ude omkring i Provinsen sidder der endnu stoute Typer fra den svundne Tid, som den gamle Lektor Bech i Ribe, der for nylig har udgivet en Række bitre hedenske Epigrammer, Radikalismens Eftermæle - paa Latin.
    Højskolens Forfald begyndte allerede før Krigen. Den særlige grundtvigske Vækkelse stammer fra en Tid, da den danske Bonde ikke læste. Denne Foredragsform er nu antikveret og upraktisk, og dens Sprog en tom Jargon. Men haardest har det ramt, at Idealiteten er uddød hos den danske Venstrebonde. Den materialistiske danske Agrar, som lod Andelsbanken falde, solgte sig selv til Kapitalen og nu vil drive Renterne ind fra Fattigfolk, kan nok synge Grundtvigs Sange, men digte nye, der kan samle Folket - ?
    Kirken har Verdenskrigen ramt i Hjertet. Dens Præster har velsignet Vaabnene i alle Lande, og for den tænkende Kristne efterlod baade Krigen og Voldsfreden en gabende Tomhed. Ogsaa her dækker man sig bag en Jargon og optager en Mængde Mystik og Spiritisme, som efter Krigen har gjort Furore i Bourgeoisiet. Radikale Hyklere fylder Pladserne for manglende Begavelse, hvad der ogsaa er et Opløsningens Tegn.
    Samtidig er Konservatismen blevet amerikaniseret og garconneklippet. Dens Blade skrives af radikale Overløbere. Materialismen har sejret, og de besiddendes Enhedsfront er en praktisk Kendsgerning.
    Det aandelige Tidevande er præget af denne Reaktion. Vort Land er gennemtrængt af en Mængde aandelige Tabuer, som det er de anstændige Borgers Pligt at respektere, f. Eks. Troen paa en personlig Gud, paa et Liv efter Døden, paa at en Konge er den bedste Præsident, at vor nationale Fortid er glorværdig, at Sønderjyderne har "kæmpet" sig tilbage til Danmark ved at skyde Franskmænd og Englændere, og at Kapitalrenten er en hellig Pligt - samt at de danske Kapitalejere er Martyrer for denne Pligt. Denne Række er kun et lille Udvalg af Tabuer, der er saa nødvendige, at man betvivler en Mands Ret til at udnævnes til Forstander for en Lærerhøjskole, hvis han ikke besidder dem alle.
    Det er nemlig det betydningsfulde ved de 117 danske Tabuer, at kun den, der besidder dem alle, regnes for neutral. Hvis man i Skrift og Tale overholder enhver Tabu uden direkte at omtale dem (netop det fine ved det, ligesom hos de vilde), saa er man neutral, saa kan man skrive Historie, undervise i Folkeskolen, redigere Leksika og tale i Radio. Men hvis man bestrider blot en Tabu - saa er det Agitation, og det betydes en, at det er taktløst. Gennem dette sindrige System er det lykkedes Reaktionen at bevare Troen paa selv at være frisindet og fordomsfri.
    Paa den anden Side ses i øjeblikket nærmest kun en mørk Sky; den er uformelig og af og til lyser et fjernt Lyn op i det anonyme Mørke, men den trækker op - den nærmer sig.
    Det er herude det nye Skel sættes. Man skal ikke være meget Spaamand for at se, at det er selve Kampen mod Kapitalismen, som vil give det unge Danmark Daaben. Brændpunktet for vor Tid er det sociale. En stor Dansker er gaaet forud og har vundet Verdensry; det er Martin Andersen Nexø. Hans Forhold til Danmark burde give os noget at tænke paa; han peger paa Skellet, hvor det virkelig ligger.
    Hermed skal ikke være sagt, at der ikke kan være Talent og formel Begavelse paa den borgerlige Side. Der er netop ikke andet. De fleste af øjeblikkets anerkendte Skribenter er uden for Tidens Element, udenfor det sociale. De er selv søgt udenfor og befinder sig sikkert rent borgerligt vel ved det. Men jeg vil paastaa, at den af de yngre, der i vor Tid smyger udenom, han er brudt itu indvendig, knækket et Sted i Personligheden, skuffet maaske og fortvivlet eller fræk; men hverken han eller hans Kunst er Tiden voksen.
    Det nye Fremstød vil have en langt bredere Basis. Ved 8 Timers Arbejdsdagen og ved Presse, Film og Radio er et helt stort Befolkningslag modnet til aandelige Interesser. Det er en ny Kulturtype, og Tilfredsstillelsen af dette Lags voksende aandelige Behov vil ogsaa stimulere et nyt Aandsliv.
    Harald Bergstedt har Ret, naar han peger paa Brandesianismens Opløsning og siger om det nye: "Det nye Aandsliv begynder med den skønne og reelle Opgave at sikre Eksistensen for de tusinde smaa Hjem og de tusinde smaa Skæbner - - - og med haandfast og storstilet at lovordne et Samfund, der er vokset os alle over Hovedet".
    Men man kan af Skribenten ønske en mere aktiv Holdning overfor det nye; Bergstedt siger blot, at det "bovner" ud af sig selv, men der er meget, der tyder paa, at "Familie-Journalen" og "Aftenlæsning" længe vil kunne mætte Behovet, hvis der ikke fra Skribenternes Side gøres et Fremstød.
    Derfor er det værd at kaste et Blik paa Stillingen, som den er nu. Lad os holde Mandtal over Forkæmperne for den nye Tid.

    Arbejdernes Oplysningsforbund under Harald Jensens Ledelse har taget Opgaven op. at virke med Foredrag og Studiekredse baade i de politiske og de faglige Foreninger. Forbundets Medlemstal er omkring 1/4 Million, og denne kæmpemæssige Organisation omspænder saaledes hele Landet.
    "Karl Marx" og de andre Diskussionsklubber har fortsat Traditionerne med ugentlige Møder og gennem Tidsskriftet "Socialisten" vundet en stor Læsekreds.
    "Studentersamfundets Oplysningsforening", som er en Fortsættelse af det gamle Foredragsudvalg, er gaaet over til en betydelig Udgivervirksomhed (den gule Serie, kaldet "Kultur og Videnskab").
    Clarté, stiftet 1925, præget af Efterkrigstidens Tænkning, har under Anton Hansens og Knud Korsts Ledelse øvet en skarp Kritik af det borgerlige Samfunds Økonomi, Kultur og Moral.
    "Arbejdernes Teater" under Budtz-Müller arbejder direkte paa at give den proletariske Kultur kunstnerisk Udtryk.
    "Kritisk Revy", stiftet af Poul Henningsen, har allerede vundet en en stor Læsekreds ved sin saglige Styrke og sin kvikke Form. Det er stor Læsekreds ved sin saglige Styrke og sin kvikke Form. Det er velskrevet, uærbødigt og præget af Arkitekturens stærkt sociale Indstilling paa praktiske Problemer. Her finder man ogsaa Mogens Lorentzen, der er lige aktiv med Pen og Pensel.
    Biblioteker og Studiekredse og Bladet "Læsning". Betydningen af det Arbejde, der her gøres, er vidtrækkende. Den store Organisator er Døssing, som ogsaa er den nye Tids Mand. Et læsende Folk vil være et sejrende Folk, der betvinger Kapitalismen.
    "Studentersamfundet", af hvis yngre Medlemmer adskillige har gjort sig bekendt i Agitationen, baade da de brød ud i det ny Studentersamfund, og senere, efter at mange er vendt tilbage, saaledes Forfatteren Broby-Johansen.
    Den frie Skole bør ogsaa nævnes i Forbindelse med det nye Fremstød. Dens Talsmænd er ofte noget galt vendt, uden rigtig Forstaaelse af, at det, der sker, tillige er en social Omlejring i Skolens Styrelse fra Centraladministration til Forældrekreds.