Foredrag holdt i Danskrussisk Samvirke.

    Da den russiske Revolution brød ud for 10 Aar siden, kom den som en uhyre Befrielse - ikke alene for det russiske Folk, men ogsaa for den øvrige Verden. De, der har oplevet det, vil aldrig glemme, hvordan de første Efterretninger om denne Revolution virkede paa Baggrund af den frygtelige Krigstilstand, der dengang herskede i Europa. Krigen var gaaet ind i sit forfærdeligste Afsnit; Hungeren begyndte for Alvor at plage Folkene i Centraleuropa, Epidemierne fo'r over Landene, Myrderierne ved Fronterne var blevet til Masseslagtninger.
    Efterretningen om Zarismens Fald var som det første Varsel om en snarlig Ende paa disse frygtelige Tilstande. Selv mange konservative Mennesker i Vesteuropa betragtede det som en Befrielse, at Zar- og Godsejervældets Magt blev brudt. Saadan er det endnu i Dag; det vil være vanskeligt at finde mange i Vesteuropa, som ønsker det gamle, forrykte Regime tilbage. Naar Folk f. Eks. har set en Film som Gorkis "Moderen" med dens ligefremme Skildringer af den Tids Undertrykkelser og vilkaarlige Mishandlinger, tænker de uvilkaarligt: Gud være lovet, de Bødler er blevet udryddet. Helt anderledes stiller Opinionen sig sædvanligvis til den Fase i den russiske Revolution, som vi kalder November-Revolutionen, og hvis afgørende Dag fornylig fejredes - paa Tiaarsdagen derefter. Det, der skete, var som bekendt, at Proletariatet tog den politiske Magt, Statsapparatet i sin Haand og etablerede et Diktatur over de øvrige Samfundsklasser. Dengang det skete, blev mangfoldige Mennesker grebet af Uhygge; skulde nu selve Proletariatet herske - det maatte betyde Verdens Undergang.-
    Men Verden bestod - og Sovjetregeringen førte Borgerkrigen til politisk og militær Sejr, gennem en Række frygtelige og heroiske Aar.
    Det, der adskiller denne Revolution fra alle andre Revolutioner, er altsaa at Proletariatet - med de socialistisk indstillede Byarbejdere og Intellektuelle i Spidsen - greb den politiske Magt i et stort Land og paa Grundlag heraf tog sig for at administrere Produktion og Omsætning ud fra socialistiske Synsmaader. Med andre Ord at stille et Erhvervsliv paa Benene uden den egentlige Erhvervsaand, Profitbegæret, som Drivkraft, og paa en saadan Maade, at Udbytning ikke blev tilladt. Man vilde kort sagt i Praksis gøre det, som de socialistiske Partier havde opstillet som Maal for deres Bestræbelser, og som Menigmand havde sat sit Haab, men næppe sin Tro til.
    Dette er naturligvis en uhyre Opgave, ja, vel den største organisatoriske Opgave, Menneskeheden til Dato har stillet sig. Og til denne Opgaves Løsning har Sovjet foreløbig kun haft 5-6 Aar til sin Raadighed. Sovjet har ganske vist haft den politiske Magt i Rusland i 10 Aar, men de første Aar hengik med Borgerkrig, Krig med Polen o. s. v. - saa Arbejdsro til Løsning af de erhvervsmæssige Problemer har man som sagt kun haft i 5-6 Aar.
    Det vilde derfor være urimeligt at spørge, om det er lykkedes at løse denne Opgave - thi man kan ikke vente sig, at en fuldstændig Rekonstruktion af en stor Nations Liv skal kunne tilendebringes tilnærmelsesvis paa det Aaremaal, der her er Tale om.
    Derimod kan Erfaringerne fra disse Arbejdsaar vel nok give os et Fingerpeg i Retning af, om Opgaven overhovedet kan løses; om det kan lade sig gøre at faa Erhvervslivet til at fungere saadan, at der paa den ene Side kommer en rigelig eller blot en tilstrækkelig Produktion ud af det - og at paa den anden Side Udbytning og Rigdomsophobning umuliggøres.
    Eller siger Erfaringerne os, at vi har sat Maalet for højt og derfor i den sidste Ende maa slaa af paa Fordringerne og - naar det kommer til Stykket - maa nøjes med en Brøkdel af det, vi har tænkt os i Retning af et velforsynet og klasseløst Samfund. En Samfundsordning, hvor ekstraordinær stor Rigdom og ekstraordinær Fattigdom var ukendte Begreber.
    Dette Spørgsmaal er det i det hele taget af største Betydning for os her i Vesteuropa at faa ganske præcis Rede paa snarest muligt. Thi i en Række af de vesteurop. Kulturstater vil Arbejderne en Dag i en ikke fjern Fremtid staa med Regeringsmagten i Hænde. Det er højst rimeligt, at de vil vinde denne Magt paa anden Maade, end det skete i Rusland, men at de vil vinde Magten er i hvert Fald nogenlunde sikkert. Og naar det er sket, da vil Europas Arbejderpartier i Virkeligheden staa overfor de samme Opgaver, som Rusland nu har helt inde paa Livet af sig.
    Og da maa man nøje kende, hvad det er, man giver sig i Lag med. Selvfølgelig staar man heller ikke i kapitalistiske Lande paa bar Bund ved Undersøgelsen af disse Spørgsmaal, og efterhaanden, som vi nærmer os Tidspunktet for Magtens Overtagelse, vil vi mere og mere komme til at beskæftige os med de virkelig afgørende Problemer, med selve Principerne for Samfundslivet og da særlig for Erhvervslivet.
    Dette viser sig saaledes deri, at man mere og mere diskuterer Kapitalistens (ikke Kapitalismens) Nødvendighed eller Overflødighed for Samfundsproduktionen - eller med andre Ord, hvad der ligger til Grund, dybest inde for Forskellen mellem Rig og Fattig. En Kapitalist skriver f. Eks. advarende: I angriber os. Og I vil afskaffe os, naar I kommer til Magten, fordi I tror, at vore Rigdomme stammer fra Udsugning og Udbytning. Men dette passer ikke, siger han; der er i Virkeligheden ikke nogen Sammenhæng mellem vor Rigdom og jer Fattigdom. Tværtimod - vi gør en stor Indsats i det økonomiske Liv, som ingen anden kan gøre; med andre Ord: vi gør rigelig Gavn for vore store Penge. Derfor, naar I kommer til Magten, saa behandl os forsigtigt, hvis det skal gaa Jer vel.
    Det forekommer mig, at dette Spørgsmaal er af allerstørste Betydning for os. Og jeg tænker, at vi netop i denne Henseende kan lære meget af de Erfaringer, man har gjort i Sovjet-Unionen. - Det er selvfølgelig glædeligt, at de økonomiske Forhold i Rusland er i stærk og lykkelig Udvikling; men det er paa den anden Side ikke det ene afgørende, set fra et socialistisk Synspunkt. Det afgørende er: I hvilken Grad er denne Udvikling sket gennem Metoder, som kan siges at være socialistiske?
    Først skal jeg dog anføre forskellige Bemærkninger om den økonomiske Udvikling, der faktisk har fundet Sted under Sovjetstyret. - Man hører ofte, at Russeren endnu den Dag i Dag henlever sit Liv i Fattigdom, endnu værre end den vesteuropæiske Arbejders. "Det er altsaa, hvad der er kommet ud af det kommunistiske Eksperiment," siger man. Men man maa jo huske, hvor Rusland har været hærget af alle mulige Onder - først af Zar- og Godsejervældet, der laa som en Dødvægt paa den økonomiske Udvikling; dernæst Krig, Borgerkrig, Blokade, Misvækst og Sabotage.
    Det afgørende er, at man nu er godt paa Vej til at arbejde sig op af disse frygtelige Tilstande - og efter alle Solemærker at dømme vil man fortsætte denne Udvikling mod bedre Vilkaar.
    Jeg kan her henvise til en nylig udkommen Bog af Ernst Christiansen og Aage Jørgensen: Ti Aars Sovjet-Styre, hvor disse Ting er indgaaende behandlet. Et vigtigt Træk i Ruslands nyeste økonomiske Historie er Bøndernes stigende Velstand. Endnu sidder de fleste russiske Bønder i fattige Kaar, der paa ingen Maade kan sammenlignes med de danskes. To Tredjedele af Ruslands Bønder er faktisk kun Husmænd (med mindre end 8 Td. Land hver); dog maa det erindres, at Jorden ofte er bedre end den danske. En russisk Husmandsfamilie paa 5-6 Medlemmer maa arbejde haardt for at tjene Udkommet; de lever jo hovedsagelig af at dyrke Jorden, et intensivt Husdyrbrug som det danske findes ikke; langt de fleste Bondebrug har kun 2-4 Køer. Redskaberne er ofte meget primitive, og Anvendelsen af Gødning ringe.
    Dog har Bønderne det utvivlsomt bedre end i Zarens og Godsejervældets Tid; de er nu fri Mænd, Afgifterne til Godsejerne er bortfaldet, Skatterne er mindre o. s. v.
    Staten søger af al Magt at forbedre Landbrugsproduktionen. Man lægger saaledes megen Vægt paa Landbrugets Industrialisering; der importeres i den Hensigt for store Beløb moderne Maskiner og Redskaber fra Udlandet (dog søger man ogsaa at udvikle en speciel russisk Industri til Dækning af dette Behov). Endvidere arbejdes der paa at samle Bondejorden, som i mange Tilfælde fra gammel Tid ligger spredt i Lodder paa forskellige Steder, man søger at indføre moderne Sædskifte, moderne Husdyrbrug, baseret paa Andelstanken o. s. v.
    Dog, det skal erkendes - disse Opgavers Løsning er ikke en speciel socialistisk Sag; de er jo i mange Henseender forlængst gennemført i et Landbrug som det danske.
    Industrien:<7i> Det vigtigste industrielle Aktiv i Rusland er vel nok Oliekilderne, navnlig dem i Bakudistriktet ved Kaukasus. Her er Produktionen nu større end før Krigen; Ruslands arge Modstander, Direktør Deterding for den engelsk-hollandske Petroleumstrust (Shell), paastaar ganske vist, at Sovjets Tal for Olieproduktionen er falske; men et Blad som "Frankfurter Zeitung" hævder herimod, at Sovjets Tal er gode nok.
    Et meget drøftet Spørgsmaal er den russiske Arbejders Realløn, idet man deri saa at sige har søgt Maalestokken for, hvad Arbejderne har faaet ud af hele den vældige Revolution. For at være retfærdig maa man tage sit Udgangspunkt i 1921, da Arbejdernes Realløn kun var en Femtedel af Lønnen i 1913, og dengang var den endda ussel nok; men nu er Reallønnen oppe paa Førkrigsniveauet, og den synes at være i fortsat Stigning. -
    Hele denne Side af Sovjets Historie, at faa bragt Produktionen i Vejret, behøvede som før sagt ikke at være noget afgørende Bevis paa Socialismens Fortræffelighed fremfor Kapitalismen. For det samme sker jo i kapitalistiske Lande; jeg behøver blot at henvise til den Forbedring i Tysklands økonomiske Kaar, der er indtraadt i den senere Tid.
    Afgørende er det derimod, om man har kunnet hindre, at det russiske Samfund spaltede sig i Rige og Fattige, mens denne Udvikling af Erhvervslivet fandt Sted. Om der samtidig med den forøgede Produktion har vist sig Tendens til Fremkomsten af en Rigmandsklasse.
   Man vil paa Forhaand mene, at en socialistisk sindet Statsmagt som den russiske i hvert Fald er en Garanti for, at der bliver gjort alt for at hindre en saadan Spaltning i Samfundet i Rig og Fattig, som Tilfældet jo i saa høj Grad er i Vesteuropa - en Spaltning, som er Roden til alt Ondt.
    Og naar man har studeret nøje, hvoraf de store Formuer i Europa og Amerika virkelig er opstaaet, vil man nære megen Tro til, at Sovjetregeringen vil kunne udrette uhyre meget i Retning af at hindre Opkomsten af en Rigmandsklasse.
    Thi naar Kapitalisterne vil fortælle os, at deres Rigdomme simpelthen er en Betaling for den vigtige Indsats, de gør i Næringslivet, saa er dette i hvert Fald kun i en vis Udstrækning rigtigt. En meget væsentlig Del af Rigdomsophobningen paa private Hænder sker paa uretmæssig Maade, og der vil derfor ikke opstaa nogen alvorlig Forstyrrelse af Samfundsproduktionen, fordi man skærer den bort.
    Dette gælder først og fremmest de Rigdomme, der opstaar som Følge af Privatejendomsretten til Jord og Grund og de naturlige Hjælpekilder i det hele taget; der er næppe nogen Tvivl om, at Hovedparten af de store Formuer stammer fra Værdistigning i Byggegrunde, fra Udnyttelse af Kul- og Jernlejer, Oliekilder o. s. v. Jorden og dens Rigdomme er den sikreste og bedste Yngleplads for Pengene.
    Hvis man kan hindre Privatejendomsretten til de naturlige Rigdomme - eller i hvert Fald ophæve Virkningerne af den - da har man derved hindret en meget væsentlig Del af Rigdommens Ophobning paa enkelte Hænder. Og netop i denne Henseende er Forholdene særdeles gunstige i Rusland; thi der er de naturlige Rigdomme en Gang for alle erklæret for at være Nationens Ejendom. Først og fremmest Oliekilderne, Kulminerne og Jernfelterne etc. etc. Dernæst Byggegrunde i Byerne; selv om Moskva udvidede sig efter samme Maalestok som New York, vilde en Astor eller Gould umulig kunne blive Resultatet deraf. Ogsaa Landbrugsjorden er ifølge russisk Lov Nationens Ejendom; Individet har kun en Brugsret dertil - vistnok en meget udstrakt Brugsret, men Spekulationshandel med Ejendomme og lignende er udelukket. Og i hvert Fald har Staten det i sin Magt at lade Gnundrenten flyde ind i det offentliges Kasser og ikke i private Lommer.
    En anden vigtig Maade at skaffe sig Formue paa er Handel, der jo i mange Tilfælde er en Forfordeling af de værgeløse Kunder, som Dr. Ranulf i sin Tid beskrev i "Social-Demokraten"s Kronik, undertiden ligefrem Snyderi og Bedrageri (jfr. Oprindelsen til forskellige store amerikanske Formuer). Men i Rusland er der sat Grænser for dette, fordi Handelen under Sovjetstyret i Hovedsagen er i Hænderne paa det offentlige og paa Kooperationerne.
    En tredje Kilde til Rigdomsophobning har været den at udsvede Arbejdskraften, særlig i Storindustri og Trafik. Paa dette Punkt har Rusland - men ogsaa andre Lande - skabt en Modvægt i Fagforeningerne og de sociale Beskyttelseslove samt ved at udvikle offentlige Foretagen der. I denne Henseende arbejder man altsaa parallelt med f. Eks. det danske Arbejderparti og de danske Fagforeninger; men i Rusland har Statsindustrien og -trafiken et meget videre og meget mere alment Omfang end i Vesteuropa; der arbejdes i meget større Udstrækning efter en almen Plan. Den russiske Statsindustri beskæftiger ca. 2 1/2 Mill. Arbejdere, medens Privatindustrien kun beskæftiger 100,000. Naar man taler om det "kommunistiske Eksperiment", er det sædvanlig disse Statsforetagender, der hentydes til; men i Virkeligheden hersker der megen Uklarhed over, hvorledes Forholdene i denne Henseende ligger. Det siges saaledes ofte: Se, Sovjet har kapituleret overfor Kapitalismen; Landbruget drives rent individualistisk, man har givet Tilladelse til privat Industri og Handel (Nep-Politiken), udenlandske Kapitalister har faaet Koncessioner o. s. v.
    Men disse Ting siger jo blot det, man kunde sige sig selv i Forvejen, at en almen Socialisering af Næringslivet, en altomfattende Statsovertagelse af hele den økonomiske Virksomhed ikke uden videre lader sig praktisere, selv om man besidder politisk Magt til at dekretere det. Mange Ting maa man nødvendigvis lade det "private Initiativ" arbejde med. f. Eks. det lille og det mellemstore Landbrug. Og i det hele taget bliver en Arbejderregering under alle Omstændigheder nødt til at udvise stor Forsigtighed, naar den griber ind i Næringslivet, selv naar det gælder den store Industri. Jeg tror, man i denne Henseende maa kunne lære overmaade meget af den russiske Administration af Storindustrien, saadan som denne fungerer nu; der er næppe Tvivl om, at man efterhaanden faar bedre og bedre Greb paa at ordne slige Ting.
    Statsindustri angribes med mange Argumenter; man siger saaledes, at den svækker Initiativet; dette Prædikat til Statsdrift er jo efterhaanden i Folks Omdømme blevet ganske selvfølgeligt, men passer det? Jeg tror, denne Paastand savner tilstrækkelig Bevis. Kan det svække Initiativet i et stort Aktieselskab, hvis f. Eks. Staten erhverver Aktierne? Videre siger man, at Statsdrift avler Bureaukrati; og i denne Henseende har russisk Virksomhed jo bestandig maattet staa for Skud, ikke mindst fra Anton Karlgrens Side. Tiltrods for sin Professortitel, der dog skulde garantere for Saglighed og Objektivitet, serverer denne Mand os stadigvæk Skildringer fra Rusland, hvori Bedømmelsen og Vurderingen af det, der foregaar, er i den Grad ved Siden af, at det er til at tage og føle paa selv for dem, der ikke har været Forholdene derovre paa nært Hold.
    Hyppig stiller man sig skeptisk til Statsindustri, fordi man ikke tiltror en saadan Evnen til at opsamle den nødvendige Kapital. Jeg kan ikke se, at der principielt skulde være noget i Vejen for en saadan Kapitaldannelse (jfr. f. Eks. Erfaringerne fra Københavns kommunale Gas- og Elektricitetsværker). Men i denne Henseende har Rusland jo været meget daarligt stillet, idet det praktisk talt ikke har kunnet faa Laan i Udlandet; det maa derfor skabe sin ny Kapital paa den møjsommeligste af alle Maader - nemlig ved at lægge Rubel til Rubel. Dog, det er altid Kapitaldannelsens første Stadium, der er det vanskeligste; thi Kapital er jo produktiv - og allerede nu ser man et Opsving i denne Henseende; de i offentlige Foretagender anbragte Kapitaler stiger nu med tiltagende Hastighed.
    - - -
    I det foregaaende har jeg hovedsagelig omtalt de erhvervsmæssige Forhold, fordi disse danner Grundlaget for hele det russiske Samfundsliv, for Landets socialistiske Fremtid. Men de økonomiske Værdier er paa den anden Side ikke alt. Visse værdifulde Resultater af den russiske Revolution kan ikke maales med Tal eller vurderes i Rubler og Kopek, nemlig den Løftning, som Revolutionen maa have været for disse Millioner af undertrykte Folk - den Udløsning og Befrielse, disse Aar under Sovjetstyre maa have været for dem, den Følelse af Frihed og Selvhjulpenhed, der maa have grebet dem og faaet dem til at ranke Ryggen og se alle Mennesker og alle Nationer frit ind i øjnene.
    Baade naar man ser økonomisk paa Forholdene, og naar man betragter Tilstandene derovre i den store Republik fra et videre menneskeligt Synspunkt, tror jeg, man kan ønske Sovjetunionen tillykke med de opnaaede Resultater og med de Løfter, den giver for Fremtiden. -
    Forsaavidt kan Arbejderpartierne i Vesteuropa kun omfatte Forholdene derovre med Sympati. Derimod vil de med Rette kunne beklage sig over Russernes Indblanding i de vesteuropæiske Arbejderpartiers og Fagforeningers Politik; jeg vil ikke sige, at denne ikke har haft sine gavnlige Virkninger - i mange Henseender har den vel været en nødvendig Vækkelse. Jeg vil heller ikke gentage den evige Beklagelse over Sovjets Indgreb i Georgien; dette Punkt mener jeg, man bør betragte rent økonomisk, nemlig saaledes: skulde England og Amerika have Oljekilderne, eller skulde Sovjet have dem? For selvfølgelig vilde Georgien blive en Vasalstat under Rochefeller eller Deterding, hvis ikke Sovjet havde indlemmet det i sin Union.
    Men jeg tænker paa de Begivenheder, der førte f. Eks. til de engelske Fagforeningers nylige Brud med de russiske. Dog - efterhaanden vil Uoverensstemmelsen mellem Øst og Vest selvfølgelig udlignes; - de spændte Forhold vil afspændes, og Vesteuropa vil kunne drage den fulde praktiske Nytte af de Erfaringer, der er gjort under Sovjetstyret.

Knud Korst.