Som Udgangspunktet for en Vurdering af Shaws Program vælger jeg "Tilbage til Methusalem" fra 1921 (Back to Methuselah. A metabiological pentateuch). Bogen bestaar efter Shaws Vane af et omfattende Forord "Det vantro Halvsekel" og et Skuespil, der er en Blanding af filosofisk Afhandling og fantastisk Roman à la H. G. Wells. Forordet giver i direkte Form samme Tankeindhold som Skuespillet. Shaw er en yderst sammensat Natur, og faa Skribenter er blevet saa mistydet og saa forskelligt bedømt. Maaske er det ham ikke altid ubehageligt at virke mangetydigt. Herved opnaar han at opløse den Hjernestivhed, han bekæmper. Det hører med til hans pædagogiske Metode at gøre Meningerne flydende for at kunne lede dem ind i ny og bedre Kanaler. Hans Tvivl, Spot og Halløj er den Fløjte, hvormed han faar Folk til at danse. Dansen er hans Skuespil, men dens Program er: hver Ting paa sin rette Plads. Han kan ikke opgive Paradokset, Overdrivelsen og den spraglede Humor, for det er en Del af hans Natur, og han bruger det som en Tryllestav. Han optræder gerne som Narren i Komedien med et grønt og et gult Ben, for saa opnaar han at irritere de liberale med sin Respekt for Konservatismen og de konservative med sin Socialisme, de kristne med sin Foragt for Dogmer og traditionel Moral, Atheisterne med sin Tro paa Menneskets guddommelige Bestemmelse. Men man forstaar ikke Shaw, dersom man kun ser de spillende Eger og ikke Navet i hans Væsen. Allerede den Ihærdighed, hvormed han stadig fortolker sig selv, viser, hvor meget det er ham om at gøre, at Læseren faar Øje paa den faste Akse i Hvirvlen. Gang paa Gang er hans Personer Talerør for hans Anskuelser og Scenerne Diskussionsmøder med hans Modstandere - som i "Tilbage til Methusalem", hvor der tegnes en sønderlemmende vittigt Portræt af Lloyd George (Joyce Burge i Part 2: Gospel of the brothers Barnabas). Og Gang paa Gang danner han Idealbilleder af den Livstype, han elsker, det frodige, frie og kloge Menneske, gennem hvem det skabende Liv strømmer i et Opvæld af formende og fornyende Kraft - Candida f. Eks. eller Jeanne d'Arc.
    Bernard Shaw begynder sine Overvejelser med en Kritik af Darwinismen, der har adskillige Lighedspunkter med den Fordømmelse af "den daarlige Darwinisme", Johannes V. Jensen har fremført herhjemme. Ogsaa i den idealsociologiske, personligt bestemte Fremstilling og i Voldsomheden af mange Domme minder Shaw om Johs. V. Jensen. Og ligesom Johannes V. Jensen engang udtalte, at han havde tænkt sig, Dreng og Moa skulde erstatte Adam og Eva, saadan betegner Shaw sit Skuespil som et Bidrag til en moderne Bibel. Det begynder i Paradis og ender Aar 31,920 og kan kaldes Shaws "lange Rejse."
    At man undertiden i Shaws Forord snarere mindes om K. G. Chesterton end om Johannes V. Jensen, kan give en Forestilling om, hvor svær Shaw er at bestemme. Han ligner Chesterton langt mere, end man skulde tro, naar man kun hæfter sig ved deres forskellige religiøse og politiske Standpunkter. Begge jonglerer virtuost med det stilistiske Paradoks og bruger det uden Skrupler som Erstatning for Argument - afskrækkende Eksempel paa denne Taskenspillerkunst fra Shaws Værk: I am not an Agnostic: I am a gentleman. When I believe a thing I say I believe it: when I don't believe it I say I don't believe it. En dybere Lighed mellem Shaw og Chesterton ligger i deres Vantro overfor den officielle Videnskab og Had til al Mekanisering, deres Kærlighed til den fantastiske Mulighed, det frugtbare og eventyrlige Liv. Endnu nærmere kommer man Ligheden mellem dem, naar man erindrer om Billedet med Navet og Egerne. I Hvirvlen søger de et Midtpunkt, de vil forene Livets Varme med Livets Fasthed - det er den Trang, Goethe gav Udtryk i det hede Aandepust:

    Weh, weh!
    Innere Wärme,
    Seelenwärme,
    Mittelpunkt!

    Goethes Ringeagt for Mikroskopet og andre kunstfærdige Hjælpemidler i Naturbetragtningen finder karakteristisk nok en Tilhænger i Shaw. Han tror ikke paa Darwin, fordi den naturlige Udvælgelse synes ham at reducere Livet til et grusomt, hæsligt og uværdigt Maskineri. Man maa være Idiot eller Slubbert for at kunne leve i saadan en Verden, raaber han rasende. Det er Lamarck, ikke Darwin, der har forstaaet Udviklingens Hemmelighed. Ikke Omstændighederne alene, men først og fremmest Viljen til Udfoldelse skaber Udviklingen. Giraffen fik sin lange Hals, fordi den ønskede at naa de højeste Blade: Ønsket skaber sit Instrument.
    Shaw ønsker at være mere end Sædeskildrer og Komedieskriver, han vil danne Billedet af sin Tids Religion. Naar han kritiserer Shakespeare, hvad der ofte har vakt Undren, er det fordi han finder hans rent humane Holdning utilfredsstillende. Kunstneren skal være en Profet, hvis Værk peger fremad i Udviklingens Retning. Sin Religion, Tidens Religion, finder Shaw i Troen paa den skabende Livskraft, altsaa Vitalismen og Bergson. I sine yderste Konsekvenser fører Shaw denne Tro ud i Fremtidsperspektiver, der ligner Teosofien og Viggo Cavlings Fællesaand. Udviklingen er gaaet fra det uorganiske gennem det organiske til det bevidste, og hvorfor skulde ikke paa et fjerde Stade alt blive Aand? Hvad der saa videre vil ske, er ikke godt at vide - nok er det, at der er et "videre", den skabende Udvikling lader sig ikke standse.
    Det forekommer mig ikke, at Shaw's hæftige Argumentation til Fordel for denne Opfattelse af Udviklingen har nogen videnskabelig Interesse. Sagen afgøres ikke ved indre Overbevisning og hasarderede Paastande, men ved Iagttagelse og Eksperiment. Vi maa i øjeblikket sige, at vi maa antage, en Udvikling har fundet Sted, men vi ved intetsomhelst sikkert om, hvordan den har fundet Sted. Maaske vil baade Lamarcks og Darwins Formodning vise sig at indeholde et Moment af Sandheden. Men at Shaw bygger en saa væsentlig Del af sin Livsanskuelse op paa en usikker videnskabelig Formodning, viser hvor ukritisk en Tænker han er.
    Bernard Shaws Fremstilling af sit Forhold til Darwinismen er af betydelig historisk, men af ringe filosofisk Værdi. Med særlig Interesse læser man hans Forklaring af, at Darwin kunde tages til Indtægt baade af Militarister og Fredsvenner, Kapitalister og Socialister. Darwins Fremhævelse af Milieuets afgørende Betydning og hans Forsøg paa at give Udviklingen en naturlig Aarsagsforklaring uden guddommelig Indgivelse eller mystisk Hensigt falder nøje sammen med den Tankegang, Marx anlagde paa Samfundet. Der er tæt Overensstemmelse mellem Darwins naturlige Udvælgelse og Marx' historiske Materialisme. (1848: Marx, Das kommunistische Manifest. 1859: Darwin, The Origin of Species. 1867: Marx<(i>, Das Kapital 1. 1871: Darwin, The Descent of Man). Marx ødelagde Borgerskabets moralske Prestige, og Darwin kom til at virke i samme Retning ved at undergrave de religiøse Dogmer, i hvis Skalkeskjul Bourgeoisiet realiserede sin virkelige Religion: nemlig at den, der har Sukces har Ret. Paa den anden Side forstaar man, at netop Kapitalisterne i Darwin kunde se deres Mand. Hans Lære om Kampen for Tilværelsen og the survival of the fittest, syntes at give Læren om den fri økonomiske Kappestrid en Sanktion som udsprunget af selve Naturens hellige Orden. Det blev et nyt social-økonomisk Dogme, at al Idealisme, ethvert Forsøg paa at bedre de udbyttedes Kaar, stred mod en politisk økonomis Lov. Naar der i Lancashire opbrugtes ni Slægtled af Lønslaver i eet Slægtled af Ejere, kunde det vanskeligt undskyldes med Henvisning til en algod og alvis Gud, men langt bedre ved at anføre en ubøjelig Lovmæssighed i Naturen. Kapitalisterne fandt i Darwin Mod til at vedkende sig den Klassekamp, de saa længe havde praktiseret, men ogsaa Socialisterne fandt Behag i at se deres Kamp legimiteret af Naturen selv, i Stedet for at blive betragtet som Kainsnaturer eller Galehuslemmer. Den, der kender Darwinismens og Socialismens Historie vil vide, at det gik paa ganske lignende Maade i Tyskland og Italien, som Shaw skildrer det i England. Var det ikke Virchow, der afviste Darwin som samfundsfarlig, mens Haeckel forsvarede ham som Aristokrat - og kan man tænke sig en større Forvirring?
    Shaw tager Afstand fra Darwin og Marx, fordi han finder dem for mekaniske og materialistiske. Hans Kritik indeholder næppe noget, der er nyt for vor Tid. Men han har rigtigt set, at Udviklingslære og Socialisme hører s ammen, og at de som praktisk Livsanskuelse kræver at forbindes med en moralsk Hensigt, en etisk Idé. Han finder - som den uforbederlige Biolog han er - denne Ide i Læren om den skabende Udvikling. jeg finder den i den kritiske Idealisme. Hvor Shaw siger: Darwin, Marx, Bergson, siger jeg: Darwin, Marx, Kant. Jeg tror ikke, den skabende Udvikling er bedre i Stand til at give os en Moral end den mekaniske Udvikling. Men skønt jeg altsaa synes, Shaw er galt erkendelseskritisk orienteret, mener jeg, det er en rigtig Følelse, der driver ham frem. Bernard Shaw søger et Ideal, der er højt og omfattende nok til at være Maalet for hele Menneskehedens Anstrengelser, og han forstaar, at et saadant Maal ikke kan være endeligt. Han forstaar ogsaa, at det ikke kan aabenbares os paa overnaturlig Maade, men maa være et Udtryk for det inderste i vort eget Væsen. Og heri har han Ret.
    Et Par Ord om Shaws Syn paa praktisk Politik: Han betragter Opportunismen som et Udslag af daarlig Darwinisme - vilde altsaa anse den liberale Johannes V. Jensen for en lige saa slet Biolog som Lloyd George. Verdenskrigen definerer Shaw som et idiotisk Forsøg fra hver krigsførende Magts Side paa at sikre sig selv the survival of the fittest ved naturlig Udvælgelse - eller som han pudsigt siger: by circumstantial selection. Sovjet staar for ham som et Forsøg paa at vise, at materialistisk Kommunisme er mere effektiv end materialistisk Nihilisme. Han savner altsaa i Kommunismen den religiøse Aand, ganske som Dostojevski fordømte Socialismen som mekanisk og verdslig og satte Kristendommens Broderfølelse op mod Proletariatets Krav om bedre og materielle Kaar. Saa underligt mødes og skilles Begreberne i de forskellige Bevidstheder! Shaw anerkender, at Kommunismen prøver at gaa frem paa en ordnet og intelligent Maade med det Formaal at etablere en streng bevidst Udvælgelse af Arbejdere som mere egnede til at overleve end Driverter. Imens hvirvler Vestens Magter afsted, tørner sammen og strømmer videre, i det Haab at dersom de vedbliver at gøre deres værste, vil de blive naturligt udvalgte til at overleve uden at have det Besvær at tænke over det.

Otto Gelsted.