Jeg har altid beskæftiget mig levende med Spørgsmaalet om den Mission, der hviler paa Forfatterne, og de mangfoldige Virkninger, denne Mission moralsk og intellektuelt udøver paa Forfatternes Udvikling. Paa Baggrund af den nuværende sociale Kamp, der udpræges og klargøres fra Dag til Dag, kommer dette Spørgsmaal skarpere end nogensinde til Udtryk, og det er af Vigtighed, at de, der sætter sig som Formaal at skabe Bøger eller Billedværker, gør sig klart, hvad de forpligter sig til, dersom de vil fastholde den menneskelige Tradition.
    I Virkeligheden er denne Tradition kun i ringe Grad blevet holdt i Ære af de Intellektuelle og - tværtimod hvad Tilbederne af den nuværende Orden paastaar - har Forfatterne ikke udmærket sig ved Selvstændighed, ja ikke engang ved dyb Virkelighedssans. Med faa Undtagelser, der kun bekræfter denne historiske Kendsgerning, har Forfatterne været konservative. De har været Tolke, Lovprisere og Sagførere for deres Tid eller rettere sagt for deres Tids Autoriteter, og naar de undertiden har vist et Skin af Mod, er det næsten udelukkende paa Moralens Omraade, hvor deres Indblanding var uvirksom og uskadelig, og ikke i Politik eller i Opposition til Dagens Mægtige.
    Forresten har man forsvaret Forfatternes Tamhed, Døsighed og moralske Unyttighed med en hel Teori: Skribenten, sagde man, bør male, skrive, røre og betage uden at blande sig i politiske Diskussioner og Stridigheder, der kun kan forringe ham. Han maa holde sig udenfor dette Røre, hvor han har alt at tabe og intet at vinde, og han maa indskrænke sig til at skrive og male uden at tage Parti. Denne Teori om Kunsten for Kunstens Skyld ("l'art pour l'art") tjener i Virkeligheden til at skabe konservative, fordi den spærrer den intellektuelle ude fra praktisk Virksomhed.
    Til Nød taalte man Angreb paa de hellige Autoriteter, naar de fremsattes i et Slør af Ironi og Antydninger - en Form, hvis Hovedegenskab det er ikke at have den ringeste Indflydelse paa Tingenes Gang. Rundt omkring i den umaadelige Hob morer man sig og ler ad Spotteviserne og deres Ordspil og glemmer saa deres Betydning. Og selv de voldsomste og skarpeste Skældsord, som en eller anden Digter fra Tid til anden af ornamentale Grunde føler sig tilskyndet til at udstøde mod Krigens Rædsel og Menneskenes Barbari, lader man uden videre fordampe.
    Men vi lever i en Tid, hvor det ikke er muligt at blive stikkende i Halvheder. For mange øjne er aabne. For mange Ting er blevet sagt og sagt paa afgørende Maade. Allerede er Begyndelsen sket til en Nyformning af dette Samfund, der er slynget ud af Ligevægt ved Ulighed, meningsløs Fordeling af Byrderne, visse Privatinteressers uhyre Elephantiasis og ved den skændige, økonomisk betingede Opretholdelse af den nationale Kappestrid og Modsætningerne mellem Folkene.
    Hvis Pennens Mand ikke fuldstændig vil opgive enhver højere Ærgerrighed og reducere sig til at være underholdende, maa han tilrette sit Væsen efter den nye Ordnings Krav, der er den logiske og retfærdige Ordning. Alle, der i Billeder eller Ord er med til at levendegøre den nuværende Civilisations Billede, maa forstaa, at de ikke kan undslippe det Ansvar, som Menneskenes voksende Klarsyn paalægger dem.
    Iøvrigt betyder dette for dem, der frembringer Billedkunst og Litteratur, mere et moralsk end et intellektuelt Fremskridt - det drejer sig ikke længere saa meget om at finde paa som om at forstaa. Af den Tid, vi gaar igennem, maa en ny Slags Mennesker fødes: Mennesker, der ikke lader sig afspise med Ord, der anser det for en Pligt at trænge til Bunds i Tingene, følge Aarsagers og Virkningers Kæde, ikke skrækkes tilbage for de Følgeslutninger, der frembyder sig, af Frygt for at støde an mod en eller anden Tradition eller dem alle paa en Gang. Morgendagens Mænd skal være ærlige paa en kæk, tapper, heroisk Maade. Og de vil blive det, for de store Kræfter, der rører sig i Livets Genopbygning, driver naturnødvendigt en udvalgt Skare mod en saadan Lutring. Det er i hvert Fald ønskeligt, at Forfatterne begriber Haardheden af de Pligter, der paalægges dem af den nye Stilling, hvori Menneskeheden befinder sig, og at de ikke opfører det beklagelige Skuespil at bekæmpe den offentlige Skæbnes klare og nødvendige Krav - ja, at de heller ikke er altfor længe om at indse dem.

Henri Barbusse.