Knet-logo
Danske Kulturtidsskrifter 1917-45

Red.: Det Kongelige Bibliotek

Om / About  Hjælp / Help

Op
Clarté (1926-27)
1926
Nr. 09 - September - Studenternummer

Forrige Næste
[3] s. 1-2
Hartvig Frisch: Til danske Studenter

Facsimile

Tidsskriftprojeter

1926:9s

TIL DANSKE STUDENTER

Den krøllede Frits, Klint fra Genboerne og Lykkeper, det er den danske Student i Tyverne, Fyrrerne og Firserne, det er den romantiske, den nationalliberale og den radikale Student. Rundt omkring paa vore Kollegiers Gange eller i Foreningerne træffes Typen endnu som Karikaturer: den muntre Student med Huen i Nakken, den politiserende nationale Student med Gevær og den aandsradikale Student med Pressefolder i Bukserne.
    Vort Aarhundredes Student har ikke gjort sig gældende endnu som nogen Verdens Ting. Bukdahl har i en ordskøn Kronik fra Frokoststuen samlet Madpapiret sammen og blæst Krummerne fra Efterkrigstiden fra sig; der var ikke mere tilbage end en romantisk Eftersmag af Sjælsdybde.
    Bliver det saadan ved? Det afhænger af, om den danske Student kan aflæse Barometret for Tidens Tryk. Viseren svinger stærkt efter de forskellige Luftlag. I Studenternes Sfære staar den paa klart - smukt - meget smukt, men dybere nede, blandt de 50.000 Arbejdsløse: Udsigt til skiftende Vinde, Storm, Cyklon.
    Her er et Valg for eller mod det sociale i Tiden.
    Hvad er Umagen værd? Sidde ved Bredden og nynne og drømme med Ung Dansk Litteratur i sin Haand? Vandre paa Pladsen med de grønne Træer i Jesu Fodspor, som dog ved Helge Rodes Lakstøvler er noget udtraadte? Kort sagt behage Borgerskabet? - Eller gøre en Indsats, være sin Tid bekendt, bruge sin Viden til at rive Masken af dette Grosserersamfunds Ansigt, som skjuler sine plumpe, kapitalistiske Træk under et Slør af "Dannelse", Filantropi, national Veldædighed og skatteborgerlig Ædelhed !
    Danmark er i Øjeblikket aandelig set Provins. Krigen har lukket os inde. Vort Nyhedsstof er Personalia. Vor Tænkning er tandrupsk. Vor politiske Debat er et Kapløb af gamle Travere, stivbenede og gigtsvage. Størstedelen af vor Kunst er Frikadelle og vor Religion er en Jargon. Er der ingen aandelig Indignation mere i dette Land?
    Student 1926, vær med til Træning for den nye Tids sociale Kamp, til at spejde efter Udlandets Signaler og hejse Internationalismens frie Flag. Læs Clarté og brænd dine Skibe.

Hartvig Frisch.