Knet-logo
Danske Kulturtidsskrifter 1917-45

Red.: Det Kongelige Bibliotek

Om / About  Hjælp / Help

Op
Clarté (1926-27)
1926
Nr. 11 - November

Forrige Næste
[10] s. 326-328
Borgerligt Aandsliv

Facsimile

Tidsskriftprojeter

1926:11

BORGERLIGT AANDSLIV

[Tegning af Anton Hansen]

- Hr. Lærer, hvem er Karl Marx?
- Det er ikke nogen - men kan du sige mig, hvad Aar Erik Blodøkse regerede?

MILLIONÆRER
   En Amerikaner, Albert W. Atwood, har skrevet en Bog, som forsvarer de miskendte Dollarsfyrster mod Demagogernes smudsige Angreb. Mr. Atwood peger navnlig paa den Kendsgerning, at Ford, Morgan og Rockefeller som alle andre Mennesker kun kan bære eet Sæt Tøj, opholde sig i eet Værelse og spise eet Maaltid Mad ad Gangen. Saadan set er der altsaa ikke nogen Forskel paa rige og fattige.
    Og naar man endelig vil tale om Forskel, mener han, at Proletaren egentlig er den bedst stillede. Den fattige har nemlig det at se hen til, at han maaske engang kan blive rig, mens Millionæren er rig, og saaledes ikke har noget at haabe. Og da Haabet er Menneskesjælens bedste og sødeste Følelse, kan ingen nægte, at den fattige er lykkeligere end den rige, den sultne mere begunstiget af Skæbnen end den mætte.
    I et andet Afsnit gør Mr. Atwood opmærksom paa, hvilken Velsignelse Millionærernes storladne Sindelag har været for Samfundet; rige Gaver er givet til Skoler, Universiteter, Ungdomsforeninger og kirkelige Samfund, og der har kun været knyttet den stiltiende Betingelse til Gaverne, at de betænkte Institutioner til Gengæld skulde gøre deres for at kvæle enhver socialistisk Følelse eller Bevægelse i Tide.
    I Spørgsmaalet om Udviklingslæren mener Mr. Atwood, at man maa indgaa et Kompromis. Stillet overfor Kendsgerningerne tør han ikke benægte, at f. Eks. de russiske Bolsjeviker nedstammer fra Aberne, mens han bestemt maa holde paa, at Ford, Morgan, Rockefeller etc. er skabt i Guds Billede.

EN FARLIG MAND
   Politikens forhenværende begavede Literaturkritiker, Hr. Henning Kehler, forkyndte umiddelbart før sin Død, at han i Tidens Løb havde haft 999 Meninger. Politikens nuværende begavede Literaturkritiker, Hr. Tom Kristensen, har nu i en Rustale i Studentersamfundet meddelt, at han overhovedet ingen Meninger har. Dog ved han, at Verden rummer tre store Realiteter: Jørgen Bukdahl, Verdenskrigen og den russiske Revolution, men personlig kan han kun overskue den første.
    Hr. Tom Kristensen tog endvidere Afstand fra de store Ord og gav den Oplysning, at Clartés Medlemmer "gaar til hemmelige Møder og ser sammensvorne ud!" Samtidig opfordrede han indtrængende Foreningen til at se Faren lige i Øjnene."
    Desværre fik man ikke at vide, hvilken Fare det egentlig drejede sig om. Og skønt Hr. Tom Kristensen endte med at gøre Mussolinis Valgsprog: "Lev Livet farligt" til sit, blev det heller ikke oplyst, ved hvilken Lejlighed Politikens besindige Literaturanmelder har udsat sin Person for Farer, der kunde berøve ham det bedste Blads og det bedste Borgerskabs Agtelse og Tillid.

DEN VELSIGNEDE FATTIGDOM
   B. T. af 27. Okt. beklager sig i følgende rørende Vendinger: "Der var en velsignet Fattigdom, med Slid og Nøjsomhed, med en hærdende Opdragelse og en smal Kost, men alligevel en grov Mad, der gav Kræfter. Der var en Fattigdom, der opdrog Børn til at være emsige som smaa Myrer, en klarøjet Fattigdom, der bar Hovedet højt og satte en Ære i ikke at skylde nogen noget og ikke at modtage noget af nogen. Nu er Fattigdommen sur og snavset, en bitter og bedsk Fattigdom, der lugter af daarlige Cigaretter og daarlig Kaffe, en Fattigdom, hvor man modtager Samfundets Velgerninger (sic!) med et ondt Blik. I disse Hjem kan ikke let opvokse Fremtidens Stormænd. Den moderne Fattigdom har ikke det lykkelige Smil, naar den tørrer Sveden af Panden med Bagen af sin Haand. Den moderne Fattigdom er tavs og indadvendt, den ruger over at hævne sig paa Menneskene, naar den synes, at Vorherres Haand er vendt imod den."
    Saamange var Ordene i B. T. Ak ja! Den kære, velsignede Fattigdom, som var de riges Trøst og faste Søfttepunkt! Og er det maaske ikke Toppunktet af Uretfærdighed, hvis Overklassens Mennesker skal straffes for Vorherres Forsyndelser?