Som bekendt driver de danske Professorer i Filologi en dobbelt Virksomhed: foruden det rent sproglige beskæftiger de sig ogsaa med deres respektive Sproggruppers Kultur- og Samfundsforhold. Eksempler er Arthur Christensen og Østrup. Deres Anseelse kaster Glans over Professor Karlgren og faar Folk til at betragte Karlgrens Bog om "Bolsjevikernes Rusland" som et tilsvarende Standard- og Referenceværk. Professor Karlgren betegner i sin Fortale selv sin Bog som et Værk om det russiske Samfund, ikke som en uansvarlig Rejsebeskrivelse eller politisk Pamflet.
    Det er beklageligt, at dette Standardværk ikke indeholder en Bibliografi, en solid Bogfortegnelse. Det vil de være nyttigt for enhver, der ønsker at drive yderligere Studier. Men den Maade, Bogen er bygget op paa, forhindrer maaske dette. Forfatteren kender efter sit eget Udsagn mindre til Bolsjevismens teoretiske Bekendelsesskrifter, men derfor kunde han godt have omtalt den mere "praktiske Litteratur", han har læst. Den mere "praktiske" Litteratur har givet sig Udslag i et Utal af større og (især) mindre Citater af Kommunister, store og smaa, ofte unavngivne, og Citater fra kommunistiske Aviser (men ikke fra vægtigere økonomiske Undersøgelser, der vel lige som Marx Kapitalen i Karlgrens øjne er "Bekendelsesskrifter"). Det er helt rørende at se et Standardværk opbygget paa Aviscitater fra utilfredse Indsendere! Og endnu mere rørende er Bolsjevikernes Utilfredshed med deres eget Arbejde. Jeg slaar op i Bogen og falder over Side 297: "Syv Aar er gaaet til Spilde. Vi har i syv Aar ikke foretaget nogen saadan Fremrykning paa den tredje Front, at den skulde garantere os mod den stadig voksende Vankundighed". Det er en Tale, holdt af Lunatjarskij i 1924. Det er virkelig humoristisk at høre en Undervisningsminister være saa nidkær og ivrig efter at paapege Svagheder indenfor sit eget Departement. "Vi kan ikke sige, at Folket er i Færd med at hæve sig ud af den Vankundighed, hvori Czarismen holdt det nede." En sønderskærende Nedsabling; men mon den ikke har virket lidt paa de Herrer, den var møntet paa? Tænk om vore Regeringer her i Vesteuropa var pinligt samvittighedsfulde og afslørede deres egne Svagheder, hvad de nu overlader til Oppositionen; jeg tror, vi vilde respektere dem. Og samtidig er der ind ad Døren kommet "Wochenbericht Nr. 39 der Gesellschaft für kulturelle Verbindung der Sovjetunion mit dem Auslande". Det er ganske vist russisk, men Karlgren benytter ogsaa russiske Citater. Her meddeles, at der nu bestaar 6500 Landsbybiblioteker og 18.000 Vandrebiblioteker. Hvor mange var der under Czarismen? Det ved De vel, Hr. Karlgren? Eller skyldes den manglende historiske Indledning i Deres Bog Vankundighed? Der er her to Muligheder: en Skildring af Czarismen vilde svække Deres Bog, idet den vilde forklare de fleste af de Vanskeligheder, Rusland maa kæmpe med. f. Eks. Analfabetismen, der dog er et ægte czaristisk Produkt. Eller De ved ikke noget. Jeg vil tro det bedste om Dem. Men overfor Oplysningen om de 6500 Biblioteker i Landsbyerne staar nu Deres Bemærkning: "disse Institutioner - eksisterer nemlig for Øjeblikket praktisk talt slet ikke". Man lægge Mærke til det lille Ord praktisk. Hvem har nu Ret: Ugeberetningen eller den avislæsende Karlgren ?
    Paa Side 286 læser man en Skildring af Folkets Utilfredshed med Sovjet. Droskekusken, Opvarteren paa Restaurationen, Cigaretsælgeren paa Gaden udtrykker deres Utilfredshed. Spørg herhjemme de tilsvarende, og man vil omtrent faa Svar, som man spørger. Søg Visdom hos Deres Barber, Hr. Karlgren, og hvis han er en nogenlunde fornuftig Mand, vil han servere Dem selv. Overfor Klagerne over Sovjets Varer skal vi henvise til, at De selv, Side 162, skriver, at Detailhandelens Paalæg er fuldstændig abnorme, og at det er den private Detailhandel, der flaar Befolkningen, medens Statsvirksomhederne nedsætter deres Engrospriser. Da det her gælder for Dem om at fremstille Sovjet som afskrækkende for Arbejdere, skriver De: "Men til Dels - og for Størstedelen-er Aarsagen til de opskruede Priser en anden: en uforfalsket og ublufærdig Profitlyst, som i det proletare Rusland breder sig i akkurat lige saa høj Grad som nogen Sinde i Kapitalistlandene." Men De maa selv indrømme, at saa længe Privathandelen beherskede Engroshandelen, "fejrede denne Profitlyst kraftige Orgier, der og førte til de mest ugenerte Spekulationer". Og De maa indrømme, at her standsedes den ved, at Privathandelen fordreves fra Engrosmarkedet. Men den drives endnu indenfor Detailhandelen. Det er da glædeligt, at efter at Deres Bog er skrevet, er ogsaa Detailhandelen ved at blive fortrængt. Brugsforeningernes Omsætning steg fra 3788 Millioner Rubler i 1924-25 til 6305 Millioner i 1925-26, hvad De selvfølgelig ikke kunde vide.
    Meget af Bogen er en kapitalistisk Smaaborgers ufrivillige Selvbekendelse.
    Deres Kendskab til Socialismen synes virkelig ogsaa at bero paa Avislæsning. Det Begreb, De opstiller Side 9-10 om "Proletariatets Diktatur" er virkelig Koppelsk. Borgerligt Hjernesløjd. Det, Deres Avis kalder Diktatur, kalder tænkende Mennesker Oprør. Det passer udmærket paa, at De selv maa indrømme, at "Proletariatets Diktatur" blev kortvarigt. Det var ikke godt, om en Operation skulde vare evindelig. De tror paa en indbildt Syge, De kalder Operation. De ser som en almindelig Smaaborger Arbejdernes Revolution som et stort Tyveri, hvor Arbejderne lader fem være lige og rager til sig, som om de var Kapitalister, og boltrer sig i alskens borgerlige Udskejelser paa Mavens og Sexualitetens Omraade.
    Netop dette Anarki undgaas ved Proletariatets Diktatur, og da De ikke læser Bekendelsesskrifter, men eventuelt dette af Nysgerrighed, skal jeg kort beskrive det: Arbejderklassens store Styrke er dens indøvede Disciplin, dens Evne til at vælge Ledere og adlyde disse. De forstaar maaske ikke Solidaritet og Klassedisciplin. "Her nytter det ej at spidse Mund, her maa der fløjtes", som den
    gamle Dessauer siger i Anekdoten (undskyld Anekdoten, Hr. Karlgren!) om Soldaten, der skal hænges. Ligesom Tyrkerne berøvede de kristne deres Marv ved Janitscharsystemet, saaledse stjæler De og Deres gennem Skole og Universitet og først og fremmest gennem Penge vore intelligente Folk fra os, idet selve det dyriske i os jo altid føler sig fristet af Deres Individualisme. Men Arbejderklassen skaber trods alt en Avantgarde, hvis Valgsprog er een for alle og alle for een, modsat Deres fri Konkurrence, der omsat i en kort Sætning hedder: een mod alle og alle mod een. De forstaar det ikke, og for Ruslands Vedkommende kalder De det Klikevæsen. Heldigvis er Hovedparten af Kliken Arbejdere. Hvem der regerer herhjemme, har cand. jur. Mikkelsen i Clarté Nr. 4-5 oplyst om for Aarene, indtil Deres Bog blev skrevet. Det er allenfals ikke Arbejdere ved Maskinen, der er ikke een eneste Arbejder der.
    Da Karlgren gik i Land paa Robinson Crusoes Ø, saa han med et misbilligende Blik paa dennes Palmehytte og sagde: "Ha! Sikken en Bolsjevik! Du lever her i en ussel Hytte, skønt du fra det strandede Skib har Redskaber og Tømmer nok til at bygge et fint Bjælkehus!" Og han henviste til sin Bog om Bolsjevikernes Rusland, hvori han paaviser, at Bolsjevikerne havde et stort Handicap (Side 115), --(linie faldet ud)-- har nok af Ting, men mine Driftsmuligheder har været ringe. Jeg har maattet bygge alt op fra neden. Og der skal Tid til. Jeg har kun været her et Par Aar. Nu er mine første Livsfornødenheder sikret, og for næste Aar har jeg en Plan til et nyt Hus." "Plan!" siger Karlgren, "Sæbebobler ! Du er en fantastisk Drønnert, Robinson ! Du maa hellere lade mig stille en Mand til din Raadighed med en Prioritet i disse unyttige Ting!" Han peger paa Tømmeret og Redskaberne. ( Man maa undskylde, at Karlgren er inkonsekvent, det er kun for Stilrenhedens Skyld, selvfølgelig kan han ikke først tale om, at Robinson har alt det fornødne, men er uduelig, naar han selv bagefter indrømmer, at Robinson alene ikke kan overkomme Arbejdet). Men Robinson er stædig, han vil være sin egen Mand. Og Karlgren drager hjem og skriver "Robinsons Ø", hvori han skildrer Socialismens Fallit. Og imens har Robinson færdigbygget Kæmpeværket Volkhovstroy, hvortil der uafbrudt er anvendt 10.000 Arbejdere. Omkostninger 29 Mill. Rubler.
    Men Livet er ondt, og det løber fra Karlgrens Bog. Havde han skrevet et solidt Arbejde med en historisk Baggrund og, ligesom i "Det danske Samfund" eller den franske Marineingeniør Jules Moch i "La Russie des Soviets" skildret Landet metodisk, saa havde vi nu haft en ordentlig Bog om Rusland; det var Mandens Chance, og han har forsplidt den. Hvad kan det nytte, De siger, Industrien gaar daarligt, naar Tallene i 1924-25 er 1.889.000 Arbejdere, der producerer for 3950 Millioner Rubler, medens det i 1925-26 er 2.422.000 Arbejdere, der præsterer Varer for 5640 Millioner Rubler. Arbejdspræstationen er steget fra 1921 til 1926 fra 1201 Rubler pr. Arbejder til 2320 Rubler. Selvfølgelig har De Ret, naar De siger, Arbejdsydelserne er sunket. Men De fortæller ikke, at 1.000.000 af Ruslands bedst Arbejdere ligger i deres Massegrave, spredt over det Land, de med deres Blod har vundet for deres Efterkommere, for Socialismen, for en ny Menneskelighed. Denne Kærne erstattes langsomt: Tekniske Skoler og Efterskoler arbejder her. I de sidste tre Aar er Efterskolerne steget i Tal fra 687 til 3091, Eleverne fra 18.000 til 92.000. Deres Arbejde er blevet et Døgnværk, fordi det gaar ud fra en barnlig Tro, ikke paa Verdensrevolutionen, men paa at Bolsjevismen er et individuelt Fænomen og ikke en historisk Begivenhed. Deres pinagtige Anstrengthed for at miskreditere Rusland giver sig det latterlige Udslag, at De fremhæver den russiske Arbejdsløshed: Aha! Der er Arbejdsløshed i Rusland, det er et Onde(uundgaaeligt for Kapitalismen og ogsaa for Overgangsstadiet mellem Socialismen og Kapitalismen, omend i stadig aftagende Grad, det praktiske Udslag af den sidste Rest af det kapitalistiske Produktionsanarki). Der er efter Deres Udsagn godt 10 pCt. arbejdsløse, 800.000 af 7.800.000. Tror De, det skræmmer herhjemme? Her har vi ganske anderledes Tal, i Januar 1926 30,1 pCt.! De burde have sprunget det over, Hr. Professor!
    Selve Realiteten er imidlertid, at vi nu paa Universitetet har en Mand i Russisk, der er saa lidet egnet til at være Formidler mellem Rusland og Danmark som vel muligt. Han er erklæret Modstander af Ruslands Regering, han naar undertiden Ossendowskis Maal, naar han spaar frygtelige Jødeprogromer og paa anden Maade tilsviner selve det russiske Folk. Karlgren ved dog maaske ikke, at Jødeprogromer i Czarens Tid var betalt og provokeret Arbejde, der besørgedes af Samfundets Bundfald, civile Politimænd og Alfonser. Han er en politisk Journalist. Og maaske en god Filolog, det ved jeg ikke. Men han er alt andet end en ærlig Undersøger af det russiske Samfund. Det er trist, at man i Radiobladet og Fords private Blad kan læse langt mere saglige Artikler om Specialforhold, der giver et helt andet Syn paa Tingene - at Uvidenheden skal florere paa Universitetet. Men forhaabentlig bliver dette ikke den sidste af den Slags Bøger, der i de sidste Aar har undermineret intelligente Menneskers Tillid til Rædselsberetningerne om Sovjetrusland.

Aage Jensen.